Nørregade 13, København

Sammen med Vestergade hører Nørregade til de gamle af byens hovedgader og var det tidlige Københavns hoved-indfaldsvej fra nord og i middelalderen byens bredeste gade. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de to store brande i 1728 og 1795, samt efter branden i 1807, der skyldtes englændernes bombardement af København. Branden i 1728 var størst. Omkring 1600 af byens 4100 huse brændte samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Nørregade nedbrændte totalt under bybranden – i alt nedbrændte omtrent 250 ejendomme i Nørre Kvarter. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grundene henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Til både Nørregade og Sankt Peders Stræde blev dette kompleks af to forhuse opført i årene 1730-32 for kobbersmedemester Povl Badstuber (1685-1762) efter typetegninger af J.C. Krieger (1683-1755). Forhuset, Nørregade 13, bestod af de nuværende tre etager over en høj kælder, mens forhuset mod Sankt Peders Stræde 3 bestod af to etager over en høj kælder indtil det i 1848 blev forhøjet md en etage. Povl Badstuber beboede kun gården i en kort årrække, da han kortvarigt efter opførelsen gik fallit. I begyndelsen af 1800-tallet var facaden mod Nørregade malet med oliefarve, men den er sidenhen blevet fjernet. Omkring år 1800 blev der i stuerne opsat opspændte lærreder inklusiv fire dørstykker, men i falsene var der tydelige sømspor efter ældre lærreder. I 1809 blev der indsat en ny hovedtrappe i Nørregade 13.

Ejendommen ligger i det indre København og består af et forhus mod Nørregade, der er sammenbygget med et side- og et baghus, som igen er sammenbygget med et sidehus og et forhus beliggende mod Sankt Peders Stræde. Bygningerne indrammer et asfalteret gårdrum. Kun forhuset mod Nørregade er omfattet af fredningen, hvorfor de øvrige bygninger ikke er nærmere beskrevet. Forhuset er fem fag bredt, og opført i grundmur i tre etager over en høj kælder. Forhuset bærer et teglhængt heltag med sortglaserede sten mod gaden og røde sten mod gården. I rygningen er to skorstenspiber i rød, blank mur. Mod gaden er en tre fag bred segmentfronton med kobberinddækning samt fire ældre kviste, placeret to og to over hinanden, med kobbertage og kraftigt profilerede trægesimser. Mod gården er en tre fag bred gavlkvist med rødt, teglhængt heltag, og nord herfor er en ældre tømmerkvist med rødt, teglhængt heltag. Syd for gavlkvisten er heltaget sammenbygget med sidehusets skiferklædte mansardtag. Facaden udgøres af en let fremspringende sokkel, som nederst er af granitkvadre og herover står i rød, blank mur, hvor en kordongesims af sandsten formidler overgangen til den resterende del af facaden, som ligeledes består af rød, blank mur. Facaden opdeles af fire pudsede pilastre i stor orden med base og kapitæl af sandsten og afsluttes af en profileret hovedgesims ligeledes i sandsten. Segmentfrontonen udsmykkes ligeledes af sandstensornamenter. I det nordligste fag er en rundbuet portåbning, der indrammes af en sandstensportal med markerede vederlags- og slutsten. Porten er en ældre, tofløjet fyldingsport med et radiært opsprosset overvindue. Portåbningen flankeres af to afvisere i form af kanonrør og over åbningen ses flere indmurede kanonkugler. I det midterste fag fører en granittrappe med et svunget jernværn ned til en nyere, enfløjet butiksdør med termoruder. Foran kælderdøren er et aftageligt gitter. Kældervinduerne er nyere, etrammede vinduer. Facadens øvrige vinduer er ældre to- og trefags krydspostvinduer med små ruder, der sider under vandrette stik, og er forsynet med en vandnæse både under og over vinduet udført i kobber. I segmentfrontonen og i kvistene er vinduerne rundbuede. Porten, kældervinduerne, kælderdøren og kvistvinduerne er mørkegrønne, mens de øvrige vinduer er hvide. Gårdsidens nederste del er pudset og gulmalet med gråmalet sokkel, mens den herover står i rød, blank mur. Facaden afsluttes af en kraftigt profileret hovedgesims, der også pryder gavlkvistens gavltrekant. I det nordligste fag er en rundbuet portåbning, der lukkes af en ældre, smedet gitterport, og i midterfaget fører en granittrappe ned til en nyere, enfløjet kælderdør med termoruder. Vinduerne er ældre krydspostvinduer med små ruder som mod gaden, men i gavlkvisten er vinduerne torammede og smårudede, og over porten er de udformet som trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Vinduerne sidder under vandrette stik, undtagen det midterste vindue i gavlkvisten, som har et kurvehanksbuet stik ligesom den ældre revleluge i gavltrekanten. Kælderdøren og revlelugen er mørkegrøn, mens samtlige vinduer er hvide. Portrummet har støbt gulv og pudsede vægge, der nederst er forsynet med ældre fliser samt et pudset loft. I nordvæggen er der sparenicher og i sydvæggen er en nyere, enfløjet fyldingsdør med en stor rude øverst, der indrammes af en indfatning med fodklodser og en vandret fordakning. På portrummets vægge er indmurede gipsrelieffer. Forhuset anvendes som kontordomicil, inklusiv kælderetagen og den nederste del af tagetagen, mens spidsloftet er uudnyttet. Fra portrummet er der adgang til hovedtrappen, som er placeret mod gården. Hovedtrappen er en ældre treløbstrappe med bred durchsicht, udsmykket forvange, brede hovedstykker, runde balustre og en profileret håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel. Bygningens oprindelige planløsning fra tiden, hvor der var boliger i bygningen, er i store træk bevaret på alle etager, hvor en langsgående hovedskillevæg adskiller de repræsentative stuer mod gaden fra smigfagsstuen, forstuen og toilettet, som er placeret mod gården. Etagerne, hvor der oprindeligt var lejligheder, har overvejende en traditionel materialeholdning med parketgulve, pudsede, feltopdelte vægge med opspændte lærreder, pudsede lofter med stuk samt et velbevaret, for en stor del oprindeligt snedkerinteriør med blandt andet paneler, fyldingsdøre og gerichter. I enkelte rum er der linoleum eller væg-til-væg tæpper på gulvet samt enkelte nyere, plane døre. Trapperummet har ældre en- og tofløjede hoveddøre ind til etagerne, linoleumsbeklædte reposer og trin, pudsede vægge og lofter samt pudsede undersider af trappeløb og reposer. I kælderen er der støbte gulve belagt med klinker eller parket, pudsede vægge og lofter samt lette skillevægge med glaspartier og pladedøre. Tagetagen fremstår med linoleumsbeklædte gulve og pladebeklædte vægge og lofter samt en delvis synlig tagkonstruktion. Kvistenes vægge består af ældre partier med fyldinger, og der er både ældre fyldingsdøre og nyere pladedøre i tagetagen. Vinduerne i kvistene har nyere forsatsvinduer. På spidsloftet er der bræddegulv og den ældre tagkonstruktion er synlig ligesom undertaget af banevarer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed som en naturlig del af Nørregades husrække, hvor forhuset er med til at definere den middelalderlige gadestruktur og tillige indgår som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning. Hertil kommer, at forhuset får den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt og samlet hele. Desuden udgør Nørregade sammen med nabobygningen Bispegården en værdig modvægt til domkirken og Frue Plads overfor, således at der opstår et homogent og stemningsfuldt byrum. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghus omkring et mindre gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset, hvilket er en karakteristisk struktur for den tætte, indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Nørregade 13 knytter sig til, at forhuset er det eneste tilbageværende af Nørregades barokke borgerhuse, som blev opført efter Københavns brand i 1728. Forhuset er et velbevaret eksempel på et borgerhus, der tager afsæt i de mønstertegninger, som J.C. Krieger udgav med tanke på genopbygningen af København efter branden – både udvendigt og indvendigt. I det ydre kommer dette til udtryk i forhusets oprindelige disponering som et grundmuret, fem fag bredt hus i tre etager over en høj kælder samt i det høje, opskalkede tag med segmentfronton mod gaden og en tre fag bred gavlkvist mod gården. Ligeledes knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets tidstypiske barokke fremtræden, der kommer til udtryk i facadens udprægede symmetri, hvor de brede yderfag flankeres af flade pilastre i stor orden med ioniske kapitæler og profilerede baser, samt i den profilerede gesims, der også indrammer segmentfrontonen. Efter Kriegers anbefaling er segmentfrontonen udsmykket af ophængte, blomsterornamenterede guirlander. Båndet nedenunder, hvorpå der står 17 GLORIA IN EXCELSIS DEO 31, vidner om bygningens opførelsesår og er på tidstypisk vis en hyldest til gud: Ære være Gud i det høje. Ligeledes er de smårudede krydspostvinduer og de svungne tømmerkviste kendetegnende for barokkens bygninger. På traditionel vis mindskes vindueshøjden og derved etagehøjden opefter i bygningen. Også gårdsiden har et tidstypisk barokt udseende med den tre fag brede gavlkvist og den kraftige, profilerede gesims. Gavlkvistens bevarede revleluge under et kurvehanksbuet stik samt muråbningens kurvehanksbuede stik nedenunder vidner om, at tagetagens to loftsetager oprindeligt blev anvendt til opmagasinering. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til facadens indmurede kanonkugler, der stammer fra svenskernes belejring af København i 1658, som blev fundet under en ombygning omkring 1900, samt til de gamle kanonrør, der fungerer som afvisere i portåbningen. I forhusets indre kommer J.C. Kriegers mønstertegninger til indretning af et finere borgerhus til udtryk i den tidstypiske plandisponering med de repræsentative stuer orienteret mod gaden, udformet som en trefags stue midtfor flankeret af to mindre etfags rum. Hertil kommer, at rummene ligger en suite, forbundet af brede fløjdøre, samt at førstesalen er forhusets beletage og dermed rigest udsmykket. Endvidere kommer den traditionelle disponering til udtryk i portgennemgangens placering i det ene yderfag, hvorfra der er adgang til trapperummet, som ligger ud mod gården og betjener alle etager. Det barokke stilideal afspejles ud over planløsningen også i de rige interiører, og de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter samt brystnings- og lysningspaneler, som i stueetagen er udstyret med lysningsskodder. Stueetagens døre er fra bygningens opførelse, hvilket kan aflæses i deres udformning med tre fyldinger i hver dørfløj, hvor spejlene ligesom i de samtidige brystningspaneler har de karakteristiske senbarokke konkave hjørner samt i gerichternes udformning med forkrøppede hjørner og fodklodser. Hertil kommer de pudsede, feltinddelte vægge med opspændte lærreder, ovnpilastre, helpanellerede ydervægge samt stueetagens og førstesalens rigt dekorerede stuklofter, der stammer fra husets opførelse, samt kamrenes kraftigt profilerede stuk med hvælvede pudsede lofter. Endvidere kommer kakkelovnen, samtlige gipsrelieffer inklusiv gipsreliefferne i porten, det indmurede pengeskab samt kælderens ældre renselem i støbejern fra Hess Jernstøberi i Vejle.

Den arkitektoniske værdi ved Nørregade 13 knytter sig i det ydre til facadens barokke udtryk, der karakteriseres ved den enkle facadekomposition med klare proportioner og den symmetrisk opbyggede facadeinddeling med pilastre, der betoner de lidt bredere yderfag samt den store segmentfronton på midten. Den fornemme anvendelse af reliefgivende elementer i sandsten, herunder blomsterguirlanderne og båndet med inskription i frontonen, pilastrenes baser og kapitæler samt portens indramning giver en smuk kontrast til det røde murværk. Den afbalancerede vægtning af de vertikale og de horisontale linjer, sandstensdetaljerne samt den regelmæssige og taktfaste placering af de smårudede korspostvinduer bidrager til facadens herskabelige og værdige fremtræden. Ligeledes knytter der sig arkitektonisk værdi til det stejle heltag med de dekorative kviste, hvis svungne form med kraftigt profileret gesims understreger facadens herskabelige udtryk. Ligeledes har porten arkitektonisk værdi på grund af den detaljerige portal med blomsterornamentik og markerede vederlags- og slutsten samt portfløjenes detaljerige udskæringer og det vifteopsprossede overvindue. Sandstensportalens dekoration er typisk for slutningen af 1600-tallet, mens portfløjene er senere sandsynligvis fra slutningen af 1700-tallet. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidens enkle og nedtonede udtryk, der fastholdes af den brede gavlkvist, den kraftige hovedgesims og den regelmæssige og tætte vinduessætning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer og usædvanligt rige stukkaturarbejder forlener rummene med barokkens overdådige elegance.

Læs videre om

• Badstuestræde 7, København
• Multihuset, Laboratoriets Hovedmagasin, Christiania, København
• Rosengården 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen