Ny Vestergade 9 ligger på Ny Vestergade 9 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ny Vestergade er en af forbindelsesgaderne mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade. Gaden blev dannet efter grundene omkring Frederiksholm-kvarteret blev opfyldt i 1660'erne og omtaltes i 1668 som Den Nye Vestergade. I lange tider benævntes gaden som Wigandts Gade efter vinhandleren og skibsrederen Wigand Michelbecker (1636-1692), som havde en gård, der hvor Nationalmuseet nu ligger. Han ejede også grunden på den modsatte side, der primært var bebygget med stalde og pakhuse. I slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet opførte Gyspert Wigand Michelbecker fra Magdeburg og Christian Sigfred von Plessen fra Hamburg fornemme palæer på hver side af Ny Vestergade (Wigandsgade) og Langs Kalleboderne (Frederiksholms Kanal). Til palæerne blev anlagt barokhaver. Ifølge grundtaksten fra 1689 er det nuværende Ny Vestergade nr. 9 på dette tidspunkt ikke bebygget. Nogle af grundene langs Ny Vestergade og Ny Kongensgade (Printzengade) blev frasolgt i slutningen af 1600-tallet og herefter bebygget. I 1689 var grunden, hvor Ny Vestegade 9 nu ligger, ejet af kræmmer Thomas Oxe (Tommas Oxsis), og beskrives som en gård bestående af to lejevåninger og fire våninger. I 1740erne blev Ny Vestergade Frederiksholms fornemste gade, idet den blev aksefast adgangsvej til Marmorbroen og Københavns nye kongeslot, Christian VI's Christiansborg.Det nuværende forhus for Ny Vestergade 9 er formentligt opført af Kancelliråd, hofmaler Henrik Kroch i 1707 da han flyttede til København og blev gift med Helle Cathrine Robring. I en brandforsikring fra 1737 beskrives forhuset som et toetages bindingsværkshus i 14 fag, 8 3/4 alen bredt (ca. 5 m) med to gavlkviste til gaden hver på fire fag og grundmuret kælder i 14 fag og et italiensk trappehus med jernrækværk og tag mod gården. På højre hånd fra porten var to sidehuse i alt 10 fag, dels et toetages bindingsværk sidehus i tre fag 8 3/4 alen bredt (ca. 5 m), med grundmuret kælder. Dels et toetages bindingsværks sidehus i syv fag, 11 alen bredt (6,90 m) med to stående gavle og kælder under de fire fag. På den venstre side fra indgangen af porten var en tilbygning og to sidebygninger på i alt 13 fag. Der var en enetages bindingsværks tilbygning på to fag til forstue med halvtag 2½ alen bred (1,56 m) med indgang under til kælder. Bag samme var en halvtags toetages sidebygning i to fag 8 1/2 alen (5 m) bred, med grundmuret kælder. Ved siden af var endnu et halvtags toetages sidehus i ni fag med kælder 8 1/2 alen bredt (5 m). Imellem begge sidehuse var en grundmuret tværbygning med tre grundmurede fag, 6 alen (3,76 m). Oven på tværbygningen var en altan med planter og tilgang fra begge sidehuse. Desuden nævnes ni kakkelovne og en vandpumpe i gården.Forhuset blev opbygget i 1771-73, hvorved facaden ændredes til 12 fag grundmur, mens bagsiden ikke ændres. Ved denne ombygning fik ejendommen sit nuværende udseende. Det store sidehus mod vest, der på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af fredningen, blev opført i to etager før 1770, og forhøjet med en etage mellem 1771 og 1776. Sidehuset mod øst med lager og værksteder blev opført før 1770.

Beskrivelse

I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Den følgende beskrivelse beror på en besigtigelse af de fredede dele af ejendommen, herunder forhuset på tolv fag og de hermed sammenbyggede sidehuse; et tofags sidehus mod vest, og et seksfags sidehus mod øst. På grunden er tillige et ældre sidehus i forlængelse af det fredede sidehus mod vest samt et fritstående baghus midt i gårdrummet langs grundens sydlige skel. De bygninger der på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af fredningen er i det følgende ikke nærmere beskrevet. Forhuset Ny Vestergade 9 er opført i tre etager over en høj kælder og med gennemgående centralt portrum. Facaden er grundmuret, pudset og kalket med jernvitriol, både en lav sokkel og muren op til stueetagen er let fremspringende og pudset i en lys sandfarve. De midterste to fag omkring en bred rundbuet port er tillige let fremspringende som en midtrisalit og markeres af gennemgående ørelisener. Motivet med ørelisener opdeler den øvrige facade symmetrisk på hver side af midtrisalitten med først tre fag og derefter to fag. Både de to yderfag og midtrisalitten er yderligere dekoreret af blændingsfelter mellem etagerne. Øverst afsluttes facaden af en hvid, profileret hovedgesims. Bygningen har et rødt, teglhængt helvalmet tag med to brede skorstenspiber placeret i gårdsidens tagflade tæt på rygningen. I tagfladen er traditionelt udførte, fladbuede pultkviste med hver et torammet, hvidmalet vindue samt få traditionelle tagvinduer. I facadens to midterst fag sidder en ældre, mørkegrøn, tofløjet port med slagliste udformet som en dorisk søjle, og herover er en porthammer og et rundbuet felt med medaljon og smedejernsdekoration. Over portåbningen ses i muren en slutsten med husnummer og en form for våbenskjold. På hver side af porten er ældre tavler til navneskilte samt et ældre smedejernsskilt. Facadens vinduer udgøres hovedsageligt af hvidmalede korspostvinduer, mens kældervinduerne er grønmalede, torammede vinduer. Alle vinduer er ældre med hjørnebånd og en enkel tværsprosse i de store rammer. Forhusets gårdside og det to fag sidehus mod vest er opført i sorttjæret bindingsværk med rødkalkede tavl. Over stueetagen er forhusets øvrige to etager udkraget og overgangen markeres af en hvidmalet, profileret trægesims. Overgangen mellem første og anden sal markeret af en kraftig rem. Bindingsværket er i øvrigt udført med løsholter i brystningshøjde og herunder dokker. I det vestre sidehus findes en ældre, grønmalet, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. Vinduerne i gårdsiderne varierer i størrelse og udformning men fælles for dem alle er, at de er ældre, hvidmalede og har hjørnebånd og småtopsprossede ruder. Ruderne i det vestre sidehus er udført som mosaikker. I tagfladen ses en enkel traditionelt udført kvist med torammet, hvidmalet vindue og få traditionelle tagvinduer. Inde i portrummet er et støbt gulv, murene er pudsede og kalket gule, mens loftet er et hvidmalet kassetteloft med synligt bjælkelag. På hver side er en fyldingsdør med bred indfatning ind til stueetagen og en kældernedgang med indfatning og fordakning. Alt træværk omkring dørene er malet hvidt. Over kældernedgangene findes et indmuret hvidmalet gipsrelief med antikke motiver. Det østre sidehus er grundmuret og opført i fire etager. Murværket er pudset, rødkalket og har s-formede murankre og en profileret, hvid gesims. Taget er helvalmet og hængt med røde vingetegl. I sidehuset findes to store grønmalede, tofløjede porte med overvindue samt en grønmalet fyldingsdør med mosaikruder og et rundbuet overvindue. Døren er placeret dybt i en rundbuet døråbning med slut- og vederlagssten. I bygningen er ældre eller traditionelt udførte hvidmalede vinduer med småtopsprossede ruder og hjørnebånd. Vinduer over indgangsdøren er udført med blyindfattet mosaik i forskellige farver. I det indre findes i store træk en traditionel grundplan med trappeopgange i de to sidehuse, hvoraf den i det vestlige sidehus, fremstår som hovedtrappen. Fra hovedtrappen er der adgang til lejligheder i forhuset og til lejligheder i det ikke fredede sidehus. Lejlighederne i forhuset er disponeret traditionelt med stuer mod gaden, mens køkken samt nyere badeværelser ligger mod gården eller i et af sidehusene. I størstedelen af tagetagen i forhuset er tillige en lejlighed. Generelt i bygningen er der en traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter. Flere vægge har listeindrammede, opspændte lærreder eller listeindrammede murfelter, og enkelte lofter har stukkatur. Der er ydermere mange bevarede hel-, lysnings-, og brystningspaneler, fyldingsdøre med profilerede gerichter, hængsler og greb. Mange steder findes ældre forsatsruder med farvede, blysprossede mosaikruder. Badeværelser og køkkener fremstår med nyere overflader, men i forhuset findes på flere etager et stort bevaret ildsted ved skorstenskernen i køkkenet. Hovedtrappen er velbevaret med et smedejernsgelænder og profilafsluttede vanger. Trinnene er af træ, beklædt med linoleum og undersiden af løbene er pudsede. Væggene i trappeopgangen er delvist beklædt med ældre brædder, og der er ældre fyldingsdøre med gerichter ind til lejlighederne. Den høje kælder under forhuset anvendes til opbevaring, og her er støbte gulve, grovpudsede vægge med sparenicher samt pudsede lofter med synlig rørføring. Det østlige sidehus står tomt, med åbne etagedæk efter et større sikringsarbejde af bygningen er udført. Længst mod forhuset er en velbevaret ældre trappeopgang med en toløbet trappe udført i træ med linoleumsbeklædte trin og reposer. Trappeløbenes undersider er pudsede, vangerne er glatte, balustrene af simple rundstave og håndlisten afrundet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i den stemningsfulde og præsentable Ny Vestergade. Gaden og ejendommen fremstår yderst fornem i kraft af den unikke placering som en del af aksen over kanalen af Marmorbroen til Slotsholmen og Christiansborg med hele det oprindelige ridebaneanlæg foran. Hertil kommer at der er stor miljømæssig værdi i det velbevarede gårdrum, hvor de fredede huse harmonerer med de øvrige bygninger. Tilsammen indrammer bygningerne et næsten kvadratisk gårdrum, der mod syd lukkes af en høj mur og et toetagers baghus med garager i den nederste del. Selvom det ene sidehus og baghuset ikke er omfattet af fredningen, har de stor værdi for resten af bygningskomplekset, der herved fremtræder utroligt intakt og som et unikt og velbevaret gård- og kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Ny Vestergade 9 knytter sig til det samlede bygningsanlæg, der er et velbevaret og unikt eksempel på, hvordan de Københavnske grunde blev bebygget i 1700-tallet med et forhus med fornem facade og portgennemkørsel til gåden hvor man opførte de mere nedtonede sidehuse. Vester Kvarter langs med kanalen gik fri af begge de store brande, der hærgede København i 1728 og 1795, og derfor er koncentrationen af tidlige 1700-tals huse store i denne del af byen. Alderen på forhusets gårdside og sidehuset mod vest aflæses tydeligt af deres opførelse i bindingsværk, og især i forhusets udkragede øvre etage, der var en almindelig konstruktion for bindingsværk i renæssancen og ligeledes i starten af 1700-tallet. Det bevarede bindingsværk afspejler, at denne byggeskik stadig blev accepteret i starten af 1700-tallet og endda også efter den store brand i København i 1728. I 1729 blev udstedt en regel om, at de nye bygninger skulle opføres af grundmur, men dette faldt ikke i god jord hos grundejerne, og derfor blev det også senere besluttet, at bygningerne i baggårdene gerne måtte opføres i bindingsværk alligevel. Efter den store brand i 1795 blev det dog ikke længere muligt at bygge i bindingsværk, og der er derfor ikke mange ejendomme som Ny Vestergade 9 bevaret i København. De småtopsprossede vinduer er ligeledes kendetegnet for 1700-talles første halvdel. Forhusets facade fra 1770'erne fremtræder med både senbarokke og klassicistiske træk, der karakteriserer periodens bygningsmæssige træk. Det er især de gennemgående ørelisener, der er hentet fra senbarokken, mens vinduerne er typisk klassicistiske, ligesom heltaget og facadens enkelhed. Forskellen mellem facaden og gårdsidernes beskedne arkitektur afspejler bygningernes oprindelige indretning med de mere herskabelige boliger i forhuset, mens sidehusene mod vest blev anvendt til bolig for den mindre bemidlede arbejderklasse, og det østlige sidehus indeholdt værksteder og lager, hvilket også ses af de bevarede brede porte. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan. Der er en tydelig opdeling og et bevaret hierarki mellem rummene, hvor de repræsentative stuer ligger i forhuset med rige interiører i form af paneler, lærredsopspændte vægge og stukdetaljer. I modsætning hertil er der ingen pyntelige bygningsdetaljer i de funktionsbetingede rum og i de tidligere værksteder i sidehuset er åbne rum. Ydermere er det typisk for perioden at man placerede køkkener mod gården i forbindelse med et åbent ildsted, præcist som det stadig ses i forhuset. De to trapper underbygger fortællingen om rummenes originale placering, idet den fornemme trappe i det vestlige sidehus tydeligt er hovedtrappen og dermed den fornemme indgang til lejlighederne, mens trappen i det østlige sidehus er meget nedtonet og har tjent som køkkentrappe. Endelig er den velbevarede materialeholdning med ældre bræddegulve og pudsede lofter sammen med de mange ældre bygningsdele og -detaljer af stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer.

Arkitektonisk værdi

Ny Vestergade 9 har stor arkitektonisk værdi knyttet til forhusets jernvitriiolkalkede mure, der fremstår med en levende stoflighed og en markant kontrast til de hvide vinduer og den hvide gesimsafslutning mod taget. Opbygningen med en fast rytme af fag: to, tre, to, tre, to fremstår stærk og enkel og danner symmetri omkring facadens markante grønne port. Fagdelingen bliver fremhævet af ørelisenerne og af de lette murfremspring både i midtrisalitten og i yderfagene. At ørelisenerne er gennemgående fra sokkel til gesims bevirker, at facaden får vertikale linjer, som kan modsvare de vandrette vinduesbånd, og herved optræder facaden yderst velproportioneret. Yderligere knytter den arkitektoniske værdi sig til den store rundbuede port og dennes slutsten. Ved fyldingernes inddelinger, og den kraftige slagliste optræder porten som det mest dekorerede element i facaden. Porten er tilbagetrukket i muren og dybdevirkningen forstærkes af portens mørkegrønne farve. Kældervinduerne er malet i samme tone hvilket gør, at der skabes en naturlig tyngde til kælderetagen, der også er fremhævet på grund af farveskiftet og af det lette murfremspring, som visuelt forlænger soklen og sørger for at facaden har en naturlig konstruktiv opbygning. Facadens arkitektoniske udtryk styrkes tillige af det stejle røde tag, der kun brydes af små pultkviste, der som alt andet indordner sig under symmetrien. Kvistenes rødmalede kanter og karme omkring de hvidmalede vinduer har stor arkitektonisk værdi idet farvesætningen bevirker at kvistene fremstår mindre og mere integreret i den røde tagflade. Den arkitektoniske værdi for forhusets gårdside skal ses i sammenhæng med de øvrige sidehuse, da de alle visuelt bindes sammen af den ensartede farveholdning med rødkalkede murflader og tavl mod det sort opstregede bindingsværk. Yderligere står de hvidmalede vinduer i stor kontrast hertil, samtidig med at de er tilpasset til bindingsværket. Endelig får vinduerne et elegant og sprødt udtryk med de smalle kitfalsede sprosser, ligesom de farvestrålende mosaikruder har arkitektonisk værdi. I det indre er der stor arkitektonisk værdi ved den oprindelige hovedtrappe, hvor trin, vanger, smedejernsværn og håndliste er tilpasset den svungne form og danner en elegant ramme omkring det gennemgående durchsicht. Trapperummet er i sin form og udsmykning med det italiensk inspirerede smedejernsværn yderst unik. Bevaret beboertavle, hoveddøre til alle lejligheder og farveholdningen i trapperummet styrker tillige den autentiske atmosfære. Inde i lejlighederne er den arkitektoniske værdi relateret til de mange bevarede paneler og feltinddelte vægge, der sørger for at skabe gennemgående linjer i rummene hvilket bevirker at de fremstår velproportionerede og harmoniske. Endvidere har de mange blyopsprossede forsatsruder og mosaikvinduer med farvede glas stor arkitektonisk værdi ved deres udførelse og ved deres måde at bryde og farve lyset, der trænger ind i bygningen.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links