Det sidste store pestudbrud, der hærgede København i årene 1711‑12, tog livet af en tredjedel af byens befolkning, ca. 20.000 mennesker. Der kom hurtigt til at mangle plads på de eksisterende kirkegårde, og derfor blev der etableret pestkirkegårde uden for byens volde. De smittede, der endnu var i live, blev bragt ud af byen, hvor regimentskvartermester Georg Julius Wodroffs gård på vestsiden af Sankt Jørgens Sø i juli 1711 blev inddraget til lazaret for de pestsyge københavnere. Lazarettet blev udvidet med flere barakker og telte, så belægningskapaciteten på Wodroffs gård efterhånden kom op på flere tusind pestpatienter. I slutningen af august 1711 blev også den nærliggende Ladegård inddraget til lazaret.
Mange af de syge overlevede ikke opholdet på Wodroffs gård og blev begravet i de i al hast anlagte massegrave på gårdens område. I forbindelse med en udvidelse af Skolen på Niels Ebbesens Vej i 1991 stødte man på flere af disse store grave, og ved den arkæologiske undersøgelse blev der opdaget 54 gravlagte. Det var et makabert syn, der mødte arkæologerne under udgravningen, da kisterne lå to eller tre ved siden af hinanden, gerne stablet i to lag og flere steder endog i hele tre lag oven på hinanden. Det var tydeligvis kaotiske tilstande, der herskede under pestepidemien.
