Udsnit af Peder Hansen Resens kort fra 1677 viser dele af vandforsyningen til Frederiksbergområdet. Her er bl.a. angivet Ladegården ved Sankt Jørgens Sø og Pesthuset, hvor fattige med pest eller kønssygdomme blev indlagt. Her ses også bebyggelsen ved Ny Amager, der blev anlagt i midten af 1600-tallet.
.
Bakkehuset på Rahbeks Allé 23.
.
På denne akvarel tilskrevet Johannes Senn fra ca. 1813 er de kongelige skildret som en borgerlig familie, der går en spadseretur i de grønne omgivelser i Frederiksberg Have.
.

I midten af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet blev de to landsbyer Nyby og Solbjerg nedlagt. Herefter anlagdes i 1620 Københavns Ladegård. I midten af 1600-tallet slog hollandske bønder fra Amager sig ned i området, der fik navnet Ny Amager eller Ny Hollænderby. Bebyggelsen nedbrændte under Københavns belejring 1658‑60 og igen i 1697.

Omkring år 1700 anlagdes det nuværende Frederiksberg Slot, og den kongelige sommerbolig samt Frederiksberg Have og Søndermarken tiltrak mange folk. Der blev opført landsteder, og området blev et yndet udflugtssted for københavnere.

Administrativ inddeling

Den nuværende Frederiksberg Kommune lå indtil 1662 i Københavns Len, derefter i Københavns Amt. Ved oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1842 blev det nuværende kommuneareal en del af Hvidovre- Frederiksberg Sognekommune, mens Københavns Amt fik to amtsrådskredse, hvoraf Frederiksberg blev en del af Københavns Amtsrådskreds; Amtskommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Befolkningsudviklingen i kommunen var stærkt præget af kronens stordriftsinteresser. De to landsbyer Nyby og Solbjerg blev nedlagt hhv. i midten af 1500-tallet og omkring 1620, hvorefter kun den kongelige ladegård havde beboere. Ny Amagerby, som opstod på ladegårdens grund efter 1651, havde 20 parceller, så her var nok nogle få hundrede indbyggere. De forsvandt igen efter nedbrændingen og nedlæggelsen af landsbyen i 1697. Med bygningen af slottet omkring år 1700 kom der lidt flere beboere.

Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 1.143 beboere i den nuværende kommune, og dette tal var i 1850 steget til 2.874.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel og infrastruktur

I kølvandet på etableringen af først landsbyen Solbjerg i Allégadeområdet og siden Frederiksberg Slot etableredes nye veje, fx Frederiksberg Allé, anlagt 1700‑04, der overtog Gammel Kongevejs status af kongevej. I 1833 åbnedes alléen for kørende trafik, og med kommunens overtagelse 1867‑68 blev den fuldt tilgængelig for offentligheden. Hertil kom i 1775 den nye Roskildevej, der fra Platanvej fik et snorlige forløb gennem Frederiksberg og videre mod vest.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

I 1536 bestod bebyggelserne i den nuværende Frederiksberg Kommune blot af Solbjerg og Nyby med tilhørende jorder.

Administrativt var Solbjerg i modsætning til andre landsbyer i området, fx Serridslev på Nørrebro, ikke blevet lagt ind under København, formentlig fordi Solbjerg lå længere væk fra København end Serridslev.

For at sikre fødevareforsyningen til hoffet ved Københavns Slot oprettedes i 1620 under Christian 4. en ny ladegård. Den stod færdig i 1623 og fik tillagt en række jorder ved mageskifte og indlemmelse af markerne fra Solbjerg og Nyby. Landsbyerne blev nedlagt, og bønderne fordelt på krongods i landsbyer omkring København.

Selve gården blev opført i den nordvestlige ende af Sankt Jørgens Sø. Den var en af landets største lade- og avlsgårde, og den første bygning var en kombineret stald og lade på hele 100 fag. Senere kom bl.a. et grundmuret hus til beboelse, en portbygning samt lo og kornhus til.

Som ved andre kongelige ladegårdsmarker og adelige hovedgårdsmarker tilfaldt selve markarbejdet fæstebønder fra oplandets krongods i form af såkaldt hoveriarbejde. De øvrige dele af ladegårdens drift blev varetaget af personer ansat ved kongens gårde og så vidt muligt suppleret med fanger fra Holmen som arbejdsmænd.

Driften af ladegården blev ikke den ønskede succes. Det var bl.a. vanskeligt at sikre det nødvendige hoveriarbejde fra bønderne. Ud over markarbejde var de også pålagt at vedligeholde veje og sørge for varekørsel inden for lensgrænserne. Dertil kom driften af deres egne gårde.

Ladegårdens landbrug blev derfor nedlagt i 1651, og jorderne blev givet i fæste til 20 hollandske fæstebønder fra landsbyen Store Magleby på Amager. De anlagde en landsby langs Allégade med ti gårde på hver side, der fik navnet Ny Amager eller Ny Hollænderby. Bønderne fik særlige forhold, idet de slap for hoveri og en række kongelige afgifter. Desuden kunne de opretholde det særlige retsvæsen, man også havde i Store Magleby.

Ny Amager blev udskilt fra Sokkelund Herred og fik sit eget Ny Hollænder Birk. I 1653 fik de også deres egen kirke med gudstjenester af hollandske og tyske præster, der kom fra København.

Kort tid efter tilflytningen blev landsbyen imidlertid ramt af problemer udefra, da svenskerne under den anden af Karl Gustav-krigene 1658‑60 besatte det meste af Danmark og brændte Ny Hollænderby og markerne af under belejringen af København. I de følgende år fik bønderne store problemer, da jorden ikke gav det forventede udbytte, og kronen samtidig strammede vilkårene. Det medførte desuden, at adels- og embedsmænd fra København kunne købe sig ind hos de trængte bønder, selv om det stred mod betingelserne for fæste. På kongelig foranledning oprettedes i denne periode Falkonergården og Fasangården, bygget i hhv. 1670 og 1682.

Da Ny Amager i 1697 igen brændte ned, mistede kronen den sidste rest af tålmodighed. Kongen inddrog jorderne og udlagde dem til hømarker. Det betød, at bønderne måtte ernære sig ved hjælp af nyttehaver, håndværk, gæstgiveri samt arbejde på Frederiksberg Slot eller simpelthen ved ulovlig handel. I 1740 fik landsbyen dog den sydvestlige del af bymarkerne i fæste igen.

En af de 20 jordlodder fra Ny Amager blev lagt sammen med den allerede eksisterende »Prinsens Gård«. Her anlagde man Søndermarken og Frederiksberg Have samt Frederiksberg Slot. Slottet viste sig hurtigt for lille, når hele hoffet var på besøg, og i løbet af 1700-tallet blev det til adskillige ombygninger og tilføjelser. Hverken Christian 6. eller Frederik 5. benyttede slottet særlig ofte, men Christian 7. og især hans søn Frederik 6. var flittige gæster på slottet og i haverne. Allerede som kronprins stod den senere Frederik 6. i årene 1785‑87 for omlægningen af Søndermarken til dens nuværende form og i årene 1798‑1802 for omlægningen af Frederiksberg Have fra barokhave til engelsk-romantisk landskabshave. Frederik 6. blev desuden kendt over hele Europa for sine søndagsture på kanalerne i Frederiksberg Have, akkompagneret af undersåtter, der så til fra bredden. Den slags folkelige optrædener var usædvanlige blandt samtidens enevældige fyrster.

Markernes overgang til kongelig hømark indledte et skifte, hvorefter Frederiksberg i stigende grad blev et landliggersted. Med de mange gæstgiverier og Frederiksberg Have blev det også et yndet udflugtsmål for københavnere. Den proces blev hjulpet på vej af jordauktionen i 1765. Området nord for det nuværende Gammel Kongevej, Howitzvej og Finsensvej blev fordelt på 30 lodder og sat til salg på auktion under fordelagtige vilkår. Således fik ejerne ikke status som bønder, men som hovedgårdsforpagtere, hvilket gav dem flere rettigheder end ellers, fx til at brygge øl og brænde brændevin til eget forbrug. Dog blev der stillet krav til, at de huse og gårde, der opførtes, var af en vis standard, og at det var forbudt at skære tørv. Det skulle sikre, at Frederiksberg blev holdt pænt og ikke skæmmede slottets opland.

Størstedelen af lodderne ved auktionen i 1765 blev opkøbt af adelsmænd, købmænd og embedsmænd, der i løbet af 1770’erne byggede landsteder på jorderne. Dette skete både for at få en sommerresidens uden for København og for at være tæt på magten og hoffet under Frederik 6. Resten af året fungerede landstederne som landbrug.

Landstederne var ejet af tidens rigeste og mest indflydelsesrige personer såsom købmand Conrad Fabritius de Tengnagel, der byggede Rolighed i 1770, direktør for det såkaldte slavehandlersocietet Frederik Bargum, der byggede Forhåbningsholm i 1770, og gehejmestatsminister Johan Sigismund v. Møsting, der lod Møstings Hus opføre i år 1800. Af andre større landsteder skal nævnes Store Godthåb på Godthåbsvej, Mariendal, Lykkesholm og Sindshvile, der indtil 1810 hed Sophiesholm.

Den tidligere landevejskro Bakkehuset, der lå op mod Vesterbro Fælled, blev desuden købt af litteraten Knud Lyne Rahbek i 1802. Sammen med sin kone, Kamma Rahbek, dannede han midtpunkt for en kreds af guldalderens førende kunstnere og videnskabsmænd.

I 1769 var der 1.030 indbyggere, hvoraf 638 ernærede sig ved landbrug, og kun 79 ved håndværk og industri. Desuden var Frederiksberg også hjemsted for en række større og mindre manufakturhandler. Blandt de største var klædefabrikken på Vodroffsgård – den senere sejldugsfabrik, der leverede sejl til flåden og handelskompagnierne. Dertil kom et kapunstopperi – hvor man opfedede kapuner – ved det nuværende Bagerstræde, et farveri ved Gammel Kongevej og et voksblegeri i den nordlige ende af Falkoner Allé samt flere mindre manufakturhandler.

Opdrætning af falke og fasaner gik af mode, så Fasangården lukkede i 1785 og Falkonergården i 1810. Markerne, som de resterende bønder havde fået i fæste i 1740’erne, blev i 1775 gjort til selveje, mod at de afgav arealer til den nye Roskildevej. Landsbyen havde i løbet af 1700-tallet taget navn efter slottet og hed nu Frederiksberg.

Da landbruget fra 1699 blev afviklet, efter kronen havde købt bønderne ud, skiftede jurisdiktionen over Ny Amager til at høre under Amager Birk. Sådan var det indtil 1721, da jurisdiktionen overgik til Københavns Amts Rytterdistrikt Birk. Ved opdelingen i 1819 i Nordre og Søndre Birk blev Frederiksberg lagt ind under det søndre.

Med etableringen af kirken i Ny Amager i 1653 blev området de facto til et sogn. Det var dog først efter opførelsen af Frederiksberg Kirke 1733‑34 og tilføjelsen af Vesterbro og Kgs. Enghave i 1736, at Frederiksberg blev et selvstændigt sogn. Samtidig blev der opført en egentlig præste- og degnebolig på Pile Allé syd for kirken, suppleret med en statslig skole. I 1747 blev Hvidovre Sogn tillagt som anneks i et samlet Hvidovre-Frederiksberg Pastorat, så ud over Frederiksbergs egen skole opført ved præsteboligen kom rytterskolerne i Valby og Hvidovre også under pastoratet. I hhv. 1802 og 1808 oprettedes særlige kommissioner til den lokale bestyrelse af fattig- og skolevæsenet, ligeledes under Hvidovre-Frederiksberg, hvis grænser og administrative struktur også dannede rammen om den nye sognekommune fra 1842.

Frem til midten af 1800-tallet var Frederiksberg reelt et landdistrikt, selv med industrimanufakturhandlerne og tilflytningen fra København. Den primære beskæftigelse var stadig landbruget, og ud over landstederne og gårde var befolkningen bosat omkring Allégade og sidegaderne Smallegade og Frederiksberg Bredegade.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Frederiksberg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850