Kulturlandskabet i Frederiksberg Kommune

Frederiksberg er i dag næsten helt dækket af bebyggelse og infrastruktur. I midten af 1800-tallet udgjorde bebyggelse kun nogle få procent, og størstedelen af kommunen var et åbent landbrugslandskab. Det billede ændrede sig fra i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor en tæt bebyggelse opstod i øst. Op gennem 1900-tallet spredte den tætte bebyggelse sig over resten af kommunen, og landbruget forsvandt.

Kulturlandskabets udvikling

Arealanvendelsen i Frederiksberg Kommune i hhv. 1811, ca. år 1900 og 2018 viser den markante udvikling, som landskabet har gennemgået de sidste godt 200 år. I begyndelsen af 1800-tallet udgjorde landbrugsarealer m.m. over 80 % af arealet, men faldt derefter drastisk. Omkring år 1900 dækkede de kun ca. 40 %, og allerede i 1950 var landbruget helt forsvundet fra kommunen. Til gengæld er det bebyggede areal vokset kraftigt. Fra blot at udgøre et par procent i begyndelsen af 1800-tallet dækkede bebyggelser over halvdelen af arealet omkring år 1900. I 1950 udgjorde de mere end 90 %, og i dag er så godt som hele kommunen bebygget.

.

Middelalder

I middelalderen var Frederiksberg et landbrugslandskab, der koncentrerede sig om landsbyen Solbjerg. Landsbyen, som kendes fra 1100-tallet og kom i Roskildebispens besiddelse, fik senere selskab af Nyby. Da kong Erik af Pommern i 1417 tog København fra bispestolen i Roskilde og lagde byen ind under kronen, fulgte begge landsbyer formentlig med.

1536‑1850

På Nybys arealer blev der i midten af 1500-tallet indrettet en mindre kongelig ladegård ved Nyby. I 1620 inddrog Christian 4. Solbjergs jorder under denne ladegård, og landsbyen blev derfor opløst. Ladegården skulle levere såvel hø og halm til de kongelige stalde som landbrugsprodukter til Københavns og Rosenborg Slotte. Projektet løb dog ikke rundt, og i 1651 blev ladegårdens jorder udstykket i 20 parceller, som blev tildelt efterkommere af Amagers hollænderbønder. Bebyggelsen blev kaldt Ny Amager eller Ny Hollænderby og fik både egen domstol og kirke. I 1697 nedbrændte bebyggelsen, hvilket Frederik 4. udnyttede til at opføre Frederiksberg Slot i stedet for landstedet Prinsessegården, som Frederik 3. havde fået anlagt i landsbyen. Samtidig kom jorderne ind under det københavnske rytterdistrikt, hvor de fortsatte med at forsyne rytteriet med hø og halm. I 1732 blev der givet tilladelse til at opføre Frederiksberg Kirke.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte københavnere at flytte til området, der blev benyttet som sommeropholds- og udflugtssted. Frem til 1852 blev nybyggeriet dog begrænset af militærets demarkationsbestemmelser, der forbød bygninger i grundmur. Trods begrænsningerne husede området fx klædefabrik og farveri.

Over 80 % af arealet var i midten af 1800-tallet dækket af landbrugsarealer m.m., mens det bebyggede areal kun udgjorde et par procent. Vådbunds- og skovarealer delte resten af arealet nogenlunde ligeligt mellem sig.

Efter 1850

Arbejdende kvinder overvåges nidkært, mens de plukker jordbær på markerne mellem Florasvej, Normasvej og Azaleavej. På Roskildevej th. ses også Løvengreens Garveri, der blev grundlagt i 1868. Billedet er formentlig fra 1910‑20, hvor landbruget nok var på hastigt tilbagetog, men stadig dækkede en ganske stor del af Frederiksberg Kommune.

.

Mens den vestlige del af området forblev landdistrikt, opstod der efter 1852 en tæt bebyggelse i øst, som fra 1858 formelt blev kaldt en delvis købstadskommune. Da hele området i år 1900 blev til en fuldgyldig købstadskommune, var der et stort arealmæssigt skel mellem den bebyggede østlige del og den vestlige del, som fortsat var landbrugsarealer. På det tidspunkt udgjorde det bebyggede areal lige over halvdelen af kommunen, mens landbrugsarealer m.m. dækkede ca. 40 %. Kun omkring Frederiksberg Slot med Søndermarken og Frederiksberg Have var der større skovarealer. Fra 1864 blev jernbanen mellem København og Vigerslev anlagt gennem kommunen, som op gennem 1900-tallet blev tæt bebygget. Det førte til, at det oprindelige Frederiksberg Sogn blev opdelt i nye, mindre sogne: Sankt Lukas Sogn i 1897, Sankt Thomas Sogn i 1898, Sankt Markus Sogn i 1902, Mariendal Sogn i 1905, Solbjerg Sogn i 1908, Godthåb Sogn i 1909, Lindevang Sogn i 1926 og Flintholm Sogn i 1949. Omkring 1950 var over 90 % af kommunen bebygget, og der blev ikke længere drevet landbrug.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Arealanvendelsen i procent i Frederiksberg Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

I dag er 96 % af Frederiksberg Kommune dækket af bebyggelse og infrastruktur. Den tætte bebyggelse brydes hist og her af større parkanlæg som Landbohøjskolens Have, Lindevangsparken og de store træbevoksede arealer i Søndermarken, Frederiksberg Have og omkring Zoologisk Have. Dertil kommer de ganske store arealer, der er udlagt som kirkegårde og alléer samt De Små Haver omkring bydelens store villaer. Ud over kanalerne i Frederiksberg Have er der til gengæld ikke meget åbent vand. Mod nord er Ladegårdsåen rørlagt under Åboulevard og løber til Sank Jørgens Sø mod øst.

Kommunen har været uden landbrug i flere generationer, og det er mange år siden, den gamle Landbohøjskole i 1858 blev etableret på det, der dengang dannede grænsen til landet uden for København. På den tidligere Landbohøjskoles campus findes stadig enkelte drivhuse og samlinger af have- og kulturplanter. Dertil kommer Zoologisk Haves dyresamling, der også omfatter flere af de husdyr, som i 1800-tallet stadig kunne ses på Frederiksbergs marker. Kommunens jorder havde en god bonitet med især finsandede lerjorder og enkelte humuslommer i den nordlige del af kommunen samt områder af lettere dyrkbare, mere finsandede lerjorder omkring Frederiksberg Kirke og Slot mod syd.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Frederiksberg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber