Geologisk tidslinje for Frederiksberg Kommune.

.
Frederiksberg Bakke er kommunens højeste landskabselement og har givet mangen en cyklist åndenød og sved på panden. Den op til 36 m høje bakke er formentlig en randmoræne, som blev presset op af Nordøstisen, der for ca. 23.000 år siden bevægede sig ind over landet fra nordøst. I dag kaldes den nordlige del af bakken for Frederiksberg Bakke, mens den sydlige del kaldes Valby Bakke. Oprindelig gik hele bakken dog under det mere maleriske navn Solbjerget.
.

Størstedelen af kommunen er formet af is og smeltevand i slutningen af sidste istid og består af et jævnt, svagt kuplet morænelandskab. Mellem Frederiksberg Have og Valby Langgade krones landskabet af den ca. 1,5 km lange, svagt buede Frederiksberg Bakke, som strækker sig fra Solbjerg Parkkirkegård i nordvest til Vestre Kirkegård i sydøst. Herfra falder terrænet ned mod lavningerne med Harrestrup Å, Grøndals Å, Bispeengen, Sankt Jørgens Sø og Kalvebod Strand. Roskildevej krydser bakken og adskiller derved Søndermarken fra Frederiksberg Slot og Have samt Zoologisk Have. Her hæver bakken sig ca. 20 m op over det omgivende terræn, og tæt på, hvor Tårnet i Zoologisk Have er placeret, kulminerer den i Frederiksberg Kommunes højeste punkt 36 m.o.h. Ud mod Sankt Jørgens Sø, som er en del af et tidligere sund, kantes istidslandskabet af en smal bræmme af marint forland. Forlandet ligger i Københavns Kommune og er skabt af den landhævning, som er foregået siden Littorinahavets (Stenalderhavets) tid.

Landskabets dannelse

Frederiksberg Bakke udgør kommunens ældste landskabstræk, men hvordan den nærmere er opstået, er kun dårligt kendt. Opmålinger og beskrivelser af snit gennem bakken, som blev foretaget omkring år 1900 i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen mellem Enghave Station og Valby Station, viser, at dens geologiske opbygning er kompliceret. Isen har skubbet lag af smeltevandssand samt ravpindelag og såkaldt brokkeler rundt. Derved er sandet og brokkeleret blevet blandet og ligger som store blokke i et lag af moræneler. De mørke ravpindelag fra Palæogen og Neogen består af plantedele med rav fra de store skove i Baltikum og er fragtet hertil af floder og is. Man kender ikke aflejringernes udbredelse og hældning i bakken. Formentlig udgør bakken dog en randmoræne, som blev dannet af Nordøstisen, da den endnu dækkede de østlige dele af Sjælland efter at være smeltet tilbage fra Hovedstilstandslinjen i Jylland.

De efterfølgende Ungbaltiske Isfremstød, som for 19.000 år siden rykkede frem fra sydøst, høvlede toppen af bakken og lagde et få meter tykt tæppe af morænemateriale hen over både den og det omkringliggende landskab. For 16.000 år siden slap Den Ungbaltiske Is sit tag i denne del af Sjælland, og tilbage stod det jævne bundmorænelandskab, som blev dannet nede under isen og i dag udgør det jævne landskab på og omkring bakken.

Fastlandstiden

Ved istidens afslutning for 11.700 år siden var landets omrids anderledes end i dag. Isen havde trykket jordskorpen ned, og da den smeltede bort, begyndte landet at hæve sig. Selv om de enorme isskjolde i Skandinavien og Nordamerika stadig smeltede, kunne den deraf resulterende havstigning ikke holde trit med landhævningen. For 10.000 år siden blev Danmark derfor landfast med England og Skåne. Fra Kattegat strakte en lang, smal fjordarm sig ned gennem Øresundslavningen, næsten til hvor København ligger i dag. Som et vandfald fossede et flodløb sydfra ud over en højtliggende, jævn kalkryg. I dag udgør kalkryggen Saltholm og det omgivende fladvand, mens flodløbet dannede sejlrenden Drogden mellem Saltholm og Amager. En flodstrøm fra sydvest sluttede sig til Drogden-floden gennem Revshaledybet, der i dag udgør Københavns Havn. Længere mod vest lå flere ådale, heriblandt den senere Grøndalsparken og den lavning, der rummer Københavns Indre Søer, dvs. Sortedams Sø, Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø.

Mellem ådalene og moselavningerne bestod landskabet af svagt kuplede morænebakker, som i dag udgør storbyens fundament. Den beskedne København Bakke ligger klemt inde mellem Revshaledybet samt lavningen med Københavns Indre Søer og bakkepartiet med Frederiksberg Bakke. Lavningerne mellem de jævne morænebakker rummer i dag parker som Grøndalsparken, mens Københavns Indre Søer i sin tid blev opdæmmet for at sikre vandstanden i Københavns voldgrave, som nu udgør parkstrøget fra Østre Anlæg til Tivoli.

Littorinahavet

I Atlantisk tid for 9.000 til 6.000 år siden smeltede de sidste rester af isskjoldene i Skandinavien, Sibirien og Nordamerika. Havniveauet steg, og Littorinahavet skyllede ind over de lavtliggende dele af istidslandskabet, så det danske område blev forvandlet til et ørige. Øresund opstod, og da Littorinahavet havde sin største udbredelse, udgjorde lavningen med Københavns Indre Søer et smalt sund med en kystlinje langs nutidens Vodroffsvej.

Selv om landet i Atlantisk tid havde været isfrit i mere end 10.000 år, hævede det sig stadig. I den nordlige del af Danmark dominerede landhævningen mod slutningen af Atlantisk tid. Det betød, at havet begyndte at trække sig tilbage, så de kystnære dele af havbunden blev tørlagt og omdannet til marint forland. Siden Littorinahavets tid har landet i Frederiksberg Kommune hævet sig 3‑4 m over nuværende havniveau. Ud mod det tidligere littorinasund (nu Sankt Jørgens Sø) kantes istidslandskabet derfor af en smal bræmme af marint forland.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Frederiksberg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber