I den første halvdel af 1900-tallet havde Frederiksberg udviklet sig til en velfærdskommune på niveau med landets øvrige store bykommuner. Tiden omkring 1950 var et afgørende vendepunkt i Frederiksbergs udvikling, da mere end 100 års erhvervs- og befolkningsekspansion stoppede. Industrivirksomhederne flyttede fra kommunen, og fra 1960’erne blev store saneringer gennemført. Frederiksberg var begyndt på sin transformation til uddannelses- og serviceby.
Københavns Tekniske Skole (ca. 1954). Af Dørge/Arbejdermuseet.
Begrænset anvendelse
1920-1970 i Frederiksberg Kommune
Administrativ inddeling
I 1931 overgik den lille trekant ved Forum mellem Rosenørns Allé, Åboulevard og Julius Thomsens Gade fra Frederiksberg til København. I 1936 skete en gensidig udveksling mellem København og Frederiksberg, hvor området, der udgør det vestligste stykke af anlægget ved K.B. Hallen, overgik fra København til Frederiksberg, mens forskellige områder langs S-togets ringbane overgik til København. Området lå fortsat i Københavns Amt.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Frederiksbergs befolkningstilvækst fra 1920 til 1950 var mere afdæmpet end i årene op til 1920. Befolkningstallet i det område, der i dag udgør den nuværende Frederiksberg Kommune, var 104.815 ved folketællingen i 1921. Indtil 1925 faldt tallet en smule for derefter at stige indtil 1950, dog fra 1935 til 1945 kun svagt. I 1950 var Frederiksberg fortsat landets næststørste by, og folketallet i kommunen nåede 118.993 for derefter at falde til 101.874 i 1970.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
Sporvognslinje 18 forbandt Østerbro med Valby via det centrale Frederiksberg. Her ses linje 18 med bivogn på Allégade i 1958 — det år, hvor sporvognslinjen ophørte.
Trods øget bilisme spillede den kollektive trafik og bl.a. sporvejene fortsat en afgørende rolle for Frederiksbergs byliv. Godstrafikken foregik via gamle sporanlæg i byen og senere ad godsbaneringen, der stod færdig i 1930. I 1934 kørte Danmarks første elektriske tog, de nye S-tog, fra Frederiksberg Station, da S-togsstrækningen mellem Frederiksberg og Hellerup blev indviet. Frederiksberg var dog stadig en blindtarm i jernbanenettet, ikke mindst i forhold til det stadig større system af S-baner, der de følgende år blev anlagt til hovedstadens forstæder. Frederiksberg var henvist til Københavns Sporveje, der dog indførte nye vogntyper, ruteudvidelser og supplerende busdrift.
Størstedelen af kommunens vandforbrug blev leveret af Københavns Kommune. Elektricitetsforbruget steg så meget, at Frederiksberg fra 1940 begyndte af få størstedelen af sin elforsyning fra højspændingsværket Kyndbyværket i Hornsherred, som kommunen fik opført i samarbejde med Nordvestsjællands Elektricitetsværk og forstadskommunernes elselskab NESA. Fra 1960 blev forsyningen suppleret med strøm fra Asnæsværket ved Kalundborg, og i 1963 indgik kommunen sammen med det Gentofteejede Strandvejsværket i I/S GAS, der herefter leverede gas fra værket i Hellerup.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Arbejderbevægelsen havde fra 1860’erne stiftet flere kooperative virksomheder, og efter Storlockouten i 1899 åbnede Arbejdernes Bryggeri Stjernen A/S tre år senere på et tidligere hvidtølsbryggeris grund på Dronning Olgas Vej, udelukkende med arbejderorganisationer som aktionærer. Bryggeriet Stjernens mest kendte produkt var Stjerne Pilsner, og i 1930’erne var bryggeriet Danmarks tredjestørste. I efterkrigstiden kunne massive reklamekampagner for Star Pilsner ikke afhjælpe et svigtende salg, og bryggeriet lukkede i 1964. Foto fra ca. 1960.
I 1920’erne opførte kommunen bl.a. flere beboelsesejendomme. Desuden opstod nye bolig- og byggeforeninger, bl.a. Frederiksberg Boligselskab i 1930 og Frederiksberg Forenede Boligselskaber i 1940. Selv om mellemkrigstiden var præget af økonomisk krise i Danmark, var der fortsat vækst i industri og øvrige byerhverv på Frederiksberg, hvor nye virksomheder blev indviet i kommunen. Eksempelvis flyttede Novo Terapeutisk Laboratorium, der var grundlagt i 1925 af brødrene Harald og Thorvald Pedersen, i 1930’erne ind på hjørnet af Fuglebakkevej og Nordre Fasanvej (det senere Novo Nordisk A/S). Forum blev indviet i 1926, og i samme område opførtes Københavns Tekniske Skole i hhv. 1936 og 1941‑42 samt Handelshøjskolen 1938‑39. Desuden blev det nyopførte Radiohuset taget i brug i 1941, og koncertsalen i 1945.
Frem mod 1950 anlagde bystyret tre egentlige industrikvarterer nord for Borups Allé, mellem Vagtelvej og godsbaneringen og i et bælte bag Nordre Fasanvej. Men både den erhvervsmæssige og sociale fordeling var under forandring. Andelen af funktionærer og beskæftigede inden for administration og liberale erhverv var stigende i mellemkrigstiden, og næsten halvdelen af Frederiksbergs befolkning hørte i 1950 til funktionærstanden. Det store antal arbejdspladser inden for industri, engros- og detailhandel betød, at mere end 60 % af Frederiksbergs befolkning i 1950 var beskæftiget inden for produktion og handel, og at mere end en tredjedel af kommunens indbyggere tilhørte arbejderklassen.
Omkring 1950 var Frederiksberg stort set udbygget og omfattede byens centrum mellem den gamle landsby og jernbanelinjen, bydelene øst for Fasanvejlinjen og vest for Fasanvejene, der stort set blev bebygget i årene 1914‑50. Her var bebyggelsen mindre tæt som følge af kommunale reguleringer og bebyggelsesplaner for de såkaldte landdistrikter. Afgrænsede industriområder, villakvarterer, kvarterer med etagebyggeri, idrætsanlæg og parker kom således til at kendetegne Frederiksbergs vestlige bydele. I 1950 var der det største antal arbejdspladser inden for industri og håndværk på Frederiksberg, og derefter begyndte en erhvervsmæssig transformationsproces, der kom til at præge kommunen i resten af 1900-tallet. Fra 1950’erne søgte flere og flere ud til forstædernes villakvarterer og moderne almennyttige boligbyggerier, og erhvervsvirksomhederne fulgte med. Omkring 1950 var der ringe mulighed for yderligere ekspansion for arealkrævende industri og håndværk, og flere markante virksomheder på Frederiksberg enten flyttede eller lukkede, heriblandt Nordiske Kabel- og Traadfabriker (NKT), der flyttede til Brøndby i 1954, samt Arbejdernes Bryggeri Stjernen A/S, som lukkede i 1964. Derimod oplevede handel, omsætning, servicefag og liberale erhverv et opsving, hvor nye brancher opstod. Som konsekvens af velfærdsstatens udbygning skete en kraftig stigning af beskæftigelsen i den offentlige sektor, hvilket også gjaldt Frederiksberg Kommunes forvaltninger og institutioner.
I 1950’erne og 1960’erne blev en række saneringer gennemført, hvor ældre industriområder blev omdannet til moderne boligbyggeri og bygningskomplekser for forretnings- og serviceerhverv, administration og uddannelsesinstitutioner. Processen førte desuden til opførelsen af Codanhus ved Søerne i 1961 og Falkoner Centret 1954‑59 i Frederiksbergs centrum. Betydelige industriområder og forslummede boligkvarterer forsvandt og blev erstattet af almennyttigt og privat boligbyggeri. Enkelte virksomheder udvidede dog også i perioden, fx Novo, der 1967‑69 udvidede på maskinfabrikken Atlas’ tidligere arealer nord for Hillerødgade med nye, moderne bygninger tegnet af Arne Jacobsen.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Politik, uddannelse og social omsorg
I 1948 afløste folketingsmedlem Aksel Møller (tv.) (K) Vilhelm T.G. Fischer (K) som borgmester på Frederiksberg.
Her ses studerende foran Teknisk Skole på Julius Thomsens Gade i midten af 1950’erne. Mange af dem var utilfredse med, at det som lærling ikke var muligt at gennemføre studierne i dagtimerne, i arbejdstiden, og at de derfor måtte følge skolens aftenskoleundervisning.
Ved folketingsvalg fik Det Konservative Folkeparti flest stemmer og Socialdemokratiet næstflest i hele perioden fra 1920 til 1970 med undtagelse af folketingsvalget i 1935, hvor Socialdemokratiet fik flest stemmer, mens der kun var ganske få stemmers forskel på de to partier ved folketingsvalgene i 1929 og 1932.
Ved kommunalvalg markerede Det Konservative Folkeparti sig på lokale mærkesager som socialkonservativ politik og Frederiksbergs kommunale selvstændighed og opnåede langt større vælgertilslutning ved kommunalvalg end ved folketingsvalg i begyndelsen af perioden. Indtil kommunalvalget i 1946 var kommunalbestyrelsen karakteriseret af et trepartisystem med det konservative flertalsparti, det store socialdemokratiske oppositionsparti og det mindre, radikale parti. Derefter kom også medlemmer fra andre partier i kommunalbestyrelsen. Aksel Møller besad posten som borgmester for Det Konservative Folkeparti i årene 1948‑50 og igen 1954‑58. I de mellemliggende år var han indenrigs- og boligminister i Erik Eriksens VK-regering.
Under indflydelse af kriserne under og mellem de to verdenskrige skabtes fundamentet for 1900-tallets velfærdsstat, og mængden af kommunale opgaver voksede. Kommunens administration overgik til et nyoprettet socialkontor, mens fattigvæsenet på Frederiksberg blev nedlagt. Desuden etablerede kommunen en række nye institutioner, fx de første daginstitutioner fra 1920’erne og alderdomshjemmet Østervang ved Godthåbsvej i 1923. I perioden var der desuden udvidelser af Frederiksberg Hospital, bl.a. med et nyt kompleks mod Godthåbsvej, og endelig de første aldersrenteboliger i slutningen af 1930’erne og i 1940’erne. Særligt i efterkrigstiden blev velfærdsområdet og den kommunale arbejdsstyrke udvidet. Mens de tekniske områder fyldte meget i det kommunale regnskab i begyndelsen af århundredet, tegnede velfærdsområderne sig allerede i 1950 for mere end halvdelen af det kommunale budget.
I 1920’erne fandt flere reformpædagogiske forsøg sted på frederiksbergske skoler. Den kommunale velfærdspolitik resulterede i opførelsen af tre nye folkeskoler: Lindevangskolen indviet i 1929, Søndermarkskolen i 1934 og Sønderjyllandsskolen i 1942. Desuden overtog Frederiksberg Kommune Rahbekskolen og Thorvaldsenskolen i 1934. Samme år blev landets første skolepsykologiske kontor oprettet. Det nye Frederiksberg Hovedbibliotek blev indviet i 1935, og desuden åbnede flere filialbiblioteker.
Flere nye institutioner blev også etableret, fx Statens Kursus til HF (senere Frederiksberg HF), Danmarks Forvaltningshøjskole, Biblioteksskolen og Statens Teaterskole. Desuden blev tvillingeskolerne Sofus Franck Skolen og Joakim Larsen Skolen indviet i den nye bydel ved Nordens Plads 1956‑57 (fra 1973: Skolen ved Nordens Plads).
Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen
Besættelsen
Som i resten af landet forløb den tyske besættelse af Danmark 1940‑45 i begyndelsen relativt roligt, men som Besættelsen skred frem, blev modstandsbevægelsen mere aktiv, og Frederiksberg lagde grund til en række sabotageaktioner. Et eksempel er sabotagegruppen Holger Danskes sprængning af Forum d. 24. august 1943. Frederiksberg blev også genstand for flere tyske gengældelsesaktioner, de såkaldte schalburgtager, bl.a. mod det kommunale vandtårn på Frederiksberg Bakke, Kinopalæet, K.B. Hallen, Den Kongelige Porcelainsfabrik og forlystelsesetablissementet Lorry. Efter befrielsen i maj 1945 blev formodede landsforrædere interneret på Den Kongelige Porcelainsfabrik og på det kommunale gasværk på Finsensvej.
Bombningen af Den Franske Skole
Ødelæggelserne efter bombningen.
Om morgenen d. 21. marts 1945 lettede en gruppe britiske jager- og bombefly fra en base i Østengland med kurs mod Danmark. Deres mål var Gestapos danske hovedkvarter i Shellhuset i København. Under indflyvningen ramte et af flyene en lysmast på jernbanearealerne ved Vesterbro og styrtede ned i et garageanlæg ved Frederiksberg Allé. Flere af de efterfølgende fly troede fejlagtigt, at de havde nået deres mål, og smed deres bomber over området. Værst gik det ud over Den Franske Skole, der var nabo til garageanlægget. Her omkom 86 børn og 18 voksne. Fejlbombningen kostede i alt 116 mennesker livet på Frederiksberg.
