Ladegårdsåen med badende børn (ca. 1910) af . Begrænset anvendelse

1850-1920 i Frederiksberg Kommune

Nordahl Frits Groves farvelitografi fra 1853 viser udsigten mod København set fra Valby Bakke. På det tidspunkt var det landlige liv endnu dominerende på Frederiksberg, og på illustrationen er arbejdet i markerne i fuld gang. Amerika Mølle ses i midten, og i baggrunden anes København. Nedlæggelsen af demarkationslinjen omkring hovedstaden året forinden betød, at Frederiksberg Kommune kom til at ændre sig markant.

.

I midten af 1800-tallet var Frederiksberg stadig et landbosamfund, men hvor samfundsudviklingen i det forrige århundrede var foregået i et meget langsomt tempo, blev billedet nu ændret radikalt. De næste 70 år udviklede Frederiksberg sig til først at have karakter af en villaby og dernæst til en storby i hovedstaden. Industrialisering, en kraftig befolkningsvækst og opståen af nye kvarterer kom til at kendetegne udviklingen på Frederiksberg i perioden.

Administrativ inddeling

I 1858 blev den nuværende Frederiksberg Kommune udskilt af Hvidovre-Frederiksberg Sognekommune og fik, på nær forholdet til amtskommunen, samme kommunalstatus som købstæderne i resten af landet. Med den kommunale udvidelse af København 1901‑02 blev Frederiksberg en enklave inden for Københavns Kommune. Modsat Brønshøj, Valby og Sundbyerne, der blev indlemmet i Københavns Kommune, ønskede Frederiksberg fortsat at beholde sit kommunale selvstyre. I år 1900 blev Frederiksberg udskilt fra København og sidestillet med landets øvrige købstadskommuner. I hele perioden lå området fortsat i Københavns Amt.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I 1850 var befolkningstallet i Frederiksberg Sogn 2.874. I perioden oplevede Frederiksberg en kraftig befolkningsvækst, der var større end i København. Mellem 1850 og 1860 steg Frederiksberg Sogns befolkningstal til 8.164, og i 1890 nåede befolkningstallet op på 46.954, og Frederiksberg blev landets næststørste by. I 1901 var befolkningstallet steget yderligere til 76.231, og ved folketællingen i 1921 var det nået op på 104.815.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Frederiksberg Station, der var tegnet af V.C.H. Wolf, blev indviet i 1864. Aktiviteterne ved banegården og den tilhørende poststation blev afgørende for, at området omkring stationen udviklede sig til Frederiksbergs centrum. Foto af den ene perron ved Frederiksberg Station.

.

Forbrændingsanstalten på Nyelandsvej, den nuværende Stæhr Johansens Vej, var tegnet af Heinrich Wenck og opført i 1903. Her blev dagrenovation brændt for at producere elektricitet og fjernvarme. Forbrændingsanstalten ses th. på dette foto fra ca. 1910, og bygningerne er i dag omdannet til idrætshal, ligesom den 60 m høje dampskorsten fra 1902 er bevaret. Knuseværket tv. fra 1904 er til gengæld revet ned.

.

Allerede i 1860 blev Frederiksbergs første gasværk, det privatejede Det Danske Gaskompagni, opført ved H.C. Ørsteds Vej, og i 1895 blev det erstattet af et nyt og efterhånden større værk ved Finsensvej. I 1869 anlagde en lokal fabrikant et vandværk ved Gammel Kongevej og supplerede i 1877 med et nyt vandværk ved P. Andersens Vej. I 1879 opførte kommunen sit eget vandværk i Grøndalsengen. Elektricitet var en ny energikilde, og i 1899 stod Frederiksbergs første elværk ved Hortensiavej klar til at forsyne Frederiksberg med strøm. Efterspørgslen var dog så stor i den voksende by, at der i 1908 blev opført et mindre elværk på Sankt Knuds Vej og Finsensværket ved siden af gasværket. I 1897 overtog kommunen vandværkerne og i 1911 elværkerne med tilhørende forsyningsnet. Frederiksberg fik i 1903 sin egen forbrændingsanstalt, hvor dagrenovation blev brændt for at producere elektricitet og fjernvarme.

Kollektiv trafik var desuden et nyt fænomen og foregik på Frederiksberg i form af jernbaner og sporveje. Da den nye københavnske banegård ved den nuværende Vesterport Station åbnede i 1864, blev jernbanestrækningen fra København til resten af Danmark omlagt og ført gennem Frederiksberg for i Vigerslev at blive tilsluttet linjeføringen fra 1847 til Roskilde og Korsør. Herudover førtes den nye Nordbane til Helsingør, og Klampenborgbanen fra Hovedbanegården ind over det nordøstlige Frederiksberg. På Frederiksberg blev en helt ny station, Frederiksberg Banegård, indviet i 1864. Endnu en jernbane blev ført gennem Frederiksberg i 1879, da Frederikssundbanen mellem Frederiksberg og Frederikssund blev indviet. Med åbningen af Københavns nuværende hovedbanegård i 1911 blev jernbanestrækningerne omlagt endnu en gang og ført uden om Frederiksberg. Dog blev godstogsforbindelsen til resten af landet bevaret af hensyn til byens industri. For persontrafikken blev Frederiksberg en blindtarm, der i mange år kun blev betjent af små motortog mellem Frederiksberg og Hellerup.

Sporvejene fik afgørende betydning. Hovedstadens første hestesporvognslinje førtes til Frederiksberg Runddel allerede i 1863, og de følgende årtier kom en række af de københavnske private sporvognslinjer til at krydse byen, ligesom Frederiksberg selv fik to private sporvejsselskaber. Kort før år 1900 overgik linjerne til elektrisk drift, samledes i et halvkommunalt selskab, og fra 1919 blev sporvognslinjerne på Frederiksberg drevet af Københavns Sporveje.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Arbejdende kvinder overvåges nidkært, mens de plukker jordbær på markerne mellem Florasvej, Normasvej og Azaleavej. På Roskildevej th. ses også Løvengreens Garveri, der blev grundlagt i 1868. Billedet er formentlig fra 1910‑20, hvor landbruget nok var på hastigt tilbagetog, men stadig dækkede en ganske stor del af Frederiksberg Kommune.

.

1800-tallets industrialisering satte sit præg på Frederiksberg. På denne tegning, bragt i tidsskriftet Illustreret Tidende i 1880, er kvindelige ansatte i gang med arbejdet i væverihallen på Rubens Klædefabrik, der var blevet indviet på Rolighedsvej i 1857. De mange vævemaskiner er drevet af dampkraft via remskiver og remme fra loftet. Tekstilindustrien var en af flere brancher, der havde en stor andel af kvindelige ansatte på dette tidspunkt.

.

I 1903 begyndte Frederiksberg Hospital flytningen fra Lampevej til helt nye bygninger på Nordre Fasanvej. I 2018 var antallet af ansatte på Frederiksberg Hospital ca. 450.

.

Ladegårdsåen dannede i århundreder grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro. De lokale børn brugte gerne åen til badning, som her på fotoet foregår i nærheden af Borups Allé i 1910. Ladegårdsåen blev gradvis nedgravet i rør fra 1896 til 1962, og i dag ligger gaderne Åboulevard, Ågade og Bispeengen, hvor åen tidligere løb.

.

I 1850 var Frederiksberg Sogn stadig et landbosamfund med landsbyen ved Allégade, Frederiksberg Bredegade og Smallegade samt gårde og landsteder på bymarken. København bag voldene var både overbefolket og overbebygget. Startskuddet til den eksplosive vækst i Frederiksberg og København lød i 1852, hvor det ved lov blev besluttet at ophæve den demarkationslinje, der af militære hensyn hidtil havde hindret permanent bebyggelse mellem København og linjen Jagtvej i København og Falkoner Allé, Allégade og Pile Allé på Frederiksberg. Samme år som demarkationslinjen blev ophævet, udstykkede F.C. Bülow, som var rådmand i København, store arealer mellem Gammel Kongevej og den nuværende Åboulevard, H.C. Ørsteds Vej og Bülowsvej. Både her og langs Vodroffsvej kom byggeriet i gang gennem 1850’erne, ligesom flere nye sideveje blev anlagt. Efter knap ti år var der opstået villakvarter, fabrikker og etagehuse mellem Sankt Jørgens Sø og den gamle landsby. Vest for Sankt Jørgens Sø opstod en sammenhængende bebyggelse i et bredt bælte fra Ladegårdsåen ned mod Gammel Kongevej, mellem Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej og mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø. Der var desuden bebyggelser øst og vest for Falkoner Allé samt omkring den gamle landsbybebyggelse ved Allégade, Smallegade og Frederiksberg Bredegade. De nye kvarterer på Frederiksberg bestod overvejende af villaer og fritliggende huse i villastil på 2‑3 etager, og ikke uden grund kaldte man i 1880’erne stadig Frederiksberg for »villakvarteret«. Dog lagde andre bebyggelsesformer sig til billedet, bl.a. området omkring Schønbergsgade ved den sydlige del af Vodroffsvej. Om man var her eller på Indre Nørrebro og Vesterbro, kom ud på et: Her var industri- og arbejderkvarterer med tæt etagebyggeri og småindustri og med bolighuse i baggårdene.

Som i landets øvrige store byer var det industrialiseringen, opsvinget inden for de øvrige byerhverv og den medfølgende befolkningsindvandring, der var drivkraften bag Frederiksbergs eksplosive byvækst. Da byggeriet i 1852 blev givet fri, etableredes nogle af de første virksomheder på Frederiksberg, bl.a. bryggeriet Svanholm og P. Andersens Maskinfabrik og Jernstøberi. I 1850’erne og 1860’erne fulgte en lang række større virksomheder, bl.a. teglværker, væverier, dampmøller og garverier. Anlæggelsen af jernbanen og aktiviteterne ved den nye jernbanestation på Frederiksberg og tilhørende poststation blev afgørende for, at det syd for liggende område udviklede sig til Frederiksbergs centrum.

Ved Frederiksberg Station opstod desuden det institutionskompleks, som hørte fattig- og hospitalsvæsenet til, de første kommuneskoler, rådhus og brandstation, ligesom et stadig større forretningsliv i kvarterets hovedgader som Falkoner Allés sydlige del og den vestlige strækning af Gammel Kongevej. Den nye Frederiksberg Station gav den frederiksbergske industri direkte adgang til markederne rundtomkring i landet.

Med den voldsomme vækst blev sikkerhed en ny og stadig større kommunal opgave. Frederiksberg fik opbygget sit eget politikorps, der voksede fra fire betjente i 1868 til 100 ved århundredskiftet. I 1870 kunne en brandstation tages i brug, og fem år senere flyttede politiet også ind på brandstationen, der blev revet ned i 1886 til fordel for en ny politistation – det nuværende Storm P. Museet i Pile Allé. I 1919 rykkede politiet ind i den nuværende politigård på Howitzvej, og i 1932 blev en ny stationsbygning til Frederiksberg Brandvæsen opført ved siden af politigården.

Industrialiseringen på Frederiksberg tog især til i 1870’erne og 1880’erne, og flere nye virksomheder kom til, bl.a. Frederiksberg Chemiske Fabriker A/S på Henrik Ibsens Vej, grundlagt i 1868, Carl Lunds Fabriker fra 1871, Frederiksberg Jernstøberi og Maskinfabrik fra 1872 og mejeriet Solbjerg på Nyelandsvej fra 1884. Den Kongelige Porcelainsfabrik (senere: Royal Copenhagen), der var stiftet på Christianshavn i 1775, blev i 1882 købt af Fajancefabrikken Aluminia, der flyttede produktionen til sin fabrik i nye bygninger i Smallegade. Desuden åbnede især enkeltmandsejede virksomheder, der afsatte deres produkter til bl.a. landbruget og byggeriet. På spredte grunde ved Falkoner Allé, mellem H.C. Ørsteds Vej og Sankt Jørgens Sø og især ved området omkring Schønbergsgade var der opstået større fabriksanlæg og sammenbyggede etagehuse. Både store og små fabriksanlæg lå tæt på etagebyggeri og villaer, enten i baggårde eller på grunde i nærheden. Efter århundredskiftet blev en væsentlig del af industrien i stedet anlagt i området omkring Mariendalsvej med nogenlunde adskillelse mellem beboelse og industri.

Byvæksten tog yderligere til i årtierne omkring århundredskiftet, og byen bredte sig mod vest og nordvest. Selv om der også opstod nye villakvarterer, ændrede Frederiksberg karakter efter 1890. Langs banelinjerne og i Svømmehalsområdet og i dele af området omkring Mariendalsvej udlagde man fabriksområder. Villaer ved de ældre veje blev fortrængt af etageejendomme, og de fleste nye kvarterer bestod af etagebyggeri – såvel ejendomme med store herskabslejligheder på Frederiksberg Allé som femetagers lejekaserner med små lejligheder i Svømmehals- og Mariendalskvarteret. Kvartererne mellem Gammel Kongevej, Frederiksberg Allé og kommunegrænsen samt området øst for linjen Pile Allé, Allégade og Falkoner Allé blev udbygget i 1890’erne. I samme periode voksede nye bydele frem, bl.a. ved Søndre Fasanvej. Frem til omkring 1918 blev områderne omkring Sindshvilevej og Mariendalsvej bygget færdige, så det meste af byen øst for Fasanvej var udbygget. Storbypræget blev især tydeligt langs veje som Gammel Kongevej og Falkoner Allé, der fremstod som forretningsgader omkranset af etagehuse med et utal af småbutikker og en livlig trafik af fodgængere, cyklister og elektriske sporvogne.

I årene fra århundredskiftet frem mod 1. Verdenskrig kom der nye virksomheder til inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien, forbrugsvareindustrien, kemisk industri og elektroindustri; fx åbnede arbejderkooperationens bryggeri Stjernen i 1902, elektromotorfabrikken Fisker & Nielsen i 1906 og Nordiske Kabel- & Traadfabriker (senere: NKT) på Frederiksberg i 1907. Der var også et opsving inden for bl.a. detailhandel og småhåndværk. Desuden begyndte kommunen at forbedre boligforholdene for den mindrebemidlede del af befolkningen ved at støtte kooperativt byggeri, ligesom man forsøgte sig med særlige mønsterhuse for arbejdere. Flere bolig- og byggeforeninger opstod, bl.a. Frederiksberg Arbejderes Byggeforening i 1898 og Kommunefunktionærernes Boligforening i 1913.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Politik, uddannelse og social omsorg

Landbohøjskolens oprindelige hovedbygning ses her fotograferet ikke længe efter indvielsen i 1858.

.

Kommunen opbyggede i perioden en forvaltning til løsning af byopgaverne og ansatte bl.a. kommunesekretær, fattiginspektør, kommunekasserer, skatteinspektør, kommuneingeniør og skoleinspektør. Omkring disse enheder opstod først kontorer og fra år 1900 egentlige forvaltninger. Arbejderbevægelsens første kongres (Gimlekongressen) blev afholdt i forsamlingsbygningen Gimle på Frederiksberg i juni 1876, hvor Det Socialdemokratiske Arbejderpartis første princip- og arbejdsprogram blev vedtaget. Flere lokale partiorganisationer blev stiftet i perioden, bl.a. to socialdemokratiske foreninger i 1887 og Højres Arbejder- og Vælgerforening i 1895. Desuden blev Frederiksberg Liberale Vælgerforening oprettet i 1883. Den bestod mest af radikalt orienterede Venstrefolk, der i hhv. 1904 og 1905 blev til de to foreninger Den moderate Venstreforening (Frederiksberg Venstre) samt en lokal afdeling af det nystiftede Radikale Venstre.

Frem til 1896 havde Højre flertallet i kommunalrepræsentationen på Frederiksberg, og herefter var det socialdemokraterne og de radikale. I 1909 fik Højre (fra 1915: Det Konservative Folkeparti) igen flertal, hvilket det havde indtil 1920. Frederiksberg Grundejerforening spillede også en vigtig lokalpolitisk rolle i en lang periode efter stiftelsen i 1876. Desuden spillede Frederiksberg Borgerforening fra 1882 og Frederiksberg Handelsforening fra 1887 en betydelige rolle inden for lokalpolitik og i lokalsamfundet. Frederiksbergs kraftige befolkningstilvækst med en støt voksende arbejderbefolkning krævede, at kommunen tog nye opgaver på sig. Hjælpen fra privat velgørenhed og forskellige opsparings- og forsikringskasser var utilstrækkelig ved sygdom eller arbejdsløshed, og i stedet måtte kommunen i højere grad tage over på det sociale område. Stadig større summer udbetaltes i almisse, og fattigvæsenet blev hurtigt et af de store kommunale områder. Da det tidligere landsbyfattighus i Allégade blev for lille til byens behov, oprettede man i 1863 et nyt fattighus ved Lampevej (Howitzvej). Fem år senere blev endnu et fattighus opført samme sted, mens de tidligere bygninger blev omdannet til sygehus, suppleret med en ny hospitalsbygning i 1885. Hele området mellem Howitzvej og den nuværende Solbjergvej var nu et samlet institutionsområde for fattigvæsenet, der i 1890’erne blev udvidet med alderdomshjem, børneoptagelseshjem, sygestiftelse for svagelige og fødehjem. I 1903 blev disse institutioner flyttet ud på kommunens store grund ved Nordre Fasanvej. Her opførte kommunen arbejdsanstalt, husvildeafdeling og bygninger for de øvrige institutioner under fattigvæsenet, herunder et nyt stort hospital.

Sundhedsvæsenet blev også udbygget i perioden. Tæt ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole opførtes Københavns Sygehjem i 1857. I 1876 åbnede Den Danske Diakonissestiftelse på Peter Bangs Vej, og i begyndelsen af 1890’erne fulgte Københavns Amtssygehus på Nyelandsvej efter. I 1903 blev også det nuværende Frederiksberg Hospital indviet på Nordre Fasanvej, og i 1916 blev børnehospitalet på Fuglebakken oprettet.

I 1850’erne blev Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole etableret, og i 1869 blev Frederiksberg Slot hjemsted for Hærens Officersskole. Sognets skole i Pile Allé var en landsbyskole og blev i slutningen af 1850’erne suppleret med en biskole på Gammel Kongevej og i 1863 på Falkoner Allé. I 1863 blev Skolen ved Falkoner Allé opført som den første egentlige kommuneskole. Derefter fulgte skolerne på Lampevej (Howitzvej) i 1874, på Niels Ebbesens Vej i 1877, Godthåbsvej i 1881 og Fuglevangsvej i 1885. Derpå Skolen på Nyelandsvej i 1892, Skolen på Solbjergvej i 1896, Skolen på Lollandsvej i 1899, Skolen på Duevej i 1906 og endelig Skolen på La Cours Vej i 1911. Skoleområdet blev højt prioriteret af kommunen. I 1875 blev heldagsskolen indført i kommunen, ligesom skolebespisning og skolelægeordning blev indført i midten af 1870’erne.

I år 1900 blev Frederiksberg Kommunale Fortsættelseskursus oprettet som en af de første aften- og ungdomsskoler i landet. Ansættelsen af reformpædagogen og darwinisten Vilhelm Rasmussen som leder af den kommunale mellemskole i 1907 er et af flere eksempler på, at en pædagogisk strømning væk fra bl.a. autoritetspræget indlæring tidligt vandt indpas i skolevæsenet i Frederiksberg Kommune. Flere af Frederiksbergs privatskoler forsvandt efter århundredskiftet, men de tilbageværende fortsatte som selvejende institutioner, bl.a. Marie Kruses Skole fra 1869 og Johannesskolen fra 1910. I 1919 blev Schneekloths Skole (grundlagt 1854), Skt. Jørgens Gymnasium (grundlagt 1858) og Falkonergårdens Gymnasium (grundlagt 1908) statsgymnasier. Samme år overtog kommunen fire private realskoler samt Frederiksberg Gymnasium (grundlagt 1879).

I 1887 åbnede de to første kommunale biblioteker på hhv. Lampevej (Howitzvej) og Niels Ebbesens Vej som erstatning for det lukkede Frederiksberg Sogns Folkebibliothek på Vesterbrogade, oprettet i 1870.

Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Frederiksberg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920