Pilestræde 40 og Sværtegade 1, København

Navnet Pilestræde menes at stamme fra de krat og haver som lå her på området, hvor også Pilegården lå i middelalderen. Her lå i 1500-tallet Københavns avlsgård, hvor bytyren stod opstaldet, og strækningen fra Møntergade til Landemærket hed Springgade helt indtil 1881. Christian IV opførte et nyt gjethus i 1610 på hjørnet af Pilestræde og Sværtegade, og rester af dette byggeri er bevaret i flere bygninger i Pilestræde. I dette gjethus fabrikerede man kanoner indtil 1673. Tidligere havde støbningen af kanoner foregået andre steder: Efter reformationen i den nuværende Sankt Petri Kirke, og efter 1586 i den nedlagte Sankt Clara Klosterkirke i det nuværende Gammel Mønt. Sværtegades navn er faktisk gådefuldt, og vi står uden en ovebevisende forklaring. Et gæt vil vide, at navnet henviser til de tilsværtede kanonstøberi-arbejdere fra det gamle Gjethus. Sværtegades nuværende gadeforløb var oprindelig kun et led i byens åbne kloaksystem i middelalderen, men med tiden udviklede det sig, i lighed med andre kloakrender til en egentlig færdselsåre. I 1577 kaldtes gaden det lidet stræde, som løber ud med Clare møntermur. Indtil 1661 hed gaden Gjethusstræde, derefter Regnegade, og siden 1773 har den heddet Sværtegade. I 1877 søgte beboerne i Sværtegade, under henvisning til dets ilde Klang, at få ændret gadens navn til Ny Kronprinsensgade, men ansøgningen blev afvist.Hjørnehuset er oprindeligt opført i 1734-38 af murermester Gotfrid Schuster i to etager med en gavlkvist over to fag mod Pilestræde og en gavlkvist over tre fag mod Sværtegade. Bygningen forhøjedes med en etage i 1812 og i 1850. Den nuværende facadeudsmykning stammer fra ombygningen i 1850.

Ejendommen omfatter et hjørnehus med facade mod Pilestræde og Sværtegade i København. Hjørnehuset er grundmuret, fire etager højt og i seks fag mod Pilestræde og syv fag mod Sværtegade. Bygningen bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladerne mod gaden ses syv heltagskviste med flunker og tage i zink og hvidmalede fronter – tre mod Pilstræde og fire mod Sværtegade. Hjørnehusets facade er pudset. Stueetagen er refendfuget, over en lav pudset sokkel, og malet mørkegrå, herover er en kordongesims, mens overfacaden er malet lysegrå. Mod tagfoden er en profileret hovedgesims med tandsnit. Mod begge gader er midterfagene (to fag mod Pilestræde og tre fag mod Sværtegade) let fremhævede i risalitter. Vinduerne i overfacaden har hvidmalede indfatninger. Mod Pilestræde er i det vestligste fag en portgennemkørsel i en kantet niche. Porten er en traditionelt udført fyldingsport med profileret overlægger samt et todelt og udsmykket overvindue, det hele malet mørkegrønt. I stueetagen er nyere, høje og todelte butiksvinduer, hvortil kommer en nyere butiksdør med glas mod Sværtegade. I overfacaden er ældre og traditionelt udførte, hvidmalede vinduer – generelt gælder det, at poste og karme er ældre, mens rammerne er udskiftet. På første og anden sal er korspostvinduer med todelte underrammer, mens der på tredje sal er torammede, opsprossede vinduer. I kvistene er traditionelt udførte og hvidmalede, to- og trerammede og opsprossede vinduer. Mod gården står hjørnehuset pudset og malet lysegråt. Hjørnehuset er forsynet med et højt, grundmuret og femkantet trappetårn, hvis tag er forsynet med tagpap. I tagfladerne mod gården ses to pultkviste med zinkflunker og røde tegltage samt en heltagskvist med zinkflunker og -tag. Kvistene har hvidmalede fronter. Mod gården er portgennemkørslen indskrevet i en rundbuet niche. Der er indgang til trappetårnet via en traditionelt udført, rødmalet fyldingsdør. På vestsiden af trappetårnet er en støbt kældernedgang med støbejernsgelænder og en traditionelt udført, tofløjet og rødmalet revledør. Gårdsidens vinduer er ældre og traditionelt udførte, hvidmalede vinduer, hvor det generelt gælder, at karme og poste er ældre, mens rammerne er udskiftede. På hovedetagerne og i trappetårnet er korspostvinduer samt torammede vinduer, alle med småtopsprossede vinduesrammer, hvortil kommer seksrammede trefagsvindue med todelte underrammer og et enkelt trerammet trefagsvindue. I kvistene er torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. Gårdrummet, der deles med naboejendommene, er asfalteret omkring ejendommen. Portrummet er belagt med chaussésten og indrammet af bordursten, væggene er pudsede og loftet udstyret med ældre stukkatur. Der er indgang fra portrummet til hjørnehusets hovedtrappe via en traditionelt udført, tofløjet hoveddør med fyldinger nederst og glas øverst. Over døren er et krydsopsprosset overvindue, og dør og overvindue sidder i en bred, profileret indfatning. Dør, vindue og indfatning er hvidmalede. I det indre er stueetagen markant ombygget med få, endnu aflæselige strukturer og spor af en ældre grundplan. Etagen, der ligger i gadeniveau, er meget høj (en øvre mezzaninetage er forsvundet før fredningen) og indrettet til butik. Her er en nyere, delvis åben planløsning med et stort butikslokale, der bagtil er forsynet med en intern trappe og bro i stål, der giver adgang til en bagbutik med køkken og badeværelse mod gården. Dertil kommer et ældre, mindre kælderrum mod gården. På de øvrige hovedetager, der anvendes til erhverv og beboelse, er i overvejende grad velbevarede ældre planløsninger, der alle omfatter en central entré og fordelingsgang. Mod gaden er der en hjørnestue, flankeret af stuer og værelser til begge sider, mens der mod gården er funktionsrum, herunder køkken og badeværelse. Mod gården er hjørnehusets hovedtrapperum samt køkkentrappen, hvoraf sidstnævnte ligger i trappetårnet. I det indre er en blandet materialeholdning. I stueetagen er pudsede vægge og lofter, men i overvejende grad nyere overflader, herunder gulve med tæpper, støbte gulve og flisegulve og -vægge, pladedøre og de omtalte stålkonstruktioner til intern bro og trappe. Der er en bevaret skorstenskerne og de fleste steder er vinduerne udstyret med traditionelt udførte forsatsvinduer. På de overliggende hovedetager er der en ældre, traditionel og nyere materialeholdning, herunder planke- og bræddegulve (hvoraf der delvis på anden og helt igennem på tredje sal er ældre planke- og bræddegulve) samt flisegulve. Herudover er der pudsede vægge og lofter. På anden sal er en fordelingsgang med forsænket loft med lysspots. Dertil kommer en del stuer mod gaden og enkelte rum mod gården med fuldpanelering samt en del brystningspaneler, der enten er ældre eller traditionelt udførte, og hvoraf tredje sal rummer langt flest ældre paneler. Dertil kommer ovnpilastre på anden og tredje sal samt generelt en ældre stukkatur i form af kantlister og rosetter. Der er en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter, der på første og anden sal er nyere, mens der på tredje sal navnlig er ældre døre med bevarede indstukne hængsler. Der er enkelte steder ældre stormkroge og anverfere i de ældre vinduesrammer. Hovedtrapperummet har pudsede vægge og lofter, ældre hvileskamler på mellemreposerne, og indgangsdørene til lejlighederne er traditionelt udførte, lakerede fyldingsdøre med tilhørende greb samt udsmykkede eller forkrøppede indfatninger. Hovedtrappen er en ældre toløbet trappe med indstemte og tæppebeklædte trin, panelerede forvange, et gelænder med spinkle smedejernsbalustre samt en afrundet, lakeret håndliste. Køkkentrappens opgang har pudsede vægge, og trappen er en ældre halvsvingstrappe med indstemte, linoleumsbeklædte trin i vangene, afrundede hjørner af gelænder og forvange, og gelænderet har enkle runde balustre samt en afrundet håndliste.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på hjørnet af Pilestræde og Sværtegade, hvor hjørnehuset indgår som et værdifuldt blikfang og et sammenknyttende element i de to gaders husrækker, der består af lignende bygninger. I kraft af hjørnehusets størrelse, proportionering, facadekomposition og dets generelt set traditionelle materialeholdning indgår det som et harmonisk og samlende indslag i det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer ikke mindst, at hjørnehuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur i området.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til hjørnehuset, der udgør et repræsentativt eksempel på et anlæg med en lang bygningshistorie og afspejler dermed flere vigtige faser i Københavns historie, hvilket på forskellig vis kommer til udtryk i bygningens form og udtryk. Hjørneejendommen er beliggende, hvor Christian IV's gjethus lå mellem 1610 og 1673. Indtil 1728 lå på der hjørnet af Pilestræde og Sværtegade en grundmuret gård, der i sammenhæng med fire våninger, dvs. mindre etagehuse i Pilestræde, rummer dele af gjethuset i sit nedre murværk. Det næste kapitel opretholdt den ældre bebyggelseslinje og udgør barokkens bidrag til ejendommen. Efter den store bybrand i 1728 blev Pilestræde 40 i lighed med Pilestræde 42-44 genopbygget af murermester Gotfrid Schuster, bygmesteren, der også genopbyggede Københavns Rådhus. I det nuværende hjørnehus facade kan aflæses hovedformen af den ældre bygning, selvom denne oprindelig blot var to etager høj. De nedre mures struktur og faginddeling er den samme som i dag: Seks fag mod Pilestræde og syv fag mod Sværtegade. Dertil kommer fastholdelsen af de to forlæg på henholdsvis to og tre fag, der tidligere var afsluttet med kviste. Hermed forklares facadens særegne risalit-disponering, der på yderst harmonisk vis er videreført i det nuværende herskabelige hjørnehus, der er resultatet af de to seneste ombygninger og forhøjelser, der fandt sted i 1812 og 1850. Trods underfacadens nyere og markante ombygning, der dog overholder faginddelingen, står bygningen som en karakteristisk senklassicistisk ejendom – men med et aflæseligt barokskema i sin opbygning. Til den kulturhistoriske værdi hører således de for senklassicismens typiske træk fra midten af 1800-tallet, herunder refendfugning i stueetagen, portfaget med port og overvindue i datidens typiske stramme udformning, den brede kordongesims over stueetagen, den glatpudsede overfacade med trukne og profilerede vinduesindfatninger samt den profilerede hovedgesims med tandsnit. Hertil kommer vinduessætningen med korspostvinduer med todelte underrammer på første og anden sal samt torammede vinduer på tredje sal, der er kendetegnende for klassicismen – og i deres aftagende højde tydeliggør periodens etagehierarki med første sal som den fineste, hævet over gaden men stadig i bekvem afstand for herskabet. Endvidere kommer bygningens heltag hængt med røde tegl samt den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionsbetingede gårdside. Mod gården kommer dette til udtryk i den nøgterne og pudsede murflade med en enkel hovedgesims, det høje trappetårn til køkkentrappen samt den tidstypiske og blandede vinduessætning, hvor de småtopsprossede vinduesrammer dominerer. Man prioriterede af økonomiske grunde primært at lade vinduerne have storrudede rammer i facaden som led i bygningens repræsentative fremtræden i gadebilledet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hjørnehusets i overvejende grad velbevarede etage- og planløsninger fra første til tredje sal, der grundlæggende afspejler klassicismens typiske etageboligbyggeri i første halvdel af 1800-tallet. På disse etager markerer de bevarede midtskillevægge den overordnede disponering med gadevendte stuer og værelser placeret omkring en hjørnestue, mens køkkener, mindre værelser – og i nyere tid funktionsrum som toilet og bad – primært er orienteret mod gården. I hjørnehuset er der tale om ganske herskabelige boliger med én stor lejlighed per etage. I det indre er bygningens oprindelse i et barokhus med endnu ældre fundamenter samtidig tydelig i kraft af den skæve grundplan og ved at stort set alle rum er præget af bebyggelseslinjen ud til de to gader. Her ses samtidigt et illustrativt eksempel på styrken i klassicismens elegante og harmoniserende formsprog, udtryk og materialeholdning, der navnlig på tredje sal fremstår med mange ældre dele og detaljer. Der knytter sig således kulturhistorisk værdi til de pudsede vægge og lofter, alle ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, paneler og loftsstukkatur i form af kantlister og rosetter i de gadevendte stuer, de ældre en- og tofløjede fyldingsdøre, der på karakteristisk vis afspejler periodens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Portrummet fremtræder med sin rige loftsstukkatur som et typisk senklassicistisk rum, der udgør den herskabelige indgang til ejendommens indre. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til hjørnehusets hovedtrapperum med den ældre hovedtrappe, der med sine panelerede forvanger, indstemte trin, gelænder med spinkle balustre med knobudsmykning mellem disse og en lakeret, afrundet håndliste udgør et typisk eksempel på datidens betoning af vigtigheden i en repræsentativ trappe. Dertil kommer hjørnehusets velbevarede køkkentrappe, placeret i trappetårnet mod gården, der tydeligt i sit enkle, gedigne udtryk og snævre halvsvingsform afspejler dens rent funktionsorienterede anvendelse og forbindelse med gårdsidens rum. Endvidere kommer alle ældre stormkroge og anverfere.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til hjørnehuset, der udgør et markant og firskårent bygningsvolumen. I kraft af sin høje, mørkfarvede underfacade med refendfugning og den glatpudsede, lyse overfacade med enkle vinduesindfatninger fremstår facaden afbalanceret under det røde, teglhængte tag. Hvad der bidrager til facadens generelt harmoniske udtryk er opdelingen af murplanet ved kordongesimsen, der nærmest fungerer som sålbænksbånd, og øverst mod tagfoden, hvor hovedgesimsen er mere markant fremhævet ved sin tandsnitsudsmykning. Dertil kommer de to diskrete forlæg på to og tre fag over alle etager og til hver gadeside, der yderligere giver facaden sin karakter i kraft af denne lette reliefvirkning. Endelig knytter der sig en arkitektonisk værdi til måden, hvorpå facadernes konsekvente udformning sikrer, at bygningen, trods sin historiske og skæve grundplan, fremtræder helstøbt og klart i gadebilledet. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig til de prunkløse og pudsede murflader med en enkel gennemløbende hovedgesims øverst, hvor ikke mindst det kantede og høje trappetårn træder frem. Dertil kommer den blandede vinduessætning, især af småtopsprossede vinduer, der bidrager til et levende og afvekslende udtryk mod gården.

Læs videre om

• Amaliegade 11, København
• Kronprinsessegade 10-12, København
• Wildersgade 53, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen