Risagergård, Glamsbjerg

Risagergård blev opført i slutningen af 1700-tallet, sandsynligvis allerede dengang som en firelænget bondegård med fritliggende stuehus. Tidligere var alle fire længer i opstreget bindingsværk med stråtækkede tage. Stuehuset er det eneste der er tilbage, da avlslængerne i dag er brudt helt eller delvist ned og opført omkring 1900 i grundmur.

Risagergård ligger i udkanten af landsbyen Køng på Sydfyn. Gården består af fire længer, alle i én etage, anlagt omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Kun stuehuset er fredet og derfor vil de øvrige bygninger ikke blive nærmere beskrevet. Stuehuset udgør den nordlige længe i det firelængede anlæg, den vestlige gavl står fri, mens den østlige gavl er sammenbygget med den østlige avlslænge gennem en lille nyere mellembygning. Stuehuset er opført i dodenkopfarvet bindingsværk med afvalmet, stråtækket tag, der har mønning og i rygningen to hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningerne står på syldsten og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker, både korte og lange skråbånd samt gennemstukne bjælkeender under tagudhænget. De nederste tavl er kalket okkergule, mens de øverste er hvidkalkede. Bygningsdybden er på havesiden forøget, dog har de tre vestligste fag stadig den oprindelige husdybde, og overgangen her imellem sker ved et rundbuet parti på to fag.

I gårdsiden en nyere, bræddebeklædt hoveddør, i havesiden en nyere havedør med småtopsprossede termoruder, og i østgavlen er en ældre fyldingsdør ud til tilbygningen. Bygningen har torammede vinduer med småtopsprossede ruder. Hovedparten af vinduerne er nyere men traditionelt udførte, og enkelte er ældre. Både døre og vinduer er malet i en støvet blå farve. I det indre er en ældre grundplan i store træk bevaret med en gennemgående tværskillevæg, forstue, stuer og værelser mod gårdspladsen, mens køkken og bryggers ligger mod haven. Ved den vestlige gavl er en stor gennemgående stue, og i midten af bygningen er tværskillevæggen brudt, så der optræder en L-formet stue. Tagetagen er uudnyttet og adgangen hertil sker via en ligeløbstrappe i et kammer ved siden af bryggerset. Tagetagen er uudnyttet og her ses en ældre tagkonstruktion og undersiden af stråtaget.

Materialeholdningen i stuehuset er i store træk traditionel. Der er gulvtæpper i de fleste rum, men det formodes, at der er ældre bræddegulve under og i bryggerset er et teglstensgulv. Der er pudsede vægge og plade- eller bræddebeklædte lofter mellem et synligt bjælkelag, som i stuerne er indrammet af lister. Størsteparten af de indvendige døre er ældre fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb. Vinduerne i stuerne har forsatsruder med termoglas. Køkken og badeværelser har nyere elementer.

Risagergårds miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i en mindre landsby på Sydvestfyn, hvor hele gården sammen med flere andre ældre gårde udgør et traditionelt og velbevaret kulturmiljø. Således har avlslængerne miljømæssig værdi for stuehuset, da de, selvom de er nyere, er med til at skabe et firelænget gårdanlæg. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til gårdspladsens intakte pigstensbelægning samt til den frodige have, der tilsammen underbygger den landlige idyl.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Risagergårds overordnede træk af et ældre, traditionelt bindingsværksstuehus med stråtækket tag.

Hertil kommer det egnskarakteristiske bindingsværk, der er kendetegnet ved at være rigt uden at være prangende, hvilket påviser, at de fleste gårde på Fyn selv havde adgang til skov og derfor ikke manglede tømmer, som mange andre steder i landet. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker, lange sidebånd og korte skråbånd, der lokalt kaldes stormbånd og halvranker. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag. Et særligt egnskarakteristisk træk er den iøjnefaldende farveholdning med dodenkop bindingsværk samt okkergule nedre tavl og hvidkalkede øvre tavl, der særligt ses på Vest- og Nordfyn.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan med gennemgående tværskillevæg. Hertil kommer stuernes samlede placering i den vestlige del, mens køkken, bryggers og adgangen til tagetagen ligger samlet i den østlige del mod det kølige nord. Endvidere er de bevarede dele af stuehusets traditionelle materialeholdning i harmoni med det ydre udtryk og understøtter fornemmelsen af bygningens alder, herunder især de mange bevarede fyldingsdøre med ældre hængsler og greb samt det synlige bjælkelag i lofterne.

Det arkitektoniske udtryk omkring Risagergårds stuehus er enkelt og relaterer sig særligt til det velproportionerede volumen, den beherskede materialeholdning og det stejle, ubrudte tag. Værdien findes særligt i det taktfaste, opstregede bindingsværk og den tætte takt af ensartede vinduer, der sammen med bindingsværkets dokker og løsholter underbygger den langstrakte bygningskrop. Det horisontale udtryk fuldendes ved den karakteristiske farveforskel mellem de nedre og de øvre tavl.

Læs videre om

• Bregneholm, Dreslette
• Hårbyvej 2, Flemløse
• Willemoesgården, Assens

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen