Søbygård (Ærø Kommune)

Voldanlægget blev sandsynligvis etableret af kong Niels (1104-1134) som værn mod fremmede angreb. Mellem Søbyvolde og bunden af Vitsø Nor er der ved udgravninger i 1978 og 2004 fundet spor af en middelalderlig bebyggelse fra 1100-tallet.Det nuværende Søbygaard er som jagtslot for Hertug Hans den Yngre omkring år 1580 som jagtslot. Fra denne bygning er kælderen bevaret.I perioden fra 1580-1729 var Søbygaard i Hans den Yngres og hans efterkommeres besiddelse. Fra midten af 1700-tallet stod den danske konge Frederik V som hertug af hele Ærø, og i 1771-72 blev Søbygaard som den sidste af hovedgårdene på Ærø udstykket. Hovedbygningen blev opført omkring dette tidspunkt. Vandet blev lukket ud af voldgraven i 177oerne for at kunne dyrke jorden.I perioden 1729 til midt i det 20. århundrede var Søbygaard gennem ægteskab, arv og salg til familiemedlemmer ejet af en række personer, der var amtsfuldmægtige, kirkeinspektorer og bønder, deres ægtefæller og efterkommere. Hovedbygningen gennemgik i 1830 en større ombygning, hvor det nuværende udtryk i store træk stammer fra.Den trelængede avlsgård med forpagterbolig er i store træk opført løbende mellem 1580-1750. Den nordre længe var tidligere lade, den østre længe var hestestald.Det tidligere mejeri, mod vest er opført omkring 1700, mens den tidligere svinestald blev opført omkring 1800.I 1991 blev Hovedbygningen overtaget af Den Selvejende Institution Søbygaard, og avlsbygningerne blev købt til i 1994. Hele Søbygaard-anlægget var da i stærkt forfald. Bygningerne har derfor siden gennemgået store restaureringer, og vindebroen er helt nyopført i 2006. Hovedbygningen blev restaureret i 1992-1998, og banken herom med stensætning blev restaureret og omsat i 1997-2002. Avlsgårdens stensatte banke blev restaureret i 2003-2006.

Søbygård ligger i det åbne landskab på den nordlige del af Ærø. Hovedbygningen er placeret syd for avlsgården, og begge bebyggelser ligger på hver deres middelalderlige, fortidsmindefredede borgbanke. De to banker forbindes af en nyere vindebro og høje stensætninger danner hele vejen rundt et bolværk mod en bred voldgrav, som omgiver hele anlægget. Avlsbygningerne ligger omkring en delvist brolagt gårdsplads med et valnøddetræ i midten, mens hovedbygningens banke er beplantet med græs, bortset fra den nordlige del, hvor der tillige er pigsten og et stynet lindetræ på hver side.Hovedbygningen er en symmetrisk, rektangulær bygning i en etage. Bygningen er delvist grundmuret og hvidkalket over en høj sorttjæret sokkel og i havesiden og vestgavlen ses murankre, mens østgavlen er i overkalket bindingsværk. Bygningen afsluttes af et halvvalmet, teglhængt, rødt tag med to hvidtede skorstenspiber i rygningen med sokkel og krave. Gårdsidens fire midterste fag er rejst i en taskekvist, og havesidens tre midterste fag har en frontkvist med helvalmet tag. Facaderne er prydet med en hovedgesims, der på gårdsiden har tandsnit af små konsoller, mens havesiden har en enkel, flerledet trukket gesims. Desuden er gårdsiden prydet med profiltrukne vinduesindfatninger og sålbænke, der bæres på konsoller samt pudsede portaler omkring to ens indgangsdøre. Dørene er tofløjede fyldingsdøre med smalle overvinduer og stejle granittrapper foran. Mellem de to døre er i terrænet en kampestenskældertrappe ned til en revledør. I havesiden er en tofløjet havedør med ruder i de øverste fyldinger. Døren er dækket af en vinterdør, udført som en tofløjet revledør med båndbeslag og foran døren er en nyere trappe i træ. I østgavlen findes en enkel revledør med en granittrappe foran. Bygningen har ældre eller traditionelt udførte korspostvinduer med småtopsprossede ruder, dog er vinduerne i de to kviste og i overgavlene torammede. Alle vinduer og døre er malet lysegrå. I soklen findes små ældre, sortmalede støbejernskældervinduer. I det indre er hovedbygningen kendetegnet ved en symmetrisk planløsning med en langsgående hovedskillevæg på begge etager. Interiøret i stueetagen er kendetegnet ved brede, nyere plankegulve, pudsede vægge, delvist med ældre bemalinger og enten lofter med brædder eller puds og stukkatur. Der er flere ældre paneler, bemalede fyldingsdøre med gerichter, ældre greb og hængsler og et tidligere åbent ildsted i et rum med teglstensgulv. En nyere trappe, placeret på stedet efter en tidligere trappe, fører ned til kælderen inde fra bygningen. En ældre trappe fører op til tagetagen, der har nye bræddegulve, pudsede vægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Et enkelt gavlværelse har bræddebeklædte vægge. En simpel trappe fører op til spidsloftet, som er uudnyttet, og taget er understrøget. Kælderen er tøndehvælvet og har teglstensgulv, kalkede kampestens-vægge og i den østlige del er bevarede dele af et stort ældre ildsted.Den trelængede avlsbygning er opført i en etage og er delvist af bindingsværk og delvist af grundmur. Bindingsværket er sorttjæret, mens alle murede partier er hvidkalket. Vest-, nord- og østlængen har helvalmede, stråtækkede tage med enkelte høgab, mens den sidste del af vestlængen, forpagterboligen, har rødt teglhængt tag med to skorstenspiber i rygningen. I nord- og vestlængen findes et gennemgående portrum. Alle længer er i store træk kendetegnet ved kampestenssokler, rundbuede revledøre og støbejernsstaldvinduer. Der er tillige flere tofløjede revleporte, enkelte fungerer som skydeporte foran nyere glaspartier samt nyere revleskodder foran etrammede termoruder. I forstanderboligen ses nyere, torammede vinduer, der er traditionelt udførte, hvidmalede og med småtopsprossede ruder.Avlsbygningerne anvendes i dag til udstillinger og koncerter, og grundplanen er i store træk bestående af åbne rum. Forstanderboligen er indrettet til butik, mødelokaler og toiletter. I alle længer er overfladerne nyere, men traditionelt udførte, herunder brædde-, pig- eller teglstensgulve, kalkede vægge, bræddelofter og synlig konstruktion. I flere rum er der åbent til kip, og her ses undersiden af taget. De sydligste otte fag af østfløjen er helt nyopførte og er i det indre et stort åbent rum med bræddebeklædte vægge og skrå loftflader. De to fritliggende bygninger vest for avlsgården, det tidligere mejeri og svinestald, er begge i en etage, den nordlige er i hvidkalket grundmur med halvvalmet, rødt tegltag og en skorstenspibe i rygningen. Den søndre er opført i sorttjæret bindingsværk med hvidkalkede tavl og afsluttes af et pladebelagt, halvvalmet tag. Begge bygninger har gråmalede kampestenssokler, ældre støbejernsvinduer og revledøre. I det indre er værksted i svinestalden og opbevaring i mejeribygningen. Begge bygninger har ældre teglstensgulve.

Søbygård har enestående, miljømæssige værdier i det historiske anlægs velbevarede helhed, som omfatter de to voldsteder med alle bygninger, den brede voldgrav og høje stensætning, der er arrangeret omkring den aksefaste linje mellem de to borgbankers bygningsstrukturer. Dertil kommer, at hovedbygningen i væsentlig grad dominerer sine omgivelser gennem den solitære placering på voldstedet. Hertil kommer den miljømæssige værdi af gårdspladsernes bevarede pigstensbelægning, de ældre træer og vindebroen, de bidrager til opretholdelsen af et unikt og velbevaret herregårdsmiljø med en høj grad af autenticitet.

Søbygårds kulturhistoriske værdi knytter sig til det samlede middelalderlige herregårdsanlæg, hvis oprindelse i 1100-tallet tydeligt kan aflæses af den brede voldgrav og kraftige kampestenssatte borgbanker. Anlæggets karakter påviser den afgørende magt og indflydelse Søbygård har haft på Ærø. Hovedbygningens smalle og enkle volumen, med sokkel og trapper i kampesten, den velbevarede og stort set uændrede tøndehvælvede kælder samt resterne af de store ildsteder er endvidere et fornemt eksempel på de bygningsmæssige træk der slog igennem i 1500-tallets anden halvdel. Middelalderens tidligere forsvarsprægede bolig blev i denne periode gradvist afløst af bygninger, der havde mere fokus på bekvemmelighed og æstetik, selvom man stadig ønskede en hvis beskyttelse i form af en voldgrav. Hertil kommer de barokke træk, der vidner om at bygningen må have gennemgået en modernisering i 1700-tallet, herunder facadens symmetri, de store korspostvinduer med småtopsprossede ruder samt de bevarede interiører i stueetagen. Den kulturhistoriske værdi relaterer sig endvidere til bygningsanlæggets forskellige bygninger og disses placering, størrelse og detaljering, der afspejler det funktionsopdelte og bygningsmæssige hierarki. I det indre ses 1700-tallets barokke interiør i stort set alle rum i stueetagen. Især bygningsdetaljernes kraftige og svungne former, der skaber markante reliefvirkninger er typiske for perioden, herunder de brede fyldingsdøre med kraftige gerichter og bukkehornshængsler. I kontrast hertil er kælderens overflader mere slidstærke hvilket tydeligt afspejler, at det er her de funktionsbetingede rum har ligget gennem tiden. Den kulturhistoriske værdi for avlsgården knytter sig til bygningernes mere afdæmpede fremtoning i forhold til hovedbygningen. Man ser tydeligt den oprindelige funktion som forpagterbolig ved boligens placering tættest på hovedbygningen, mens lade og stalde ligger længst væk. Opdelingen aflæses i varierende bygningselementer, hvor forpagterboligen har større vinduespartier, teglhængt tag og skorstenspiber, mens lade- og staldlænger har mere enkle funktionsbetingede åbninger i form af støbejernsvinduer, port gennemkørsler og høgab samt at alle bygninger har stråtage. At der er mange ældre bygningsdetaljer så som hængsler og beslag på porte og døre forstærker fornemmelsen af bygningens alder og højner autenticiteten. Den traditionelle materialeholdning i avlsbygningerne underbygger den tidligere omtalte hierarkiske orden, idet de her anvendte materialer er mere enkle og robuste og dermed afspejler længernes tidligere funktionsbetingede brug.

I det ydre fremtræder hovedbygningen trods sin klejne størrelse monumental, og er særligt kendetegnet ved den stramme symmetri, der dikterer den enkle detaljering og den taktfaste vinduesplacering. Proportioneringen med den høje sokkel og det stejle tag får bygningen til at fremstå rank. Hertil kommer de store vinduer med småtopsprossede ruder giver bygningen en lethed, og de mange pudsdetaljer skaber et virkningsfuldt relief i facaden.Den arkitektoniske værdi relaterer sig i det indre af hovedbygningen til den symmetriske og aksefaste planløsning, med døre en filade, der giver et sammenhængende kig gennem hele bygningens længde. Hertil kommer rummenes aptering med de mange bevarede bygningsdetaljer, der bevirker at rummene fremtræder med et helstøbt udtryk. Forskellige farverige bemalinger af flere vægge og ådringer af døre og gerichter skaber tillige et særdeles stemningsfuldt og unikt interiør. Dette underbygges af de øvrige ældre bygningsdele som lodposter, anverfere, profilerede vinduesrammer og sprosser, fod- og brystningspaneler samt en detaljerig støbejernsovn. Kælderens tøndehvælv har tillige en arkitektonisk værdi, da det sammen med de dybe vindueshuller skaber et dramatisk lys, der er med til at fremhæve den særlige stoflighed i de stenbelagte gulve og kalkede mure.Den arkitektoniske værdi for avlsgårdens længer knytter sig til de enkle bygningskroppes relativt ens materiale- og farveholdning samt de store ubrudte tagflader, der tilsammen bevirker at længerne visuelt bindes sammen til et samlet anlæg.

Læs videre om

• Smedegade 29, Ærøskøbing
• Vestergade 28, Marstal
• Vitsø Nor Pumpemølle, Søby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger - Slots- og Kulturstyrelsen