Sølvgade 22, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade), og i stedet anlagde en ny vold langs den nuværende Øster Voldgade til Kastellet, opstod Ny-København, og dermed blev København omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev der skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt Borgergade, Adelgade, Gothersgade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade m.fl. Sølvgade 22 er tegnet af Thomas Blom og opført af familieforetagendet, ligesom nabobygningen i nummer 22 samt en del bygninger omkring Kronprinsessegade og Dronningens Tværgade. Thomas Blom har efter alt at dømme modtaget undervisning på Kunstakademiet. Fra 1799 indgik han sammen med sine brødre og moder i et interessentskab, Bloms Enke & Sønner, der gik ind i arbejdet med genopbygningen af København efter branden i 1795. Han var udlært hos J. M. Quist, men da ingen af dem var mestre, måtte de selv udføre alt murerarbejdet. Tegningerne var af Thomas Blom, som dog blev murermester i 1810. Som murermester fortsatte han i familiefirmaets spor med at opføre et hus om året, men deltog også i tidens store byggeopgaver i Kbh., genopførelsen af Christiansborg 1813-25 og Vor Frue Kirke 1817-27. Bloms borgerhuse er af meget forskellig arkitektonisk udformning. De tidligste er helt prunkløse, og først med de senere værker bliver egentlige arkitektoniske virkemidler synlige, såsom refendfugning af underetagen, fremhævelse af yderfagene ved vinduesfordakninger m.v. Han sluttede sig herved til den retning inden for borgerhusbyggeriet, som udgik fra C. F. Harsdorff og dennes undervisning af håndværkere på Kunstakademiet. For- og sidehusene i Sølvgade 22 blev opført i 1830-31. Ejendommen er i det væsentlige uændret, men facadepudsen omtales første gang i 1894.

Ejendommen, der består af et forhus med to sidehuse, indgår i Sølvgades række af senklassicistiske borgerhuse, som ligger overfor Kongens Have. Forhuset danner sammen med de to sidehuse og en mur rammen om et lille, lukket gårdrum. Forhuset er grundmuret i otte fag og består af en kælderetage, herover tre etager og endelig en tagetage. Heltaget samt sidehusenes halvtage er hængt med røde tegl. Facaden er pudset og gråmalet, og er herudover kendetegnet ved en sandstenssokkel, en kordongesims, sålbænksbånd under første og anden sals vinduer, sålbænke, vinduesindfatninger i stueetagen og første sals ydre fag samt en sparrenkopgesims. I de to midterste fag er en ældre, sortmalet, tofløjet fyldingsport med refendornamentik, paneler og et ældre, torammet overvindue. Der er en bred indfatning omkring porten og kældernedgang med rosa sandstensskure på begge sider af porten. Bygningens vinduer er traditionelle korspostvinduer. I tagfladen er mod gade og gård henholdsvis seks og to ældre heltagskviste med zinkflunker. Der er mindre kviste i bindingsværk med ældre træluger mod rygningen, som til gadesiden er heltagskviste og til gårdsiden er taskekviste. Mod forhusets rygning er to skorstenspiber, ligesom der mod rygningen i hver af sidehusenes halvtag er to skorstenspiber. Sidehusene er ens, og de er grundmurede i syv fag samt et smigfag. Over næstsidste fag er en hejsekvist med nyere, torammet, opsprosset vindue i. Murværket på forhusets gårdside og sidehusene er pudset og gulmalet. Der er i hvert sidehus indgange til kælder, bagtrappe og fællesrum med nyere, men traditionelt udførte, eller ældre revledøre og overvinduer. Frem til bagtrapperne er vinduerne som facadens, dog ældre og med sprosse i de nederste rammer, mens der fra bagtrapperne er oprindelige, småtopsprossede korspostvinduer. Under tagfoden er en retkantet hovedgesims. I det indre har for- og sidehusene bevaret den oprindelige grundplan med forstue bag hoveddøren, to præsentable stuer mod gaden samt spisestue i smigfaget. I sidehuset er den oprindelige korridorgang med adgang til sekundære rum, herunder bagtrappe, køkken og pigeværelse. Alle badeværelserne ligger i sidehuset. Interiøret i både for- og sidehuse er generelt kendetegnet ved mange oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, ovnpilastre, loftsstukkatur, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt enkelte feltinddelte vægge. Der er tillige bevaret en ældre kakkelovn i stueetagen. Hovedtrapperummet har en særlig udformning, da stuelejlighederne har indgang fra portrummet eller lige herefter, hvorefter den fortsætter midt i forhusets gårdside. Hovedtrappen er kendetegnet ved et værn af drejede balustre, oval durchsicht, en vangesnirkel med volutsvungen mægler. Lejlighederne har ældre fyldingshoveddøre samt på hver etage to ældre, imiterede, tofløjede døre. Kælderen er mod gaden indrettet til butik. I den venstre er et ældre loft med mælkehvide glasplader og forgyldte lister, men ellers fremstår butikkerne med ny aptering og overflader.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed i Sølvgades yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække ud til Kongens Have. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en integreret del af gadens varierede husrække. Forhuset bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant, arkitektonisk ramme om slotsparkens rekreative område. Til gårdsiden har forhuset miljømæssig værdi, da det med sit konsekvente udtryk og materialer danner et helstøbt, traditionelt Københavnsk gårdmiljø.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af forhus og sidehuse. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I det ydre ses de senklassicistiske træk i den grundmurede ejendom med oprindelig, refenddekoreret port, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med sparrenkopgesims, kordongesims, sålbænksbånd, betoning af yderfagene i form af indfatninger og sandstensskur samt underfacaden med tunge indfatninger. Korspostvinduerne er, om end de er fornyet, ligeledes af kulturhistorisk værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden, ligesom de mange ældre, småtopsprossede vinduer på gårdsiden. Hertil kommer ejendommens skorstenspiber, tagets kviste med luger, sidehusenes hejsekviste og den traditionelle forskel på den præsentable facade og den mere enkle, brugsorienterede gårdside. Her er sidehusene malet og bærer ikke anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er indrettet to lejlighed per etage med en forstue bag hoveddøren, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til spisestuen i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et funktionelt sidehus med en smal korridorgang, hvorfra der var adgang til køkken, bagtrappe og pigekammer. I Sølvgade 22 er planløsningen overordnet set velbevaret, især i forhuset, hvor trappeopgangen, forstuen og stuerne mod gaden samt spisestuen i smigfaget er bevaret. Sidehuset har mindre ændringer, da der er etableret badeværelser og større, moderne køkkener. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i for- og sidehuse har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og plankegulve, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, ovnpilastre, oprindelige, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt enkelte feltinddelte vægge. Af kulturhistorisk værdi er stueetagens bevarede stukdekoration, kakkelovn og mughal-inspirerede døråbning mellem forhusets stuer fra starten af 1900-tallet. Der er yderligere stor kulturhistorisk værdi ved de bevarede, småtopsprossede vinduer i sidehusene, der i tiden har været utidssvarende og billige, hvorfor de vidner om forskellen i status bygningsdelene imellem. Ejendommens trapper er ligeledes af kulturhistorisk værdi, herunder særligt hovedtrappens fine udformning og detaljer med dens offentlige, repræsentative og herskabelige udformning. Dernæst kommer de bevarede, men mere beskedne, bagtrapper i sidehusene, hvis udformning klart definerer dem som sekundære og derfor er enklere af udtryk.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i sandstenssoklen, gesimserne, sålbænksbånd og vinduesbåndene kontrasteres svagt af den vertikale orientering af yderfagene ved vinduesindfatninger og sålbænke. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og særdeles herskabelige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de malede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk.

Læs videre om

• Kompagnistræde 5, København
• Nyhavn 31, København
• Steinfass' Gård, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen