Sankt Annæ Gade 12 ligger på Sankt Annæ Gade 12 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan – omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Forhuset i Sankt Annæ Gade 12 kaldes også Sidses Hus efter Sidse Jacobsdatter, der lod den nuværende bygning opføre i 1720erne. I 1791 blev bygningen forhøjet med en etage, og facaden blev omsat til grundmur. I 1800-tallet blev der indrettet butik i stueetagen, og i 1890 blev der indrettet værtshus. Forhuset blev istandsat i 1971-75, og i den forbindelse blev det bagvedliggende trappehus fra 1700-tallet revet ned.

Beskrivelse

Ejendommen består af et forhus, som indgår i Sankt Annæ Gades varierede række af barokke og klassicistiske bygninger. Sammen med de omkringliggende forhuse og danner Sankt Annæ Gade 12 et smalt gårdrum. Gården er belagt med brosten. Forhuset i Sankt Annæ Gade 12 er i pudset og hvidmalet grundmur mod gaden på tre etager i fire fag. Taget er et rødt, teglhængt heltag over en simpel hovedgesims. I bygningens nordvestlige fag er en ældre, gråmalet revledør med simpel, geometrisk ornamentik og småtopsprosset, rektangulært overvindue. Forhuset har sortmalet, lav sokkel. I tagfladen er en tofags heltagskvist. I stueetagen og første sal er traditionelle korspostvinduer, mens der på anden sal og i kvisten er ældre, torammede og tredelte vinduer. Samtlige vinduer er hvidmalede, undtagen kvistvinduerne, som er grønne. Gavlene er i bindingsværk, ligesom gårdsiden over stueetagen. Stueetagen er grundmuret. Gavlen mod sydøst har sortmalet træværk med skurede tavl, mens gårdsiden er hvidmalet over stok og sten. I gavlen er et mindre, nyere vindue under kip og enkelte murankre. Gårdsiden har ældre, torammede vinduer, og her sidder i tagfladen en heltagskvist. Under rygningen er en skorstenspibe. Begge kviste har flunker i bindingsværk med skurede tavl og sortmalet træværk. Sankt Annæ Gade 12 anvendes til bolig for tre studerende og har fra hoveddøren niveaufri adgang til en gennemgående forstuegang med en nyere ligeløbstrappe mod gården. Trappen har simple balustre og håndliste. Planløsningen er traditionel, da der i stueetagen mod gaden er stue og mod gården køkken samt badeværelse, som blandt andet er indrettet i den bevarede ildstedskerne. På første sal er stue mod gaden og soveværelse mod gården, og her er ildstedet konverteret til garderobe. Anden sal har en gang mod midtskillevæggen, to værelser mod gaden, heraf en stue og et soveværelse, og et arbejdsværelse mod gården. På denne etage er der indrettet skab i ildstedskernen. Tagetagen har en åben plan, går til kip og har fritliggende spær og hanebånd. Vinduerne i Sankt Annæ Gade 12 har generelt forsatsruder og ældre detaljer. Der er overalt nyere gulve: I stueetagen klinker, på de resterende etager brædder. I stueetagen er en ældre, tofløjet fyldingsdør, mens døre og gerichter ellers er nyere, dog forsøgt indpasset i bygningens stil. Der er på første sal ældre lysnings- og brystningspaneler.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved forhuset knytter sig til beliggenheden i den historiske og stemningsfulde Sankt Annæ Gade, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens varierede sydvestlige husrække. Dermed er forhuset med det traditionelle udtryk og materialeholdning med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld bebyggelsesstruktur. Til gårdsiden danner forhuset med dets konsekvente udtryk og sin traditionelle materialeholdning ligeledes et stemningsfuldt og ensartet gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Annæ Gade 12 knytter sig til forhuset som en repræsentant for barokkens etagebebyggelse. Husene opført før og efter Københavns brand i 1728 blev ofte opført på de gamle bodegrunde. En bod var en smal bygning med en butik i kælderen og en bolig ovenover, og denne planmodel overtog tidens etagebebyggelse. I Sankt Annæ Gade 12 er der i det ydre kulturhistorisk værdi ved forhuset med grundmuret facade samt gavl og gårdside i bindingsværk samt det røde, teglhængte heltag. Forhusets historie som barok bodebebyggelse kan således aflæses dels i dets volumen med sin forholdsvis beskedne etagehøjde og enklere udformning og dels i dets smalle bredde på kun fire fag, de smalle murpiller mellem vinduerne og gårdsiden i bindingsværk. At forhuset i slutningen af 1700-tallet blev omsat i grundmur, er et klassicistisk træk, selvom facadens smalle murpiller stadig mimer det barokke bindingsværk. Der knytter sig således kulturhistorisk værdi til forhusets fint proportionerede facade med alle dele og detaljer, herunder hoveddør, ældre vinduer, kvist og tagflade, hvormed bygningen udgør et godt eksempel på tidens mindre beboelsesejendomme. Hertil kommer gavlens og gårdsidens bindingsværkskonstruktion, de mindre, torammede vinduer og skorstenspiben. Forskellen mellem den grundmurede facade med de større korspostvinduer og den mere nøgterne gårdside i bindingsværk og torammede vinduer afspejler i det ydre den indre planløsningens hierarki. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til ejendommens grundlæggende velbevarede etage- og planløsning, der afspejler sig i den klassiske disposition med de repræsentative stuer mod gaden og de sekundære funktioner mod gården. Dette understeges af førstesalens bevarede paneler, som viser denne etages forrang. Her ud over knytter der sig særlig kulturhistorisk værdi til den på alle etager mere eller mindre bevarede ildstedskerne, som viser tidligere tiders madlavnings- og opvarmningsforhold samt, at der oprindeligt har været én lejlighed per etage. Dertil komme de enkelte ældre døre og vinduer med dertil hørende detaljer. I tageetagen knytter der sig primært værdi til de bevarede og delvist synlige tømmerkonstruktioner.

Arkitektonisk værdi

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facade med de smalle murpiller og den taktfaste vinduessætning, som giver en horisontal og symmetrisk komposition. Her ud over er der arkitektonisk værdi ved den traditionelle inddeling med hoveddøren i yderste fag og forhusets store tagflader, som understreger facadens horisontalitet og afbalancerede udtryk. Hertil kommer den arkitektonisk værdi ved bygningens bevarede bindingsværkskonstruktion i gavlen og gårdsiden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links