Schackenborg, Møgeltønder

Schackenborg blev i 1948 opmålt i forbindelse med Nationalmuseets herregårdsundersøgelser under ledelse af Hans Henrik Engvist.

Allerede i 1258 fandtes en biskoppelig gård på stedet, det senere Møgeltønderhus, men anlægget blev i 1661 overtaget af feltherre Hans Schack. Møgeltønderhus var meget ødelagt efter krigene i 1643-45 og 1658-59, og bestod på dette tidspunkt af forskellige bygninger, blandt andet et tårn i tre stokværk, der stod midt i borggården. Eneste adgang til anlægget var broen fra porthuset ud til landevejen. Hans Schack tog omgående fat på opføre et stateligt anlæg med genanvendelse af visse dele af det gamle Møgeltønderhus, blandt andet den søndre sidelænge (Fruerhuset) og opbyggede fra 1662 til 1666 det trefløjede anlæg, som kendes i dag. Bygningen fremstod i rødstensmurværk og hovedfløjen havde dengang lodrette, sandstensafdækkede gavle af samme type, som sidefløjene har idag. Tagene var beklædt med røde vingetegl, og tagudhænget var som i dag lukket med en bræddebeklædning, understøttet af tætsiddende, udskårne volutkonsoller. Vinduerne havde dengang rammer med små, blyopsprossede ruder. Hovedfløjen havde desuden på vestsiden to fremspringende, murede karnapper, der rummede de såkaldte hemmeligheder, datidens toiletter. Der var også en hemmelighed i murlivet på sydfløjen. Den oprindelige plandisposition er stort set intakt i hovedfløjen, og også temmelig velbevaret i syd- og nordfløjens stueetager. Det samme gælder også en del af det oprindelige rumudstyr i hovedfløjen, blandt andet to, oprindeligt tre overdådige stuklofter og en del af de oprindelige døre. Nordfløjen rummede køkken og bryggers, og her findes stadig den tøndehvælvede fangekælder, hvorfra en smal luftkanal førte op til en udmunding flere meter over terræn. Portbygningen i staldgården blev udvidet med tre fag mod vest, som svarer til forholdene i dag. I 1668 kunne Hans Schack flytte ind med sin familie. Den nye ladegård, som lå på egen borgbanke, men i forlængelse af hovedbygningen, blev opført i 1670 med en stor lade mod nord og fæstalde mod øst og syd, der blev knyttet til porthuset med en mur.

Omkring 1730 blev hovedfløjen og sydfløjen forsynet med engelske vinduer, det vil sige rammer med træsprosser, mens nordfløjen fortsat havde blyindfattede ruder. Vinduerne havde på dette tidspunkt ti ruder i underrammerne og seks i overrammerne, det kan flere steder i dag iagttages, at tværposten er flyttet ned. Hovedportalen bestod af to murede piller, der bar en altan ud for overetagens midterste fag. I hovedfløjen var en af de vigtige ændringer, at Sommerstuen i syd med de overdådige stuklofter blev lagt sammen til et rum, som i dag, er forsynet med døre ud til en hvidmalet træaltan foran sydgavlen. På denne tid blev også anlagt en stor have syd for Slotsgaden. Den fik en smuk trælåge over for porthuset og et lille bjerg omgivet af høje hække. En meget stor ombygning, både inde og ude, fandt sted omkring 1756-57, hvor hovedfløjens indre blev moderniseret. Blandt andet fik midtersalene deres nuværende stukdekoration på henholdsvis loft og vægge med rammeværk og rocailler. De øvrige rum i hoved- og sydfløjen blev også forsynet med stuklofter, og i begge fløje blev så at sige alle skorstensnicher udsmykket med profilbånd, plantemotiver og rocailler. Det er påvist, at disse arbejder blev udført af den schweizisk-italienske stukkatør Bartolomeo Tolla, som i 1733 havde taget borgerskab i København og efterfølgende havde arbejdet i blandt andet Prinsens Palæ, på Christiansborg og på Ledreborg. Ved samme lejlighed blev næsten alle hoved- og sydfløjens døre udskiftet med nye fløjdøre, og en række brystningspaneler blev opsat, lige som den italienske hovedtrappes midterpille blev fjernet.Det var på denne tid, at hovedfløjens lodrette gavle blev ændret til de nuværende helvalme, og at der i tagfladerne på alle fløje kom de mange små tagkviste til. Nordfløjens gamle vinduer ind mod gården blev udskiftet med vinduer, svarende til de øvrige. Murene blev overtrukket med et tyndt pudslag, hvorpå vindues- og dørindfatninger blev udført som rokokoportaler. Pudslaget blev først kalket rosa, senere blev det hvidkalket. Og nu fik anlægget endelig den indkørsel fra øst, som gjorde en stor øst-vest midterakse gennem ladegården og op til hovedbygningen mulig. Få år efter, i 1771, blev ladegårdens bygninger, bortset fra den nordre lade, nedrevet. Omkring 1775 blev der lagt blåglaserede, hollandske tagsten på hovedfløjen og i 1785 blev den nuværende herskabsstald opført.

I 1791 blev det oprindelige stukloft med figurer i Taffelstuen udskiftet med det nuværende Louis Seize-loft, ligesom dørstykkerne i denne stue kom til, alt udført af stukkatør, F.A. Taddei den Yngre. På samme tid blev hovedfløjens nuværende, pilastersmykkede midtrisalit formentlig skabt og kronet med det nuværende alliancevåben for Schack og Moltke. Den svungne fronton over portalen kom dog først til i 1877, hvor også porthuset blev udstyret med murede cementgesimser på gavle og gavlkviste, og vinduerne blev forsynet med bruskbarokke ornamenter. Den lille udbygning, som rummer toiletter på hovedfløjens nordgavl, blev opført i 1933. Således stod Schackenborg indtil den store istandsættelse i perioden 1994 til 1998, hvor først ridestalden fik fornyet sit stråtag, og portbygningen blev renset for cementdekorationer på gavlkammene og fik repareret tag- og murværk. Siden blev taget på den trefløjede hovedbygning lagt om og forsynet med undertage, skorstenspiberne blev ommurede og tagkvistene istandsat, dog blev de murede flunker ændret til zinkinddækninger. Al murværk blev afrenset for cementholdig puds og korrosionssprængt murværk repareret. I den forbindelse blev det besluttet, at rokokopudsdekorationerne omkring og mellem vinduesfagene ind mod gården ikke skulle genskabes, og derfor er kun de pudsede portaler omkring sidefløjenes døre bevaret. Endelig, i 1998, blev stukloftet i den store sal på første etage repareret efter en svampeskade.

Schackenborg ligger på et lavtliggende og meget langstrakt voldsted, omgivet af grave på alle sider, og med borggården adskilt fra stald- og ladegården af en tværgrav. Bygningsfredningen omfatter hovedbygningen, portbygningen og den gamle stald, men ikke broen over voldgraven. Voldstedet består af to banker, indbyrdes adskilt af en vandfyldt grav, hvorover der er et par dæmninger, omgivet af en fælles vandfyldt ydre voldgrav. Borgbanken måler ca. 110 x 130 m og her ligger den trefløjede hovedbygning med gårdsplads og haveanlæg. På den østre banke ligger en portbygning og en ridestald, samt en række udbygninger. Voldstedet er omfattet af en fredning efter museumsloven.

Schackenborg er en trefløjet hovedbygning med en hovedfløj og to lidt lavere sidefløje. Alle fløje er dog i to etager med en tagetage, og for hovedfløjens vedkommende en fuld kælder, mens sidefløjene har mindre kælderpartier. Hovedbygningen er over en stensokkel opført i grundmur (krydsforbandt) med pudsede og hvidmalede (silikat) mure, og mod taget afsluttet af en kraftigt udkraget, konsolbåren trægesims. Alle fløje har stejle heltage med sortglaserede tegl. Hovedbygningens tag har helvalme i gavlene, mens sidefløjene har stående gavle, afdækket med sandsten og øverst afsluttet af en toptak med et forgyldt årstal 1664. I alle tagflader er symmetrisk anbragte kviste og i rygningen er i alt otte, høje skorstene uden sokkel, men med gesims. I murværket på hovedfløjen ses adskillige store murankre, særligt omkring den søndre gavl. Her er tillige en høj, muret terrasseopbygning med læmure af nyere tegl og trappeløb ned til haven. På denne gavl sidder også den gamle sandstenstavle med familien Schacks våbenskjold i flugt med overkanten af terrassedøren. I tredje fag fra østgavlen på sydfløjen er en tofløjet, nyere havedør med små ruder. På hovedfløjens vestside mod haven er en række lave kældervinduer med tremmer for, samt en enkelt fladbuet nedgang til kælderen, lukket med en tofløjet dør. På nordgavlen af hovedfløjen er i 1933 påbygget en smal tilbygning på to etager. Vinduerne er overvejende firerammede; på hovedfløjen med otte ruder i underrammerne og seks ruder i overrammerne, mens de lavere sidefløje kun har fire ruder i overrammerne. Vinduerne har hvidmalede rammer, kontrasteret af røde karme og poste. Fra gårdspladsen er der tre indgange til slottet. Hovedindgangen er markeret med en muret og pudset midtrisalit, der sandsynligvis omkring 1790 blev udformet som en tempelfront med pilastre i søjleorden: nederst med joniske volutkapitæler, øverst med korintiske kapitæler. Foroven afsluttes tempelfronten af en kraftigt profileret segmentfronton, der er brudt på midten og derved giver plads til og indrammer en sandstenskartouche med et kronet skjold med Schack og Moltkes våben, samt et spejlmonogram, A-J, og årstallet 1995. En tresidet sandstenstrappe, som formentlig er samtidig med midtrisalittens udførelse, fører op til den dobbelte indgangsdør, som er en ældre tofløjet dør med buet overvindue. Døren er brunmalet og har otte ruder øverst og en fylding nederst. Dørene til sidefløjene er symmetrisk anbragt over for hinanden og har hver en ældre, tofløjet fyldingsdør med halvcirkulært overvindue. Dørene er indrammet af elegante, pilasterflankerede portaler fra 1750erne med vasedekorationer og rocailler – alt udført i puds.

I hovedfløjen ligger de repræsentative sale og stuer, mens sydfløjen indeholder en mere privat del med værelser, køkken og badeværelser. Nordfløjen, der fungerer som økonomifløj, indeholder et større køkken i stueetagen og har en række gæsteværelser på første sal. Begge sidefløje har forskudte, lavereliggende etager i forhold til hovedfløjen. Direkte fra hovedindgangen er den centrale, gennemlyste midtersal på tre fag, flankeret på hver side af stuer på to fag og i gavlen af et-fags hjørnestuer. Alle stuerne er forbundet med fløjdøre, anbragt i række, en filade, både mod gården og mod haven, således at der kan skabes et vue gennem hele hovedfløjen. Midtersalen har åbne kaminer i begge ender og har et seksdelt bræddegulv med tofarvet skakternmønster og et indlagt stjerneformet felt i midten. Gulvet er lagt i 1845 og har erstattet et flisegulv. Vægge, kaminer og dørstykker har en sammenhængende dekoration med rammeværk og rocailler, pilastre og opsatser, udført af stukkatør Bartolomeo Tolla i forbindelse med en større modernisering, der fandt sted i 1756-57. Her blev en stor del af snedkerinventaret fornyet, således kom de store, nuværende fløjdøre med tre fyldinger, messinglåsetøj, hængsling samt gerichter til i alle rum på etagen. I flere rum findes bevarede tapetdøre. Det er også fra denne tid, at brystnings- og lysningspaneler samt de indvendige skodder for vinduerne stammer. Loftet er dekoreret med en imponerende, men samtidig legende elegant rokokoornamentik fra Tollas hånd. Det samme gælder skorstenenes udsmykning med kannelerede pilastre, pudsede profilbånd, plantemotiver og rocailler.

Fra midtersalen er der adgang til en stue mod syd, som i ældre tid blev benævnt Taffelstuen, men nu kaldes Parketstuen efter egeparketgulvet i stuen. Denne stue har dørstykker med årstidsmotiver, udført i stuk i Louis Seize-stil af stukkatør Taddei omkring 1790, hvor også det nuværende, pudsede loft med en behersket gesims, kantet med en blomsterranke, erstattede et af de oprindelige, sandsynligvis rigt dekorerede stuklofter fra opførelsen. Her er en rundbuet ovnniche, mens døre, vinduer og skodder, samt panelvægge er som i salen. Herfra er adgang til hjørnestuen i sydgavlen, Sommerstuen. Sommerstuen bestod fra opførelsen af to stuer med rigt dekorerede og i Danmark enestående stuklofter med løvværk, frugter, fugle og to krigerfigurer i midterfelterne. Men i 1730 blev stuerne lagt sammen, uden at lofterne led overlast. I ovnnichen her er en porcelænsovn. Væggene er forsynet med et glat panelværk, hvor puttier, fugle og bladslyng danner en livlig komposition. Baggrunden, pariserblå, blev først opfundet i 1704 og må derfor stamme fra 1730-ombygningen. Disse bemalede paneler blev genfundet og restaureret i første halvdel af 1900-tallet. I væggen mod sydfløjen er der en tapetdør i panelet, hvorfra der er nedgang til sydfløjen. Ud til haven er en havedør med små ruder, som fører ud til en muret altan med trappeløb af granit.

Nord for midtersalen er der mod haven adgang til en stue, som i 1700-årene blev benævnt Vinterspisestuen. Her er et af de betydeligste stuklofter fra den tidlige barok med en dekoration, som næsten bevæger sig fri af loftfladen. Det er opdelt i fire store felter omkring et cirkelrundt midterparti, hvori der er en lang, tynd Fortunaskikkelse og to stejlende heste, afbildet i dramatisk bevægelse. I hjørnefelterne er allegoriske fremstillinger af de dengang kendte verdensdele, Europa, Asien, Afrika og Amerika. Trægulvet er marmoreret som hvide, grå og røde stenfliser. Fra denne stue er yderligere et lille hjørnerum op mod gavlen. Mod gårdpladsen i hovedfløjen er en oprindelig, flisebelagt forbindelsesgang, som dels fører ned til køkkenet i nordfløjens stueetage, og dels hen til et kvadratisk trapperum i nordøsthjørnet. Trappen, som er fra opførelsen og er en af de første af sin art i Danmark – en såkaldt italiensk trappe – går fra kælderen helt op til loftetagen. Trappekonstruktionen er speciel, idet de meget brede egetræstrin og reposer oprindeligt var indstemt mellem murene og en firkantet, muret pille midt i rummet. Dengang som nu, bestod trappen af fire korte løb og fire kvartreposer for hver etage. Midterpillen blev fjernet i 1756 og erstattet af traditionelle vanger med balusterværk og håndliste. Ved samme lejlighed blev undersiden af løbene pudset og dekoreret. Således blev baroktrappen ændret til en rokokotrappe, men ombygningen har bevirket, at trappen med tiden er sunket betydeligt og hælder kraftigt ind mod durchsichten. På midterfløjens førstesal genfindes alle hovedrummenes opdelinger som i stueetagen. Her er den store sal i midten med lys fra begge sider og med kaminer i hver ende, samt et festligt stukloft med rokokoens lette, organisk slyngede former. Salen har bræddegulve fra 1600-tallet med spor i brædderne efter en tidligere opdeling i midten af rummet. Mod syd er en gennemlyst tofagsstue, biblioteket, og op mod gavlen to værelser. Rummene har igen dobbelte fløjdøre arrangeret en filade. Nord for salen er en forbindelsesgang og et værelse inden det store trapperum længst mod nord. Fra trapperummet er der adgang til den lille 1930-tilbygning i nordgavlen. Tilbygningen indeholder badeværelser på hver etage med adgang fra trappens reposer. Sydfløjen – som indeholder dele fra det tidligere Møgeltønderhus – har langs gårdspladsen et gangforløb hen til dørfaget ud til gårdspladsen. Herfra er en trappe, vistnok fra 1877, op til overetagen. Ud mod haven er to stuer, den ene med udgang til haven, og op mod østgavlen er et nyere køkken samt et nyere køkkenalrum i et vinkelformet rum. I de to stuer mod haven er der bevarede snedkerinteriører, vinduespaneler og vægpaneler. I ovnnicherne er der nyere ovne. De fleste fyldingsdøre er fra midten af 1700-tallet, men der er også enkelte oprindelige 1660-døre med bukkehornsbeslag. Gulvene i rummene veksler mellem nyere parketgulve og ældre bræddegulve, men i forstuen er et ældre ølandsflisegulv. På førstesalen er værelser mod haven og en lang gang mod gårdspladsen. Nordfløjen har i stueetagen siden opførelsen haft køkkenet placeret i stueetagen op mod hovedfløjen i et enkelt rum med en stor køkkenskorsten og solide bjælkelofter som i dag, nu dog med moderne inventar og indretning. Af bevarede bygningsdetaljer ses enkelte brystningspaneler og fyldingsdøre, der hovedsageligt er fra slutningen af 1800-tallet. Førstesalen er i 1756 indrettet med en gennemgående gang mod nord og herfra er tre værelser mod gårdspladsen og et værelse i gavlen. I et af værelserne er marmorerede dobbeltdøre med barokke indfatninger samt kasselåse og bukkehornsbeslag. Flere pudslofter har en stor gesims. I gangen er et nyere parketgulv.

Tagetagen over alle tre fløje er i 1756 blevet indrettet med værelser til tjenestefolkene. Herover er spidsloftet. Tagrummene er yderst velbevarede fra perioden med træbeklædninger og inddelinger til kamre. Særligt hovedfløjens tagrum fremstår intakt med fuld træinddækning for skunken, brede gulvplanker, der bugter sig, og mange genanvendte, oprindelige 1660-døre til pigekamrene, der er adskilt af lette bræddeskillevægge. Tagværket over hovedfløjen er oprindeligt, opbygget som et heltag med to sæt hanebånd med et ældre hængeværk over midterfagene, hvor loftet over den store midtersal ikke må have for stor nedbøjning. Hængeværket har dog ikke forhindret, at både bjælkelag og tagkonstruktion er sunket på dette sted. Det nedre hanebånd hviler på en langsgående rem, der er understøttet med store ekstraspær samt skråstivere, Hanebåndene er yderligere fikseret med skråbånd.

Der er kun fuld kælder under hovedfløjen. Kælderen er opdelt med en gang mod gårdspladsen og små rum mod haven i vest. Overalt er grove, enkle overflader, ældre revledøre og enkelte, ældre teglstensgulve eller støbte gulve. I den lange gang mod gårdspladsen findes en lang gennemgående rende. Portbygningen er elleve fag lang med en rundbuet portåbning placeret i midten. Over porten er både en frontkvist mod gaden og en frontkvist mod gårdspladsen. Fra broen, gennem porten og ind på gårdspladsen er en bred pigstensbelagt kørevej. Bygningen er grundmuret over en lav sokkel, berappet og hvidkalket. Murene afsluttes mod taget af en lille retkantet gesims. Taget er et stejlt heltag med røde tegl. Frontkvistenes tagrygge flugter med hovedtaget og i kippen er fire, høje skorstene med sokkel og gesims. I østre tagflade mod gårdspladsen er to tagvinduer. Selve portbuen er et halvcirkulært buestik på halvanden sten, men portgennemkørslen har fladt loft. Der er ingen portfløje ud mod vejen og ingen gamle stabeljern i murværket. En ny gitterlåge af stål med spejlmonogrammet M-J mod gårdsiden er hængslet i selve portbuen. I facaden mod gårdpladsen er der to rundbuede dørhuller, det østre – som ser meget gammelt ud – med retkantet dobbeltfals. I vestenden er en gammel, glat revledør, som sidder med anslag indvendigt mod muren. I østenden er en nyere revledør isat. Vinduerne er firerammede med seks ruder i underste ramme, og fire ruder i øverste ramme. I frontkvisten er der både mod gadesiden og gårdsiden tre vinduer, der er torammede med otte ruder i hver ramme. Vinduerne, som må dateres til 1700-tallet, har hvide rammer og rødmalede karme og poste. Mod vejen har vinduerne stabler til skodder og på et fotografi fra 1870, før restaureringen i 1878, ses det, at der er hvidmalede skodder for alle vinduerne mod gaden. Den vestlige del af portbygningen er i det indre indrettet med kontorer samt et nyere tekøkken og toilet. Gulvene er af brede planker og lofterne er med gamle brædder, og der er kraftigt, synligt loftbjælkelag af fuldtømmer. Loftsbjælkerne har fået skiftet bjælkeenderne, og ind mod gårdspladsen er de forsynet med lasker. Væggene står pudsede og hvidmalede. Vinduerne har træoverliggere og rundposte med tilhørende anverfere, stormkroge – adskillige rammer har gamle rudeglas. For alle vinduerne er forsatsrammer. I enkelte rum ses lodrette bræddepaneler i brystningshøjde. Mellem rummene er bevaret fyldingsdøre, både med én fylding og med den særlige møgeltønderske type, hvor der indgår mange fyldinger med en vandre, smal fylding i midten. Dørene, som må dateres til 1700-tallet, har samtidige svungne gerichter samt greb og låse. I det nordvestlige hjørne er to rum med revledøre, grovpudsede vægge og støbte gulve. Loftet over denne del af bygningen er uudnyttet med nyt, fast undertag og heroppe er et stort nyt I-jernprofil, som stueetagens bjælkelag er spændt op i.Den østlige del af portbygningen er indrettet til en bolig. Stueetagen har mod gårdspladsen en forstue med trappe til tagetagen, et værelse og et køkken, samt mod voldgraven stuer, en suite. Midt i boligen er en skorsten, som i den ene stue er tilsluttet en brændeovn. I stuerne er nyere, traditionelle bræddegulve og pudsede lofter. I østgavlen ses en ældre, tofløjet havedør med inderdør. Omkring vinduerne er skrå indfatninger. Der er tillige ældre vinduesplader og herunder lodrette bræddepaneler. I forstuen og køkkenet er synlige loftbjælker med ældre loftbrædder. Køkkenet har en ny køkkenindretning og et parketgulv som i forstuen. I flere rum er bevaret ældre fyldingsdøre. Førstesalen er indrettet med værelser og et badeværelse. Her er nyere bræddegulve og gipslofter med synlige loftbjælker, men også ældre døre, herunder flere revledøre. Den gamle stald er i dag ikke i funktion som stald, men fungerer i stedet som uopvarmet lagerbygning. Bygningen, der er opført som herskabsstald i 1785, er syv fag lang i én etage og har et ubrudt, stråtækt, vandret afskåret heltag med tørvemønning. Langs facaden opfanges tagdryppet af en traditionel pigstensbelægning. Mod gårdspladsen er tre murede frontkviste med stråtag, to mindre og én stor midterkvist, som har rygning i højde med heltaget. Bygningen er grundmuret uden sokkel og står berappet og hvidkalket. Der sidder ældre murankre til alle bjælker i murværket samt ekstra murankre i kvistene. I midten af facaden er et rundbuet helstensstik over portåbningen, hvori der sidder en tofløjet revledør, som har anslag på indersiden af muren. I gavlen mod øst er også en nyere, tofløjet revleport. I kvistene er der rødmalede stakkeluger; den midterste er tofløjet. De er hængslet med gamle fladjern og stabler, men er i øvrigt ikke særligt gamle. Vinduerne på facade og i gavle. Den nordre side af stalden er uden vinduer – er firerammede med henholdsvis otte ruder og fire ruder i henholdsvis under- og overrammer. I overgavlen er torammede vinduer med otte ruder. Rammerne står hvidmalede, mens karme og poste er rødmalede. Vinduernes alder kan ud fra en stilistisk bedømmelse næppe være ældre end fra 1800-årenes sidste halvdel, eller endda måske nyere.

I det indre fremstår det store rum åbent, men i vestenden afdelt af en enkelt, helt ny, pudset v g. Bygningens gulv har en velbevaret pigstensbelægning, som midt på brydes af en række brede planker, der sandsynligvis har været brugt som køreskinne. Murene står pudsede – vistnok også delvis med cement – og tagrummet er åbent. Tagkonstruktionen er en nyere fyrretræskonstruktion med et enkelt hanebånd, nyere lægter og med stråtaget syet på. I en del af staldbygningen er bevaret en ældre herskabsstald med spiltovsbåse, adskilt af brunmalede træsøjler med korintiske kapitæler. Båsene har høhæk og krybbe (trug). Båsenes indretning kan være fra opførelsen i 1785.

Schackenborgs miljømæssige værdi knytter sig til den monumentale helhed af hovedbygning, portbygning og herskabsstald, beliggende på den lave borgbanke, omgivet af den ydre voldgrav. Schackenborgs midterakse opleves som point de vue fra vejen ind mod Møgeltønder by. Det samlede slotsanlæg sætter således en grandios ramme for ankomsten til Møgeltønder. Broen over til Schackenborg og portbygningen samt den omgivende voldgrav og parken syd for slotsbanken, markerer indkørslen til Møgeltønders Slotsgade med lindealléen. Herved understøtter anlægget på fornem vis den bymæssige bebyggelse og udgør således en væsentlig del af det enestående landsby-kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Schackenborg knytter sig til dets beliggenhed på den gamle slotsbanke, hvor Møgeltønderhus har ligget siden 1200-tallet. Hovedfløjens sammenbygning med henholdsvis syd- og nordfløjen vidner om, at Schackenborg er et tidligt barokanlæg fra perioden omkring enevældens indførelse. På den tid etablerede man stadig voldgrave rundt om nyanlæg, skønt der var tale om anlæg uden antydning af forsvarskarakter. På dette sted fandtes dog voldgrave og borgbanke allerede ved opførelsen, men selve bygningerne er uden forsvarstekniske detaljer. Sydfløjens og nordfløjens placering afspejler, at de begge er opført i tiden, hvor de dominerende idealer var en planmæssig stringens omkring en akse, som spænder fra avlsgården over hovedbygningen og gennem parken. På dette sted måtte parken dog ligge i tværaksen af naturgivne årsager. Hovedfløjens gennemlyste sale ligger som midtpunkt i denne øst-vestgående akse, mens det lave voldsted, der tidligere havde forsvarsmæssig funktion, i tidens ånd dels markerer afstanden mellem herskab og tjenestefolk og dels knytter arkitektur, gård og park sammen i en helhed. Samtidig danner de tre fløje en cour dhonneur, et mere privat område.

Arkitekturhistorisk står anlægget som repræsentant for den tidlige danske barok, der direkte var inspireret af den borgerlige, hollandske stilretning. Dette ses i de enkle murflader, der nu står pudsede, men oprindeligt var kalket røde direkte på murstenene, samt i den stringente, symmetriske opbygning og den vertikale stræben, som især de stejle, valmede tage og de høje skorstenspiber understreger. Kulturhistorisk hænger denne stil direkte sammen med det storborgerskab, der blev favoriseret af den enevældige konge, og som havde brug for at manifestere denne stands økonomiske magt og politiske handlekraft.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at hovedfløjens stueetage har bevaret den ældre planløsning med sale, kabinetter og stuer i gavlene med døre en filade. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de gamle kældre, i hovedfløjen med den gennemgående korridorgang mod gårdspladsen og rum mod haven. Nordfløjens bevarede køkkenskorsten, de synlige bjælkelag og enkle, prunkløse indretning vidner om tyendets tidligere mangeartede praktiske opgaver og arbejdsforhold. Den bevarede tagkonstruktion og indretningen oppe på loftet fortæller om tidligere tiders indkvarteringsforhold med små værelser til tjenestefolkene. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange bevarede bygningsdele og detaljer, herunder hovedtrappen med fire løb, brystnings- og lysningspaneler, en– og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter, greb, bukkehornsbeslag og bemalinger på vægge, paneler og gulve, den overdådige stukkatur, samt ovnnicher med etagevindovne.

Arkitektonisk fremtræder Schackenborgs hovedbygning som en trefløjet, symmetrisk bygning, hvor de begrænsede dekorationer, den homogene materialeanvendelse og fløjenes proportionering giver den et magtfuldt og herskabeligt udtryk. Fløjenes sluttede form understreges af de ensartede, hvidpudsede mure med det store tagudhæng, der bæres af tætsiddende, volutsvungne trækonsoller, de stejle tage og sandstensudsmykningen. Den taktfaste vinduessætning giver facaderne et vertikalt udtryk, der understreges af de høje, stejle tagflader og skorstenspiberne øverst. Dekorationerne er begrænset til de iøjnefaldende toptakker på sidefløjenes gavle, som kontrasteres af de stramt komponerede, men alligevel livlige rokokodekorationer omkring sidefløjenes døre. Det formmæssigt kraftigste element er dog midtrisalitten; hovedportalen, der samler opmærksomheden om hovedfløjens midte, og bliver brændpunkt i den lange hovedakse. Den afmålte, enkle udsmykning er rolig, regelret og særdeles virkningsfuld. Typen med de modsvarende trefløjsanlæg (triklinier) blev mønster for de følgende 150 års herregårdsbyggeri, og må derfor føjes til Schakenborgs mange arkitektoniske værdier.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til hovedfløjens lyse, højloftede, en suite, beliggende sale og stuer. De gennemlyste sale signalerer med de dobbelte fløjdøre, brystnings- og lysningspaneler, kaminer og buede ovnnicher samt loftstukkatur en lys, herskabelig elegance. Hertil kommer fireløbshovedtrappen med de karakteristiske, barokke balustre, som giver trappen et markant udtryk, der fint kontrasterer fløjenes øvrige detaljemættede fremtræden. Endelig kommer tagetagen med den oprindelige tagkonstruktion og gamle indretning, hvor anvendelsen af træ i alle former, som bjælker, stolper, brædder, planker og dørblade giver en særlige homogenitet, samt kælderen, der fremtræder robust med ølandsflisegulve, pigstensgulve, rustikke, kalkede vægge, kalkede bjælkelag, loftsbrædder og revledøre.

I sydfløjen knytter den arkitektoniske værdi sig til den ældre rumindretning med ovnnicher, gulve, paneler, vinduer, døre og loftgesimser, samt forstuen med ølandsfliser. I nordfløjen er der ligeledes arkitektonisk værdi ved den ældre rumindretning, hvor det store, lyse køkken med de synlige loftsbjælker, samt førstesalens ældre rumindretning og rumudstyr med gulve, døre, vinduer, paneler og pudsede lofter er af stor arkitektonisk værdi. Staldbygningens arkitektoniske værdi ligger i den sluttede og klare bygningsform og med den tydelige portåbning i midten. Bygningens traditionelle materialer og udformning og i det indre, dens homogenitet i rumudstyret, særligt i den vestlige del af bygningen, er tilsammen en af stor arkitektonisk værdi. Den arkitektoniske værdi i staldbygningen ligger i dens facade, som spiller sammen med og afslutter nord-sydaksen, der går fra portbygningens midte. Facaden moduleres af stakkelugerne og hertil kommer staldens traditionelle formsprog og materialer, som er af arkitektonisk værdi.

Læs videre om

• Havnebyvej 196, Rømø
• Vestergade 14, Tønder
• Vråbyvej 24, Rømø

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen