Skindergade 13, København

Frimands Kvarter ligger mellem Skindergade, Købmagergade og Strøget. Det var et af de kvarterer, der næsten udbrændte i 1728, men som kun led ringe skade ved de senere brande. Det er samtidig et område, hvor den moderne by ikke er trængt så voldsomt ind. Derfor er der mange bevarede bindingsværkhuse i Frimands Kvarter. Det gik langsomt med genopførelsen af de omkring 1.700. nedbrændte bygninger efter 1728. I årene efter branden var krav om grundmurede huse og forbud mod bindingsværk. Fra 1729 åbnede man dog op for at side- og baghuse kunne opføres i bindingsværk. I 1731 blev forbuddet mod bindingsværk i forhuse ophævet, hvilket afstedkom opførelsen af 441 ejendomme i bindingsværk heriblandt Skindergade 13. Arkitekt MAA Ph.d. Jens Hvass nævner i sin bygningshistoriske undersøgelse: Af opgørelsen fra 27. januar 1730 er Skindergade 13 endnu ikke bebygget. Efter branden kneb det med at få genopført bygninger, så allerede i 1729 giver man dispensation til at bruge rent bindingsværk ved baghuse, og i årene 1731-37 bliver der givet dispensation til at bygge med bindingsværk også mod gaden. Skindergade 13 er opført i bindingsværk både til gården og til gaden, så opførelsesperioden må ligge i perioden 1731-34. Skindergade er opkaldt efter skinderne, som havde deres boder og værksteder her. Frem til 1536 blev Skindergade dog kaldt Gråbrødrestræde. Tilsvarende blev Niels Hemmingsens Gades midterste del frem til 1843 kaldt Tugthusporten og dernæst frem til 1881 Lille Helliggeiststræde, mens stykket nærmest Strøget før 1881 hed Lille Helliggeiststræde. Stykket ud for Skindergade 13 blev længe kaldt Trompetergangen. Før branden i 1728 var den nordlige del af Niels Hemmingsens Gade en gyde fra Gråbrødretorv, som ikke var ført igennem til Skindergade. I dag har hjørneejendommen adressen Skindergade 13, men langt op i det 20. århundrede blev sidehuset benævnt under adressen Niels Hemmingsens Gade 25. Skindergade 13 blev genopført af malermester Lorentz Pettersen Wivild efter at være brændt ned i Købehavns brand i 1728. Ejendommen er opført mellem 1730-34 på en hjørnegrund, på en matrikel der før Københavns brand i 1728 var væsentlig mindre end den nuværende. Genopførelsen af ejendommen blev påbegyndt omkring 1731, hvor bindingsværk blev tilladt i gadefacaden. Bygningen stod færdig i 1734. Ejendommen blev opført fuldstændigt i bindingsværk, dog er der spor i soklen, som peger på, at der er påbegyndt et fuldmuret hus med ti fag mod Niels Hemmingsens Gade. Omkring 1814 blev facaden pudset, og mod Niels Hemmingsens Gade var en gavlkvist, som blev nedtaget i 1866. Denne blev reetableret i 1978. Den nuværende gavlkvist er en rekonstruktion af den oprindelige kvist. Bygningen har gennem tiden undergået en række bygningsændringer, men ejendommens samlede bygningsvolumen fremstår i dag som ved opførelsen i 1734.Der har været beboelse under taget siden 1800-tallet ifølge folketællinger. Ejendommen blev restaureret og moderniseret i årene 1978-80, hvor facadepudsen blev fjernet og gavlkvisten blev reetableret. Der blev etableret badeværelser og moderne køkkener, og spisekamre blev nedlagt, og de gamle køkkenildsteder ved skorstenen blev bevaret som nicher i badeværelserne. De mange små tagrum blev slået sammen til én lejlighed, mens kælderen under forhuset blev inddraget i stueetagens lejlighed. Således fremstår lejlighedsstrukturerne i dag. Ejendommen er senest gennemgribende restaureret i 2014-2015, hvor en stor del af bindingsværket blev udskiftet, og den traditionelle materiale- og farveholdning blev genskabt.

Skindergade 13 er beliggende i Københavns middelalderlige bydel i Frimands Kvarter og er en hjørneejendom mellem Niels Hemmingsens Gade og Skindergade. Den fredede ejendom omfatter hjørnehuset, et forhus med svale og et sidehus, som er sammenbygget med naboejendommene. Sammen omgiver bygningerne et smalt gårdrum. Skindergade 13 er ni fag mod Niels Hemmingsens Gade og seks fag mod Skindergade og er opført i tre etager i bindingsværk over en høj kælder. Taget er et stejlt heltag behængt med røde tegl, og i rygningen er skorstenspiber. Mod Skindergade ses to nyere taskekviste, og mod Niels Hemmingsens Gade ses en stor gavlkvist. Mod taget afsluttes bindingsværket af en profileret gesims, der gentages i den høje gavlkvist. Farveholdningen er et oxydrødt, opstreget bindingsværk med rødkalkede tavl og hvide gesimser. Gårdsiden har opstreget bindingsværk i brændt umbra med kalkede tavl i jernvitriol. Soklen er pudset med let fremspring. På gårdsiden er en svale. Hovedindgangen er placeret i det yderste fag mod Skindergade med en nyere fyldingsdør med pyramidebosser, overvindue og en foranliggende trappe. I facaderne ses desuden en nyere, skråtstillet nedgangslem til kælderen samt en nyere revledør til sidehusets kælder. Mod gården fører en nyere revledør til den gennemgående forstuegang. I svalegangen ses en nyere fyldingsdør på første sal og en ældre revledør med hængsler og beslag på anden sal. Fra gårdsiden giver en nyere pladedør adgang til kælderen under forhuset. En ældre dør med ovalt vindue leder til kælderen under sidehuset. Facadedørene er alle rødmalede, mens de mod gården er brunmalede. Facadens vinduer er dels ældre vinduer antageligt fra 1800-tallet med slanke støbejernsprofiler, dels nyere traditionelt udførte firerammede vinduer med todelte underrammer. Kældervinduerne er nyere torammede vinduer med todelte koblede rammer. Mod Niels Hemmingsens Gade har kældervinduerne skodder. Gårdsidens vinduer er dels to- og trerammede med fire- og seksdelte rammer, dels høje, firerammede vinduer med todelte over- og underrammer. Endvidere er der et enkelt etrammet vindue. Flere af vinduerne mod gården har ældre sprosser. Facadevinduerne er hvidmalede, mens kældervinduerne er rødmalede, og mod gården er vinduerne i brændt umbra. Fem af ejendommens seks lejligheder anvendes til bolig, mens lejligheden på første sal anvendes til erhverv. Karakteristisk for lejlighederne i stueetagen og på første og anden sal er, at der er bevaret dele af en oprindelig plandisposition med gadevendte stuer og sekundære rum placeret mod gården. Herudover er der spor efter bygningens køkkenildsteder. Dog ses ændringer i forbindelse med den gennemgribende modernisering fra 1978-80, hvor der blev etableret køkkener og en gennemgående badeværelsekerne omkring det oprindelige køkkenildsted, ligesom tagetagen blev indrettet til bolig. Fra hovedindgangen mod Skindergade er en gennemgående forstuegang med en hovedtrappe med forbindelse til baggården. Trappen udgøres af en ældre kvartsvingstrappe udført i træ med indstemte trin i vangerne, drejede balustre og en enkel håndliste samt rundede mæglere. Trappeløbene har kvartsving i begge ender, og det øverste løb er en halvsvingstrappe. Trappen forbinder alle ejendommens lejligheder samt svalegangen på første og anden sal. Fra svalen er der på første og anden sal adgang til to lejligheder indrettet i sidehuset mod Niels Hemmingsens Gade. Sidehusets lejligheder er på både første og anden sal indrettet med et lille forrum med en køkkenniche på den ene side og et baderum på den anden side. Hertil kommer en stue med vinduer både til gade og gård. Forhusets stueetage er indrettet med en stor hjørnevendt stue med en gennembrudt skillevæg, et gadevendt værelse mod Niels Hemmingsens Gade samt et gårdvendt værelse og badeværelse. Stueetagens lejlighed er sammenbygget med kælderen. Kælderen under forhuset er indrettet med et stort, åbent nyere køkken, hvor det oprindelige ildsted med ildkappe er anvendt til køkkenplads. Den øvrige del af kælderen under sidehuset er adskilt fra forhusets kælder. I kælderen ses ældre munkesten, antageligt genbrugssten fra Skt. Katharina Klosteret. Forhusets første sal er indrettet med direkte adgang fra trapperummet til en gadevendt stue over fire fag samt et gadevendt værelse over to fag, et gårdvendt køkken, hvorfra der er adgang til et badeværelse, der er indrettet omkring det oprindelige ildsted. Forhusets anden sal har en forstue orienteret mod gården og svalegangen, et badeværelse omkring det oprindelige ildsted, to gadevendte stuer over tre fag samt et gadevendt køkken over to fag. Tagetagen er udnyttet til bolig med en forstue, en stor hjørnevendt stue med en nyere kamin, et køkken og en hems med en nyere trappe. Mod gården er et nyere badeværelse samt et mindre værelse. Tagetagen har loft til kip og synlige hanebånd. Bygningens indre er overvejende karakteriseret ved traditionelle overflader og materialer, herunder nyere bræddegulve, pudsede vægge og bindingsværksskillevægge. Der er ældre bygningsdele og -detaljer, herunder stueetagens stukkatur (som antageligt er fra 1800-tallet), fyldingsdøre med kraftige gerichter og hængsler. Tillige er der spor efter oprindelige køkkenildsteder og skorstenskerner.

Skindergade 13 er med sin placering på hjørnet af Skindergade og Niels Hemmingsens Gade af stor miljømæssig værdi med sit markante bindingsværk og sin taktfaste vinduessætning. Mod gården danner de tre ejendomme Niels Hemmingsens Gade 23, Skindergade 13 og Skindergade 15, som alle blev opført efter branden i 1728, et for København unikt gårdmiljø med mødet mellem det smalle trappehus, svalegangen og det udkragende stokværk, som har en særlig karakter og er af stor miljømæssig værdi.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hjørneejendommen som et velbevaret eksempel på et ildebrandshus opført i bindingsværk efter Københavns store brand i 1728 umiddelbart efter ophævelsen af forbuddet mod bindingsværk. Karakteristisk for ildebrandshusene var de høje og smalle firefagshuse med gavlkvist med kraftige, profilerede gesimser. Farveholdningen var dybe, røde facader med hvide gesimser som kontrast.Gavlkvisthuset blev anbefalet af bygningskommissionen, og det var også den bygningstype, der gik igen i landsbygmesteren Johan Cornelius Kriegers mønsterbog, der udkom i 1729. Gårdens svale er af stor kulturhistorisk værdi og er blandt få velbevarede svaler i København. Hertil kommer de attrapvinduer, som har været opmalet på de vinduesløse tavl mod Niels Hemmingsens Gade, og som er bevaret under det nuværende pudslag. At dømme efter malingslagene stammer de fra parykmager Barthold, som overtog ejendommen i 1765. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner med en gennemgående ældre forstuegang med trappe i det yderste fag, alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer. Bygningsdele- og detaljer inkluderer de panelerede rum i forhuset og sidehuset, stukkatur, vinduer, døre med kraftige fyldinger og bukkehornsbeslag, som alle er karakteristisk for bygningens opførelse i 1730'erne, og som fortæller om datidens boligstruktur, den håndværksmæssige kunnen og om tidens stilidealer.

Den arkitektoniske værdi ved Skindergade 13 knytter sig til den høje, enkle bindingsværksejendom opført i tre etager med den markante gavlkvist mod Niels Hemmingsens Gade. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der sammen med bindingsværkets rytme giver facaden et markant udtryk i gaden. Den traditionelle materialeholdning med kalkede tavl og linoliemalet bindingsværk er af stor arkitektonisk værdi, da det tilfører en særlig stoflighed, der skaber et levende spil i facaden, som optræder med rige variationer under påvirkning af dagens og årstiders lysforhold. Mod gårdsiden er det smalle gårdrum med svale og bindingsværksgavle, der møder hinanden, af stor arkitektonisk og rumlig værdi. Det rumlige møde mellem gavle skaber et spændingsfuldt mellemrum og en unik stemningsfuld karakter, som er enestående for København. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de gadevendte stuer og trapperummet, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer forlener rummene med diskret elegance i en ydmyg bolig.

Læs videre om

• Holmens Kanal 14, København
• Pilestræde 37, København
• Wildersgade 15, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen