Skindergade 38 og Dyrkøb 5, København

Byen, som slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, og i 1633 ændrede man rodemålene til en egentlig kvartersinddeling, hvor kvartererne fik følgende navne: Øster Kvarter, Strand Kvarter, Snarens Kvarter, Vester Kvarter, Nørre Kvarter, Købmager Kvarter, Klædebo Kvarter og Frimands Kvarter. Klædebo Kvarter afgrænses af Nørregade, Nørre Voldgade, Tornebuskegade, Skt. Gertruds Stræde, Købmagergade og Skindergade. Navnet Klædebo refererer til klædehandlernes boder i middelalderen og senere. Boderne var beliggende omtrent på den del af Skindergade, der går fra Fiolstræde til Nørregade. I 1659 var Klædebo Kvarter Københavns tættest befolkede. København blev hårdt ramt under bybrandene i 1685, 1728 og 1795. Navnlig branden i 1795 har sat sit præg på den indre by, hvor bl.a. Skindergades vestlige del nedbrændte delvist. Intensionerne for det nye byggeri efter branden var, at gaderne skulle gøres bredere, og at der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle nu bygges i grundmur. Karakteristisk for hele kvarteret er facadernes ensartede udtryk i en enkel, klar klassicisme og for hjørnehusene den typiske skrå afskæring, som gav bedre plads til brandvognene. Kun i krumningen af flere af kvarterets gader kan det middelalderlige Københavns gadenet stadig aflæses. Også i 1807 brændte dele af København ved englændernes bombardement. Den 16. august 1807 gik englænderne i land ved Vedbæk. Under bombardementet i København sigtede de efter Vor Frue Kirkes tårn, og om morgenen den 5. september ramte en raket, og tårnet brød i flammer og styrtede ned, så hele kirken blev ødelagt. Det udviklede sig til en såkaldt fladebrand med ildstorm, der betød, at branden hurtigt spredte sig i det omkringliggende kvarter. Latinerkvarteret og gaderne inden for Nørreport blev hårdest ramt under Københavns bombardement, som ødelagde i alt 305 beboelseshuse og anrettede større eller mindre skader på et stort antal andre ejendomme. Skindergade, der i gamle dage var skindhandlernes, garvernes og bundtmagernes forretningsgade, fik sit nuværende navn efter reformationen i 1536. Tidligere hed gaden Gråbrødrestræde, bortset fra det stykke, som ligger mellem Skoubogade og Gammeltorv, der hed Klædeboderne indtil 1879. Dyrkøb har navn efter en vinhandlergård på stedet. Den er tidligst omtalt i 1622 og var senere i 1600-tallet ejet af købmand og skibsreder Abraham Lehn. Forhuset til Skindergade 38 er opført i 1822 for hofskorstensfejer J.S. Starrinsky. Stueetagen var oprindeligt kvaderpudset, ligesom der over de dengang to kældernedgange var konsolbårne skure. Den nuværende facadeudsmykning i stueetagen stammer antageligt fra 1900-tallet. Forhuset til Dyrkøb 5 er opført 1812-13 ligeledes for J.S. Starrinsky som to huse på hhv. otte fag, kælder og tre etager og to fag og fire etager.

Ejendommen består af et forhus på ni fag mod Skindergade og et forhus på ti fag mod Dyrkøb. Begge forhuse er grundmurede og har tre etager over kælder samt heltage hængt med røde vingetegl. Forhusene er bygget sammen med to sidehuse, der ikke er fredede. Sammen omkranser de et brolagt gårdrum. Ejendommen anvendes til erhverv og butik. Forhuset mod Skindergade har en taktfast facade, der er symmetrisk opbygget omkring den centrerede adgangsdør. Facaden står pudset og malet over en pudset sokkel. Kælder- og stueetage, hvor der er butik, er markeret i form af en kordongesims over stueetagens vinduer og en grå facadefarve mod overfacaden, der er i tonet hvid. Vinduespartierne i kælder- og stueetage er sammenhængende mellem etagerne og afsluttes af fladbuede åbninger og indfatninger. Imellem vinduerne er pudsede pilastre med kapitæler. Vinduespartierne består af mørkmalede butiksvinduer af jern med slanke sprosser. Indgangspartiet er rundbuet og har døre og vinduer af teaktræ. Over den tofløjede glasdør er en enkelt dekoreret overligger og et overvindue med slanke sprosser. På første sal har hvert andet vindue indfatning og konsolbåret fordakning. Vinduerne er hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer. Facaden afsluttes af en hovedgesims med sparrenkopper. I tagfladen er der mod gaden fire fladbuede kviste og mod gården tre pultkviste. Gårdsiden har syv synlige fag og et smigfag i overgangen til det østlige sidehus. Gårdsiden har en jævn vinduessætning og står pudset og malet hvid med en profileret hovedgesims i samme farve. I stueetagen er to nyere døre. Vinduerne er mørkmalede korspostvinduer, de fleste har todelte underrammer. Forhuset mod Skindergade er indvendigt traditionelt disponeret med en planløsning med stuer mod gaden og i smigfagsrummet og kamre samt funktionsbetingede rum mod gården. Dog er kælder- og stueetage, der står i intern forbindelse med en ny trappe, ændret til store åbne rum. Bag indgangspartiet er en hall med en bred trappe belagt med natursten og med balusterværk med slanke jernbalustre og lakeret håndliste af træ. Trappen fører en halv etage op til stueniveau, hvorfra der er adgang til hovedtrapperummet, der ligger mod gården og forbinder alle etager. Hovedtrappen er en treløbstrappe med oval durchsicht, glatte indervanger, slanke jernbalustre, lakeret håndliste af træ og vangesnirkel. Trin, hvoraf nogle er afrundede, er belagt med linoleum. Begge trapper stammer lige som indgangspartiet fra første halvdel af 1900-tallet. Fra hovedreposerne er der adgang til etagerne via tofløjede fyldingsdøre enten midt for eller til siden; nogle døre er blændede. På første og anden sal har rummene generelt enkel udsmykning i form af pille-, lysnings- og brystningspaneler, profilerede gerichter og fyldingsdøre, nogle med indstukne hængsler. Nogle vinduer er traditionelle korspostvinduer, mens andre er ældre vinduer med udvendig karm, hvor rammerne åbner indad. I de fleste rum er etableret nyere nedhængte lofter. Gulve har overvejende belægning af parket eller linoleum. Stueetagens butiksrum har mod Skindergade panelklædte vægge og ældre jernvinduer med slanke sprosser. Bag indgangspartiets overvindue er en gang, der er lukket af mod hallen af et nyere vægparti med glasbyggesten. Herudover står butikken, der omfatter både kælder- og stueetage, med ny indretning og nye overflader, bl.a. glittede betongulve og en moderne trappe. Tagetagen er uudnyttet og anvendes til depot. Forhuset mod Dyrkøb har en pudset facade, der er malet lys gul og i kælderetagen lys brun. Facaden har en taktfast vinduessætning med lidt bredere piller omkring den rundbuede portåbning. Porten er en tofløjet fyldingsport med overligger og overvindue og afvisersten af granit. Vinduerne er i hovedetagerne korspostvinduer hovedsageligt med todelte underrammer. Vest for porten sidder to runde vinduer mellem stueetagen og første sal, og kældervinduerne er torammede og torudede. Facaden afsluttes af en profileret hovedgesims. Mod gaden sidder fire heltagskviste, de to vestlige med torammede, torudede vinduer, de to mod øst med revleluger med ruder i. Vinduer, portfløje og revleluger er brunmalede. Mod gården har forhuset fem synlige fag og en jævn vinduessætning med lidt bredere piller omkring portåbningen. Gårdsiden står pudset og malet hvid med mørkmalede korspostvinduer, nogle med todelte underrammer. I det vestligste fag er en retkantet portåbning. Mod taget er en enkel hvidmalet hovedgesims, og i tagfladen sidder to teglhængte pultkviste med torammede, torudede vinduer. Forhuset mod Dyrkøb er indvendigt traditionelt disponeret med en portgennemkørsel, hvorfra der er adgang til hovedtrapperummet, der ligger mod gården. Trappen forbinder alle etager, der har en planløsning med stuer mod gaden og mindre og funktionsbetingede rum mod gården. Hovedtrappen er en fireløbstrappe med jernbalustre, lakeret håndliste af træ og vangesnirkel. Trin, hvoraf nogle er afrundede, er belagt med linoleum. På første og anden sal har rummene generelt enkel udsmykning i form af pille-, lysnings- og brystningspaneler, profilerede gerichter og fyldingsdøre. I de fleste rum er etableret nyere nedhængte lofter. Gulve er overvejende nyere parketgulve. Butikken fra Skindergade fortsætter via det østlige sidehus til forhuset mod Dyrkøb, hvor der er mindre lokaler og i kælderen depotrum. Tagetagen er uudnyttet og anvendes til depot.

Den miljømæssige værdi for den samlede ejendom knytter sig til den traditionelle tætte bebyggelsesstruktur med forhuse og sidehuse, der omkranser et brolagt gårdrum. Den miljømæssige værdi for Skindergade 38 knytter sig til beliggenheden i den smalle gade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der er karakteriseret af butikker i kælder- og stueetager. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og enkle facadeproportionering skaber en samlet helhed og en tæt gadestruktur. Den miljømæssige værdi for Dyrkøb 5 knytter sig til beliggenheden i husrækken, der danner en harmonisk facaderække med historiske bygninger over for Vor Frue Kirke og trærækken foran kirken.

Den kulturhistoriske værdi for både Skindergade 38 og Dyrkøb 5 knytter sig i det ydre til ejendommene som eksempler på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brande i 1795 og 1807. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed København. De klassiske træk kommer især til udtryk i Skindergade 8, der har markeret underfacade og er dekoreret med kordongesims og hovedgesims med sparrenkopmotiv. Den nuværende underfacade med store butiksvinduer af jern, fladbuer, pilastre og indgangsparti stammer sandsynligvis fra forskellige perioder i 1900-tallet. Dyrkøb 5 har en meget enkel facade, hvor de kulturhistoriske værdier især knytter sig til den traditionelle taktfaste vinduessætning og korspostvinduerne, porten med fyldingsportfløje, de to runde vinduer og de ældre kviste med vinduer og revleskodder. Der er endvidere kulturhistorisk værdi i forskellen mellem de præsentable gadefacader, især mod Skindergade, og de prunkløse gårdsider. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til planløsningen i begge forhuses hovedetager, der trods ændringer stadig er aflæselig, med hovedtrapper i trapperummet mod gården, de største rum mod gaden og de mindre og mere funktionsbetingede rum mod gården. De ældre bygningsdele og -detaljer, der primært omfatter paneler, enkelte døre og vinduer, har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og høje håndværksmæssige kunnen. Af værdi er også Skindergade 38s indgangsparti og hallens trappe samt hovedtrappen med alle detaljer. De har kulturhistorisk værdi, idet de med deres senere etablering sandsynligvis i første halvdel af 1900-tallet vidner om bygningens udviklingshistorie, der er fortsat med tilføjelser af tilsvarende høj kvalitet som den oprindelige materialeholdning og udførelse.

Den arkitektoniske værdi for begge forhuse knytter sig til deres enkle bygningskroppe med den traditionelle taktfaste vinduessætning med korspostvinduer, der giver facaderne et roligt og værdigt udtryk. For Skindergade 38 knytter den arkitektoniske værdi sig til den udsmykkede facade, hvor underetagen med dør- og vinduespartiernes buemotiv, den mørkere farve og kordongesimsen dels har en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, fordi den skaber en base for den lettere overfacade med de enkle klassiske dekorationer i form af enkelte vinduers indfatninger og konsolbårne fordakninger og hovedgesimsen med sparrenkopmotiv. På bagsiderne knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes enkle og uprætentiøse facader med hovedgesimserne som eneste dekorative element og den faste fagdeling og vinduessætning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til hallen og trapperummet i Skindergade 38 med trapper og alle detaljer. Trapperne er sandsynligvis opført i første halvdel af 1900-tallet og er således ikke oprindelige, men de er udført i høj kvalitet både arkitektonisk og materialemæssigt.

Læs videre om

• Bredgade 51, København
• Nordre Pavillon ved Kunstindustrimuseet (Amaliegade), København
• Vandkunsten 13, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen