Skindergade 6, København

Skindergade 6 ligger på Skindergade 6 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Skindergade ligger i Klædebo Kvarter. Gadens vestligste strækning, fra Fiolstræde til Gammeltorv, blev indtil 1879 kaldt Klædeboderne, hvorefter gadens nuværende navn kom til at gælde for hele strækningen. Navnet Skindergade opstod efter reformationen og henviser til de mange skindere (garvere og buntmagere), som havde værksteder og boder i gaden. Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bevarede bygninger fra den tid. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse og 5 kirker brændte. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede den over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Skindergade 6 blev opført i 1730-34 for skrædder Johan Krøyer. Portgennemkørslen er muligvis lidt senere. Da englænderne bombede København i 1807 blev forhuset beskadiget, og under istandsættelsen fik facaden en muret kordongesims. Omkring 1870 blev facaden pudset. Facaden har fået sit nuværende udseende efter 1914. Sidehuset blev opført mellem 1754 og 67 for orgelbygger Moritz Georg Moshack. I begyndelsen af 1800-tallet blev kælder og stueetage delvist omsat i grundmur.

Beskrivelse

Skindergade 6 udgør en del af den sammenhængende husrække på den vestlige side af Skindergade. Forhuset er sammenbygget med et langt sidehus. Forhuset mod Skindergade er fem fag langt og tre etager højt over en høj kælder. Over de tre midterste fag er en gavlkvist, og de to yderfag er bredere end de øvrige. Forhuset står på en sokkel af natursten, og er grundmuret, pudset og gulmalet samt har et heltag hængt med røde vingetagsten. I tagfladen mod gaden to kviste, mens der i tagfladen mod gården sidder en høj skorstenspibe. Mellem stueetagen og første sal ses en kordongesims, og facaden afsluttes af en hovedgesims, som er brudt af gavlkvisten. Herudover følger en gesims gavlkvistens gavltrekant. Alle gesimser er hvidmalede. I det midterste fag er der nedgang til kælderen via trin af natursten. I åbningen sidder en nyere, opsprosset glasdør, som er hvidmalet. Det ene yderfag udgøres af en portåbning med halvrundt, opsprosset overvindue over en bred porthammer. Portåbningen har en nyere, tofløjet gitterlåge af jern. I portgennemkørslen er bræddegulv, vægge af bindingsværk, og loftet er glatpudset. I portåbningen ses en traditionelt udført, rødmalet fyldingsdør og en traditionelt udført, tofløjet og rødmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Døren leder ind i trappeopgangen. I kælder og stueetage ses nyere, sammenhængende og opsprossede butiksvinduer. I de tre midterste fag er vinduerne traditionelt udførte firerammede vinduer med todelte underrammer med undtagelse af vinduerne i gavlkvisten, som er torammede. I yderfagene er vinduerne traditionelt udførte, seksrammede vinduer med todelte underrammer. Alle vinduer er hvidmalede. Resten af forhuset er opført i bindingsværk, og i den del af gavlen, som er synlig, er både bindingsværk og tavl pudsede i en sandfarvet nuance. Gårdsiden har sorttjæret bindingsværk, og tavlene er kalkede med jernvitriol. I de yderste fag mod Købmagergade er forhuset sammenbygget med et sidehus. De ældre vinduer er en blanding af to- og firerammede vinduer med forskellig opsprosning. Alle vinduer er rødmalede. Sidehuset er ti fag langt og tre etager højt over en kælder. Fire fag af kælderetagen er grundmuret og sortmalet. Bindingsværket er sorttjæret, og tavlene er kalket med jernvitriol. Sidehuset bærer et mansardhalvtag, som er hængt med røde vingetagsten. I rygningen sidder en skorstenspibe, og i tagfladen ses en gavlkvist over fire fag samt to kviste. I mansarden sidder en række torammede vinduer. I gavltrekanten ses en udliggerbom med hejseværk og herunder en åbning med glas og gitterværk i brystningshøjde foran. Ved siden af åbningen ses en ældre, tofløjet og sortmalet revleluge. I det sjette fag sidder en traditionelt udført dør med trin af natursten foran. Vinduerne er traditionelt udførte, firerammede vinduer med enten todelte underrammer eller småtopsprosset. Alle vinduer er rødmalede. I forhuset er bevaret en ældre etageplan med åbne erhvervslokaler i kælder og stueetage. Trappeopgangen med en ældre hovedtrappe ligger bagest i forhuset. De resterende etager anvendes ligeledes til erhverv, men der er i overvejende grad bevaret en ældre, traditionel planløsning på hver etage med repræsentative rum mod gaden i form af en tre fags stue med et fags kabinetter på hver side. De mindre fine funktionsrum har været placeret mod gården og i sidehuset, hvorfra der er adgang til fra forhuset. Der er en nyere trappe fra anden etage op til den delvist udnyttede tagetage. Herover er der uudnyttet spidsloft. Herudover er der en nyere trappe fra kælderetage til stueetage. Bagest i sidehuset ligger en ældre bitrappe. Hovedtrappen i forhuset har drejede balustre og profileret håndliste. Bitrappen i sidehuset har udskårne balustre og profileret håndliste. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret i både for- og sidehus, herunder vægge af bindingsværk, fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, helpanelerede ydervægge, lysnings- og brystningspaneler, feltinddelte vægge med lærreder, ildsted, synlige loftsbjælker, stukkatur, blændinger og vinduesdetaljer, herunder lodposter, håndsmede anverfere og stormkroge. Flere af vinduerne har forsatsruder. Overfladerne er en blanding af ældre og traditionelle samt enkelte nyere materialer, herunder bræddegulve, ølandsfliser, gulvtæpper, nyere fliser, pudsede vægge og lofter, gips, tapet og linoleum. Taget er understrøget.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur. Endvidere er der miljømæssig værdi relateret til gårdrummet og for- og sidehusenes sammenhæng med nabobygningerne samt til den traditionelle bebyggede grund med for- og sidehus. Denne tætte struktur gør det muligt at aflæse, hvordan man udnyttede byens arealer bedst muligt.

Kulturhistorisk værdi

Den overordnede kulturhistoriske værdi er relateret til det samlede anlæg med forhus mod Skindergade og det hermed sammenbyggede sidehus i bindingsværk, som er et velbevaret københavnsk kompleks fra første halvdel af 1700-tallet. Den kulturhistoriske værdi i Skindergade 6 knytter sig i det ydre til bygningen som et tidstypisk eksempel på det københavnske senbarokke, borgerlige ildebrandshus med den karakteristiske gavlkvist. Bygningen vidner om måden at bygge på i København efter ildebranden i 1728. Den oprindelige opbygning i bindingsværk fortæller om lempelserne inden for det københavnske byggeri, der blev indført efter branden. Myndighederne forsøgte i en årrække at opretholde et direkte forbud mod at bygge i bindingsværk, men man erfarede hurtigt, at genopbygningen af byen ikke gik hurtig nok, og at der trods forbuddet alligevel blev bygget i bindingsværk. I 1731 blev forbuddet mod brugen af bindingsværk ophævet, og formure kunne herefter lovligt opføres som bindingsværk og ikke i grundmur. Hertil kommer, at Skindergade 6 tillige er et eksempel på, hvordan et ildebrandshus kom til at se ud efter J. C. Krieger havde udarbejdet tegninger til tre forskellige grundmurede huse, der blev anbefalet som efterlignelsesværdige mønstre. I begyndelsen af 1700-tallet vandt gavlkvisthuset som type stort indpas i København, men de fleste er efterfølgende gået til enten som følge af brande eller senere sanering. Skindergade 6's kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig ligeledes til bygningens barokke træk med den enkle og afdæmpede facade med få dekorative elementer og betoningen af det vertikale i form af gavlkvisten. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der er opført i bindingsværk. I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning, hvor de repræsentative stuer ligger mod gaden, mens hovedtrapperummet med adgang fra porten ligger ind mod gården. De mere funktionsprægede rum har været placeret mod gården eller i sidehuset. De bevarede dele af det oprindelige og ældre interiør har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet interiøret vidner om periodens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har vægge af bindingsværk, bræddegulve, fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, helpanelerede ydervægge, lysnings- og brystningspaneler, feltinddelte vægge med lærreder, ildsted, synlige loftsbjælker, stukkatur, blændinger og vinduesdetaljer, herunder lodposter, håndsmede anverfere og stormkroge.

Arkitektonisk værdi

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med porten, den kraftige hovedgesims og gavlkvist med profileret, omløbende gesims, der tilsammen giver facaden et tungt og kraftfuldt udtryk. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. Gavlkvistens opadstræbende form står i kontrast til bygningens ellers horisontale virkning, hvorfor den opnår fin balance i kompositionen. På forhusets gårdside og i sidehuset knytter den arkitektoniske værdi sig til den rige bindingsværkskonstruktion, farvesætningen og gavlkvisten i sidehuset samt den regelmæssige og taktfaste placering af de traditionelle 1700-tals barokvinduer med seks ruder i hver ramme. Hertil kommer heltaget og den store skorstenspibe i rygningen, der afslutter forhuset.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links