Skydebjerg Præstegård, tidl.

Skydebjerg Præstegård kan føres tilbage til de første kendte præster i Skydebjerg i middelalderen. Fra reformationen i 1536 kendes navngivne præster, der har boet i Skydebjerg Præstegård som tjenestebolig. Skydebjerg Præstegård blev opført som en sulegård, hvilket betegner konstruktionen med svære egestolper i midten af længerne, som bærer spær og tag. I den tidligere kornlade er der i sulen skåret: NRS 1718 HRS. Skydebjerg Præstegård bestod oprindeligt af fem længer beliggende omkring en stor lukket gårdsplads med en tilkørselsport mod vest samt en tofteport mod øst. Avlslængerne blev opført i 1777, mens det nuværende stuehus blev opført omkring 1792.

På et fotografi fra omkring 1900 ses det, at præstegården var kalket over stok og sten, hvilket betyder at både bindingsværk og tavl er kalket hvide, samt at møddingen lå midt på gårdspladsen. Præstegården blev i 1922 opmålt og gennemfotograferet af nationalmuseets arkitekt Harald Zangenberg. I 1924 blev længen mod øst og syd nedrevet.Den sidste sognepræst flyttede ud af Skydebjerg Præstegård i 1969, og i 1972 blev præstegården solgt og overgik til privateje. Oprindeligt førte en hønsestige op til pigeværelserne, som var indrettet i hver ende af stuehusets tagetage, men i 1974 blev der i stedet indsat en ny kvartsvingstrappe i forstuen, som gav adgang til den nyindrettede del af tagetagen mod øst.

Skydebjerg Gamle Præstegård ligger i den sydlige del af landsbyen Skydebjerg, umiddelbart syd for kirken og kirkegården. Skydebjerg Gamle Præstegård består af tre længer, der ligger i vinkelformation omkring et stort pigstensbelagt gårdrum. Mod nordøst ligger et fritliggende stuehus og lidt forskudt herfor, mod nordvest, ligger en tidligere kapellanfløj, som er sammenbygget med en staldlænge mod vest, hvori der er en portgennemkørsel ud til Kærlighedsstien. Nord og øst for stuehuset samt syd for gårdspladsen er en stor have.

Stuehuset er en enetages bindingsværksbygning på 25 fag. Stuehuset er opført på en sokkel bestående af syldsten og grundmur, bindingsværket med gennemstukne, fornaglede bjælkeender er rigt og opstolpet i mørkebrun (dodenkopf) med hvidkalkede tavl, dog er vestgavlen omsat i hvidkalket grundmur med optrukne fuger. Stuehuset bærer et stråtækt heltag med halvvalmede gavle og halmmønning, og i rygningen ses fire hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. Mod gårdspladsen er der ikke noget tagudhæng, i stedet fungerer en række røde vingetegl som afslutning på taget. Mod gårdspladsen er en ældre, tofløjet fyldingsdør med profileret indfatning og et smalt opdelt overvindue med indbygget lanterne og herover er en lav, konsolbåren trekantfronton. Foran døren ligger to granittrin. Vest for hoveddøren er ligeledes en ældre, tofløjet fyldingsdør med diamantbosser nederst og ruder øverst samt en profileret indfatning. Foran døren udgør flere små granitsten en trappe. Mellem de to døre er en skråtstillet, tofløjet revleluge med ældre beslag, der lukker for en udvendig kældernedgang. I østgavlen er en ældre, tofløjet terrassedør med fem ruder i hver ramme. Foran døren er en nyere træterrasse, som står på træsøjler. I havesiden er en ældre enfløjet fyldingsdør med fire ruder øverst og en simpel indfatning samt en ældre, tofløjet terrassedør med fem ruder i hver ramme. Over terrassedøren er et halvtag båret af skråstivere med tagpapklædt tag. Vinduerne er ældre og består af et- og torammede vinduer med tre eller seks ruder i hver ramme. Vinduernes karme er mørkegrønne, mens rammerne er malet mørkebrune (dodenkopf). Også samtlige døre er mørkebrune (dodenkopf), og hoveddøren er yderligere forsynet med en mørkegrøn staffering.

I stuehusets indre er bevaret dele af en ældre planløsning med en stort set ubrudt, langsgående hovedskillevæg, der forskubber sig ned gennem den lange og smalle grundplan med gennemgangsrum på hver side af denne. Mod vest er den tidligere konfirmandstue, bryggers, badeværelse og køkken ligger mod havesiden, et par stuer samt forstuen ligger ud mod gårdspladsen, og mod øst er en stor stue. I det indre er en traditionel materialeholdning med brædde- og klinkegulve, pudsede vægge og lofter samt lofter med synlige bjælker med pudsede loftflader imellem. I køkkenet er et ældre nedhængt listeloft, og i konfirmandstuen er ligeledes et nedhængt pladeloft, hvorover der er synlige bjælker med loftbrædder. Skorstenene er funktionsdygtige. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer som brede enfløjede fyldingsdøre med bukkehornsbeslag og profilerede gerichter. Flere af vinduerne har ældre håndsmedede anverfere og stormkroge, og vinduerne har forsatsruder. I et enkelt rum er bevaret brystningspaneler. I forstuen fører en nyere trappe op til tagetagen, hvis østre halvdel er udnyttet med et par værelser samt et badeværelse, mens den vestlige del fungerer som opbevaringsplads. Der er brædde- og pladegulve og skråvægge og loft er beklædt med gipsplader. I den vestlige del er der synlige hanebånd.

Kapellanfløjen og staldlængen er sammenbygget i vinkelformation. Soklen er af marksten, bindingsværket er rigt og opstolpet i mørkebrun (dodenkopf) med hvidkalkede tavl, der flere steder er mønstermuret. Sydgavlen er omsat i hvidkalket grundmur. Længerne bærer stråtækte heltage med halvvalmede gavle og halmmønning, og i kapellanfløjens rygning ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave. I østgavlen er en ældre, tofløjet fyldingsdør med diamantbosser nederst og ruder øverst, og foran døren er en trappe med støbte trin. I sydsiden er en ældre revledør, og i østsiden er en nyere vippeport, en ældre revlehalvdør, hvorover der er et spidsbuet høgab, en ældre tofløjet revleport og to ældre revleluger. Vinduerne er ældre og består i Kapellanfløjen af et- og torammede vinduer med to eller tre ruder i hver ramme, mens der i staldlængen er etrammede, smårudede vinduer samt ruderformede, kantstillede glugger. Portåbningen lukkes af en ældre, tofløjet revleport. Portrummet er pigstensbelagt, har opstolpet bindingsværk og synligt bjælkelag og loftbrædder. I portrummet er en ældre revledør samt en ældre, højtsiddende revleluge. Både vinduer, døre, luger og porte er malet mørkebrune (dodenkopf). Kapellanfløjen er opført med en sulekonstruktion, der er en gammel konstruktionstype, hvor tagåsen bæres af indvendige 5-6 meter høje stolper kaldet suler.

I Kapellanfløjens indre er en ældre planløsning velbevaret med to agerrum mod vest og en tidligere forpagterbolig mod øst, der i dag udlejes til feriegæster. I de to agerrum er der åbent til kip og her ses bygningens sulekonstruktion med opmurede tavl i mandshøjde. Der er støbte gulve, ydervæggenes bindingsværk og mønstermurede tavl er synlige ligesom spær, lægter og undersiden af stråtaget. Boligen er indrettet med en lille forstue og et badeværelse i østgavlen, en stue og et værelse mod gårdspladsen samt et køkken og et værelse mod kirkegården. Bygningens sulekonstruktion er bevaret og det indre har en traditionel materialeholdning med brædde- og klinkegulve, dog ligger der vinyl på køkkengulvet, samt pudsede vægge og synlige bjælker med loftbrædder. I stuen er ydervæggens bindingsværk synligt, og skorstenen er funktionsdygtig. Der er bevaret ældre enfløjede fyldingsdøre og profilerede gerichter. Staldlængen har bevaret store dele af en ældre planløsning med en tidligere hestestald samt et par mindre opbevaringsrum. I nyere tid er to af staldens nordligste fag indrettet til en garage. Staldlængen har en traditionel materialeholdning med teglstens- og pigstensgulv, kalkede ydervægge, hvor mønstermuringen er synlig, samt bindingsværksskillevægge, synligt bjælkelag og loftbrædder. I hestestalden er et ældre staldinventar bevaret.

Den miljømæssige værdi ved Skydebjerg Gamle Præstegård knytter sig til gårdens beliggenhed ved siden af landsbyens kirke samt til de tre længers placering omkring den store pigstensbelagte gårdsplads med en lav stensætning omkring møddingspladsen, en brønd med pumpe og granitkar og den store have, der sammen udgør et yderst helstøbt kulturmiljø. Endvidere er der miljømæssig værdi ved stuehusets og kapellanfløjens indbyrdes placering med en granittrappe imellem, som gav præsten en nem adgang til kirkegården og kirken, samt til længernes samhørighed i konstruktion, materiale- og farveholdning.

Den kulturhistoriske værdi ved Skydebjerg Gamle Præstegård knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen samt til gårdens imponerende størrelse, der er en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Endvidere fortæller gårdens størrelse om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status i lokalsamfundet, og de bevarede avlslænger med den tidligere forpagterbolig vidner tillige om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender.

I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret. Stuehuset signalerer tydeligt beboelse grundet bygningens længde og rige bindingsværk, og hertil kommer de mange opsprossede vinduer, fine fyldingsdøre med indfatninger samt de mange skorstenspiber i tagrygningen. Endvidere er de to indgange et karakteristisk træk for en præstegårds stuehus, da dette traditionelt set altid har haft både en privat funktion som bolig og en offentlig funktion med konfirmandstue og præstens kontor. Den østlige del af Kapellanfløjen signalerer også tydeligt beboelse med de opsprossede vinduer, den fine tofløjede fyldingsdør og skorstenspiben i rygningen.

Den vestlige del af Kapellanfløjen og staldlængen adskiller sig fra stuehuset på grund af portgennemkørslen med den tofløjede revleport og de mere lukkede facader med små vinduer og simple revledøre og -luger, som tydeligt aftegner deres sekundære funktion. Høgabet over halvdøren ind til hestestalden vidner om tagrummets oprindelige funktion som høloft. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til den egnskarakteristiske bindingsværkskonstruktion, der på Fyn er kendetegnet ved at være rigt, malet i dodenkopf samt udstyret med fodrem, halvranker, krumme stormbånd og gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender. Det krumvoksede tømmer blev anset for at være stærkere og derfor bedre velegnet til at klare trykket. Stuehusets bindingsværk er mod øst forsynet med korte, tæt placerede dokker imellem den øverste løsholt og tagremmen, en såkaldt dokkefrise, der var almindelig for 1700-tallets bindingsværksbyggeri, mens den vestlige del har dobbelte dokker, hvilket tyder på at, stuehuset på et tidspunkt er blevet forlænget mod vest. Med udgangspunkt i H. Zangenbergs opmålingstegning af præstegården kunne forskydningen af Kapellanfløjen og stuehuset antageligt tyde på, at stuehuset er blevet rykket ud af gårdens oprindelige kvadratiske form, således at stuehusets oprindelige nordvendte ydervæg i stedet er blevet den sydvendte ydervæg. Dette stemmer også overens med stuehusets større husdybde samt aldersforskellen på knap tyve år imellem avlslængerne og stuehuset. Skydebjerg Gamle Præstegård er ligeledes en repræsentant for en sulegård, der er et særtræk for Nord- og Vestfyns gamle landbygningskultur. En sulegård er en gård, hvor en eller flere længer rummer en speciel konstruktion, hvor tagåsen og dermed en væsentlig del af tagets vægt bæres af indvendige 5-6 meter høje stolper, kaldet suler, i modsætning til almindeligt bindingsværk, hvor bygningen er fagdelt ved hjælp af bindingerne, som er parret af vægstolper og forbundet med loftsbjælker med taget hvilende på spærene. Ydervæggene i en sulebygning er som regel også opdelt i stolpefag, det samme som man i daglig tale kalder bindingsværk, men sulerne i bygningens indre står med en indbyrdes afstand på 2-3 fag (3-4 meter), og i de ældre sulebygninger var der kun stolpebindinger ved sulerne. Rummet mellem sulerne, som kaldes for et gulv, gav derfor et frirum i højden, der ikke fandtes i almindelige bindingsværksbygninger. Meget tyder på, at sulekonstruktionen blev bibeholdt på Vestfyn lige så længe, som der overhovedet byggedes udlænger af bindingsværk, dvs. til omkring 1850-60.

I stuehusets indre knytter den kultuhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre planløsning med en stort set ubrudt, langsgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side af denne. Stuehuset har en lang og smal grundplan, hvilket er typisk for de ældre stuehuse. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der er med til at bevidne bygningens alder. Dette gælder bræddegulvene, de pudsede vægge og lofter samt lofterne med synligt bjælkelag, de brede, enfløjede fyldingsdøre med bukkehornsbeslag og profilerede gerichter, brystningspanelerne, vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge samt de mange skorstene, som tidligere blev brugt til at opvarme rummene. I Kapellanfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med agerrum mod vest og en forpagterbolig mod øst, hvor stuer og værelse ligger mod syd, mens de sekundære rum ligger mod nord ud mod kirkegården. Hertil kommer boligens ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, bindingsværks-skillevægge, synlige bjælker med loftbrædder, skorstenen og de enfløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter. Ligeledes til den særegne sulekonstruktion med samtlige detaljer, som bevidner bygningens høje alder.

I staldlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede del af den ældre planløsning, der er aflæselig i den tidligere hestestald samt i høloftet derover. I hestestalden er staldinventaret bevaret samt teglstens- og pigstensgulve, skillevægge af bindingsværk og synligt bjælkelag med loftbrædder.

Den arkitektoniske værdi for Skydebjerg Gamle Præstegård knytter sig til det samlede anlæg, hvor de tre længers imponerende længde fremhæves af det rige og taktfaste bindingsværk samt de ubrudte tagflader. Det indbyrdes bygningshierarki er tydeligt i såvel længernes placering som i facaderne, hvormed Skydebjerg Gamle Præstegård fremtræder som en gedigen, karakterfuld helhed, hvor de dekorative detaljer begrænser sig til stuehusets og kapellanfløjens hoveddøre med fyldinger og profilerede indfatninger. Hoveddørens overvindue med en indbygget lanterne og en volutbåren, lav trekantfronton dels fremhæver og ophøjer hovedindgangen. Ligeledes har farvesætningen i dodenkopf og hvid stor arkitektonisk betydning for Skydebjerg Gamle Præstegård, idet der derved skabes markante kontraster i facaderne, som fremhæver takten i bindingsværket.

Læs videre om

• Hagenskov, Frederiksgave, Sønderby
• Kirke Søby gamle Degnebolig
• Sulegården i Grimstrup, Lundager

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen