Sorte Muld var allerede i romersk jernalder en meget rig boplads. I germansk jernalder voksede den sig større og blev en af Nordens mest betydningsfulde centralpladser. Pladsen antages derfor at have været et konge- eller høvdingesæde for en lokal hersker.
Fundet af mere end 2.700 små stykker folietyndt guldblik, de såkaldte guldgubber, har gjort Sorte Muld til Bornholms mest kendte arkæologiske lokalitet. Mulden på stedet er vitterlig sort, hvilket skyldes ophobningen af affald gennem flere hundrede år. Kulturlaget er op til 1,5 m tykt. I en ring omkring Sorte Muld har der ligget mindst 20 satellitbopladser. Aktiviteter på stedet kan spores fra begyndelsen af førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-Kristi fødsel), men kulminerer i tiden fra Kristi fødsel til ca. år 800. Der er udført mindre udgravninger ad flere omgange; senest i årene 1985‑87, hvor hovedparten af guldgubberne blev fundet. Fundmaterialet har også afsløret vidtstrakte kontakter til hele Østersøregionen, Romerriget og Frankerriget. Dertil kommer tilstedeværelsen af metalhåndværk og tekstilproduktion. Komplekset har tydeligvis været et magtcentrum. Fra slutningen af germansk jernalder aftager fundene, og i 900-tallet synes der kun at have været et par gårde tilbage.
Den massive bebyggelse har efterladt mange tusinde genstande, men stort set ingen spor af grave. Man ville forvente store gravpladser, når anslået 500‑600 mennesker boede samme sted gennem mange generationer, men sammen med guldgubbernes oprindelige formål er de manglende gravlæggelser blandt Sorte Mulds store ubesvarede spørgsmål.