Bautasten ved Louisenlund. Af . Begrænset anvendelse

Oldtiden på Bornholm

Tidslinje over oldtiden på Bornholm.

.
Madsebakke mellem Sandvig og Allinge på det nordlige Bornholm er formentlig Danmarks største helleristningsfelt. Stedet, der rummer mere end ti skibsristninger, hjulkors, fodfigurer og talrige skåltegn, var i yngre bronzealder et vigtigt kultsted. Området blev fredet i 1930. Efter den første fredning i 1930 er det fredede område udvidet flere gange.
.

Artikelstart

Selv om den bornholmske klippekyst kan virke utilnærmelig, vidner en overflod af arkæologiske fund om, at mennesker til alle tider har fundet øen attraktiv, bl.a. på grund af den centrale placering i Østersøen. Af de 6.000 registrerede fortidsminder er over 1.600 fredede.

Ældre stenalder

I de første årtusinder efter at isen havde sluppet sit tag i øen, betød en varierende vandstand i Østersøen, at Bornholm skiftevis var en ø og landfast med det nuværende Nordtyskland. Dette har haft indflydelse på dyrelivet og dermed jagtforholdene for mennesket. Undervandsarkæologien omkring Bornholm er endnu i sin vorden i forhold til oldtidsfund. Der kendes kun til nogle enkelte fund af flintoldsager fra havbunden. Særligt Rønne Banke, som dannede »landbroen« til det nuværende Tyskland, da havspejlet stod lavere end i dag, ses som nøglen til ny viden om denne tidlige indvandring til øen.

På nuværende tidspunkt knytter der sig kun enkelte, spredte løsfund af flintgenstande til senistidens jægere (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.). Først fra Maglemosekultur (ca. 9000-ca. 6400 f.Kr.) kendes et større antal bopladsfund, hvoraf Ålyst på vestkysten er blandt de bedst undersøgte. Her er udgravet nogle af de få kendte hyttetomter fra perioden.

Den efterfølgende Kongemosekultur (ca. 6400-ca. 5400 f.Kr.) er kun repræsenteret ved en håndfuld løsfund. Periodens bopladser skal muligvis findes et stykke ude i Østersøen, da vandstanden var lavere dengang, og den daværende kystlinje, hvor bopladserne formentlig lå, befinder sig et stykke fra den nuværende kyst.

Fra Ertebøllekultur (ca. 5400-ca. 3950 f.Kr.) kendes en række bopladser beliggende i kystzonen, dateret til ca. 4500-ca. 3950 f.Kr. Den første keramik på Bornholm vidner om kontakter til Skåne, da lerkar med tapformet bund var særegne for regionen.

Yngre stenalder

Fra begyndelsen af yngre stenalder (ca. 3950-ca. 1700 f.Kr.) fulgte også en import af flint til Bornholm. Lokalt findes kun små knolde af flint, så stenalderbondens flint til økser, mejsler og segl måtte sejles til øen. Bosættelserne rykkede fra kysten til de lette jorder på bakkerne inde på øen.

Der er på Bornholm kendskab til 21 storstensgrave opført af tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f.Kr.) folk, hvoraf 14 af de 21 er jættestuer opført ca. 3300-ca. 3200 f.Kr. Herved adskiller storstensgravene sig fra det øvrige Danmark, idet dysserne der er i overtal. I deres udformning synes jættestuerne desuden inspireret af skånske jættestuer. Spor af yngre stenalders kult og forestillingsverden kendes fra Rispebjerg på Sydbornholm og Vasagård, der i begge tilfælde har været anvendt i både begyndelsen og slutningen af tragtbægerkultur. Mange års udgravninger har vist, at de to lokaliteter i kraft af deres udstrækning samt de fundne anlægs- og genstandstyper er enestående. Rispebjerg, der ligger på et næs ud mod Øle Å, var hjemsted for en palisadeomkranset samlingsplads ca. 2900-ca. 2700 f.Kr. Det er imidlertid især de såkaldte solsten, der er unikke for de to pladser; der er tale om flere hundrede små skifersten med indridsede motiver.

I enkeltgravskultur og senneolitikum (ca. 2800-ca. 1700 f.Kr.) synes aktiviteterne at rykke nærmere ud til kysten igen. Til de døde genbrugtes tragtbægerkulturens storstengrave, og derudover anlagdes mindre hellekister. Spor efter bebyggelser er få, men udgravninger ved Limensgård og Nordre Grødbygård har afsløret huse på op til 44 × 8 m.

Bronzealder

Det korte sværd, der er dateret til ca. 1500‑1300 f.Kr., blev fundet af lærer L. Petersen, som i 1882 udgravede en gravhøj fra ældre bronzealder umiddelbart syd for Sandvig. I den stensatte grav centralt i højen blev der fundet et gravudstyr tilhørende en mand. Sværdet blev fundet i en træskede, der desværre ikke kunne bevares. Herudover blev der også fundet en dobbeltknap af bronze med spor af guldbelægning, bøjlenålsfragmenter, en kniv og en ragekniv med hestehovedformet greb samt spor af et ubrændt lig. Petersen indsendte fundet til Museet for de Nordiske Oldsager (Nationalmuseet) og modtog 130 kr. i dusør.

.

Knap 900 gravhøje fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) prægede tidligere den bornholmske kystzone. Blandt de dødes gravgaver optræder en såkaldt bornholmerfibula, dvs. et dragtspænde, som kun ses på Bornholm og i det sydøstlige Skåne. På Bornholm optræder denne type fibula i to geografisk adskilte grupper på hhv. Sydøst- og Vestbornholm. Fibulaernes ensartede udtryk grupperingerne imellem vidner om tæt kontakt, og da de kun findes i kvindegrave, tolkes de som en ægteskabsmarkør.

Bopladser fra ældre bronzealder er få, mens flere kendes fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.Kr.). Her dominerer helleristninger dog fundbilledet, især langs nordøstkysten, hvor grundfjeldet har ligget eksponeret siden istiden. Helleristningernes almindeligste figurer er skibe, fødder og hjulkors. Dog overgås de antalsmæssigt af det simple skåltegn, der findes i tusindvis spredt over hele øen.

Midt i yngre bronzealder ændredes landbruget, og mere permanente marker opstod. I mange af øens skove kan de lave volde, der har omgivet disse oldtidsagre, endnu ses. Det samme gælder for de bunker af sten, som blev ryddet af markerne, de såkaldte rydningsrøser. Disse kan være svære at skelne fra gravrøserne, som var den foretrukne begravelsesform i yngre bronzealder. Gravrøserne indeholdt en urne med de brændte rester af afdøde.

Jernalder

Under et besøg på Bornholm i 1851 lagde den arkæologiinteresserede Frederik 7. vejen forbi de 53 bautasten, der står mellem Østermarie og Svaneke, hvoraf flere er over 2 m høje og muligvis er fra ca. 400-ca. 750. Kongen erhvervede sig matriklen og navngav den Louisenlund efter sin hustru, Louise (grevinde Danner). Siden overgik stedet til grevinde Danner, der sikrede det en årlig ydelse til vedligehold. Jægersprisstiftelsen arvede stedet og overtog denne forpligtigelse.

.

Den lette adgang til sten ses også på jernalderens gravformer. I førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.-Kristi fødsel) blev de døde stadig brændt, men markeringen af gravene kunne antage mange former: stenrøser, i nogle tilfælde stenopdyngninger, som i Vestermarie Plantage, mindre sten udlagt i geometriske figurer eller blot en enkelt sten. Der er flere eksempler på egentlige gravpladser med mange hundrede begravelser. Fra romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 375) begynder jordfæstegrave igen at dukke op. Blandt disse er der stor variation i udformning og markering, som det bl.a. ses i bådgravene ved Slusegård i Pedersker. Den mest iøjnefaldende markør af gravene er bautastenene; på Bornholm findes mere end halvdelen af alle landets bautasten, og større samlinger kan opleves i Gryet i Bodilsker og i Louisenlund. De mange gravtyper afspejler sandsynligvis sociale forskelle i datidens samfund. Fra slutningen af romersk og op gennem germansk jernalder (ca. 375-ca. 800) kendes markant færre grave; undtagelsen er området omkring Østerlars.

Jernalderens bebyggelsesspor står i skyggen af gravene. Selv om kun få huse er udgravet, kendes et stort antal bopladser dog fra overfladefund, som fortrinsvis er gjort med metaldetektor.

Vikingetid

Vestermarie 2-stenen, dateret til midten af 1000-tallet, blev fundet på Store Klintgård i Vestermarie Sogn i 1847 og står nu på Vestermarie Kirkegård. Indskriften lyder: »Thorsten og Svend rejste (stenen) efter Alvin deres fader og efter Thorlak deres broder. Gud og Guds moder hjælpe deres ånd«.

.

Periodens karakteristiske, ofte over 20 m lange, langhuse med jordgravede stolper og buede eller rette langvægge er veldokumenterede på Bornholm. Det skyldes ikke mindst de mange skattefund, hvor det ved den opfølgende udgravning typisk viser sig, at genstandene er gravet ned inde i husene. Skattefundene vidner om en international kontaktflade med mønter og smykker fra hele Europa og Asien. Der synes at have været kontinuitet i bebyggelsesbilledet fra jernalder til vikingetid og ind i tidlig middelalder. Gravskikken ændrede sig derimod. Dette ses bl.a. på Bøgebjerg i Østerlars, hvor der findes et velbevaret gravfelt med stensatte grave fra vikingetiden.

Bornholm er med sine 40 runesten et af de mest runestensrige områder i Danmark. Stenene stammer alle fra midten af 1000-tallet, dvs. Bornholms tidligste kristne tid. De findes spredt over hele øen, men kun en er så vidt vides fundet på sin oprindelige plads. Mange af runestenene har været genbrugt som spanger over vandløb eller som byggematerialer i kirkerne. Deres udbredelse afspejler, at der ikke opstod et enkelt centrum for handel på øen i den sene vikingetid, som det ellers skete mange andre steder i landet. Den livlige handel må være foregået ude på de enkelte gårde eller små bebyggelser, hvor hver familie havde sin egen handelsvirksomhed. Det er generelt for indskrifterne, at de omtaler den enkelte stenrejsers slægt, og mange er desuden afsluttet med »Krist hjælpe hans sjæl« eller lignende religiøse bønner. Det gælder fx det fragment af en runesten, som blev opdaget i Sankt Knuds Kirke i Knudsker øst for Rønne i 2017. Fordi teksterne ofte nævner en enkelt slægt, er det på de bornholmske runesten lettere at følge vikingetidens navneskik end andre steder i landet. Eksempelvis deler sønnen Emund samme efterled (»-mund«) som faderen Sigmund på Østerlarsker 2, og brødrene Thorsten og Thorlak på Vestermarie 2 deler samme forled (»Thor-«).

På de bornholmske runesten møder man ikke så mange af de titler, som ellers findes i rigt mål på andre danske runesten. Det kan hænge sammen med, at der tilsyneladende ikke var det samme behov for stedfortrædere på øen, hvor handelen blev drevet fra de enkelte gårde.

Runestenene kan også ses som en afspejling af, at 1000-tallet var et uroligt århundrede i danmarkshistorien, især for Bornholms vedkommende. Mange skattefund på øen blev nedlagt i forbindelse med de talrige plyndringer fra både norsk og vendisk side, og stenene blev rejst af de forskellige slægter for at manifestere og vedligeholde den enkelte families magt og beføjelser.

Videre læsning

Læs mere om historie i Bornholms Regionskommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid