1536-1850 på Bornholm

Koloreret tuschtegning af Bornholm. Udsnit af Bagge Wandals kort fra ca. 1676 over Bornholm, Christiansø og naboegne. Bagge Wandal var som direktør for Københavns Navigationsskole blevet sendt til Bornholm efter at have fået en kongelig rejseordre med det formål at undersøge, hvor der kunne indrettes en havn, hvor den kongelige orlogsflåde kunne søge læ.
.

Artikelstart

Bebyggelsen var i perioden præget af enkeltgårde. Da der ikke var egentlige landsbyer, skete der ikke som ellers andre steder i Danmark en traditionel udskiftning i slutningen af 1700-tallet. Der påbegyndtes udnyttelse af en række råstoffer fra den bornholmske undergrund med bl.a. anlæggelse af granitbrud.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 hørte Bornholm under Hammershus Len, og efter reformen til Bornholms Amt. Med etableringen af by- og landkommuner i hhv. 1837 og 1841 blev øen fordelt på seks købstadskommuner, nemlig Rønne, Hasle, Allinge-Sandvig, Svaneke, Nexø og Aakirkeby, og 15 sognekommuner. Ertholmene hørte som en del af Forsvaret direkte under staten, som forestod og stadig forestår alle opgaver på øen. Periodens eneste ændring i de administrative grænser var en række udvekslinger af jord omkring og i Klemensker Sognekommune, navnlig indlemmede Klemensker Sognekommune en del enklaver af andre kommuner.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Pesttavle, opsat mellem 1654 og 1756, der indtil 1915 har hængt i Sankt Nicolai Kirke i Rønne. Tallene på tavlen angiver antallet af døde i Bornholms sogne ved pestepidemierne i hhv. 1618 og 1654; i alt 5.185 og 4.569 personer. Øverst ses Døden med le og pil og indskriften »Pas Du paa mig, ieg sigter til Dig«.

.

I 1500-tallet og 1600-tallet havde Bornholm sandsynligvis kun et svagt stigende befolkningstal, dog med kraftige udsving pga. perioder med epidemier, herunder pest, dårlige høstår og krige. Især børnene var særlig udsatte i disse perioder. I de mellemliggende perioder kunne befolkningstallet igen stige som følge af et højt fødselstal.

Ind i 1700-tallet begyndte befolkningstallet at stige kraftigere pga. et større og mere stabilt høstudbytte, fravær af pest og en lang fredsperiode. Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 17.682 indbyggere på øen, dette tal var i 1850 steget til 27.564.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

På Bornholm har der aldrig været herregårde. Landbruget var organiseret med enkeltgårde som den dominerende bebyggelse. En opgørelse fra slutningen af 1600-tallet angiver, at der var 680 selvejergårde og 224 vornede gårde, dvs. fæstegårde. Desuden var der 16 større gårde, såkaldte sædegårde, samt 15 præstegårde og 15 degnegårde, svarende til antallet af sogne. Desuden var der 400 husmandssteder.

Da der ikke var herregårde, var der heller ikke tale om landsbyer bestående af fæstegårde under en herregård. Selv vornedgårdene havde en langt friere stilling end fæstegårdene i det øvrige Danmark. Før Reformationen var de fleste vornedgårde formentlig under kirken, og i forbindelse med ændringerne fra 1536 overgik disse til kongemagten.

Der var følgelig ikke behov for en udskiftning, således som det skete i det øvrige land i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med landboreformerne, idet gårdene på Bornholm siden middelalderen lå med jorden i forbindelse med gården.

Bebyggelsen var koncentreret omkring kysterne, mens det store mennesketomme område Højlyngen i centrum af Bornholm var kongens område. Gårdene havde dog fra gammel tid brugt området til græsning for dyrene, hvilket gav problemer for skovrider Hans Rømer, der i år 1800 blev sat i spidsen for beplantningen af den centrale del. Han løste problemet med at beskytte de nyplantede træer ved at anlægge et stengærde, som skulle holde bøndernes dyr ude af området.

Blandt øens bønder bød perioden også på stor byggeaktivitet, bl.a. på grund af stigende befolkningstal, hvilket betød, at befolkningen til stadighed inddrog jord fra Højlyngen. Rydningen af disse ofte meget stenede arealer, der stod på i hele perioden, men især tog fart i 1700-tallet, genererede kilometervis af stendiger omkring jorderne. Dette landskabselement forbindes ellers med herregårdsmiljøer i det øvrige land, men på Bornholm er det blot en fortsættelse af en tradition med rødder i oldtiden.

Siden middelalderen var der specielle arveregler vedrørende landbrugene. Hovedreglen var, at yngste søn arvede gården. Hvis der ikke var en overlevende søn, var det den ældste datter, der arvede. Disse specielle arveregler var gældende indtil sidste halvdel af 1800-tallet.

En opgørelse fra begyndelsen af 1600-tallet angiver, at der var 70 vandmøller, og antallet af vindmøller blev sat til 19. De lokale vandløb var små, og der har formentlig oprindelig været tale om de mere enkle skvatmøller, som siden ændredes til underfaldsmøller.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Øst for Rønne på toppen af Snorrebakken lå tidligere Stubbegårds klippeløkker, hvor grundfjeldet stak frem overalt. I 1833 begyndte et konsortium af rønneborgere at bryde granit i området. I dag ligger der stadig et stort brud på toppen af Snorrebakken, der ejes af NCC.

.

Bebyggelsen langs den bornholmske kyst koncentrerede sig i byerne, hvoraf de fleste havde købstadsrettigheder, der gik tilbage til middelalderen. Den eneste købstad, som ikke lå ved kysten, var Aakirkeby. Desuden var der knap 20 fiskerlejer langs de bornholmske kyster.

De traditionelle erhverv i købstæderne var inden for handel, hvilket en række fine bevarede købmandsgårde i byerne vidner om. Mange af disse var forsynede med specielle kikkenborge, så købmanden kunne holde øje med sine skibe i havnen. Ud over købmandsgårdene lå der også traditionelle landbrugsejendomme i købstæderne.

En speciel industri opstod i Rønne i midten af 1700-tallet, nemlig produktion af bornholmerure. Det blev en stor succes, og 100 år senere nåede produktionen op på næsten 2.000 ure om året.

Kongemagten var interesseret i råstofferne i den bornholmske undergrund, og i løbet af 1700-tallet blev der gennemført undersøgelser af mulighederne herfor. I slutningen af perioden blev der givet tilladelser til at udnytte en række råstoffer. Nogle fik stor succes og blev varige industrivirksomheder. Det gjaldt Frederiks Stenbrud i Nexø fra midten af 1700-tallet, som leverede sandsten til de københavnske byggerier, og fra begyndelsen af 1800-tallet blev der etableret granitbrud uden for Rønne; blokkene blev transporteret til Rønne, hvor der blev etableret en stenbane til forarbejdning af granitten. Der opstod endvidere i løbet af 1700-tallet en omfattende lervareindustri.

Bornholmerure

Empirebornholmerens hovedtype (tv.) kaldes for en hanbornholmer eller manden. Frøkenen (i midten) er rund med en overbygning, mens konen (th.) har helt rundt hoved med en silhuet, der ligner en bornholmerkone med det traditionelle hovedtøj, nøllen. Fra Bodil Tornehave, Bornholmske Urmagere, Kreditforeningen Danmark, 1983.

.

Den omfattende samling af bornholmerure på Bornholms Museum i Rønne viser produktionens historie fra ca. 1745 til 1945. Det begyndte med et skibsforlis i 1744, hvor »en Kasse med 5 Klocker og et Fad med Laader dertil« drev i land. Det gav nogle unge rokkedrejere indsigt nok til at iværksætte produktionen af det opretstående ur, der kendes som bornholmeruret.

Da produktionen var på sit højeste i 1840’erne, var den oppe på næsten 2.000 ure om året. Urkasserne produceret i perioden 1745‑1800 hører stilistisk til barokken, kasserne fra årene 1780‑1820 er i stilen Louis Seize, og efter 1820 var empire den foretrukne stil. I hele produktionsperioden var der 221 urmagere og 109 lærlinge og svende. Efter 1860 blev produktionen stort set indstillet pga. konkurrence fra udenlandske fabriksfremstillede ure.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Militæranlæg

Få steder i Danmark har så mange kystnære skanser som Bornholm. Under Den Nordiske Syvårskrig 1563‑70 nødvendiggjorde øens udsatte beliggenhed mellem Danmark og Sverige, at de angrebstruede kyststrækninger blev befæstet med skanser. De blev siden udbygget og genbrugt under både svenskekrigene i 1600-tallet og 1700-tallet og Englandskrigen 1807‑14.

Skanserne var jordværker beklædt med græstørv, evt. med en fast overflade af træ eller sten i færdselsområderne som fx skanserne, der indgår i det såkaldte Grønnebechs Batteri på Antoinette Strand nord for Rønne.

Den største skanse er imidlertid Langeskanse på Nexø Sydstrand.

Det største fæstningsanlæg på Bornholm fra perioden er fæstningen omkring Rønne. Byggeriet af den påbegyndtes umiddelbart efter etableringen af fæstningen på Christiansø i 1684. Hensigten med at befæste byen var at udnytte havnen til flådebase for større fartøjer, end det var muligt på Christiansø. Allerede et par år efter blev arbejdet dog stoppet, men først i midten af 1700-tallet blev projektet endeligt opgivet. Man nåede dog at fuldføre den sydlige bastion og et svært tårn af kampesten med kanondæk, Kastellet, som i dag er museum. De øvrige militære bygninger omkring Kastellet blev hovedsagelig opført i 1841, hvor flere andre militære depoter blev bygget rundtom på øen, bl.a. i Gudhjem og Svaneke.

Det bornholmske oprør

Ved Roskildefreden i 1658 efter den første af Karl Gustav-krigene måtte Danmark afstå alle landsdele øst for Øresund til Sverige, herunder Bornholm. Utilfredshed med det svenske styre resulterede samme år i et oprør på Bornholm, nu under den anden af Karl Gustav-krigene, hvorunder den svenske kommandant Johan Printzensköld blev dræbt, og fæstningen Hammershus blev tilbageerobret.

Oprørerne, der talte bl.a. Peder Olsen, leder af oprøret, Jens Pedersen Kofoed, Poul Ancher og Villum Clausen, overdrog ved et gavebrev af 29. december Bornholm til Frederik 3. som arvelig besiddelse.

Ved Freden i København i 1660 mellem Danmark og Sverige blev gavebrevet dog ikke respekteret, og kongen måtte tilforhandle sig Bornholm ved at mageskifte danskejet adelsjord i Skåne, førend den danske besiddelse af Bornholm kunne bekræftes.

Skibsforlis

Fund af skibsvrag i farvandet omkring Bornholm. De røde punkter markerer fundstedet for de omtalte skibsvrag.

.

Farvandet omkring Bornholm er rigt på skibsvrag, især fra ca. år 1600 og frem til nutiden, og de omfatter primært handelsskibe samt i mindre grad orlogsskibe. Årsagen til de mange vrag er, at Bornholm var et vigtigt pejlemærke for den meget intensive søfart ind og ud af Østersøen. Dertil kommer, at øen havde sin egen skibstrafik.

Et godt eksempel er vraget af en såkaldt fløjte, der var en udbredt nederlandsk skibstype i 1600- og 1700-tallet. Fundstedet taget i betragtning har typen sikkert heddet en oostervaerder (Østersøfarer) i samtiden, og den har sejlet mellem råvareproducerende områder i Østersøen og handelscentre i Nordvesteuropa. Et andet typisk eksempel er fundet af en vedskude: et i reglen klinkbygget fartøj, som fragtede tømmer fra Sverige, Åland og Finland til byerne syd for Østersøen.

Et af de mere kuriøse fund er vraget af det svenske skib Den Forgyldte Sol, som i 1673 forliste ved Tejn på vej til England med en last af ca. ti tons såkaldte blindmønter, dvs. kobberskiver, der skulle bruges til prægning af den britiske møntenhed farthing (1/4 penny).

Under Den Skånske Krig 1675‑79 indtraf i Sose Bugt d. 4.-5. december 1678 en af danmarkshistoriens største skibskatastrofer, hvor 14 ud af 25 skibe forliste. Et par måneder forinden, i oktober, havde svenskerne måttet overgive fortet i Stralsund til den brandenburgske hær. De måtte derfor evakuere mandskab og artilleri fra Tyskland til Karlshamn i Sverige. Transporten fra Pommern var pga. snestorm og dårlig sigtbarhed kommet for tæt på land, hvor ulykken indtraf. Foruden ca. 1.500 omkomne gik der ifølge vidneudsagn også anseelige værdier tabt. Dele heraf er dukket op i årenes løb, bl.a. i 2009, hvor en sportsdykker fandt to store sølvbægere og andre sølvsager, som stammer fra forliset.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Bornholms Regionskommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850