Granit brydes øst for Rønne på Snorrebakken. Af . Begrænset anvendelse

Kulturlandskabet på Bornholm

Artikelstart

Selv om grundfjeldet ligger højt, og Nordbornholm mange steder præges af klippelandskaber og dybe sprækkedale, dækkes store dele af øen af næringsrig moræne, der sammen med det milde kystklima gør den velegnet til opdyrkning. Omkring år 1800 udgjorde landbrugets arealer knap 60 % af øen, mens Højlyngen midt på øen fungerede som et græsningsfællesskab. Da landbruget omkring 1880 var på sit højeste, udgjorde det to tredjedele af øens areal.

I dag dækker landbrug og gartneri 59 % af arealet, hvilket kun er en smule under landsgennemsnittet. Markerne dyrkes langt overvejende med korn, især vinterhvede, samt vinterraps og industrifrø. Dertil kommer en ret betydelig svineproduktion.

Kulturlandskabets udvikling

Arealanvendelsen i Bornholms Regionskommune i hhv. 1805 og 2019 viser den betydelige forandring, som landskabet har gennemgået. Mens andelen af landbrug har holdt sig forholdsvis konstant, er skovarealet vokset betydeligt; fra ca. 10 % i begyndelsen af 1800-tallet til ca. 25 % i dag. Skovarealet er især vokset midt på Bornholm, hvor Højlyngen i begyndelsen af 1800-tallet dækkede ca. 20 % af øens areal. I dag er det meste af Højlyngen forsvundet. I perioden er også byarealet vokset markant. Hvor det i slutningen af 1800-tallet kun udgjorde en enkelt procent af øen, dækker bebyggelse og infrastruktur i dag 12 % af Bornholms areal.

.

Oldtid

Bornholm har været udnyttet intensivt op gennem hele oldtiden. Således er såvel stenalder som bronze- og jernalder repræsenteret af talrige fund, der fordeler sig ud over det meste af øen. De fleste fund er dog gjort i kystzonerne, hvorimod det sandede område omkring Almindingen er mere fattigt på oldtidsfund. Kombineret med beliggenheden i Østersøen vidner de mange fund om en udbredt beboelse, hvis indbyggere ud over kystnære aktiviteter som fiskeri og handel også har ernæret sig ved landbrug.

Middelalder

Ved middelalderens begyndelse havde øen i høj grad udviklet sig til et landbrugslandskab, der var inddelt i 15 sogne. I fire af sognene blev der opført de for øen så karakteristiske rundkirker, men også andre af kirkerne bærer fæstningspræg. Flere borge vidner om, at øen var centrum for strategiske stridigheder. Blandt dem er de kongelige Gamleborg og Lilleborg i Almindingen samt den stærke fæstning Hammershus i øens nordvestlige hjørne. Ejerskabet af Hammershus vekslede mellem kongen og kirken, men fra 1325 til 1522 tilhørte det ærkebiskoppen af Lund, som også ejede det meste bøndergods på øen.

1536‑1850

Landbebyggelsen på Bornholm etablerede sig ikke i landsbyer, men derimod i enkeltliggende gårde, som dog godt kunne ligge på rækker i landskabet. På det store overdrev Højlyngen, hvor den centrale del kaldes Almindingen, var der et græsningsfællesskab, som næsten alle sogne havde en andel i, men ellers var der ikke noget dyrkningsfællesskab på øen. Langs kysten opstod der flere mindre fiskerlejer.

Omkring år 1800 udgjorde græsningsarealerne og de opdyrkede arealer knap 60 % af øen, mens lyngheden dækkede ca. 20 %. Dertil kom et samlet skovareal på ca. 10 %, mens moser og enge samt klitsande udgjorde hhv. 8 og 2 % af øens areal. Efter år 1800 skete der en udskiftning af Højlyngen, som blev opdyrket på de steder, hvor jorderne var egnede, mens den øvrige del blev tilplantet med nåletræsplantager, herunder Almindingen.

Efter 1850

Figur 1. På figuren ses den betydelige vækst i den gennemsnitlige bedriftsstørrelse, som er foregået mellem 1971 og 2010. Efter at have ligget under landsgennemsnittet i næsten hele perioden steg den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i Bornholms Regionskommune til 10 % over landsgennemsnittet i 2010.

.

Omkring 1880 udgjorde landbruget to tredjedele af øen, mens lyngheden var svundet ind til knap 10 % af arealet. Også andelen af enge, klitter og udyrkede arealer svandt ind, hvorimod skovarealet holdt sig på 10 %.

Arealfordelingen forblev nogenlunde konstant frem mod 1950. En undtagelse var skovarealet, som voksede til knap 20 % på bekostning af de øvrige, mere ekstensivt udnyttede arealer. Flere steder foregik der en betydelig råstofudnyttelse med bl.a. stenbrud ved Hammerknuden, Hasle Klinker- & Chamottestensfabrik samt brydning af Rønne Granit og Nexø Sandsten. De bymæssige arealer voksede især omkring Rønne og til dels ved Nexø. På sydøstkysten, på begge sider af Dueodde, blev der anlagt flere sommerhuskolonier, især inde i plantagerne.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Farestalden på St. Muregaard ved Klemensker på den nordlige del af Bornholm, hvor der opdrættes Bornholmergrise. Den viste stald er sidenhen blevet moderniseret for at sikre en højere grad af dyrevelfærd.

.

Figur 2. Arealanvendelsen i procent i Bornholms Regionskommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

Bornholm har en ganske stor andel af landbrug og gartneri, som i dag dækker 59 % af øens areal, hvilket ligger tæt på landsgennemsnittet på 61 %. De mest landbrugsintensive sogne er Klemensker, Nyker, Østerlarsker og Østermarie. Her dækker landbrug over 70 % af sognenes arealer. Med en andel på 69 % præges også Aaker Sogn i høj grad af landbrug. Øens andel af bebyggelse og infrastruktur ligger med 12 % meget tæt på landsgennemsnittet på 13 %. Den er især koncentreret langs kysten. Rønne og Nexø Sogne er således decideret bymæssige, og bebyggelse, infrastruktur, kirkegårde, parker, sportsanlæg mv. dækker over 50 % af arealet. Det samme gælder Gudhjem Sogn, der med sin kuperede afgrænsning fremstår som en lille, koncentreret havneby.

Skovarealet er stort og er især koncentreret midt på øen. Det omfatter store skovområder som Almindingen, der medfører, at fx Vestermarie Sogn har 42 % skov, og Rø Plantage, der giver Rø Sogn en skovandel på hele 46 %. Da landbruget ofte når helt ud til kysten i syd, og det ofte dybe vand ud for klippekysterne i nord ikke muliggør dannelse af en strandvoldsslette eller et tilgroningsforland, er Bornholms andel af våde naturtyper ret lav. Tilsammen dækker de 1,5 % af øen mod et landsgennemsnit på 7,0 %. Også andelen af tørre naturtyper er med 2,2 % mod et landsgennemsnit på 2,7 % forholdsvis lav.

Jordbunden på Bornholm er overvejende lerholdig og meget velegnet til intensiv planteproduktion, så vidt terrænet tillader det. Der er dog en stor variation i jordernes beskaffenhed. Særligt midt på øen findes lerblandede sandjorder, mens der langs øens sydspids og syd for Hasle er partier med magre, endog grovsandede jorder, der oftest er tilplantet med skov. Rundtomkring på øen findes desuden områder med sværere lerjorder samt vådbundsområder med humusjorder. Dertil kommer de for Danmark unikke grundfjeldspartier i nord.

De gode jorder forklarer det udbredte landbrug, som i sammenligning med mange andre danske kommuner har holdt sig forholdsvis konstant over de seneste generationer. Faldet i Bornholms landbrugsareal har således været beskedent. I 1951 lå det på 40.304 ha, faldt til 39.158 ha i 1980 og udgjorde 35.038 ha i 2010. Til gengæld er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse steget markant. I 1971 lå bedriftsstørrelsen på 15,3 ha/bedrift, mens den i 2010 var vokset til 70,5 ha/bedrift, hvilket var 10 % over landsgennemsnittet.

Tidligere var vårbyg den helt dominerende kornafgrøde, og i 1980 udgjorde den 83 % af kornarealet. Samtidig blev der dyrket en større andel foderafgrøder, herunder sukkerroer, som nu er stort set forsvundet. I dag dyrkes afgrøderne typisk i kornsædskifter og domineres af vintergrønne afgrøder. Langt den største afgrøde er korn, som dækker 68 % af det dyrkede areal. Derefter følger vinterraps og andet industrifrø med 6 %. Hele 5 % af arealet dyrkes desuden med frø til udsæd, fx græsfrø, hvilket i 2010 var næsten det dobbelte af landsgennemsnittet på 3 %.

Blandt husdyrene var der tidligere en stor mælkeproduktion. Antallet af malkekvæg er dog faldet betydeligt, og siden 1972 har der kun været et enkelt andelsmejeri på øen. Hvor Bornholm i 1980 husede 8.360 malkekøer, var det antal faldet til 5.869 i 2010. Ikke bare malkekøerne, men det samlede kvæghold er gået tilbage. I 1950 var der således 40.806 stykker kvæg, mens der i 2010 kun kunne tælles 14.152 stykker kvæg på øen. Antallet af høns er også faldet kraftigt, og fra 1980 til 2010 blev det næsten halveret. Til gengæld er antallet af slagtekyllinger steget fra 138.133 i 1980 til 162.136 i 2010. Blandt husdyrene har svinebestanden oplevet en kraftig stigning. I 1951 husede øen 40.387 svin. Det steg til 188.169 svin i 1980, og i 2010 lå Bornholms samlede svinebestand på hele 262.330 svin. I Rønne ligger et svineslagteri, som med ca. 442.000 slagtninger om året aftager en stor del af den betydelige svineproduktion. De øvrige svin slagtes hovedsagelig i Ringsted på Sjælland.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Bornholms Regionskommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber