Ved 1800-tallets begyndelse var Bornholm skovfattig pga. overudnyttelse af de oprindelige skove til hugst og græsning. Hele øens midte var dækket af lynghede (Højlyngen), og skovene var overvejende begrænset til sprækkedalene og øens stejle, klipperige dele. Herefter begyndte skovarealet at vokse i form af både selvsået skov og plantager. I dag ligger Bornholms skovareal på 14.450 ha, svarende til knap 25 % af øens areal, hvilket gør den til en af landets skovrigeste kommuner.
De største skove er Almindingen, Rø Plantage og sandflugtsplantagerne nord for Rønne og ved Dueodde. Dertil kommer et stort antal små, frodige løvskove med bl.a. avnbøg, vintereg og fuglekirsebær.
De fleste større skove samt mange af plantagerne ejes af staten og kommunen, mens de mindre skove oftest er privatejede. Skovene drives hovedsagelig som produktionsskove, om end der især i statsskovene udlægges stadig flere arealer til urørt og biodiversitetsskov. De fleste små gamle løvskove har tidligere været drevet som stævningsskove.
