Hammerhus. Af . Begrænset anvendelse

Middelalderen på Bornholm

Tidslinje over middelalderen og nyere tid på Bornholm.

.

Artikelstart

I de første århundreder af middelalderen var Bornholm præget af befolkningsvækst og rigdom, bl.a. som følge af sildefiskeri. Dette satte den sorte død i midten af 1300-tallet en stopper for. I middelalderen lå der adskillige købstæder på øen, og der rejstes mange stenkirker. I begyndelsen af perioden var fæstningsanlægget Gamleborg fortsat i brug, men det afløstes senest ca. 1150 af Lilleborg. I slutningen af 1200-tallet anlagde ærkebiskoppen den mægtige borg Hammershus.

Administrativ inddeling

Bornholm var siden begyndelsen af middelalderen inddelt i fire herreder: Hasle (senere Nørre) Herred, Rønne (senere Vester) Herred, Hænnings (senere Øster) Herred og Michlingæ (senere Sønder) Herred.

Ved middelalderens begyndelse var området underlagt den danske krone, og fra denne tid ser hele øen ud til at have været i kongelig besiddelse. I 1149 afgav kongen tre af øens herreder til ærkebispen i Lund; Rønne Herred fulgte i 1327. Bispens gods blev fra sidste halvdel af 1200-tallet administreret fra Hammershus.

I 1525 pantsatte Frederik 1. Bornholm til Lübeck i 50 år som betaling for hjælp i opgøret med Christian 2. Øen forblev en del af det danske rige, men blev styret af lybske fogeder.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Opdyrkning af hidtil uudnyttede arealer i første halvdel af middelalderen peger på en markant befolkningsvækst på Bornholm i denne periode. Arkæologiske fund vidner om en velstand på øen, som har kunnet understøtte denne vækst.

I 1300-tallet rasede den sorte død i en sådan grad, at flere sagn beretter om en næsten fuldstændig affolkning af øen. Trods krise ser senmiddelalderens bebyggelsesmønster dog ikke ud til at have været kendetegnet af ødegårde, og sidste del af middelalderen var karakteriseret af nedsat pres på ressourcer og vækst, særligt i købstæderne.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel og kystforsvar

I de forhenværende udmarksområder, dvs. de marginale, klippeprægede eller dårlige jorder, der lå langt fra gårdene, og som anvendtes til græsning, er der bevaret et imponerende netværk af hulveje, især omkring borgene Hammershus, Lilleborg og Gamleborg i Almindingen men også i plantagerne mod øst. Her findes endvidere bevaret pilte, dvs. mindre bunker af sten, der i middelalderen fungerede som vejmærker, når den vidtstrakte udmark skulle krydses. Enkelte steder spreder hulvejene sig ud i vifteform, hvor stigninger eller vådområder skulle passeres. Kun enkelte steder var der anlagt broer. Især de dybe sprækkedale på den nordlige del af øen har udgjort en barriere for landtransport. Således gik landevejen mellem Svaneke og Allinge helt frem til begyndelsen af 1900-tallet over Østermarie-Østerlars-Rø-Olsker. Brommevej mellem Østerlars og Rø slynger sig stadig gennem landskabet, som den har gjort det i århundreder.

Med købstædernes fremkomst i løbet af middelalderen blev disse sammen med Hammershus de overordnede knudepunkter i vejnettet. Lokalt ude i landsognene var det dog kirkerne, som vejnettet strålede ud fra eller til. Det synes at have været vigtigt for de enkelte gårde at have en kirkevej.

Al færdsel væk fra øen er i sagens natur foregået ad søvejen, ligesom handelsvarer er landet i de større havne. En del lokal transport er dog også foregået til vands, som når fiskerne fra de små naturhavne skulle have afsat deres fangster, og på strækninger med manglende eller svært fremkommelige veje har person- og godstransport også været nemmere med båd.

Bornholms placering gjorde øen udsat for overfald og plyndringer. Kilder nævner talrige eksempler på dette fra vikingetid og frem, og forsvaret af øen har derfor været vigtigt. Både kong Erik af Pommern og senere lübeckerne opførte skanser på Bornholm. Placeret ved alle havne og landingssteder har de udgjort rygraden i øens forsvar. Små hundrede skanser er stadig synlige ved kysterne, hvoraf den over 600 m lange Langeskanse mellem Nexø og Balka er den længste og muligvis også den ældste med rod i jernalderen.

Bavne, der stod for alarmeringen af befolkningen i ufredstider, indgik også i kystforsvaret. En del høje bærer navnet Bavnehøj, men endnu flere har en overleveret historie om at have været det. Et netværk af i alt ca. 50 bavne har dækket øen.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Aa Kirkes monumentale vesttårn. Kirken, der var centrum for øens kirkelige liv i middelalderen, var som en række af Bornholms øvrige kirker i 1100-tallet indrettet til værn mod vendernes hærgen. Det kraftige tårn blev på den tid anvendt til beskyttelse af både værdier, herunder kirketiende, og mennesker. Herudover rummede tårnet tidligere et herskabspulpitur som det eneste på øen.

.

Middelalderen på Bornholm er karakteriseret ved, at der ikke fandtes egentlige landsbyer. I stedet bestod landbebyggelsen af spredte enkeltgårde, ofte placeret i rækker eller små klynger. Der lå i alt fem købstæder på øen i middelalderen: Aakirkeby fungerede antagelig som købstad i 1200-tallet og var øens vigtigste by i middelalderen. Rønne fremtræder som købstad i 1327, og Nexø modtog sine købstadsprivilegier i 1346. Hasle blev trods sin alder ikke ophøjet til købstad før tidligt i 1500-tallet, og Svanekes status som købstad skal dateres til samme periode.

Vikingetidens byggeskik med sine langhuse gjorde sig fortsat gældende frem til ca. år 1200, hvor bebyggelsesstrukturen ændrede sig, idet gårdene syntes at rykke fra en central placering på indmarkens gode jorder ud til kanten af udmarken eller ned til åerne. Der skete ligeledes en flytning fra lettere, sandede jorder til mere lerede jorder. Som nævnt adskilte Bornholm sig på flere punkter fra resten af Danmark, idet der ikke blev dannet landsbyer. I stedet førte ændringen i gårdstrukturen til, at de eksisterende gårdsamlinger spredtes ud til rækker af enkeltliggende gårde. De mere end 60 bynavne, som i middelalderen fandtes spredt ud over øen, betegnede alene, at gårdene det pågældende sted lå tæt. Der var ikke tale om dyrkningsfællesskab, som ellers kendetegner en landsby. Et eksempel på dette er Tjørneby i Povlsker, hvor tre gårde nærmest lå gavl mod gavl.

Gårdstrukturen, der etableredes ca. år 1200, genfindes endnu i dag. Den statiske struktur gør, at antallet af undersøgte gårdtomter fra høj- og senmiddelalder er beskedent, da man gennem de forgangne århundreder blot har bygget oven på den forudgående tomt. Dette ses eksempelvis ved Damaskegård i Østerlars, hvor man i forbindelse med flytningen af gården til Frilandsmuseet gravede ned under stuehuset og fandt mindst syv forgængere til gården. Fra langhusene med rod i vikingetidens byggeskik synes husene efter år 1200 at være blevet markant kortere: Nær Smedegård i Østermarie og ved Krusegård i Povlsker er således udgravet relativt korte huse a 12 m’s længde og med en bredde på ca. 4 m. Begge er dateret til anden halvdel af 1200-tallet.

Landbruget var middelalderen igennem af stor betydning, og da sildestimerne fra 1400-tallet var aftagende, blev det igen øens hovederhverv. Bøndernes udnyttelse af øens jordarealer tog udgangspunkt i et landskab præget af udmarker, der var klippeprægede eller dårlige jorder, som lå langt fra gårdene. Disse arealer var fælles for de omkringboende, som førte kvæg og får hertil for at græsse. Det største udmarksområde, Højlyngen, dækkede den centrale del af øen, svarende til en femtedel af øens samlede areal. For at gårde uden direkte adgang til udmarken også skulle have glæde af den, gik smalle striber af jord fra Højlyngen og ud i sognene, såkaldte gader. Også til købstaden Aakirkeby førte en sådan gade, Bygaden, og vejen bærer i dag stadig navnet.

Bornholm var centralt placeret i forhold til middelalderens internationale søveje, og handel og fiskeri var et vigtigt element i øens velstand. Særlig betydning havde sildefiskeriet og de årlige sildemarkeder, der i højmiddelalderen bragte øen i kontakt med bl.a. de tyske hansestæder. Det omfattende sildefiskeri førte til anlæggelse af fiskerlejer langs kysten, hvoraf selv mindre fiskerlejer som Årsdale og Listed er nævnt i de skriftlige kilder. Flere af fiskerlejerne voksede sig siden til byer, fx Svaneke og Nexø, og på østkysten mellem Bølshavn og Nexø kan man flere steder se spor af tomterne af de boder, hvorfra sildefiskeriet blev bedrevet. Ved de største sildemarkeder opførtes endog kapeller, fx Salomons Kapel på øens nordspids.

Kristningen af Bornholm fandt sted over en periode fra slutningen af 900-tallet til midten af 1000-tallet. I tidsrummet 1150‑1250 opførtes 15 romanske stenkirker til erstatning for trækirker. Det drejede sig både om langkirker og rundkirker, og begge typer har kunnet fungere som forsvarsværker i ufredstider. Fra højmiddelalderen stammer også to fæstningsanlæg, Lilleborg og Hammershus. Gamleborg i Almindingen, der kan føres tilbage til før middelalderen, blev i midten af 1100-tallet afløst af den mindre Lilleborg. Kongens gods blev sandsynligvis administreret først fra Gamleborg, herefter fra Lilleborg. Hammershus, der havde vigtig strategisk betydning, blev antagelig opført af ærkebiskop Jens Grand i slutningen af 1200-tallet og var middelalderen igennem centrum for stridigheder mellem konge og biskop om retten til at opkræve skatter på Bornholm.

Øen var rig på møller i middelalderen, da det bornholmske terræn egner sig godt til både vind- og vandmøller, og der er kendskab til langt over 200 møller. Kendskabet til middelalderens møller udgøres af en håndfuld vandmøller omtalt i de skriftlige kilder, den første i 1407. Der har dog med sikkerhed været flere. Det ses i antallet af fundne møllesteder langs øens åer. Til trods for at det ikke er muligt i alle tilfælde at knytte møllestederne til en eksisterende gård, virker det plausibelt, at vandmøllen vandt udbredelse omkring år 1200, hvor den store bebyggelsesændring bl.a. betød, at gårdene søgte ned mod åerne.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

Der er på Bornholm gjort et meget stort antal skattefund fra hele middelalderen. De strækker sig i tid fra det store skattefund ved Engegård, nedgravet kort efter 1038, til et skattefund indmuret i Hammershus, dateret til 1518‑20.

Videre læsning

Læs mere om historie i Bornholms Regionskommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder