De mange brud og grave i især Bornholms nordvestlige landskaber er i dag vidnesbyrd om øens råstofrigdom, og at der har været drevet minedrift i århundreder. Den omfattende forekomst af råstoffer skyldes Bornholms specielle geologi, hvor mange forskellige bjergarter fra forskellige geologiske tidsperioder er blottet. I den bornholmske undergrund findes derfor både sandsten, granit, gnejs, kalksten, Alun Skifer, kul, kaolin (porcelænsler), ler, fosforit og kvartssand. Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor man eksempelvis kan finde granit, gnejs, skifer og kaolin.
Sandsten, granit og kalk er blevet brugt til bygningssten siden middelalderen. Senere er sandsten og granit blevet brugt til belægning, monumenter og gravsten. En industriel udnyttelse af disse råstoffer begyndte i sandstensbruddet ved Nexø, som blev anlagt i 1754.
Ler blev brugt til fremstilling af teglsten, der ligeledes er foregået på Bornholm siden middelalderen. Dog blev det første egentlige teglværk opført i 1741 på Bornholm, hvor Hasle Klinker- & Chamottestensfabrik har forsynet hele Danmark med teglfliser. Leret er også brugt til pottemagerarbejder og stentøj. Kaolin, der er et forvitringsprodukt fra granit, blev brugt til porcelæn og i papirindustrien, mens kul blev brugt til brændsel. Kullet blev brudt på vestkysten af Bornholm omkring Sorthat og Hasle. Brydningen af kul begyndte under Christian 4. og sluttede i 1948.
Fra Alun Skifer blev der tidligere sydet alun, der blev brugt medicinalt, til garvning, stoffarvning og indfarvning af kalk. Fremstilling af alun ophørte i slutningen af 1800-tallet. Endvidere er der brudt kvartssand, der er brugt til beton- og mørtelproduktion, samt fosforit anvendt til gødning.
I områderne syd og øst for Rønne og videre op langs vestkysten forbi Sorthat, Hasle og Vang og videre op til Moseløkken ved Hammeren findes der i dag spor efter et sammenhængende industrilandskab med stenbrud, ler- og grusgrave og miner samt store dynger af restproduktet stenmel.