Det bornholmske grundfjeld - fra råstofressource til rekreative naturområder

Over 500 mio. år gamle bølgeribber i Hardeberga Sandstenen i det tidligere Strøby Sandstensbrud.
.

Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor grundfjeldet er blottet. Grundfjeld, den faste del af Jordens skorpe, der ligger under de sedimentære aflejringer, består af metamorfe eller magmatiske bjergarter. På Bornholm består grundfjeldet af granit og gnejs, der blev dannet for 1.455 ± 10 mio. år siden.

Granit er en massiv magmatisk bjergart, der er dannet, ved at magmaer langsomt er størknet dybt under jordoverfladen. Dermed er de blevet så grovkornede, at man ofte kan skelne enkelte mineraler som kvarts, plagioklas og biotit fra hinanden.

Gnejs er en metamorf bjergart dannet ved metamorfose af en sedimentær eller magmatisk bjergart under højt tryk og høje temperaturer. Derved har mineralkornene samlet sig i lag, hvorfor gnejs ofte har et stribet udseende.

Bornholmsk Gnejs er den dominerende grundfjeldsbjergart og dækker store dele af det nordlige og centrale Bornholm. Granitterne findes på den nordvestlige og nordøstlige del samt på den centrale del af øen øst for Rønne.

På Hammerknuden ligger Opalsø, der er et tidligere stenbrud, hvor der blev brudt rød Hammer Granit. I dag fungerer det tidligere stenbrud som badesø.

.

Bornholms råstofindustri

Medarbejdere på Hasle Klinker- & Chamottestensfabrik opstillet til fotografering i ca. 1928. I baggrunden ses en af de høje skorstene og stabler af producerede klinker.

.

De mange brud og grave i især Bornholms nordvestlige landskaber er i dag vidnesbyrd om øens råstofrigdom, og at der har været drevet minedrift i århundreder. Den omfattende forekomst af råstoffer skyldes Bornholms specielle geologi, hvor mange forskellige bjergarter fra forskellige geologiske tidsperioder er blottet. I den bornholmske undergrund findes derfor både sandsten, granit, gnejs, kalksten, Alun Skifer, kul, kaolin (porcelænsler), ler, fosforit og kvartssand. Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor man eksempelvis kan finde granit, gnejs, skifer og kaolin.

Sandsten, granit og kalk er blevet brugt til bygningssten siden middelalderen. Senere er sandsten og granit blevet brugt til belægning, monumenter og gravsten. En industriel udnyttelse af disse råstoffer begyndte i sandstensbruddet ved Nexø, som blev anlagt i 1754.

Ler blev brugt til fremstilling af teglsten, der ligeledes er foregået på Bornholm siden middelalderen. Dog blev det første egentlige teglværk opført i 1741 på Bornholm, hvor Hasle Klinker- & Chamottestensfabrik har forsynet hele Danmark med teglfliser. Leret er også brugt til pottemagerarbejder og stentøj. Kaolin, der er et forvitringsprodukt fra granit, blev brugt til porcelæn og i papirindustrien, mens kul blev brugt til brændsel. Kullet blev brudt på vestkysten af Bornholm omkring Sorthat og Hasle. Brydningen af kul begyndte under Christian 4. og sluttede i 1948.

Fra Alun Skifer blev der tidligere sydet alun, der blev brugt medicinalt, til garvning, stoffarvning og indfarvning af kalk. Fremstilling af alun ophørte i slutningen af 1800-tallet. Endvidere er der brudt kvartssand, der er brugt til beton- og mørtelproduktion, samt fosforit anvendt til gødning.

I områderne syd og øst for Rønne og videre op langs vestkysten forbi Sorthat, Hasle og Vang og videre op til Moseløkken ved Hammeren findes der i dag spor efter et sammenhængende industrilandskab med stenbrud, ler- og grusgrave og miner samt store dynger af restproduktet stenmel.

Brydning af grundfjeldet

Øst for Rønne på toppen af Snorrebakken lå tidligere Stubbegårds klippeløkker, hvor grundfjeldet stak frem overalt. I 1833 begyndte et konsortium af rønneborgere at bryde granit i området. I dag ligger der stadig et stort brud på toppen af Snorrebakken, der ejes af NCC. Her brydes den mørke Rønne Granit, der bruges til vejbelægning.

.

Granit er blevet brudt på Bornholm siden middelalderen, men en egentlig industri opstod ikke før 1819, da det første stenbrud blev anlagt øst for Rønne.

I begyndelsen foregik brydningen ved håndkraft: Ved at hamre et bor ned i den solide klippe lavede man huller, som blev fyldt med sort krudt. Når det sprængtes, løsnede granitblokken sig fra klippen. Den store blok skulle herefter deles i mindre stykker. Det skete ved, at der blev lavet en række huller med en pikkert, en hammer med spidse ender, og i disse huller placerede man kiler, som man hamrede på, til blokken flækkede. Processen blev gentaget, indtil blokkene havde de ønskede størrelser.

I løbet af 1890’erne blev granitbrydningen moderniseret. Man begyndte at anvende dynamit i stedet for sort krudt og trykluftboremaskiner til at bore huller med. I 1895 udviklede Bornholms Granitværk en faldhammer, der som en lille guillotine slog ned og knækkede sten til brosten og chaussésten.

I flere af stenbruddene blev der anlagt spor til hestetrukne tipvogne, hvilket lettede transporten af stenene.

Arbejdet som stenhugger

I stenbruddet Klint ved Lobbæk blev der ved håndkraft fremstillet kantsten, chaussésten og skærver til vejanlæg af den mørke Rønne Granit. Under brydningen fandt man en del pegmatit, der er en meget grovkornet magmabjergart, hvor hvert mineralkorn kan være flere centimeter stort. I pegmattiten fandt man store korn af det blålige mineral labradorit, der blev brugt til smykkesten. Da brydningen ophørte sidst i 1960’erne, stoppede også indsamlingen af labradorit. Foto fra 1930’erne.

.

Stenhuggerne i bruddene var ofte ufaglærte sæsonarbejdere, der ved siden af arbejdede som landmænd eller fiskere. De stod for at udhugge blokkene og transportere dem op af bruddet, så de faglærte arbejdere kunne fabrikere bl.a. brosten, kantsten og gravsten.

Brostenshuggerne huggede blokkene til brosten og kantsten og blev aflønnet på akkord. De kunne producere omkring 100 brosten eller 12 m kantsten på en dag. Finhuggerne havde med fire år stået længst i lære, og de lavede gravsten, monumenter og råblokke til sokler, gesimser, søjler osv. Finstensprodukter stod for 75 % af værdien af salget fra granit i slutningen af 1800-tallet.

Granitbrydning var både hårdt og farligt arbejde. Flere fik stenlunger af det fine stenmel, der samlede sig i lungerne. Dårlige rygge og knæ, øjenskader, nedsat hørelse, klemte fingre og gigt var også almindelige lidelser blandt stenhuggere.

I 1880’erne manglede stenindustrien arbejdskraft, og der kom en del stenhuggere fra Sverige, som havde stor erfaring med at bryde sten. Granitbruddene annoncerede også efter børnearbejdere i Sverige.

Bornholms Granitværk havde i sin storhedstid i 1899 ca. 350 stenarbejdere ansat, mens der i 1906 kun var 242 stenarbejdere tilbage. Det menes, at der i slutningen af 1890’erne var mellem 800 og 1.200 stenarbejdere på hele Bornholm. I dag er der aktive granitbrud ved Rønne og Sandvig med ca. 50 mand beskæftiget, og der blev i 2014 indvundet ca. 134.000 m3granit på Bornholm.

Anvendelsen af granit

Granit er siden middelalderen blevet brugt til byggeri, og finere stenhuggerarbejde fra Bornholm kendes også fra middelalderens gravstene. Med den øgede granitbrydning i 1800-tallet begyndte købstædernes torve og pladser rundtom i Danmark at blive brostensbelagte, og der blev hugget sten til bygninger som søfortet Trekroner. I begyndelsen af 1900-tallet blev der bl.a. hugget sten til Københavns nye rådhus, Nationalmuseets søjlekolonnade og Glyptotekets fundament.

Der brydes i dag flere typer granit på Bornholm, som adskiller sig fra hinanden i farve og kornstørrelse og derfor anvendes forskelligt. Nogle typer bruges til store plader, der ligger som belægning, fx ved Ribe Domkirke, andre poleres og anvendes til gravstene, og meget granit benyttes til fremstilling af bygningssten, brosten, fliser, vejskærver til asfalt og til betonskærver.

En af de få bornholmske billedhuggere, der konsekvent arbejdede i den lokale granit, var Ole Christensen. I kunstnerens egen skulpturpark i Olsker ses de forskellige typer granit, han anvendte, og hans dybe kendskab til stenenes struktur og muligheder for bearbejdning.

.

Det rekreative stenbrud

Kløften ved det tidligere Vang Granitbrud. I 2014 fik området yderligere attraktioner, bl.a. et udsigtspunkt, mountainbikeruter, klatrefaciliteter og vandreruter.

.

Mange af de nedlagte stenbrud er i dag rekreative områder. Det gælder bl.a. stenbruddet Sibirien, der er det ældste brud på Hammerknuden. Det tidligere brud er nu fyldt med regnvand og udgør Krystalsøen. Også Opalsø på Hammerknuden er et tidligere stenbrud. Siden 2006 har vandrefalke bygget rede i klipperne, og for at give fuglene ro er området spærret af i yngletiden.

Også det tidligere Vang Granitbrud er i dag et rekreativt område, der åbnede i 2014. Her er opført sheltere og rastepladser, anlagt enkelte mountainbike- og vandreruter, og ved det gamle udskibningssted Vang Pier kan man bade. For at styrke og beskytte fuglelivet er anlagt en række vådområder, og bruddets lodrette klippevægge er et vigtigt fugleområde, hvor der samtidig er mulighed for at klatre.

Videre læsning

Læs mere om historie på Bornholm

Se alle artikler om Historie