Sortedam Dossering 55 ligger på Sortedam Dossering 55 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Villaen ud mod Dosseringen er opført 1869 for fabrikant C. Nielsen efter tegninger af Georg V. Møller. Villaen udgør en herskabelig hovedbygning til ejendommen "Christianshvile", og fungerede som bolig for ejeren af den i 1864 på grunden anlagte stivelsesfabrik. Til villaen slutter sig umiddelbart de to bygninger i nord og syd, der blev opførtes 1864 som henholdsvis stald og vognport samt et pakhus, der ikke er omfattet af denne fredning. Bygningen er en af de sidste bevarede villaer, der ofte som led i købmandsgårde blev opført på de tidligere blegdamme, da København efter voldenes fald i midten af 1800-tallet begyndte at brede sig ud over "Broerne". Forhistorien sætter de nuværende bygninger i kontekst. Søerne ved København, Skt. Jørgens Sø, Peblingesø og Sortedams Sø, strækker sig i en stor bue omkring det gamle København. Engang var disse søer et uundværligt led i Københavns vandforsyning, og de har også udgjort en del af de store forsvarsværker omkring byen. Vandforsyningen var dog det primære, og til dette formål blev søerne engang i middelalderen dannet ved opdæmning og tilførsel af vand fra søer som Lersø, der nu er udtørret, og Langvaddam, den nuværende Damhussø. Søerne var da noget større og med naturlige uregelmæssige bredder. Først i 1725-27 blev søernes bredder rettet ud og fik den form de har i vore dage. Ved reguleringen af søerne fremkom dosseringerne, der tilhørte vandvæsenet, og de var derfor spærret for enderne ved låger, da kun vandvæsenets folk, der førte tilsyn med søernes bredder, skulle have adgang. Først i 1856 blev lågerne nedtaget og dosseringerne gjort til offentlige gangstier. Søerne lå dengang i landlig idyl, hvad man kan forvisse sig om ved nærmere studium af maleren Christen Købkes billeder fra Sortedams Dosseringen, hvor han en tid boede. En del bebyggelse har der altid været ved Søerne, trods det, at de lå udenfor Københavns volde. Det var den byggelystne konge Christian den Fjerde, der for alvor satte gang i byggeriet herude. Som et led i byens befæstning, anlagde han tre skanser ved Søerne. På den ene opførte han en Ladegaard, på den anden hospitalet Ny Vartov og på den tredje Ravnsborg. Under Frederik den Femte blev der sat ekstra gang i det private byggeri herude, og de mere velhavende borgere opførte deres mondæne landsteder langs søbredderne; det var nær byen men alligevel væk fra trængslen og larmen i den overbefolkede by bag voldene. Siden 1670'erne havde Sortedamssøen været stedet, hvor blegemændene havde deres blegedamme. Her lagde man de lange tøjstrimler ud til blegning. Først lå blegdammene mellem søen og byens volde, men da man udlagde et demarkationsterræn på dette område, måtte blegdammene anlægges uden for demarkationslinjen, og man fik anvist plads på den anden side af Sortedamssøen. Blegdammene var lange smalle grundstykker, der lå mellem søbredden og en grøft, der var gravet langs Nørre Fælled (Blegdamsfælled). Det var langs denne grøft, at Blegdamsvej blev anlagt. I løbet af 1700-tallet opstod en række landsteder langs Sortedamssøen, og også industrielle virksomheder begyndte at vokse op i dette område. Især var det tekstilmanufakturer, der anlagdes på blegdammene. Omkring 1867 blev blegdammene delt af Ryesgade, der anlagdes mellem søbredden og Blegdamsvejen. På den 11. blegdam, der senere blev til Nr. 82 b ved Blegdamsvejen og nu er Sortedams Dossering 55 og Ryesgade 48, var der omkring 1770 en sejldugsfabrik, som ejedes af sejlmager Christian Brenøe. Da sejldugsfabrikken på Wodroffsgaard kom i vanskeligheder i slutningen af 1780'erne, overtog Brenøe leverancerne til Holmen og fik dermed fabrikken til at blive et ganske solidt foretagende. I 1805 overtog hans søn, sejldugsfabrikant Peter Christian Brenøe, fabrikken, men han levede ikke op til faderens succes. I 1814 blev fabrikken afhændet og fabrikant Adolph Christian Fibiger overtog den for 14.000 rdl. og indrettede et blegeri. Omkring 1862 overtog bagermester William Rubow ejendommen efter Fibigers enke og solgte den året efter til handelsbogholder H.C. Hildebrandt, som allerede i 1864 afhændede den til forhenværende franskbager Christian Nielsen. På grunden stod da et par ældre bygninger, der må stamme fra 1841 eller før. Christian Nielsen ønskede at opføre nogle nye bygninger på sin grund, da han ville indrette en stivelsesfabrik. Samtidig med stivelsesfabrikationen, ville han udvinde et "særdeles gavnligt, saa at sige aldeles nødvendigt Medicament for Sukkersyge", nemlig "Ingredienser til Glutenbrød". I første omgang ønskede han hovedbygningen indrettet til fabrik ved en forlængelse mod sydvest. Dette skete i 1865, hvor han lod arkitekt Thorvald Sørensen (1849-1905), der var bygningsinspektør i Københavns 2. distrikt, tegne en ny fabriksbygning, en staldbygning med plads til seks heste og et vognskur. Staldbygningen og vognskuret er bevaret, og ligger på hver side af grunden bag villaen. De blev, som de øvrige bygninger i komplekset, opført i gule mursten. Allerede fra starten ville Christian Nielsen have bolig på grunden, som det jo var normalt dengang, og han lod Thorvald Sørensen tegne et forslag til en passende villa. Resultatet blev en ganske pompøs bygning i to etager med helvalmet skifertag og et fremspringende tårnlignende midtparti med pyramidetag og ydermere en fra tårnet fremspringende femkantet udbygning i to etager. Thorvald Sørensen var med denne villa tydelig påvirket af hans forbillede, J. D. Herholdt. Villaen blev aldrig til virkelighed, men Sørensens øvrige fabriksbygninger på grunden blev alle opført 1865. Da Christian Nielsen endelig i 1869 besluttede sig for at opføre sin villa, blev det med en ny arkitekt. I sommeren 1869 blev villaen opført efter arkitekt Georg W. Møllers tegninger. Christian Nielsens villa bærer efter sin bygherre navnet "Christianshvile". Georg Møller (1840-97) var elev af G. F Hetsch og konduktør hos J. D. Herholdt. Han blev optaget på Akademiet i 1855 men tog vist aldrig afgang. Sammen med Wilhelm Dahlerup opførte han det nuværende Hotel d' Angleterre samt Statens Museum for Kunst. Sortedams Dossering 49 er dog helt hans eget arbejde.

Beskrivelse

Hele ejendommen er anvendt til erhvervsformål. Anlægget, beliggende i Københavns Udenbys Klædebo Kvarter, omfatter ejendommen Sortedams Dossering 55 og består af en stor villa og to mindre bygninger umiddelbart vest for denne. Bygningerne omkranser en gårdsplads, som på den fjerde side rummer et tidligere pakhus, der hører til det oprindelige anlæg men ikke er omfattet af denne fredning. På nord- og sydsiden af ejendommen er etagebyggeri, mens østsiden med villaens hovedfacade er vendt mod Sortedams Dosserings høje dæmningspromenade og har fri udsigt til Sortedams Søs åbne rum midt i byen. Villaen er et aflangt, grundmuret og symmetrisk udformet hus opført i gul blankmur og hængt med et ældre skifertag. Villaen har såvel til sø- og gårdsiden som i gavlene brede risalitter, der løfter sig i helvalmede, store kviste over det brede heltag. I taget er til sø- og gårdsiden to ældre mørkegrønne kviste med zinkinddækninger samt to større murede, ældre skorstene med runde skorstensrør flankeret på hver side af to spinklere skorstene. Dertil kommer nogle nyere, traditionelt udførte små tagvinduer. Facaderne har i stueetagen, over en høj kælder, tre rundbuede vinduesfag på hver side af midtrisalitterne, der omfatter et centralt rundbuet indgangsparti til søsiden med en ældre stentrappe, til gårdsiden en nye ståltrappe samt to mindre rundbuede vinduesnicher. I gavlene er i risalitterne to centrale, rundbuede blændinger, flankeret af et rundbuet vinduesfag på hver side. Alle vinduer har murede sålbænke med skiferinddækning. Kælderetagen har samme vinduestakt som stueetagen og som risalitterne, med fladbuede murstik over vinduesnicherne. Dog er til gårdsiden i yderfagene, i stedet for vinduer, to kældernedgange. Den indrettede tagetage på 1. sal har i hver af risalitterne fire smalle, rundbuede vinduesåbninger. Facaderne er i deres blankmur udformet med en høj sokkel og base, der over en profileret skifer-inddækket gesims har en let fordybet blænding-lisén-struktur med afrundede murstik og et brudt, profileret gesimsbånd, der tilsammen fremstår som et pilaster-buemotiv mellem vinduerne i risalitterne, og øverst er en profileret hovedgesims med tandsnit og dekorative friser i skråtstillede sten. Den samme udformning gælder gavlenes flader, hvor hovedgesimsen her er løftet op over de fire vinduesåbninger i 1. sals højde. Dertil kommer i alt otte ciselerede, dekorative murankre i jern, placeret i stueetagen i mellemrummene over vinduesbuerne. Villaen har i den sø-vendte facades indgangsparti en ældre stentrappe med let svaj udad, sorte kvadre i siderne og granittrin samt et sortmalet støbejernsgelænder. Øverst er en traditionelt udført tofløjet trefyldningsdør med nyere greb og låsetøj samt et traditionelt udført overvindue delt af en lodret sprosse. Den samme type dør er i gårdsidens indgangsparti, der har en nyere trappe i stål og træ. Villaen har i kælderen traditionelt udførte torammede og opsprossede vinduer, i stueetagen ældre og traditionelt udførte, henholdsvis to,- og trerammede sorte eller mørkegrønne vinduer, hvor de buede overrammer i de store vinduer har en midtstillet sprosse ligesom dørpartiet, mens de nedre rammer er opsprossede i gavlenes og gårdfacadens vinduer. De mindre kvartetter af vinduer på 1. sal i risalitterne er ældre og traditionelt udførte en-rammede rundbuede vinduer. I kvistene er traditionelt udførte seksrammede mørkegrønne vinduer. Overvejende er vinduerne i villaen malet mørkegrønne, mens de på den sø-vendte facade har en mørk brun-sort kulør. Villaens høje kælderetage betragtet for sig er fuldt udnyttet og indeholder i det indre en planløsning med mange rum, herunder med kantine og depotrum, hvor der er gitter for en del vinduer, og hvor der er bevaret ældre stormkroge og anverfere. Dertil kommer nyere, men traditionelt udførte døre, gulvene har nyere linoleum og fliser samt nyere skillevægsbeklædning og overflader i øvrigt. I stueetagen, husets hovedetage, afspejler det indre husets ydre symmetriske opbygning i den forholdsvis intakte planløsning spejlet over en midterakse. Entréen har karakter af en åben vestibule, hvorfra man til hver side har adgang to stuer en filade vendt mod søen. I entréen er midtfor to parallelle trappeløb med kvartsvingstrapper med brystningspanelering af brædder op til 1. sal, flankeret af to smalle fordelingsgange, der danner forbindelse til villaens tilsvarende gårdvendte stuer og rum samt til det modstående indgangsparti med entré fra gården. I gangene er tillige traditionelt udførte trapper til kælderetagen under trappeløbene til 1. sal. Villaens 1. sal, den fuldt udnyttede tagetage, har fra en opdelt repos fra hvert trappeløb adgang til ét nyere, samlet lokale i åbent plan på hver side af husets midtrisaliter. I stueetagen er der, foruden de traditionelt udførte forsatsvinduer, en del ældre stormkroge og anverfere. Mellem stuer og rum er bevaret en del ældre samt traditionelt udførte en-, og tofløjede fyldningsdøre, herunder med indstukne hængsler og med tilsvarende ældre gerichter og nyere, men gennemgående traditionelt udførte dørgreb. Desuden er et par af disse fløjdøre hægtet af hængslerne, men de findes, ifølge ejer, opbevaret på villaens spidsloft, hvorfra de uden problemer kan nedtages og genindsættes på deres gamle pladser. Til stueetagens døre kommer et par traditionelt udførte franske fløjdøre med glaspartier i mellem stuerne i villaens sydvestlige hjørne. Netop i disse rum er der en rig udsmykning: Dørpartiet i den ene stue har konsolbårne fordakninger og høje brystningspaneler med hylder og under denne er pilastre udformet med kapitæler på samme måde som fordakningernes konsoller. Den anden stue har et udsmykket og dekoreret, kassetteret loft med felter, hvorpå er malede blomstermotiver. I hver af de to omtalte stuer er i et hjørne, omkring den fælles skorstenskerne, en stor ældre fajance-ovn. Overalt i stueetagen er gulvet belagt med mørkt laminat. I flere stuer er traditionelt udførte profilerede lister på væggene, i entréen er der nyere, farverigt bemalede overflader, der er i flere stuer opsat traditionelt udførte profilerede væglister og bevaret profileret stukkatur samt nogle rosetter. På 1. sal er der en del traditionelt udførte forsatsvinduer, gulvet er som i stueetagen lagt med mørkt laminat, og der er i begge store rum nyere overflader og moderne installationer. Såvel i stueetagen som på 1. sal er der opsat en del akustikplader i flere rum. Ejendommens to mindre bygninger, umiddelbart vest for villaen og flankerende gårdrummet, er i udgangspunktet ens udformet: Vendt mod gårdspladsen og under skiferhængte afvalmede halvtage med profilerede hovedgesimser har begge huse en trempeletage på 1. sal og et centralt parti under en trekantet fronton. Begge huse står over en lav sokkel berappede i en lysegrå kulør. Det søndre hus har i stueetagen centralt en traditionelt udført mørkegrøn fyldningsdør og på hver side firedelte og tofløjede, traditionelt udførte revleporte, bagved hvilke er nyere opsprossede vinduer. Over en profileret kordongesims er centralt et fladbuet, traditionelt udført torammet, opsprosset og mørkegrønt vindue i frontonen, mens der på hver side over portene er tre små, traditionelt udførte, en-rammede, opsprossede mørkegrønne vinduer. Vinduerne har en del ældre hængsler. I gavlene er i der i stueetagen to vinduer og ét vindue på 1. sal svarende til midterfrontonens vindue samt på 1. sal to mindre vinduer svarende til facadens sidevinduer. Det nordre hus er opbygget med samme gavlskema og vinduestyper. Facaden her har dog i stueetagen mod gården to nyere fladbuede døre med glaspartier omkring et rundbuet vindue flankeret af to vinduer i stedet for portene i det søndre hus. Over kordongesimsen er der centralt et rundbuet vindue flankeret i frontonen af to mindre vinduer og i sidefagene tilsvarende to mindre vindues-par. I taget er nogle traditionelle loftsvinduer. Det nordre hus er i det indre besigtiget, og her ses en traditionel planløsning med et par rum på hver side af en nyere ligeløbstrappe til den udnyttede tageetage på 1. sal med en nyere planløsning med nyere the-køkken og toiletfaciliteter i en fritliggende boks samt loft til kip, og tagkonstruktionen er delvist synlig. På begge etager er der nyere pladedøre, i stueetagen traditionelt udførte plankegulve og på 1. sal linoleum samt nyere pladevægge. Gårdspladen er pigstensbelagt, mens området til søsiden har skærvebelægning med kantsten til afmærkning af parkeringszonen og en brostensbelagt indkørsel syd for villaen.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved ejendommen Sortedams Dossering 55 knytter sig først og fremmest til anlægget bestående af villaen og de to mindre huse vest for dette, der tilsammen danner et fint og åbent miljø i forhold til dosseringens generelt tættere struktur af etageejendomme. Villaens tilbagetrukne beliggenhed skaber en landlig atmosfære, der enkelte steder langs Københavns søer på den vestlige sides dosseringer er bibeholdt i kraft af de ældre villaer og gårdanlæg, der er bevaret til i dag. Hermed opretholder ejendommen fra søsidens promenade et yderst værdifuldt og varieret miljø mellem det åbne og det urbane landskab i området.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Sortedams Dossering 55 knytter sig til hele det bevarede, grundmurede anlæg bestående af den herskabelige aflange villa og de to umiddelbart vest herfor opførte økonomibygninger, der opretholder fortællingen om ejendommens oprindelse som bolig for en virksomhedsejer i umiddelbart tilknytning til en i 1800-tallet voksende industrielle bebyggelse i området. I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til villaens formsprog med blændinger og rundbuede dør- og vinduesnicher, der tillige afspejler den tidlige historicismes forkærlighed for blankmuren og teglstenens udtryksmuligheder ved gesimser og bånd samt de fire risalitter med fire kviste. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til den bevarede trappe mod søsiden, der vidner om at denne side havde særlige rekreative funktioner som en oprindeligt idyllisk beliggende have for boligen, ligesom gårdspladsen med de to mindre bygninger signalerer arbejde og produktion som på en gård, hvor der forhen har været en driftig fabrikation af stivelse. Til villaens kulturhistoriske værdi, der understreger dens oprindelige som en herskabelig, tidstypisk villa fra den tidlige historicisme, hører den herskabelige trappe på den sø-vendte facade samt de på begge facader af villaen traditionelt udførte tofløjede indgangsdøre, og alle de ældre og traditionelt udførte en-, to-, og trerammede vinduer i villaen, herunder de rund- og fladbuede vinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den herskabeligt orienterede planløsning med flere generøse stuer en filade på hver side af den centrale vestibule, der tillige giver adgang til 1. sal via trapper og gennem fordelingsgange giver adgang til de øvrige rum og gårdsidens indgang. Dette afspejler husets orientering mod to sider med forskellige verdener naturens, mod søen, og arbejdets, mod gården, hvor tidligere kontorer og repræsentative lokaler veksler med de fineste stuer mod sydvest. I det indre knytter der sig tillige kulturhistorisk værdi til de to kvartsvingstrapper til 1. sal, til de ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldningsdøre med tilsvarende gerichter og de stedvis ældre hængsler, til de to fajanceovne, til den bevarede panelering i stueetagen og anden vægudsmykning, herunder ikke mindst, til den sydvestlige stues loftudsmykning med bemalede kassetter. De to mindre bygninger opretholder fortællingen om anlægget som et herskabeligt villa-og-industri-anlæg, der er tidstypisk for 1800-tallets anden halvdel, og som giver mindelser om 1700-tallets landsteder i sin disposition. Den raffinerede brug af små trekantsfrontoner og kordongesimser på de symmetriske disponerede og anbragte huse vidner om, at man ved opførelsen også prioriterede selv mindre økonomibygningers fremtræden og bidrag til helhedsoplevelsen af anlægget. Med deres hovedsageligt nyere indretning, er det dog primært deres ydre, som i dag understøtter fortællingen om oprindelsen af ejendommen og datidens løsninger af de tidlige industrielle anlæg uden for de sløjfede volde men med den pittoreske beliggenhed på Sortedams Dossering.

Arkitektonisk værdi

Der knytter sig først og fremmest arkitektonisk værdi til den herskabelige villa, der udgør et repræsentativt og fornemt eksempel på den tidlige historicistiske villaarkitektur i Danmark. Villaens historicistisk orienterede stil rummer i det ydre overvejende ny-renæssanceformer og har såvel i de rundbuede vinduers vederlag som i taggesimsen en rig anvendelse af profilsten og dekorativ brug af teglet. Den er tillige i det ydre en meget helstøbt repræsentant for det byggeri af enfamiliehuse, der fandt sted langs søerne i 1800-tallets anden halvdel, og hvorpå J. D. Herholts hus i Ewaldsgade 9 ved Peblingesøen er et andet glimrende eksempel. Dertil kommer de traditionelt udførte tofløjede indgangsdøre, en-, to-, og trerammede vinduer i villaen samt de rund- og fladbuede vinduer, alle typiske for historicismens opdaterede versioner af den klassiske arkitekturs stilreservoir, der sammen med de murede buer opretholder facadernes oprindelige og ekspressive fremtræden, der er accentueret omkring midtrisalitterne og som gentages i gavlenes blændingsfelter og tætstillede vindueskvartetter, der er konsekvent gennemført rundt om bygningen. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til den konsekvent udformede og symmetrisk styrede planløsning i stueetagen og de spejlede trappeløb til 1. sal, til alle bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldningsdøre, de to ældre fajanceovne, de traditionelt udførte paneler og loftsudsmykninger og stukkatur. De to bygninger i nord og syd danner sammen med villaen en naturlig afgrænsning af et lille brolagt gårdmiljø, der skaber en fortættet og nærmest herregårdsagtig virkning af anlægget, og bidrager hertil i kraft af deres effektfulde gårdfacader med trekantsfrontoner og raffinerede vinduesdispositioner.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links