Stanleys Gård, København

Bydelen Christianshavn blev opkaldt efter Kong Christian IV (1577-1648), som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var Christianshavn tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Bydelen blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og blev forbundet med København af Knippelsbro. Bydelens torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan (yderst omgivet af grave og volde med bastioner). I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det var primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre samt højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. Den lange kanalgade Overgaden Neden Vandet har udspring i det ældste Christianshavn, der efter hollandsk princip blev skabt med henholdsvis en overby og en nederby, og hvor neden i gadenavnet refererer til nederbyen, som betyder den bydel, der ligger tættest havnen. Med anlæggelsen af den nye vold i 1660'erne blev der lidt ekstra plads i Christianshavns vestre udkant, og pladsen her kom i første omgang til at høre under møllen i Panterens bastion. I 1752 købte S.C. Stanley grunden af møller Hiorth. Simon Carl Stanley (1703-61) var billedhugger af engelsk afstamning og født i Danmark af engelske forældre, men arbejde i en længere årrække i England. Christian VI (1699-1746) tilbød Stanley ansættelse ved Holmens billedhugger-værksted, og han kom hjem til Danmark i 1746. Stanley blev professor ved Kunstakademiet og endvidere udnævnt til kgl. hofbilledhugger. Han tjente mange penge på sine privatbestillinger og kunne i 1755-56, formentlig med hjælp fra en engelsk arkitekt, opføre sin prægtige gård i Ovengaden oven Vandet, mellem Lille og Store Søndervoldstræde, med gård og bagbygning ud til Dronningensgade. Forhuset blev opført med et toetages midterparti med mansardtag, der dengang blev omtalt som pavillonen, flankeret af to lavere sidefløje, hver forsynet med to parallelt løbende, afvalmede heltage grundet bygningens store bredde. Tagene var hængt med sortglaserede tegl. Forhusets sandstensudsmykkede hovedindgang lå ud til gården, hvortil der var adgang ad en dobbeltløbet stentrappe med jernrækværk. Under trappen var en hvælvet kældernedgang, og hoveddøren førte ind til en stor italiensk trappe. Mod gården, og længere nede haven, var der tillige to udgange. Stanley havde sit atelier i nordre sidefløjs tre gadevendte fag, og atelieret lå i et højloftet rum, der omfattede både kælderplan og stueetage. Den resterende del af stueetagen udgjorde familiens daglige rum. På første sal udgjorde midterpartiet en stor gennemgående sal, der sandsynligvis fungerede som mødesal for den frimurerloge som Stanley var et fremtrædende medlem af. Efter Simon Carl Stanleys død i 1761 overtog hans søn, Carl Frederik Stanley (1738-1813), ejendommen. I ham fik faderen en talentfuld efterfølger, der i kunstnerisk forstand svang sig væsentligt højere op. Økonomisk havde han dog ikke den store succes i tilværelsen, hvorfor han i 1782 måtte sælge gården. Køber var den yngre agent Peter Appleby, der i 1784 forhøjede sidefløjene, så hele bygningen fremtrådte i to etager og endvidere blev forsynet med mansardtag. Samtidig blev der opsat et antikt jerngitterværk i mansardens midterste fag. Omkring 1830, da tømrermester og møllebygger Jørgen Jørgensen ejede gården, blev den store stentrappe mod gården sløjfet. Fra 1840-72 blev Stanleys Gård ejet af jernstøber Daniel Friederich Løwener, der i 1838 indrettede sin virksomhed i sidehuset mod Store Søndervoldstræde. I 1848 lejede han førstesalen ud til maleren Constantin Hansen med frue. Forskellige pompejansk inspirerede malede dekorationer på forhusets døre minder endnu om kunstnerens ophold i Stanleys Gård. I 1855 flyttede Constantin Hansen hen i nr. 2, hvorefter landskabsmaleren P.C. Skovgaard med hustru flyttede ind i huset. I 1900 blev forhuset skilt fra resten af grunden, og et større bygningskompleks skød op på Dronningensgade 3, hvor haven tidligere havde ligget. I 1940 blev taget hængt med sortdæmpede falstagsten, men de blev mod gaden erstattet af nye sortglaserede tegl ved en istandsættelse i 1975-76, og det er tænkeligt, at gitterværnet i mansardens midterste fag blev fjernet ved denne lejlighed. Generelt er adgangsforholdene blevet ændret lidt gennem tiden, og i perioder har der været butik i ejendommen. Stanleys Gård ejes af henholdsvis Christians Kirke og Vor Frelser Kirke, og siden 1960 har Kirkens Korshærs varmestue, kaldet Fedtekælderen, ligget i kælderen. I 1994 blev gårdsidens midterste bagtrappe fjernet og rummet fik installeret en elevator.

Stanleys Gård er beliggende på østsiden af Christianshavns Kanal som en del af husrækken i Gaden oven Vandet i bydelen Christianshavn. Stanleys Gård består af et fritliggende forhus med facade mod Overgaden oven Vandet og gavle mod henholdsvis Lille og Store Søndervoldstræde. Bag forhuset er et smalt brolagt gårdrum, der mod Lille Søndervoldstræde lukkes af et plankeværk, mens der mod Store Søndervoldstræde er to høje, murede og pudsede portpiller og en tofløjet revleport. Forhuset er en grundmuret bygning i to etager over en høj kælder, der bærer et mansardtag hængt med sortglaserede tegl. I mansarden er til hver side fem zinkinddækkede kviste med nyere, traditionelt udførte, smårudede korspostvinduer, hvoraf de tre midterste er placeret under tagets let fremspringende valm, som stadig har gratstenene fra den oprindelige tagudformning i behold. I tagfladerne mod gården ses endvidere et par nyere tagvinduer samt flere udluftningshætter og en høj og bred skorstenspibe med sokkel og bånd. I rygningens søndre del er to skorstenspiber med sokkel og krave, samtlige skorstenspiber er gråpudsede. Mod gaden står forhuset på en lav sokkel af sandstenskvadre, der i gavlene er udført som pudsede sokler, og herover er murene inklusiv facadens let fremtrukne sokkel glatpudsede i en rødbrun farve. Facaden opdeles på midten af en kordongesims og afsluttes øverst af en profileret hovedgesims. Facadens tre midterste fag udgøres af en midtrisalit, hvoraf de yderste fag er fremhævet ved en refendfuget stueetage og en lisénprydet overetage med indrammede vinduer. Midtrisalittens centrale vinduesgruppe på første sal er udsmykket med en balustrade, hvorover to sæt joniske pilastre bærer en arkitrav, som igen bærer en halvcirkulær bue. Alle facadens udsmykninger er forarbejdet i sandsten. Kældervinduerne er torammede og smårudede, mens de er udført som smårudede krydspostvinduer med overfalsede rammer i hovedetagerne. Fra gaden er der nedgang til kælderen i de to yderfag. Kældertrapperne er af granit med smedejernsværn, kælderdørene er ældre, mørkebrune, enfyldingsdøre med faste sidepartier og døråbningerne er kurvehanksbuede. Gavlene er uden dekorationer og fremstår pudsede i samme farve som facaden. I hver gavl er længst mod syd en ældre, tofløjet fyldingsdør. Døren i sydvestgavlen har bosserede fyldinger, mens døren i nordøstgavlen har et opsprosset overvindue samt en granittrappe. Gavlene har en uregelmæssig vinduesfordeling, og der er både et- og torammede vinduer samt kors- og krydspostvinduer. Gårdsiden er længere end facaden og har et fag mere, fordi nordøstgavlen følger Store Søndervoldstrædes forløb. Gårdsiden er pudset i en grå nuance og afsluttes under tagudhænget af en kraftig, profileret hovedgesims af træ. Vinduerne er ældre og udformet som facadens med torammede vinduer i kælderetagen og herover krydspostvinduer samt enkelte torammede vinduer. I gårdsidens yderfag er to vinduesblændinger over hinanden. Gårdsiden har to ældre, tofløjede fyldingsdøre med opdelte overvinduer. Over den sydligste dør er monteret et nyt halvtag af stål og plast. Samtlige vinduer er ældre og hvidmalede. Facadens og gavlenes døre er mørkebrune, mens de i gårdsiden er grønsorte. Forhusets kælder anvendes til varmestue, de to hovedetager til kontorer og tagetagen har været indrettet til beboelse, men den stod tom da bygningen blev besigtiget. Spidsloftet er uudnyttet. Hovedtrappen er placeret i nordøstgavlens gårdvendte hjørne, hvor den giver adgang til stueetagen, første sal og tagetagen. Etagerne varierer lidt i deres grundplaner, men er i hovedtræk disponeret med en forstue mod nordøstgavlen, stuer eller sale mod gaden, et par værelser mod sydvestgavlen, en bagtrappe i sydvestgavlens gårdvendte hjørne samt toilet, værelser og køkken med ildsted mod gårdsiden. Gårdsidens midterste rum indeholder en elevator. På første sal fører en ældre, inddækket kvartsvingstrappe bag en dør op til et lavloftet depotrum over forstuen, som også er lavloftet, og de to nordligste, gadevendte sale er forbundet ved en bred åbning, hvori der er en ældre, todelt og fireleddet fyldingsdør. Kælderetagen er indrettet med et vindfang med toilet og to store stuer mod gaden, et køkken i sydvestgavlen og en mængde mindre rum mod gården, der anvendes til depot- og teknikrum, vaskerum, toilet- og baderum samt soverum. Der er adgang til kælderen fra de to hoveddøre mod gaden, men også fra hovedtrapperummet i nordøstgavlen, hvor en nyere, støbt trappe med smedejernsgelænder fører ned til kælderetagen. Ligeledes er der fra elevatorens forrum mod gårdspladsen en lav dør, der giver en flugtvejsmulighed op fra kælderen. Forhuset har overvejende en traditionel materialeholdning med ølandsflise- og klinkegulve, brædde- og parketgulve, pudsede vægge, helpanellerede ydervægge samt pudsede lofter med stuk og loftsrosetter. I nogle rum er dog nyere materialer og overflader, som er fremmede for bygningen. Dette gælder eksempelvis væg-til-væg tæpper, linoleums-, kork- og vinylgulve, samt førstesalens to sales nyere forhøjelse af de ældre brystningspaneler og den fremtrukne pladebeklædning ovenover. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer i form af høje fodlister, brystnings- og lysningspaneler, en- og to fyldingsdøre samt gerichter af forskellig udformning, halvrunde ovnnicher samt vinduernes 1700-tals rundposte og håndsmedede anverfere og stormkroge. Hertil kommer kælderetagens sammenklappelige fyldingsskodder i lysningerne mod gaden. Hovedtrappen er en ældre treløbstrappe med stor durchsicht og indstemte trin i vangerne samt et værn af drejede balustre og en profileret håndliste, der nederst ender i en vangesnirkel. Undersiden af løbene er pudsede. Bagtrappen er en ældre toløbet trappe med indstemte trin i vangerne, et værn af drejede balustre, krumme hovedstykker samt en profileret håndliste. Undersiden af løbene er pudsede.

Den miljømæssige værdi ved Stanleys Gård knytter sig til den prominente beliggenhed i Overgaden neden Vandet, hvor forhuset indgår i gadens øvrige 1700-tals bebyggelse, og er med til at fastholde det historiske og yderst stemningsfulde miljø langs Christianshavns Kanal – et særegent havnemiljø i international klasse. Her udgør forhuset i kraft af dets solitære beliggenhed mellem Lille og Store Søndervoldstræde og det meget herskabelige ydre et ganske iøjnefaldende og yderst værdifuldt indslag i gadens arkitektur. Ligeledes er der miljømæssig værdi ved grundens smalle, brolagte gårdrum, hvor de bevarede portpiller med porten vidner om Stanleys Gårds tidligere store grund, der var standsmæssigt for en stor bygård.

Stanleys Gårds kulturhistoriske værdi knytter sig til palæets prominente placering mod Christianshavns Kanal, der dels afspejler udvidelsen af Christianshavns volde, hvorved der blev nye grunde ledige i den ellers tæt bebyggede bydel, og dels vidner om bygherrens indflydelse og økonomiske formåen. Facadens og tagets proportionering og komposition vidner endvidere om bygherrens engelske afstamning og mangeårige bosættelse i England samt om palæets oprindelige udformning med en toetages pavillon afsluttet af et afvalmet mansardtag flankeret af to lavere sidefløje. Midterpartiets udformning med de karakteristiske vinduespartier, der for oven ender med en rundbue over det midterste og højeste vindue samt vandrette dæksten over de smallere sidevinduer, kaldes i Storbritannien The Venetian Window. Herhjemme kalder man det Palladio-vinduet efter den store 1500-tals arkitekt og teoretiker Andrea Palladio. I britisk arkitektur er vinduet så hyppigt, at dets forekomst på det nærmeste gør det til et usvigeligt sikkert tegn på, at her har en brite virket. Stanleys Gård adskilte sig således fra samtidens øvrige danske arkitektur, men var som helhed præget af rokokoens velkendte virkemidler med streng symmetri og fremhævelse af midterpartiet samt stueetagens refendfugning og derover på første sal de flade, profilerede vinduesindramninger med øreliséner og i midten de joniske pilastre samt forarbejdelsen af facadedetaljerne i sandsten, der var tidens foretrukne materiale. Hertil kommer de tidstypiske vinduer med firerammede vinduer med lige store rammer under og over tværposten, hvor seks ruder i hver ramme var det mest almindelige. Tvær- og lodpost var ligeledes udført som svære rundposte, hvilket ses bevaret på indersiden af adskillige af de ældre vinduer i Stanleys Gård samt at flere af vinduesrammerne er overfalsede. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets senere udvidelse, der dels kan aflæses i de høje, lidt bastante gavle, dels i mansardtaget, hvor midterpartiets bevarede gratsten mod gaden vidner om palæets ombygning i 1784 med en forhøjelse af sidefløjene, så midterpartiets afvalmede mansardtag ikke længere var fritliggende. Hertil kommer gavlenes indgange, der ikke er oprindelige, idet palæet på tidstypisk vis oprindeligt havde indgang fra gården, hvor to af oprindeligt tre døråbninger er bevaret om end de i senere tid er flyttet ned i terrænniveau, hvorfor der er blevet plads til et torammet vindue over døren i øvre flugt med stueetagens øvrige vinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning, der afspejler bygningens oprindelige funktion som herskabsbolig med de repræsentative stuer og sale orienteret mod gaden og de funktionsbetonede rum som hoved- og bagtrappe samt køkken og badeværelse beliggende mod gården. Den oprindelige planløsning er bevaret i den lidt forskudte, langsgående hovedskillevæg og i flere af tværskillevæggene, men det eneste rum, der tydeligst gengiver sin oprindelige form og udstrækning er den store sal på første sal, om end den oprindeligt ikke var forsynet med en bred døråbning i den nordvendte tværskillevæg. Rummets bevarede snedkerinteriør vidner om salens oprindelige og tidstypiske udsmykning med lysnings- og brystningspaneler samt gerichter og enfløjede fyldingsdøre, der karakteristisk for rokokoperioden blev inddelt med to fyldinger, hvor den nederste fylding fik samme højde som rummets brystningspaneler. Hertil kommer salens store rumhøjde samt det pudsede loft med hulkehl og profileret stukkant nedenunder. Salens tofløjede dør med pilastre og konsolbåren trekantsfronton samt den todelte og fireledede fyldingsdør er derimod elementer, der kommet til ved en senere lejlighed Dette gælder også salens bevarede bemalinger på døre og pilastre, heriblandt putti, gedebukke og kentaurer, der vidner om, at Constantin Hansen i en periode i midten af 1800-tallet boede i Stanleys Gård. Forhusets to trapper, hovedtrappen og bagtrappen, er ikke palæets oprindelige trapper, men må være kommet til i anden halvdel af 1800-tallet at dømme efter deres udformning med drejede balustre, og er således et vidnesbyrd om de ændringer palæet er undergået gennem tiden med ændringer af den indre rumstruktur og rummenes størrelse. Der er således kulturhistorisk værdi ved de oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, idet de vidner om de forskellige perioders udsmykningsidealer og æstetiske præferencer samt om palæets alder. Snedkerinventaret med høje fodlister, brystnings- og lysningspaneler i både vindues- og dørlysninger i den brede hovedskillevæg, samt helpanellerede ydervægge, de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter med og uden fodklodser er passende for en herskabsbolig. Hertil kommer de halvrunde ovnnicher, og de pudsede lofter med stuk og loftsrosetter. De bevarede ildsteder, to i kælderetagen, hvoraf det ene er bedre bevaret end det andet, samt det ene ildsted på de øvrige etager inklusiv tagetagen er alle udført som murede ildsteder med krumme åbninger båret af jerndragere. Ildstedet på første sal er tillige forsynet med en åbning i siden, hvorfor hjørnet støttes af en støbejernssøjle. Ildstederne er således vidnesbyrd om datidens madlavningsforhold og køkkenernes indretning, og skorstenene med buede ovnnicher om datidens opvarmningsmuligheder ved støbejerns- eller kakkelovne.

Den arkitektoniske værdi ved Stanleys Gård knytter sig i det ydre til facadens symmetriske komposition med markant midterparti og nedtonede sidepartier. Facaden har et velafbalanceret forhold mellem de horisontale og vertikale linjer, hvor den let fremspringende, høje sokkel, refendfugningen, kordon- og hovedgesimsen samt mansardtagets inddeling understreger facadens horisontale linjer: Dette modsvares af de vertikalt udformede vinduer, både i vindues-, ramme- og rudeformat samt midterpartiets Palladio-vinduer, vindues-indfatninger og øreliséner og ikke mindst af det afvalmede mansardtags bevarede gratsten, der tilsammen gør, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. Den høje facade med de fint modellerede reliefvirkninger fremstår varieret og let, men samtidig behersket og ordnet i kraft af det taktfaste facadeskema og det markante, sortglaserede mansardtag. Hertil kommer facadens let aflæselige hierarki, hvor den øvre beletage tydeliggøres af førstesalens større etagehøjde og større detaljerigdom. De afstemte facadedetaljer giver Stanleys Gård et smukt og velproportioneret ydre, og palæet fremtræder overordnet med et roligt, værdigt og særdeles herskabeligt udtryk. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidens prunkløse udtryk med en taktfast vinduessætning og en markant hovedgesims. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til stue- og beletagens højloftede stuer og sale med herskabelige snedkerinteriører, der står i kontrast til kælderens robuste og lavloftede rum med en enkel og gedigen materialeholdning.

Læs videre om

• Amaliegade 49, København
• Frederiksholms Kanal 18, København
• Sundorphs Hus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen