Stiftsprovstegården, Viborg

Viborg bykernes grundplan blev fastlagt i løbet af middelalderen. Allerede på dette tidlige tidspunkt var Viborg et vigtigt kulturelt knudepunkt i Midtjylland. Middelalderbyen var omgivet af volde og hegn, og byens midtpunkt var domkirken. Viborgs betydning afspejler sig ikke mindst i anlæggelsen af flere klostre, samt opførelsen af mange adels- og præstegårde. Domkirken blev antagelig opført fra 1125 som afløsning af en ældre kirke, og gejstligheden var herefter hovedsagelig koncentreret i kvarteret omkring domkirken og langs Sct. Mogens Gade, der var byens nordgående hovedgade.

I tiden efter reformationen i 1536 blev der vendt op og ned på mange ting i byen, men det ændrede ikke væsentligt ved byens gadestruktur – ud over at et par af byens kirkegårde blev omdannet til henholdsvis Nytorv og Hjultorv.

Ifølge museumsinspektør Peter Seeberg havde Sct. Leoni Kilde eller Lonekilden, som den også kaldtes, i sin tid sit udspring i hjørnet af Sct. Leonis Gade og Sortebrødre Kirkestræde og det er her, at statuen af Sct. Apollonia er opstillet. Lone eller Leoni menes nemlig at være folkelige navne for den byzantinske helgeninde, der i 249 led martyrdøden på bålet, som hun selv besteg hellere end afsværge sin kristne tro. Inden det kom så vidt, var hun dog først blev slået så meget i hovedet og på kæberne, at hun mistede sine tænder. Derfor blev hun skytshelgen for folk med tandpine. Dette har dog ændret sig, idet hun ikke længere er patienternes, men tandlægernes skytshelgen og indgår i Dansk Tandlægeforenings logo.

Domprovstegårdens hovedfløj blev opført i 1400-tallet. Som adelsgård siden 1683 har den tilhørt blandt andet stiftamtmand Ove Juul og Elisabeth Parsberg. I 1834 blev den købt af kammerherre L. Chr. Undall, der mod Sct. Leonis Gade tilbyggede en fløj i ét stokværk. 1838-1856 var bygningen udlejet til Viborg tugthus som kvindefængsel.

I 1856 blev anlægget overtaget af folketingsmand Lauritz Nørgaard Bregendahl og hustru Louise Christiane Undall, hvis initialer står på nordsiden af den yngre fløj. Denne fløj blev forhøjet med ét stokværk samtidig med en restaurering ved arkitekt Nebelong. I 1873 blev gården erhvervet af stiftsprovst H.J. Swane og den har siden været embedsbolig. Vestgavlen og sydfacaden blev restaureret i 1912 af Nationalmuseet.

På et af Hugo Matthiessens fotografier fra 1917 ses to skorstene i rygningen på det senmiddelalderlige hus. Det ses også, at den østre trappegavl er pudset ind mod tagfladen, hvilket kunne tyde på, at også den østre gavl har været pudset.

I bindingsværksbygningerne med porten mod Skt. Leonis Stræde boede en vagt- og spindemester indtil 1958, men ombyggedes da til domsognets kordegnekontor og konfirmandstue samt en garage. Ved denne ombygning fjernedes skorstenene på bygningerne. På et fotografi af Hugo Matthiessen fra 1917 ses den usædvanlige port med den vandrette bræddebeklædning.

I 1997 blev der givet tilladelse til at lægge gangstier i gårdens brolægning og i 2010 udføres brandsikrings- og dræningsarbejder omkring bygningerne.

Stiftsprovstegården består af en hovedbygning sammenbygget med en sidebygning samt tre mindre bygninger, der ligger i forlængelse af hinanden ud mod Sct. Leonis Stræde.

Hovedbygningen ligger højt oppe ad den bakke, der krones af Sortebrødre Kirken. Hovedbygningen ligger frit med langsiden helt ud til den brolagte Sortebrødre Kirke Stræde. Den lille række af lave bygninger ud mod Sct. Leonis Stræde fungerer som port ind til gården og haven omkring Stiftsprovstegården.

Selve hovedbygningen er to etager høj over en kælder og har et næsten ubrudt heltag med en enkelt skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. Bygningen er grundmuret i det såkaldte munkeforbandt med to løbere og én binder. Murværket har ansatser til mønstermuring på langsiden mod Sortebrødre Kirke Stræde. Det stejle heltag afsluttes i begge ender med murede trappegavle med fem takker. Den vestlige trappegavl op mod Sortebrødre kirke har syv blændingsfelter. Et tilbageliggende murparti, kantet af trappestik danner overgang til gavlens syv blændingsfelter, hvor de to yderste er formet som små skjolde, mens de øvrige blændinger er såkaldte højblændinger, hvor de yderste har runde afslutninger foroven, mens de øvrige har spidsbuede afslutninger. Den midterste blænding har tillige en art trepas i toppen ved at kombinere spidsbuens top med en cirkelblænding. Den modsatte gavl er nyere og glat, bortset fra et vandret blændingsfelt med dobbelt trappestik ved foden af gavlen, svarende til vestlige gavl. På alle sider er der mange spor efter falsede muråbninger, nogle spidsbuede, andre fladbuede med prydskifte over, men de nuværende vinduesåbninger har lige stik. Nederst er der tre små vinduesåbninger i kælderhøjde. De har håndsmedede gitre for. Langsiden mod Sortebrødre Kirke Stræde følger gadens stejle fald, og her ses det, at det har været nødvendigt at rette kraftigt op på skiftegangen.

Østgavlen på den senmiddelalderlige bygning møder fløjen fra 1856 i en ret vinkel mod haven. Gavlen på den senmiddelalderlige bygning har mindst tre spor efter tidligere vinduesåbninger med fladbuede stik, dertil kommer to høje vinduespartier med halvcirkulære stik, det ene er blændet. Af nyere tilføjelser er et torammet vindue isat gavlen uden stik, samt en nyere, tofløjet altandør med fire ruder i hver fløj. Døren fører ud til en nyere, sortmalet ståltrappe, der i to løb fører ned i haven.

Ind mod gården er bygningen over dækket af et tyndt, hvidkalket pudslag. Her sidder vinduerne i spidsbuede blændinger og omkring hovedindgangen er murværket trukket frem som en spidsbuet portal. En trappe på fire granittrin fører op til døren, som er en ældre lakeret egetræsdør med ramstykker sat i stjerneform og med et overvindue på fire ruder. Vinduerne er overvejende korspostvinduer med seks til otte ruder i de underste rammer og fire ruder i de øverste.

I vinkel på og sammenbygget med denne senmiddalderlige bygning er en tilsvarende toetages fløj fra 1836, forhøjet 1858, med kælder under. Den er tilpasset den ældre bygning ved at have trappegavle, men er uden mønstermuring eller spor efter tidligere åbninger. Den står i blank mur ud mod Sct. Leonis Gade og er ellers let pudset og hvidkalket ligesom den ældste bygning. Den har en høj, let udkraget sokkel, Murene afsluttes op mod heltaget med en savskiftegesims. I rygningen er en køkkenskorstenspibe med sokkel og krave. Korspostvinduerne sidder i fladbuede stik i stueetagen, mens de øvre etager har spidsbuede vinduespartier. Særligt i gavlen er spidsbuemotivet meget gennemført. Her er også en seks trin høj stentrappe op til en køkkendør. I hjørnet mellem de to bygninger i gården dækker et lavt muret skur med zinktag over nedgangen til kælderen.

I det indre er kælderen på den senmiddelalderlige del af gården med pigstenslagt gulv, der delvis er dækket af et cementmørtellag. En del af kælderens gulv er afgravet for at opnå en større højde. Her er der støbt gulv og murede piller under det oprindelige, svære, tætliggende egebjælkelag. Bjælkelaget er på traditionel vis understøttet af langsgående dragere, der igen understøttes af fuld- eller halvtømmerstolper på sokkelsten og med let buede skråstivere – en konstruktion, der kendes fra 1500- og 1600-årene. Hele trækonstruktionen og kældermurene af store munkesten med fladbuede nicher står hvidkalkede, men der er også murpartier af kampesten med lermørtel, der forvitrer. En nyere skorsten står også i kælderen. Der er flere meget gamle døre i kælderen: Blandt andet revledøre med vajnede søm og ældre fladjernshængsler og en enkelt fyldingsdør af høj alder. Kælderen under sidefløjen har støbte gulve og regulære, pudsede vægge og lofter. Her findes også en åben køkkenskorsten med fladbuet hammer af jern over åbningen. En nyere, stejl stigetrappe med åbne trin fører fra den nye fløj ned i kælderen, men opgangen til gården fra kælderen sker ad en fladbuet muråbning og en trappe af granitsten.

Hovedfløj og sidefløj er indrettet således, at der op mod hjørnet mellem de to fløje er en bred og åben toløbstrappe med indstemte trin og jern- og messingbalustre. Den er formentlig indbygget, da sidefløjen blev forhøjet i 1856. Trappen begynder umiddelbart inden for hovedindgangen og danner forbindelse etagerne i det gamle hus. Det yngre hus har tillige en meget enkel toløbstrappe med gelænder af rundstokke. Den ældste bygning er indrettet til store stuer, den ene med en pejs, mens den yngre fløj indeholder køkken, baderum, stuer og værelser. Overfladerne i huset er nyere, men holdt i traditionelle materialer, således er gulvene bræddegulve eller sildebensparket, væggene pudsede og lofterne er glatte. Der er en del ældre to- og trefyldingsdøre, der dog er omhængslede og har nye greb. Et par tofløjede døre mellem stuerne i stueetagen har dog ældre, indstukne hængsler og er fra perioden omkring midten af 1800-årene. På den hovedbygningens loft opmagasineres en del døre fra 1700-årene og en enkelt dør heroppe har en stadigt fungerende kasselås. Her er tillige ældre gulve, pudsede lofter med synlige hanebånd samt en ældre revledør til kammeret bag det lille torammede vindue i østgavlen. Vinduerne er fra perioden omkring 1800 og fremefter, alle forsynet med forsatsrammer. Tagværket på hovedbygningen er ikke senmiddelalderligt, men dog af ældre dato. Der er lagt fast undertag.

Bygningerne mod Sct. Leonis Stræde

De tre sammenhængende forbygninger i én etage mod Sct. Leonis Stræde er hver på tre fag med selvstændigt, ubrudt heltag uden skorstenspiber. På gårdsiden har det nordligste hus to GVO-vinduer i tagfladen. De to nordligste bygninger er af sorttjæret bindingsværk med hvide tavl over en høj kampestenssokkel og har torammede vinduer med seks ruder i hver ramme; på gårdsiden er vinduerne i det nordligste hus dog krydspostvinduer med fire ruder i hver ramme. I det nordligste hus er en portåbning på to fag med en gråmalet port mod gaden. Portfløjene, som har en lille ganglåge, er en udsædvanlig konstruktion: De bæres af runde stolper sat på pinoler og har en vandret bræddebeklædning. Portrummet har et ældre bræddeloft med en dobbeltluge, mens sidevæggene i portrummet er i grundmur. Fra porten er der adgang til det nordligste hus ad en ældre dør med bosserede fyldinger. Det mellemste hus har en nyere indretning og tagværket er en nyere konstruktion med fast undertag. Det nordligste hus har en ældre tagkonstruktion med drager og hængeværk, men spærene er forstærket på grund af stor afstand mellem spærene. Også her er fast undertag. Indretningen er nyere med en traditionel kvartsvingstrappe op til tagrummet. Huset har været anvendt til kordegnekontor med tilhørende arkiv.

Det sydligste hus er grundmuret, pudset og hvidkalket over en høj, sorttjæret sokkel. Op mod taget er en toledet, udkraget gesims. Vinduerne er torammede med tre ruder i hver ramme, bortset fra i gavltrekanten, hvor vinduet er trerammet. Vinduerne har gråmalede karme og poste med hvidmalede rammer samt støbte sålbænke. Adgangen til dette hus sker ad en ældre tofløjet fyldingsdør med dobbelte slaglister, og et overvindue. Dørens karm og ramtræ er gråmalet, de bosserede fyldingerne er malet hvide. Op til døren er en granitstenstrappe på syv trin med et ældre smedet værn i begge sider. Bygningen rummer sammen med den mellemste bygning en garage og et værksted.

Den miljømæssige værdi for Stiftprovstegården ligger i, at den mod Sct. Leonis Stræde med de tre sammenhængende forbygninger og porten ind til grunden danner et enestående historisk bebyggelsesmiljø, som understreger den lille gades alder. Men også det høje, senmiddelalderlige hus markante placering på bakken nær Søndre Sogns kirke (Sortebrødrekirken) virker stærkt i kraft af de høje trappegavle, der klart signalerer senmiddelalder og i dag vel også gejstlighed, skønt den oprindeligt var opført som en adelsgård. Med den senere tilkomne sidefløj, den grønne have omkring og gårdrummet mellem forbygninger og hovedbygning, er anlægget som helhed af stor betydning i Viborgs middelalderlige bykerne, ligesom den er med til at opretholde nogle af byens ældste gadeforløb.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig både til senmiddelalderhusets fysiske struktur, som et fornemt eksempel på et verdsligt byhus fra 1400- og 1500-tallet. Murværkets mange spor og fine skiftegang, trappegavlenes formskema og udsmykning viser murerfagets høje stade på den tid. I det indre er særligt kælderens bærende konstruktion med kraftigt egetræ med tætliggende bjælker, dragere på langs, understøttet af kraftige stolper med buede skråstivere, af kulturhistorisk værdi og står som et fint eksempel på senmiddelalderlig tømrerkunnen. De tætliggende bjælker mod kælderen har sandsynligvis skullet bære et gulv af stenfliser eller kalker. I det indre er det særligt den velformede interne trappe, som formentlig stammer fra forhøjelsen af sidefløjen og dermed sammenbygningen af de to fløje i 1856, der skal fremhæves.

De tre lave bygninger mod Sct. Leonis Stræde har med deres proportioner og bindingsværkskonstruktion stor kulturhistorisk værdi som eksempel på ydmyge små byhuse, skønt bygningerne i dag er ombyggede og ikke længere rummer små boliger.

Den arkitektoniske værdi for Stiftprovstegården ligger i det høje bygningsanlægs vinkelform med de kamtakkede gavle, der udgør et stærkt arkitektonisk motiv. Særligt langs Sortebrødre Kirkestræde, som er en fodgængerrute over bakken op til Sortebrødre Kirke (Søndre Sogns Kirke), giver den senmiddelalderlige bygnings mønstermurværk og særlige forbandt sig til kende. Den høje bygning danner her væg i det brolagte gadeforløb. Samtidig spiller bygningens fornemt udformede blændingsgavl og murværkskarakter sammen med Sortebrødre Kirkens apside.

Den nyere fløj fra 1856 har med sin tilpasning i form, vinduessætning og gavludformning klart søgt at underordne sig den senmiddelalderlige hovedbygning. Alligevel er den også i sig selv et stykke nygotisk arkitektur med sine spidse vinduesformer og vinduesmotiver på nordgavlen.

I det indre ligger den arkitektoniske værdi i de få bevarede ældre konstruktioner og interiørdetaljer, de velbelyste rum og særligt det flotte, høje trapperum i den senmiddelalderlige fløj.

Bygningerne langs Sct. Leonis Strædes arkitektoniske værdi ligger i de små historiske byhuses traditionsbundne konstruktionsmetode og størrelse. Bygningerne føjer sig fint sammen med vejens forløb og trapper ubesværet ned i forhold til hinanden.

Læs videre om

• Holmgård, Skals
• Skolestræde 2, Viborg
• Viborg Katedralskole

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen