Store Kongensgade 56 og Dronningens Tværgade 11 ligger på Store Kongensgade 56, hj. af Dronningens Tværgade i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold, som gik langs Gothersgade, og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod Ny-København, og København blev herved omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 blev skabt en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Amaliegade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade. Store Kongensgade blev anlagt i 1663 i forbindelse med Kastellets opførelse og har navn efter Frederik III (1609-1670), mens Dronningens Tværgade er opkaldt efter dronning Sophie Amalie (1628-1685), der var gift med Frederik III. Hjørnebygningen Store Kongens Gade 56 blev opført før 1754 som en toetages bindingsværksbygning med en gennemgående kvist over fire fag. Kvisten blev udbygget til en fuld etage mod gården i løbet af perioden 1766-1807 dog med bibeholdelse af frontispicen mod gaden. I 1813 blev bindingsværket mod gaden overpudset. Mellem 1813 og 1828 blev kælder- og stuetagen omsat i grundmur – samtidig med at indgangen til kælderbutikken, omtalt så tidligt som 1807, blev udsmykket med en konsolbåren dækplade. Bygningens nuværende udseende stammer dog fra en ombygning i 1846, hvor ejeren lod hjørnebygningen forhøje til fem etager samt lod for- og bagside grundmure. På et ældre fotografi ses det, at der i facaden mod Store Kongensgade tidligere var hovedindgang i det midterste fag. Forhuset i Dronningens Tværgade 11 blev opført i 1808 for Henrich Monsees.

Beskrivelse

Ejendommen ligger på hjørnet af Store Kongens Gade og Dronningens Tværgade i det indre København og består af en hjørnebygning og et hermed sammenbygget sidehus mod sydøst, der sammen afgrænser et smalt, flisebelagt gårdrum. Hjørnebygningen og sidehuset er grundmurede og opført i fem etager over en høj kælder med fem fag mod Store Kongens Gade og ni fag mod Dronningens Tværgade. Hjørnebygningen bærer et rødt, opskalket, teglhængt heltag og sidehuset et rødt, teglhængt halvtag. I hjørnebygningens gadevendte tagflader ses nyere tagvinduer samt tagvinduer af støbejern, og i de gårdvendte tagflader er to høje skorstenspiber i gul, blank mur, to taskekviste med zinkklædte flunker og traditionelt udførte, torammede vinduer samt nogle udluftningshætter. I sidehusets tagflade er en udluftningshætte og en indliggende altan med nyere værn, træbeklædte vægge og trægulv samt et nyere glasparti med en terrassedør – alle forsynet med termoruder. Facaden og en lav sokkel er pudset. Soklen er malet mørkegrå, kælder- og stueetage er malet lysegrå og en todelt kordongesims under førstesalens vinduer er malet hvid ligesom den resterende del af facaden og hovedgesimsen øverst. Mod Dronningens Tværgade er en granittrappe, der fører op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med fast overparti, og ved siden af er en støbt trappe med klinker og nyere metalværn, der giver adgang til en nyere kælderdør med en stor rude. Kældernedgangen aflukkes af et nyere, sammenklappeligt metalgitter. Vinduerne i kælder- og stueetagen består af nyere metalvinduer med store ruder og et malet brystningsparti ud for etageadskillelsen, og mod Store Kongens Gade er i vinduespartiet indfældet to nyere glasdøre. De øvrige vinduer er ældre eller traditionelt udførte korspostvinduer med opdelte nedre rammer, undtagen øverst i sidehusets gavl, hvor der er et etrammet vindue med termorude. Hoveddøren og metalvinduerne er malet mørkegrå, mens kælderdøren og korspostvinduerne er malet hvide. Gårdsiderne er skurede og kalket jernvitriol inklusiv den enkle, murede gesims øverst. Bagdøren er en nyere pladedør med fast overparti og en nyere ståltrappe foran. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte et- og tofags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Både dør og vinduer er malet hvide. Ejendommen indeholder en butik i kælderen, en restaurant i stueetagen samt otte lejligheder herover – to på hver etage. Lejligheden 4. tv. er i to etager, idet en nyere, intern trappe fører op til tagetagen. Den resterende del af tagetagen er uudnyttet. I kælderen og stueetagen er kun bevaret fragmenter af en ældre planløsning, hvorimod der er bevaret en større del af de ældre planløsninger i lejlighederne. Lejlighederne til venstre er disponeret med to stuer mod gaden og en smal gang mod gården samt køkken og badeværelse i sidehuset. Lejlighederne til højre har tre stuer orienteret mod de to gader samt en lille forstue, køkken og badeværelse mod gården. Der er adgang til butikken og restauranten ad en nyere ståltrappe med finérbeklædte trin og glasværn, der står bag glasdøren mod Store Kongens Gade. Kælderdøren mod den nyere trappe er en nyere glasdør, mens døren ind til stueetagen er en nyere fyldingsdør med en termorude øverst. Kælder- og stueetage har primært nyere overflader. Kælderen har klinkegulve, pudsede og malede vægge eller flisebeklædte vægge, pudsede lofter med synlige, støbte bjælkelag, listebeklædte lofter samt systempladelofter, og der er nyere pladedøre med enkle gerichter. Stuetagen har laminatgulve, der skal illudere en mørk træsort, pudsede vægge og lofter med synlig, støbt søjle-dragerkonstruktion, flisebeklædte vægge samt nyere pladedøre med enkle gerichter. Hovedtrappen, der ligger ud mod Dronningens Tværgade, er en ældre, toløbet trappe med smal durchsicht, indstemte trin, et værn med drejede balustre og en profileret håndliste samt en simpel, firkantet mægler nederst. Undersiden af reposer og løb er pudsede, trin og reposer er linoleumsbelagte og væggene er pudsede. Trappen giver adgang til lejlighederne og tagetagen samt restaurantens baggang, hvorfra den eneste adgang til gårdrummet er i dag. Tidligere var der direkte adgang til gårdrummet fra trapperummet. På hver repos er to ældre fyldingsdøre med ældre beslag og gerichter, undtagen i stueetagen, hvor døren er en nyere pladedør. Lejlighederne har overvejende en traditionel materialeholdning med ældre bræddegulve, pudsede vægge og feltopdelte vægge samt pudsede lofter med stuk. Der er bevaret dele af et snedkerinteriør med blandt andet helpanellerede ydervægge med lysningspaneler, tofyldingsdøre og profilerede gerichter med fodklodser. Enkelte steder er bevaret håndsmedede anverfere og stormkroge. I nogle rum er skillevæggenes bindingsværkskonstruktion synlig og står mørkbejdset mod hvide tavl, og herved kan man se, at døren i tværskillevæggen mellem stuerne er blændet. Ind til badeværelserne er der nyere fyldingsdøre og nyere gerichter. Badeværelserne har vinylgulve eller skibsplankegulve og flisebeklædte vægge, og enkelte køkkener har også flisegulve og systempladebeklædte lofter. I enkelte lejligheder er der nyere trægulve, lagt med flyverstød og synligt bjælkelag med pudsede flader imellem, vinduerne forsynet med forsatsvinduer med termoruder, og de ældre tofyldingsdøre med indstukne hængsler har fået erstattet fyldingerne af 15 opsprossede ruder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på hjørnet af Store Kongens Gade og Dronningens Tværgade, hvor hjørnebygningen dels indgår som en naturlig del af karréens husrækker og dels er med til at definere den ældre gadestruktur. Tillige er hjørnebygningen en vigtig del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af karréens stort set ens bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning. Dette skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og gaderne til at fremstå som et stemningsfuldt hele. Ligeledes er der miljømæssig værdi ved den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med et vinkelformet forhus og et kort sidehus beliggende omkring et lille gårdrum, hvilket er karakteristisk for den tætte, indre by.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens skarpe hjørne mod henholdsvis Store Kongensgade og Dronningens Tværgade, der er et vidnesbyrd om, at grundens første bebyggelse går tilbage før Københavns anden store brand i 1795. Hertil kommer, at bygningens sider følger de rette gadelinjer, som blev udstukket i det nye kvarters byplan fra 1649. At der oprindeligt stod en toetages bindingsværksbygning, kan i den nuværende bygning aflæses i den taktfaste vinduessætning. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved hjørnebygningens senklassicistiske facade, der kom til ved en ombygning i 1846, hvor bygningen dels blev grundmuret, dels blev forhøjet med en etage. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. De klassicistiske idealer kan aflæses i facadernes overpudsning og taktfaste komposition med en yderst simpel udsmykning bestående af henholdsvis en bred kordongesims og en profileret hovedgesims. Korspostvinduerne med opdelte nedre rammer og den todelte hoveddør med er ligeledes kendetegnende for periodens bygninger. At hjørneejendommen oprindeligt bestod af to bygninger med adresserne Store Kongensgade 56 og Dronningens Tværgade 11 kan trods den meget homogene facade og sammenhængende tagflade aflæses i hver facades smalle døråbninger, hvoraf facaden mod Dronningens Tværgade stadig har bevaret sin traditionelle granittrappe og tofløjede fyldingsdør, mens kun døråbningen midt i facaden mod Store Kongensgade er bevaret. I facaderne er forhøjelsen fuldt ud synlig i kraft af en noget lavere vindueshøjde i den øverste etage. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og de mere enkle gårdsider. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. Hjørnebygningens disponering med et gadevendt trapperum med en toløbet hovedtrappe og to lejligheder på hver etage er velbevaret. Hertil kommer lejlighedernes traditionelle disponering de repræsentative stuer mod gaden og de sekundære rum som gang, køkken og bad mod gården. De bevarede dele af det ældre interiør har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har de ældre bræddegulve, de pudsede, feltinddelte vægge med brystningspaneler, de helpanellerede ydervægge med lysningspaneler samt de pudsede lofter med profileret stuk og loftsrosetter. Ligeledes har de ældre bygningsdetaljer kulturhistorisk værdi, herunder ovnpilastre og skorstene, der vidner om tidligere tiders opvarmningskilder samt indbyggede skabe under gadesidens vinduesplader, enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter med fodklodser. På første sal er gerichterne bemalet med blomsterornamentik og fyldinger med landskabs- og arkitekturmotiver. Hertil kommer vinduernes håndsmedede anverfere og stormkroge.

Arkitektonisk værdi

Hjørnebygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med pudsede murflader samt kordon- og hovedgesimser, der giver facaderne et afbalanceret og knapt udtryk. Kordongesimsen under førstesalens vinduer har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og døre bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, den regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle, ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedtrappen og de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links