Strandgade 52-54, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanaler og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IV's oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karréens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side er blandt andet de fineste bevarede række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Wilders Plads ligger øst for det oprindelige Christianshavn og blev først gjort nyttig, da storkøbmanden Andreas Bjørn i 1735 fik kongens tilladelse til at opfylde grunden. Det var tidligt i den handelsmæssige glansperiode, som udspillede sig for den christianshavnske bydel i midten af 1700-tallet – og som har sat sig de tydeligste spor på Asiatisk Plads. Strandgade 52 blev opført før 1741. Bygningen har rummet boliger til skibsværftets overordnede personale. Oprindeligt var døråbningerne rundbuede foroven men blev ændret i 1800-tallet. Ellers står den i det væsentligste uændret. Kælderen under hele huset var opdelt i tre lejligheder. En lejlighed med forstue, stue med bilæggerovn, alkove, sovekammer samt køkken, spise og ølkammer. De øvrige to lejligheder med køkken og kammer.

Strandgade 52 er beliggende på Christianshavn tæt ved Wilders Bro og Wilders Plads. Ejendommen er grundmuret i 12 fag og to etager over en kælder. Over den pudsede og sortmalede sokkelmarkering står bygningen i blank mur med røde kopper og gule løbere i vekslende skifter, således at murværket fremstår stribet. De flade stik over vinduer og døre er udført efter samme princip med røde kopper og gule løbere. Der er en kraftig profileret og hvidmalet hovedgesims under det helvalmede tag med røde bæverhaletegl. I taget er tre små heltagskviste med tegl på taget og murede flunke og front. Mod Strandgade er to hovedindgange med to granittrin op til de nyere hoveddøre med bosserede fyldinger og krydsopsprosset overvindue. Der er desuden to nedgange til kælderen med nyere fyldingsdøre. Den nordøstlige gavl er delvist sammenbygget med nabohuset. Her er ét fag frit mod Strandgade. I den frie gavl mod sydvest er to vinduesfag, men murede stik indikerer, at der tidligere har været flere vinduesfag. Hertil er der en gavlkvist i midten med trekantfronton og med muret front og glatpudsede, hvidmalede flunke og med profileret, hvidmalet gesims mod det teglhængte tag. I det nordlige fag er der nedgang til en kælder med halvtag i træ over, båret af konsoller. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte korspostvinduer med to ruder i de nedre rammer. Kældervinduerne er enkeltrammede, hvoraf nogle er inddelt med fire ruder. Vinduer og døre er malede sortgrønne. Øverst er yderfagene blændede. På gårdsiden har facaden fra vest tre fag, herefter er der tilføjet en lille tilbygning i to etager med fladt tag med et fag på hver side og herefter har hovedbygningen syv fag. Gårdsiden står i blank mur (røde tegl) over en mørkmalet sokkelmarkering. En del af knasten og hovedbygningens murflade er pudset og rødmalet. Det er formentlig et prøvefelt. Mod taget er en kraftig profileret hvidmalet gesims og i det røde teglhængte tag er tre murede skorstene i gule tegl samt tre små heltagskviste som på gadesiden. Der er to nedgange med fladbuede stik til kælderen i hovedbygningen. Her sidder nyere døre med glas øverst. Hertil er en kældernedgang i knastens vestre side med en nyere fyldingsdør med glas øverst. Gårdrummet er fint afgrænset af hovedbygning, en mur i gule tegl mod vest og beplantning og nabohus mod øst samt en enetagesbygning mod syd. Gårdrummet er belagt med brosten. Der er varierende vinduestyper på gårdsiden, herunder traditionelt udførte korpostvinduer med to ruder i de nedre rammer samt vinduer med krydspost. Kældervinduerne er torammede og småtopsprossede. Der ses enkelte ældre vinduer samt ældre stabler, hvor der formentlig tidligere har været skodder. De øvrige er traditionelt udførte med tilhørende hængsler og hjørnebånd. Vinduer og døre er malede sortgrønne. I det indre er bygningens grundplan karakteriseret ved at være inddelt i to sektioner på tværs omtrent på midten, og disse har hver deres hovedindgang fra Strandgade. Begge sektioner rummer kontorer i både stueetagen og på førstesalen og har en centralt placeret forstue, formentlig oprindelig gennemgående til gården og trappe til førstesalen. Hertil kommer værelser på begge sider af de to forstuer – ét til gårdsiden og ét gaden. Det vil sige, at hver sektion har fire overordnede rum på hver etage. Den sydlige sektion har en bred enkeltløbet trappe i træ i hele forstuens bredde. Trinene er i lakeret træ og den øvrige trappe er hvidmalet. På væggene langs med trappen sidder en håndliste med rund profil i lakeret træ. Væggene er glatte og hvide, og i loftet ses stukkatur i form af blomsterranker lagt i en oval form. Hertil er en profileret loftsgesims. Fra trapperummet er der, via en tofløjet fyldingsdør med trægesims over, indgang til kontorerne. Ved trappen er på førstesalen et ældre jerngitterværk. Den nordlige sektion har en ældre og smal, enkeltløbet trappe til førstesalen med en væg mod forstuen. Mod denne væg og langs trappen er et gelænder med udsmykket mægler, drejede balustre og profileret, sortmalet håndliste. Den øvrige del af trappen er malet hvid og på trinene er linoleum. I forstuens bageste del, det vil sige til gårdsiden, er indrettet et tekøkken med håndvask under vinduet. Her var formentlig oprindeligt en udgang. Bygningen præges af, at have været indrettet til mindre lejligheder med fire køkkener samt toiletter og bad. Beboelse har også været bygningens oprindelige funktion og det ses ved de bevarede kogenicher i rummene mod gården. I dag er der tillige et køkken mod Strandgade. Rumdispositionen er i det væsentligste traditionel med stuer (der i dag benyttes til kontorer) mod gaden og værelser samt køkkener mod gården. Materialeholdningen er overvejende traditionel med sildebensparket og nyere trægulve samt pudsede hvide vægge og lofter – enkelte steder med stukkatur. Dørene er ældre eller traditionelt udførte fyldingsdøre. Det ældste interiør ses i stueplan i bygningens nordlige del med synligt træbjælkelag og ramme samt profilerede listeinddelte vægge, indbyggede skabe og bræddepaneler. Hertil er der også hvidmalede skillevægge i bindingsværk. Der er desuden ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler samt gerigter med barokke træk, der kan være ældre eller kopier. På førstesalen i bygningens sydlige del ses helpanelering i rummet, der oprindeligt var den finere forsamlingssal. Dette er således også husets største rum. Loftet er delvist indrettet til arkiv og kontor med nyere overflader og ældre fyldingsdøre heraf en enkelt med barok fylding mens den øvrige del er ubenyttet og fremstår med ældre plankegulve, bræddeskillevægge og synlig tagkonstruktion. Kælderen har tidligeret fungeret som beværtning. Der er overvejende glatte hvide vægge og lofter. I lofterne ses hvidmalede bjælker med hjørneprofiler. En del af gulvene er brudt op og under fornyelse.

Den miljømæssige værdi ved Strandgade 52-54 knytter sig til ejendommens beliggenhed ud til Strandgade og Wilders Bro, hvor den delvist fritstående bygning ved sin form og facadeudtryk skiller sig ud og samtidig indgår som en integreret og umistelig del af kulturmiljøet i kraft af dens historiske og funktionelle tilhørsforhold til området, herunder at den er en af de tidligst opførte bygninger netop her. Hertil indpasser bygningen sig trods sit særpræg med sin helstøbte form, facadeudtryk og materialeholdning på harmonisk vis med den øvrige historiske bygningsmasse i miljøet omkring Wilders Plads og er sammen med disse bygninger en indikator for områdets oprindelige formål og brug som skibsværft. Desuden knytter der sig miljømæssige værdi til det velafgrænsede brolagte gårdrum.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningens tilknytning til skibsværftet, der var det første der kom til at ligge på den lille plads af opfyldt land, oprindeligt kaldet Bjørnsholm efter storkøbmanden, Andreas Bjørn. Han stod for pladsens tilblivelse i 1735. Det var således også Andreas Bjørn, der fik opført Strandgade 52-54. Herunder knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens oprindelige funktion som våningshus, det vil sige beboelseshus, for skibsværftets overordnede personale, hvilket endnu kan aflæses i bygningens indretning med flere kogenicher på hver etage. Hertil knytter der sig kulturhistorisk værdi til bygningen som en af de først opførte bygninger på området og dens barokke stiltræk med det valmede tag og facadens vekslende skifter i røde og gule tegl samt den overordnede symmetri i facadeskemaet og i grundplanen. Den kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig desuden til bygningens for datiden karakteristiske og traditionelle materialeholdning samt til de ældre og traditionelt udførte døre og vinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig i særdeleshed til de bevarede dele af en ældre grundplan med centralt placerede trapper samt skorstenskerner og kogenicher, der udgør bygningens kulturhistoriske rygrad og fortæller om datidens opvarmnings- og madtilberedningsformer. Hertil den traditionelle rumfordeling med de finere rum til gaden med stuk og panelring og køkken og kammer til gårdsiden. Ydermere kommer alle de ældre eller traditionelt udførte dele af interiøret herunder ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og vinduesdele med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning.

Den arkitektoniske værdi ved Strandgade 52-54 knytter sig i det ydre til det helstøbte bygningsvolumen, der afsluttes af det valmede tegltag med den markante kvist i den sydvestvendte gavl og de tre store skorstene samt ved den elegante anvendelse af gule og røde tegl i facaden. Bygningens symmetri, den sluttede form og i særdeleshed brugen af de gule og røde tegl gør bygningen markant og iøjnefaldende i området. Det overordnede udtryk er solidt og ærligt, med den forholdsvis høje og sortmalede sokkel og den stribede teglfacade med den kraftige hovedgesims øverst som afslutning mod de store og næsten ubrudte tagflader. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre desuden til alle facadens dele og detaljer, der med sit særegne murværk, den faste vinduestakt og det valmede tag udgør et konsekvent gennemført barokbyggeri. Den arkitektoniske værdi ved facaden mod gården knytter sig ligeledes til alle dele og detaljer, herunder alle de traditionelt udførte kviste under det lange teglhængte heltag. Forskellene mellem den finere facade mod Strandgade og den mere enkle gårdside vidner om behovet for en repræsentativ fremtræden udadtil. Der knytter sig værdi til alle ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre og firerammede og opsprossede vinduer. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den enkle grundplan med trapperne som det centrale omdrejningspunkt, de velproportionerede stuer og værelser holdt i traditionelle materialer og veludførte snedkerdetaljer. En gennemført og ensartet detaljering på etagerne skaber sammenhæng og den håndværksmæssige kvalitet giver interiørerne et stemningsmættet og atmosfærefyldt udtryk. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de traditionelle planløsninger, velproportionerede rum og fine rumforløb samt til veludførte snedkerdetaljer samt ældre panelering og stukkatur, særligt i de to yderst repræsentative sale på 1. sal, der understreger bygningens betydning og formål. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Læs videre om

• Fiolstræde 23, København
• Fiolstræde 24, København
• Krystalgade 9-9 A, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen