Topps Gård, Brydes Gård, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Kong Christian 4., som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med megen slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IVs oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side er blandt andet de fineste bevarede række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Forhuset Strandgade 34 er opført omkring 1733, sandsynligvis for Christen Daldorph, kasserer i Det danske Ostindiske Kompagni. Forhuset har ikke ændret sig væsentligt siden. Adgangsvejen til forhuset blev i 1806 flyttet til gennemkørselsporten. En altan mod gården beskrevet i 1803 blev fjernet i forbindelse med sidehusets opførelse omkring 1806. Hele ejendommen blev istandsat i 1913 og loftet blev bl.a. hævet på anden etage. I 1930'erne blev de sortglaserede tegl udskiftet med røde. Den murede kvist mod gården stammer fra 1934. Sidehuset havde oprindeligt tre heltagskviste, der blev taget ned i 1970erne til fordel for den nuværende taskekvist. I nyere tid er installeret ovenlysvinduer mod gaden og gården. I 1778 blev det fire etager høje pakhus opført for enken efter Mouritz Daldorph, således som det fremgår af slutstenene over porten. På stedet havde tidligere ligget træskure. I 1890 blev der i pakhuset indrettet vognport og hestestald i den søndre del af stueetagen, og i 1913 blev bygningen forsynet med énrammede smårudede vinduer, som i dag er erstattet af de nuværende ved indretningen af pakhuset til ejerlejligheder i 1970'erne. I 1970erne blev portgennemkørslen mod Sankt Annæ Gade lukket med glas. Pakhuset og sidehuset fik ligeledes udskiftet sine sortglaserede tegl. I nyere tid er installeret ovenlysvinduer mod gaden og gården. Af kendte beboere i ejendommen kan nævnes C. C. Hall (1812-1888), som boede i ejendommen fra 1857-1859. Hall var Danmarks Konseilpræsident fra 1857-1859 og igen fra 1860-1863, samt landets Kultusminister mellem 1853-1859.

Topps gård er beliggende i Københavns Christianhavns Kvarter med forhuset og pakhusets hjørnebygning som et integreret led i gadernes husrække. Det grundmurede forhus i Strandgade 34 er syv fag langt og står i tre etager over en høj kælder på en sokkel af tilhugne granitkvadre. Facaden står i blank mur med røde sten og indrammes af lisener i stor orden. De tre midterste fag i facaden springer lidt frem, og over midtrisalitten i midterfaget er en gavlkvist med en fransk altan og en muret trekantfronton. Øverst afsluttes facaden af en kraftig, profileret og hvidmalet hovedgesims, kun afbrudt ved gavlkvisten over det midterste fag. Forhuset har et rødt, teglhængt heltag med to rundbuede tagkviste og i tagryggen er to skorstenspiber med sokkel og udkragning. Vinduerne i facaden er ældre korspost- og toramme-vinduer med opsprosninger i de nedre rammer og ældre hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede og med smalle sålbænke af metal, samt murstik foroven. Vinduerne i gavlkvisten og kvistlejligheden er nyere, og i kælderetagen er butiksruder forsynet med jerngitre. I midterfaget er en nedgang til kælderen flankeret af smedejernsgelændere, mens der i de to højre yderfag er en rundbuet portniche med en port. Portnichens rundbuede stik hviler på vederlagssten af sandsten og har en slutsten, ligeledes af sandsten og dekoreret med en vrangemaske. Porten er en ældre, trefløjet fyldingsport med overligger og halvrund fyldning, samt ældre stabler og beslag. Over portnichen er et ovalt, vifteopsprosset portkammervindue. I kælderen er en ældre, tofløjet fyldingsdør. Alle indgangspartier er mørkegrønne. Gårdsiden er fire fag lang og tre etager høj med et halvrundt smigfag, hvor forhuset er sammenbygget med sidehuset. Gårdsiden er kalket i jernvitriol fra sokkel til tag. Vinduerne i gårdsidens facade er ældre korspost- og toramme-vinduer med opsprosninger og ældre hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede. Smigfaget har tilsvarende vinduer, blot over hele bredden, således at der er fire rammer ved siden af hinanden. Gårdfacaden afsluttes øverst af en kraftig, profileret og hvidmalet hovedgesims, hvorover der er et rødt, teglhængt heltag. I tagfladen er over de to vestre fag en muret tagkvist ved tagfoden og længst mod øst over smigfaget en halvrund tagkvist med dertilhørende altan. Endvidere er enkelte nyere ovenlysvinduer. Sidehuset er seks fag langt, i tre etager og fremstår som den øvrige gårdside. Øverst har sidehuset et rødt, teglhængt halvtag med to skorstenspiber i tagryggen og i tagfladen en firefags taskevist. I andet fag fra højre er et rundbuet indgangsparti med en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsdør, mens der i det venstre yderfag er en rundbuet nedgang til kælderen. Gårdsiden afsluttes mod syd af en teglhængt mur med rundbuede nicher. Pakhuset er en grundmuret hjørnebygning i fire etager med kælder. Mod Sankt Annæ Gade er pakhuset tretten fag langt, hvoraf det femte fra syd er bredere end de øvrige; over dette samt de tilstødende fag er en gavlkvist. Gavlen mod Strandgade er fem fag lang, hvoraf det midterste er bredere, og over dette er her en gavlkvist. Pakhuset hviler på en sokkel af tilhugne granitkvadre, derover står kælderetagen, som springer let frem i forhold til det overliggende murværk, vandskuret. Facaderne er i øvrigt i blank mur med små, røde sten – såkaldte hollandske mopper. Under taget løber en profileret hovedgesims, der brydes af gavlkvistene, som har tilsvarende gesimser på flunkerne og murede bånd som indramning af gavlenes trekantfrontoner. Alle muråbninger i facaden står med fladbuede helstensstik med en retkantet fals. I kælderetagen er blændinger i samtlige fag. Vinduer og døre i facaden er nyere med termovinduer og aluminiumsgreb og -lukketøj. Lugerne i hejsekviste og gavle har grønmalede dobbeltdøre med stålværn foran og er trukket tilbage fra murflugten, som i en niche, ligesom de øvrige vinduer. Ved gavlenes luger er isat nyere, traditionelt udførte og grønmalede skodder på de ældre stabler. Pakhusets indgangspartier i facaden består af rundbuede, dybe nicher med nyere indsatte glasdøre, slutsten og traditionelt udførte porte, som er hængt på de ældre stabler. Mod Sankt Annæ Gade er porten samtidig flankeret af tofløjede, grønmalede døre i fladbuede muråbninger. Pakhuset har et rødt, teglhængt heltag med fem rundbuede tagkviste mod Sankt Annæ Gade og en rundbuet tagkvist mod Strandgade. I tagfladen er en større skorstenspibe med udkragning, samt adskillige nyere ovenlysvinduer. Mod gården står bygningen kalket i jernvitriol med en hvidmalet, profileret hovedgesims. Portåbningen er også til denne side lukket med en glasdør, og i stueetagen er endvidere tre traditionelt udførte, tofløjede revleporte. Alle mørkgrønne. I de øvrige etager er vinduer som til gaderne. I tagfladen fire rundbuede tagkviste og adskillige nyere ovenlysvinduer. I forhusets indre har lejlighederne bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite og gårdvendte badeværelser, kamre og køkkener. I forhuset listeinddækkede portrum er adgang til ejendommens trapperum. Det store trapperums vægge er glatpudset og malet i en mild lyserød og har foruden hovedtrappen en række arkitektoniske detaljer. Hovedtrappen er en traditionelt udført treløbstrappe omkring et stort, kvadratisk durchsicht. Trappen har indstemte trin, et brystværn med smedejerns balustre, udskårne forvangre og profileret håndliste i mørkt træ, samt en glatpudset underside. Dørene til lejlighederne er både ældre enfløjede fyldingsdøre med traditionelt udført brandbeklædning, samt ældre, måske oprindelige, tofløjede fyldingsdøre med traditionelt udførte tofløjede fyldingsdøre ud mod trapperummet. Lejlighedernes snedkerudstyr er ældre med helpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler (i stuen med indbyggede skodder) ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter, hængsler, greb og låseskilte, samt brystnings- og fodpaneler langs væggene i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre. Hertil kommer stuernes feltinddelte og lærredsbeklædte vægge, profilerede loftsgesimser og rigt dekoreret stukkatur og rosetter. Mod gårdsiden er en enklere panelering, men med tilsvarende materialeholdning. Vinduerne i lejlighederne er overvejende ældre med nyere forsatsruder og med mange ældre anverfere og stormkroge bevaret – enkelte steder af nyere karakter. I lejlighederne er ældre planke- og bræddegulve, på første og anden etage dog bevaret under et lag af nyere parket. Køkkener og toiletter på etagerne er generelt nyere. I kælder- og kvistetagen er materialeholdningen nyere, men med de ældre, tværgående dragere og den nyere tagkonstruktion synlig. I smigfaget og sidehuset er generelt en ældre eller traditionel materialeholdning med ældre nagelfast inventar, stuk, fyldingsdøre og bagtrappe. I førsteetagens sidehus dog med mere moderne overflader og materialeholdning. I det indre er pakhuset indrettet til lejligheder med nyere interiør, trapper og belægning, samt en stringent og enkel indretning, hvor pakhusets stort dimensionerede, bærende trækonstruktion lades urørt og står synligt i rummene. Pakhuset har tykke ydermure, der bærer de kraftige bjælkelag, som hviler af på den indre trækonstruktion. Den oprindelige tømmerkonstruktion består af massive bjælker af fyr fra Pommern og er velbevaret på etagerne med stolper, skråstivere, bjælker i bjælkelaget, langsgående dragere og firesidede kopbånd. Tømmerkonstruktionen er nogle steder forstærket og repareret med nyere samlinger, klodser og metal sammenholdt af jernbolte. Gulvene i lejlighederne er nyere, traditionelt udførte bræddegulve, mens vægge og lofter er pudsede og malede, samt af nyere gips. De indvendige døre er pladedøre med glatte indfatninger. Stueetagen har nyere flisegulv, hvorfra de nye, støbte toløbstrapper begynder mellem etagerne.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset og pakhusets hjørnebygning indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår ejendommen på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden med pakhuset, sidehuset og det teglhængte murværk tilsammen er med til at opretholde et meget helstøbt baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Topps Gård, Strandgade 34/Sankt Annæ Gade 1A, knytter sig overordnet til ejendommen som et eksempel på et barokt borgerhus, som udviklede sig til en 1700-tals købsmandsgård med pakhusets og sidehusets opførelse.I det ydre kommer de barokke træk til udtryk i facadens blanke mur med mørkerøde, hollandske mopper, som indrammes af lisener i stor orden og har en fremspringende midtrisalit over de tre midterste fag. Hertil kommer den kraftige, profilerede hovedgesims, som forkrøpper om såvel lisener og midtrisalitten, samt brydes ved den funktionelt betingede gavlkvist, der tidligere har tjent et praktisk formål. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til den rundbuede portniche med opsprosset overvindue og den ældre port, ligesom der er værdi i facadens hvidmalede, taktfaste korspostvinduer og den karakteristiske gårdvendte vinduessætning med småtopsprossede vinduer. Forskellen mellem vinduessætningerne er kendetegnende for perioden, hvor man af økonomiske hensyn prioriterede at have store ruder til gaden. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside med smigfag, sidehus og teglhængt murværk. For pakhusets vedkommende er de ydre kulturhistoriske værdier relateret til pakhusets oprindelige funktion som opbevaringsplatform, hvilket kan aflæses i facadens mange pakhusåbninger, herunder de relativt store muråbninger i hejsekvistene, som har været anvendt til at løfte tunge og store mængder af varer ind på de forskellige etager. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi i facadens udformning, der er et eksempel på samtidens kompromis imellem tidens arkitektoniske, klassicistiske idealer og pakhusets funktionalitet som økonomibygning. Tidens formsprog med dens taktfasthed, proportionering, rene linjer og geometrisk forenkling er her tilpasset pakhusbrug, som forstærker bygningens enkle pondus. Det borgerlige bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Strandgade 34 ses det i de velbevarede etage- og planløsninger med ældre planke- og bræddegulv (på førsteetagen under parketgulvet) der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som toilet, kammer og køkken er placeret mod gården og i sidehuset. De bevarede ældre dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af fyldingsdørene med deres profilerede dobbeltfyldninger og æggede hjørner, indstukne hængsler, låseskilte og greb af messing, samt forkrøppede, barokke gerichter. Hertil kommer den profilerede helpanelering mod gaden, brystningspanelerne i stuerne og lysningspanelerne – i stueetagen med indbyggede skodder med ældre greb. I det indre knytter der sig også kulturhistorisk værdi til de klassicistiske og rokokoinspirerede træk. Herunder de ældre ildstedspilastre (der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde) loftsgesimsen med tandsnit, den rigt dekorerede bladslyngsstukkatur med keruber i stuernes loft, samt de lærredsbeklædte felters ornamenterede lister og hjørner. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i de ældre vinduer med anverfere og stormkroge, samt de ældre skorstenskerner, hvilket igen påviser bygningens alder. Hertil kommer også det ældre nagelfaste inventar i stueetagen. Endelig er der kulturhistorisk værdi i den ældre, historicistiske hovedtrappe med alle detaljer, der følger den gamle barokke trappes løb. Trapperummets rundbuede skabe har ligeledes værdi. For pakhuset er der kulturhistorisk værdi knyttet til de velbevarede bygningsdele, herunder især den massive, synlige tømmerkonstruktion af fyr fra Pommern, der til stadighed giver indtryk af bygningens oprindelige funktion som et pakhus med store, åbne etagedæk, hvor en stærk trækonstruktion var nødvendig for at kunne bære større mængder af eksempelvis korn.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med rammelisener, midtrisalit og den kraftige, profilerede hovedgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte heltag. Med forhusets mørkerøde, hollandske mopper, den centralt placerede gavlkvist og de reliefvirkende fremspring udtrykker bygningen barokkens bastante, imposante stiltræk og høje materialemæssige kvalitet. Med sin enkle, mørke fremtoning har Topps Gård fælles træk med både Vor Frelsers Kirke og Charlottenborg. Den mest markante udsmykning er den kraftige, profilerede hovedgesims, der forkrøpper om såvel hjørnepilastre som midt midtrisalitten. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden, mens den profilerede hovedgesims elegant formidler overgangen til taget i kontrast til den mørke facade. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en barok, herskabeligt borgerhus, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balancen mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle vinduessætning, der sammen med sidehuset, det teglhængte murværk og pakhusets bagside skaber et meget helstøbt gårdmiljø. Pakhusets ydre arkitektoniske værdi knytter sig overordnet til bygningens store, formmæssige sluttethed og knaphed med markante langsider og høje gavle. Dette underbygges af den klart udformede og velproportionerende facadekomposition med en regelmæssig og taktfast placering af vinduer, skodder og porte der giver bygningen rytme og balance. Ligeledes er der arkitektonisk værdi i vinduernes og dørenes tilbagetrukne placeringer i muråbningerne. De funktionsbestemte detaljer, herunder pakhusåbninger, hejsekvistene, de ældre portnicher og de oprindelige stabler bidrager endvidere med en finesse til facader og tag, og understøtter opfattelsen af en yderst velproportioneret og funktionsbestemt bygningskrop. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men yderst elegant stofliggør 1700-tallets stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysningspaneler og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens herskabelige elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af trapperummet og den gennemgående portniche, der udgør kernen i det store borgerhus og giver et herskabeligt præg. I pakhuset er der arkitektonisk værdi i den suveræne håndsværksstandard og de bygningsmæssige materialer af høj kvalitet, herunder sandstenssoklen og især den imponerende, indvendige tømmerkonstruktion med enorme bjælker, stolper og dragere af pommersk fyr.

Læs videre om

• Elers Kollegium, København
• Husum Skole, København
• N.J. Frænckels Alderdomshjem, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen