Elers Kollegium ligger på Store Kannikestræde 9 i Københavns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Elers Kollegium, Collegium Elersianum, er stiftet af højesteretsassessor, etatsråd Jørgen Elers (1647-92) og hans hustru Anne Margrete f. Wandal (1654-1700). Efter at de havde mistet deres to børn ved operahusets brand, den 19. april 1689, bestemte de ved testamente, at der af deres midler skulle oprettes et kollegium for 16 studenter. Grundstenen blev nedlagt 7. September 1792 af Universitetets rektor Caspar Bartholin, og 18. november 1705 blev kollegiet indviet. Bygningen, der opførtes efter tegninger af J. C. Ernst og kostede ca. 13.000 rdl., bestod af kælder og 3 stokværk i røde mursten; i anden etage var der indrettet to sale til auditorium og til bibliotek og raritetskabinet. Kollegiet brændte ved Københavns brand 21. oktober 1728, men genopførtes i alt væsentligt i sin gamle skikkelse 1729-30 under ledelse af overlandbygmester J. C. Krieger. Dets økonomiske forhold var imidlertid så slette, at det først blev genindviet 26. april 1752. Haven var blevet anlagt 1719, på de tre sider omgivet af en mur, mod gården af et jernstakit. To småhuse mellem gård og have opførtes ligeledes 1719 og undgik branden. Efter at bogsamlingen var blevet bortsolgt i 1823, blev kollegiet istandsat i 1837 ved hofbygmester J.H. Koch, og biblioteks- og forelæsningssalene omdannet til værelser for 8 nyoprettede pladser. Bygningen blev underkastet en hovedreparation i 1891, haven udvidet i 1890, og muren til Skindergade hovedistandsat i 1924-25. I 1930 blev der indlagt centralvarme og varmt vand og som følge deraf blev det i 1936 muligt at nedlægge portnerstillingen, hvorved to nye alumnepladser kunne indrettes i den tidligere portnerbolig. Havepavillonerne og havemur blev senest istandsat 1974-75 af Nils Koppel.

Beskrivelse

Bygningen er indrettet til kollegium.Den statelige kollegiebygning indgår i husrækken på Store Kannikestræde og danner overgang mellem en af de bevarede, brede professorgårde til en etageejendom af samme højde som kollegiet. Bygningen er opbygget af syv, meget brede fag, hvor midterfaget med porten er dobbeltbredt. Bygningen er tre etager høj over en lav kælder og med et højt, uudnyttet heltag med tre små tømmerkviste i begge tagflader. Bygningen er grundmuret og står mod gaden over den letfremspringende, pudsede sokkel i blank, mørk mur med krydsforbandt, men er lodret opdelt op af brede, pudsede lisener, der går over alle etagerne, til de møder den udkragede, pudsede gesims under taget. På gårdsiden står muren i blank op til den trukne gesims. Herover er det store heltag, hængt med røde vingetegl. I begge gavle, som er stående og har fodtak, sidder to blankmursskorstene med sokkel og udkragning. Den brede portåbning har sider af granit med profilerede vederlagssten. Portåbningens halvcirkulære bueslag (et halvandenstensstik) har en dekoreret sandsten som topsten, hvor der er angivet Ao 1703. Herover er et sandstensrelief med et medaillonfelt med Frederik IV og teksten FRIDERICVS IIII D C REX DAN NORV V G. Selve portfløjen er formentlig fra Kochs istandsættelse i 1837 og har et fast felt over portoverliggeren. Porten er malet mørkegrøn og består af tre fløje med fyldinger. Midterfløjen er den gående fløj. Mod gården er porten fornyet, måske omkring 1965 med rudeinddelte, gråmalede fløje. Vinduerne, som er ældre, er hvidmalede korspostvinduer med to ruder i de underste rammer. Midterfagets vinduer har seks rammer. De små, kompakte tømmerkviste i taget har torammede ruder med seks ruder i hver ramme og en kraftigt profileret gesims omkring gavltrekanten. Der er nogle zinkudluftninger i taget på gårdsiden. På gårdsiden er to symmetrisk anbragte kældernedgange med et ældre træskur med fladbuet, kobberdækket tag over. På havesiden er der op mod bygningen et bredt, brolagt parti af chaussésten og et håndsmedet gitter, bestående af lodrette, kvadratiske, men skråtstillede jernspyd med forgyldt spids, som markerer overgangen til haven. Haven, som har flere gamle træer, er på alle sider indhegnet af en høj havemur, der står i blank mur mod Skindergade, men overpudset og rødkalket mod haven. Muren er afdækket med fire rækker røde tegl, der skiftevis har fald væk fra haven, skiftevis ind mod haven. Havemuren er i øvrigt taktfast opdelt i fladbuede sparenicher. To små, grundmurede pavilloner står sammenbygget med havemuren og med gavlene i skel ind mod naboerne til begge sider. De små, næsten kvadratiske huse har pyramidetag af røde vingetegl og en kort rygning. I den vestre pavillons rygning sidder en stor, berappet skorsten med sokkel men uden krave. De pudsede, rødkalkede mure har ingen markeret sokkel, men en simpelt udkraget, hvidkalket gesims op mod taget. En flammeret, grønmalet revledør i en rundbuet, muret fals giver adgang til de små pavilloner, hvor den østre kun har et enkelt torammet, nyere vindue ud mod haven, mens den vestre har tre seksrudede, nyere vinduespartier mod haven. Denne pavillon har ingen skorsten. Begge pavilloner anvendes af kollegianerne til henholdsvis sauna og fjernsyns- og rygestue og har nyere overflader overalt inden døre. Kollegiets forhus har i det indre en meget velbevaret og klar plandisposition. Fra porten træder man ind i et stort trapperum, der har en åben durchsicht op til førstesalen. På alle etager ligger der ølandsfliser på gulvet i trapperummet. Herfra er der på alle etager adgang til værelserne i henholdsvis den ene side og den anden side af huset med en kældernedgang til højre, og på øverste etage en bræddeafdelt trappe op til loftet. Loftrummet anvendes til fællesopbevaring og har et bevaret tagværk fra genopbygningen i 1730. Det er et kraftigt hanebåndstagværk med skråstivere mellem spær og nedre hanebånd. På den nederste del af tagrummet er der lukket med notet bræddebeklædning og over nedre hanebånd er der pudset loft. Kælderen, hvortil der er adgang af ældre granittrapper, dels fra portrummet, dels fra haven, anvendes i dag til vaskerum, køleskabsrum, gæsteværelse og et magasinrum. Overalt er der pudsede vægge og synlige, tætliggende loftsbjælker med tilhørende udvekslinger ved kældervinduerne. I gæsteværelset er ydervæggen beklædt med perlestafbrædder og har bræddegulv, ellers er gulvene støbte. Alle kældervinduer er fornyet og har to rammer med to ruder. Alle værelserne er i nyere tid blevet moderniseret med fælleskøkkener mod Store Kannikestræde, men værelserne har stadig traditionelle overflader med ældre bræddegulve, pudsede vægge med en lavtsiddende listemarkering i panelhøjde samt ovnmarkering med træpilastre. Dørene, der hører til den nyeste indretning, er glatte, men en betydelig del af de barokke en- og tofyldingsdøre med underskårne barokindfatninger er bevaret. Der er også trefyldingsdøre fra Kochs istandsættelse, men det fremherskende udtryk er de enkle, prunkløse interiører, blandt andet er lofterne glatpudsede i værelserne. Kun på første sal, hvor den store, gennemlyste læsesal ligger, er der loftgesims og indfældede skodder, mens vægpanelerne fortsat kun er markeret med en liste. Det markante element i bygningen er midterfagets brede trapperum. Trappen er i sig selv en udtalt barok ligeløbstrappe med stærkt profilerede dokker og dobbeltbred håndliste. Under løbene er lukket med trærammer med fyldinger, og ved opgangen til loftet forsvinder trappen bag en listeinddækket bræddevæg, aflukket med en oprindelig revledør. Alle lofter i trapperummet har fritliggende og tætliggende bjælker med karnisprofil, der er grønmalede med rødstaffering, og bræddelofterne mellem bjælkerne har dæklister. På begge etager giver de blankslidte ølandsflisegulve en tyngde til trapperummet både i konkret, mens også i overført forstand. Ud til trapperummet er de fleste oprindelige enfyldingsdøre med tilhørende underskårne indfatninger bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ligger i den store kollegiebygnings klare tilhørsforhold til gadens øvrige bebyggelse med høje, solide bygninger, der er knyttet til universitetets nærhed. Bygningen har med sin materialeholdning samhørighed med både Regensen og professorgårdenes mørke murværk. Sammen med husrækken er bygningen med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og indgår hermed i et værdifuldt kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Elers Kollegium knytter sig både til bygningen i sig selv som til dens funktion. Bygningen er Danmarks fjerdeældste studenterkollegium og er stiftet 29. november 1689 af højesteretsdommer Jørgen Elers som et minde over de to børn, han havde mistet ved Operahusets brand i april 1689. Kollegiet skulle være fribolig for 16 studenter: otte med faget teologi, to med medicin, to med matematik, to med klassisk filologi som fag, samt én jurist og én med faget politisk historie. Det blev indrettet i en nyopført bygning i St. Kannikestræde i København, hvor det stadig ligger.I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi i Elers kollegium sig til bygningens udformning i et storladent senbarokt udtryk. Barokken træder i Danmark frem, således som den kendes fra Holland med blanke murpartier, meget kraftigt profilerede gesimser og store tage. I Elers Kollegium kommer barokkens robuste formsprog blandt andet til udtryk i facadens pudsede lisener, der spænder over flere etager, den såkaldte kolossalorden. Havesidens komposition er symmetrisk, og kun portbuen har en dekoration i form af et markeret stik, mens de små skure over kælderhalsene yderligere understreger symmetrien. Hertil kommer inskriptionstavlen på facaden. Endelig knytter der sig også kulturhistorisk værdi til haven, smedejernsgitteret og de to pavilloner, som stammer fra Kriegers genopførelse i 1730, samt til de tunge hegnsmure med de mange fladbuede sparenicher. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den ældre planløsning, hvor bygningens oprindelige formål som kollegie endnu er tydeligt aflæselig med det store, centrale trapperum, der fungerer som adgang til haven og trapperum og værelserne, der vender mod gade og have. Hertil kommer den imponerende baroktrappe, som med sine kraftigt profilerede dokkebalustre, dobbeltbrede håndlister og dekorativt bemalede panelfelter under løbene, samt de massive ølandsflisegulve understøtter barokkens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første møder den, der træder ind i bygningen. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til alumnernes enkle værelser og i det hele taget fraværet af stukkatur og panellering. I tagetagen knytter den kulturhistoriske værdi sig til tagværkets solide konstruktion og de karakteristiske tømmerkviste, som giver lys til tagrummet. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til kælderens enkle og slidstærke overflader, der tydeligt afspejler etagens funktionsbetingede oprindelse.

Arkitektonisk værdi

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til anlæggets overordnede udtryk: Det store, brede og høje hus i den smalle gade, og modsætningen, det store hus ud mod den muromkransede have med de høje træer. Haverummet, som er indrammet af havemure med talrige sparenicher, er også adskilt fra forhuset med det fintformede og spinkle jerngitter og de to pavilloner, som klart underordner sig både forhuset og haven og alligevel kommer til at stå som skilderhuse mellem have, gitter og forhus. Husets store proportioner og gedigenhed vises klart med lisenerne i kolossalorden og det mørke, meget levende murværk, som næsten har karakter som den hollandske mursten, moppen, der kendes fra blandt andet Charlottenborg. De tunge havemure med en meget større sten antyder en middelalderlig karakter og er måske meget ældre end 1700-tallet. I det indre ligger den arkitektoniske værdi i det overvældende og helstøbte trapperum med baroktrappens livlige dokkebalustre og brede håndliste, yderligere gjort festligt med de karnisprydede loftsbjælkers røde staffering. Særligt skal fremhæves de tunge, mørkerøde ølandsflisegulve, som nødvendiggør den tætte bjælketakt. Stengulvene er med til at fastholde en stemning af udendøre i det indre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links