Vang Vandmølle
.
Vang Vandmølle
.
Vang Vandmølle
.
Vang Vandmølle
.

Vang Vandmølle ligger på Vandmøllevej 8 i Bornholms Regionskommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Vang Vandmølle blev opført i 1811 af Vangeboen Poul Hansen. På opførelsestidspunktet var vejen ved møllen hovedindkørselsvejen til Vang, der i datiden blot var et lille fiskerleje bestående af syv huse. På dette tidspunkt var landskabet helt åbent, da kyststrækningerne blev brugt til græsning og al trævækst blev fældet til brændsel. Den nuværende skovbevoksning er groet frem siden 1920'erne. Til regulering af vandtilførslen fra Ringebækken var der op gennem ådalen opsat flere stigbord og dæmninger, der opstemmede større eller mindre mølledamme. Møllens kunder var husmænd, bønder og beboere i og omkring Vang, den forarbejdede først fremmest byg til foder, bygmalt til ølbrygning og rugmel til brød. Møllens kapacitet var ret lille og derfor fandtes flere lignende små vandmøller og stubmøller i området, som lokalbefolkningen kunne gøre brug af. Vang Vandmølle virkede frem til omkring 1905, men allerede i 1874 fik den konkurrence af Bymøllen i Rutsker, en hollandsk mølle med en markant større kapacitet.

Efter mølledriftens ophør forfaldt møllen og i 1928 blev den restaureret. Siden blev møllen i istandsat igen i 1940'erne og i 1950'erne, hvor møllens fraløb blev lukket. I 1969 blev møllen overtaget af Foreningen Bornholm, hvorefter møllen blev holdt tæt på tag og fag. I 1972 er terrænet foran møllen blevet hævet ca. 30 cm og kværnen blev istandsat med et nyt melkar omkring de oprindelige møllesten. Kværnen blev dog ikke istandsat på en måde, så den reelt ville kunne være funktionel. Siden blev møllen nytækket i 1984 og i 2003 fjernede man malerenden, således at møllen i dag står uden vandtilførsel eller afløb. Samtidig blev der taget initiativ til at genoprette vandtilførslen til møllen ved genopretning af stigborde, mølledamme og dæmninger samt åbne landskabet igen gennem trærydning langs bækken.

Beskrivelse

Vang Vandmølle ligger i et skovbevokset område ved Ringe Bæk på en stejl vestvendt skråning kort før bækkens udmunding i Østersøen. Som konsekvens det skrånende terræn er møllen bygget ind i skrænten. På grund af terrænet er Vang Vandmølle en overfaldsmølle, hvilket betyder at møllehjulet drives ved at vandets kraft kommer ovenfra.

Møllebygningen er en fire fag lang bindingsværksbygning udført i sort opstolpet tømmer med tavl af lerklinede marksten, der siden er hvidkalkede. Bindingsværket strækker sig over de tre nordlige fag, mens det søndre fag er åbent, således at møllehjulet, et overfaldshjul på ca. 3 meter, er tagdækket. Bindingsværket har gennemstukne bjælker og er udført uden fodrem, stolperne hviler på en sokkel af marksten. Bygningen bærer et stråtækt tag af langhalm og bundet med hasselkæppe samt en mønning af lyng. I den østlige tagflade er der skåret en åbning i tagskægget, hvor en malerende har tilført vand fra bækken til møllehjulet. Den søndre gavl er bræddebeklædt, mens den nordre er af bindingsværk, i denne er gavl er der gennem en sorttjæret revledør indgang til loftet. Begge gavle er prydet med sorttjærede husbrande med sidefløje. I den vestre langside er der ligeledes en sorttjæret revledør, der fører ind til undermøllen og til højre herfor er en lille åben glug. Den nordlige langside fremstår uden åbninger.

Der er indgang til møllehusets nederste loft gennem revledøren i den vestlige langside, her ses mølleværket med gravhjul sat på møllehjulets aksel, gearing og stokkedrevet, der driver kværnen på loftet henover. Væggene af marksten fremstår delvis hvidkalkede, loftet har synligt bjælkelag med bræddeloft og der er jordgulv. Væggen ud til møllehjulet består af brædder. Gennem revledøren i den nordlige gavl er der fra tilkørselsvejen direkte indgang til loftet, hvor møllens kværn er opsat. Kværnstenene er af balkasandsten, hvor løberen er sammensat af to tyndere sten. Stenene omgives af melkarret med tilhørende skoslag og kube. På loftet er den ældre tagkonstruktion synlig, stråtaget er syet på.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Vang vandmølle knytter sig til møllens beliggenhed på den stejle skovbeklædte skråning lidt syd for Vang. Her er den lille vandmølle tilpasset de særlige terrænmæssige forhold ved at bygningen er bygget ind i skrænten, således at den nederste del af nordgavlen og østsiden er tildækket. Denne beliggenhed har også gjort, at møllehjulet kunne udnytte vandets naturlige fald ned over skråningen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Vang Vandmølle knytter sig i det ydre til de bevarede dele af det samlede mølleanlæg med stigbord, dæmninger og mølledamme. Tidligere fandtes der mange små vandmøller af denne type på Bornholm, da mølleprivilegiet ikke fandtes på Bornholm kunne enhver opføre en mølle og drive forretning, herved kom møllerne til at ligge med kort afstand. Derfor havde de fleste møllere en supplerende indtægt fra et andet erhverv, eksempelvis landbrug. De små vand- og stubmøller blev i løbet af 1800-tallet udkonkurreret af de hollandske møller, der var langt mere driftssikre og havde en større kapacitet. Vang Vandmølle er et af de få bevarede eksempler på en Bornholmsk Vandmølle, da den er en af de tre vandmøller, der endnu findes bevaret på Bornholm.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til bygningens enkle materialeholdning, der kommer til udtryk i det ret fattige bindingsværk med gennemstukne bjælkeender, tavlene af balkasandsten, soklens marksten og stråtaget af langhalm med lyngmønning, da disse materialer har været lokalt tilgængelige materialer og derved er en del af den bornholmske bygningstradition. Også tagrytterne med fløje er et vigtigt og udpræget traditionelt træk i den Bornholmske byggeskik.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det bevarede mølleinventar med samtlige detaljer samt den ældre bygningskonstruktion, begge lofter med jordgulv og bræddegulv, synligt bjælkelag, bræddeloft og vægge af delvis kalkede balkasten, den synlige tagkonstruktion og taget af langhalm. Hertil kommer, at mølleværket med alle tilhørende dele er af stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, før-industrielle danske landbrug. Hertil kommer placeringen af nordgavlen ud til vejen, hvor man bekvemt har kunnet læsse kornsækkene gennem revledøren og ind på kværnloftet. Det omfattende anlæg til regulering af vandtilførslen har en endvidere kulturhistorisk værdi, idet det vidner om vandløbets ujævne vandmængde over året, hvor man særlig i det tørre sommermåneder har haft brug for at opstemme den ringe vandmængde for at kunne holde møllen i drift.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Vang Vandmølle knytter sig til den lille sluttede og i terrænet indbyggede bygningskrop, hvis enkelhed og soliditet understreges af den enkle og overvejende lokalt betingede materialeholdning. Gennem sit enkle formsprog, beliggenhed og materialeholdningen kommer vandmøllen næsten til at virke som en naturlig udvokset del af det omgivende terræn.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links