Ørbæklunde ligger på Ørbæklundevej 1 i Nyborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ørbæklunde fik herregårdsstatus i begyndelsen af 1500-tallet, og gården blev grundlagt ved sammenlægning af flere bondegårde. Inden den nuværende hovedbygning blev opført lå Ørbæklunde cirka 250 meter østligere, nord for Lunde Mølle og Lunde Å, som Kongshøj Å kaldtes på egnen.

I 1537 erhvervede kansler Johan Friis Ørbæklunde og overdrog den derefter til sin bror adelsmanden Henrik Friis. Henrik Friis tilskrives opførelsen af Ørbæklundes hovedfløj, udført som et enkelthus omgivet af voldgrave, omkring 1560. Hovedfløjen blev rejst i to en halv etage over en høj kælder, og den øverste lave etage indeholdt hovedfløjens vægtergang, der var beregnet til forsvar af gården. Mod voldgraven i nord blev opført tre firkantede tårne i tre etager, hvoraf det midterste var smallere end de øvrige og oprindeligt rummede gårdens hemmeligheder – toiletterne. I vinklen mellem østgavlen og det nordøstre tårn har været en lille tårnkarnap, der har rummet en smal vindeltrappe eller en hemmelighed.

Om det ottekantede tårn med kobbertækket spir mod borggården er fra opførelsen vides ikke, da der over trappetårnets hoveddør er en sandstenstavle med Niels Friis og hustru Vibeke Gyldenstiernes våbenskjolde, årstallet "1593" og en inskription på latin med følgende ordlyd: "Gud og fødestedets skytsånd helliget! Ikke til overdådighed eller pralende pomp har jeg indviet dette sted, men til erindring om hans uudsigelige velgerninger, hvis uransagelige råd behersker de dødeliges skæbne, med bøn om held for efterkommerne, Niels Friis, herre til Hesselager, i Herrens år 1593". De svungne renæssancegavle er ligeledes prydede med Niels Friis og Vibeke Gyldenstiernes initialer og årstallet "1593". En mulighed er, at disse initialer og årstal henviser til, hvornår gavlene og tårnet kom til – en anden mulighed er at hovedbygningen først blev opført i 1593.

I hovedbygningens indre har den tøndehvælvede kælder og det krydshvælvede første stokværk bevaret den oprindelige planløsning. Mens stueetagen blev anvendt til beboelse, rummede andet stokværk efter tidens skik formodentlig en stor festsal, der tog hele husets bredde og det meste af længden, kun ved østgavlen har sandsynligvis været et par værelser. Midtertårnet mod nord var indrettet med toiletter med skakter ned fra hvert stokværk til en hvælving, som fra tårnkælderen førte ud til voldgraven. Halvstokværket øverst blev anvendt til vægtergang med skoldehuller og skydeskår, og fra den nordvendte vægtergang var der adgang til to vagtstuer: en i hvert hjørnetårn, hvorfra hovedfløjens gavlsider, som var uden udkragede vægtergange, kunne forsvares.

I 1630'erne blev den store gårdsplads syd for hovedfløjen på alle sider afgrænset af stalde og vældige avlsbygninger. En stor grundmuret agerumslade blev opført i 1630 af Jesper Friis. Laden bærer en sandstenstavle med Friisernes og Ulfeldternes våben samt en latinsk inskription med oversættelsen: "Hvad er adelig byrd? Intet! Navn erhverves ene ved dåd, og dåd vore fædre har adlet. 1630." I forlængelse af laden blev mod øst opført en portbygning og nord herfor en hestestald. Mod vest blev opført en avlslænge i 1631, hvoraf kun en lille del er bevaret langs ladens vestgavl.

Hovedfløjen blev i 1635, også af Jesper Friis, tilføjet en mindre, to stokværk høj sidefløj, der fra hovedfløjens sydøsthjørne strakte sig mod syd. Sidefløjen rummede økonomirum samt køkkenindretning. Sidefløjen blev senere ombygget og forlænget mod nord og tillige påbygget to bindingsværksbygninger i vinkelformation mod øst, der rummede bageri, mejeri, hestemølle med mere. En sidefløj af bindingsværk nærmest hovedfløjen afgrænsede den inderste del af gårdspladsen mod vest. I anden halvdel af 1600-tallet blev der opført en grundmuret, toetages karnap ved hovedfløjens vestgavl. Friis-slægten ejede Ørbæklunde indtil 1689, hvorefter den kom i Matthias Rosenwinges hænder.

Ørbæklunde var oprindeligt omgivet af vandfyldte grave, men størstedelen blev tilkastet allerede i 1700-tallet, kun Køkkendammen og Pæredalen nordøst for hovedfløjen er de sidste rester heraf. I 1732, på foranledning af ejeren Anna Margarete Wulff Rosenwinge, blev laden ombygget.

I 1781 kom Ørbæklunde i Lange-slægtens eje. Hovedfløjen blev af Rasmus Lange underlagt en omfattende istandsættelse i 1828. I 1852 blev salsetagen på øvre stokværk nedforskallet, opdelt og indrettet til beboelse for Langes enke, Laurentze Lindegaard. I 1860'erne lod Salomon Lange haven udvide med delen øst for Sortedammen og Kanindammen. Lange lod også i 1860erne gårdspladsen udvide mod vest. Størstedelen af den grundmurede vestre avlslænge, der rummede kostalden, samt sidefløjen af bindingsværk nærmest hovedfløjen blev revet ned. I 1867-1868 lod han i stedet nye udbygninger opføre på gammel havegrund vest for gårdspladsen. Karnappen ved hovedfløjens vestgavl blev også nedrevet i 1860'erne.

I 1880'erne foretog Salomon Lange en gennemgribende renovering af hovedbygningen, hvoriblandt man i det sydvestlige værelse på første stokværk fandt en renæssancedekoration på loft og vægge, der bestod af glatte stukbånd, som dannede trekantsmønstre og rosetter, hvori der var kalkmalet englehoveder og frugtklaser. Dekorationen blev fremdraget og opmalet i 1882 af Heinrich Hansen. I 1881-1882 blev hovedfløjens gavle restaureret.

I 1953 blev der foretaget endnu en renovering af hovedbygningen ved arkitekt H.H. Engqvist. Dele af de nyere udbygninger brændte i slutningen 1950'erne, og de blev i 1959 genopført af arkitekt Uldal Ekman. I 1964-66 blev laden på offentlig foranledning gennemgribende istandsat af arkitekterne H.H. Engqvist og K. Rønnow, da ejeren havde forlangt den og hestestalden nedrevet. Hestestalden blev restaureret i 1977-79. I 1977-78 blev sidefløjen øst for hovedfløjen stærkt ombygget. I 1990-94 blev hovedfløjen og avlsbygningerne istandsat. Tårnet blev renoveret i 1994, hvor det fik nyt kobbertag samt fast undertag af brædder og pap.

Beskrivelse

Ørbæklunde ligger på højdedraget syd for Ørbæk by. Herregården ligger midt mellem landevejene fra Svendborg og Faaborg omgivet af marker og skovbevoksning. Fra vest fører en egeallé op til herregården, mens en adgangsvej fra øst følger sydsiden af den store parklignende have. Nord- og vestsiden af haven afgrænses af en kilometerlang, klippet lindeallé.

Ørbæklunde består af en hovedbygning og en sidefløj. Syd herfor ligger ældre avlsbygninger i vinkelformation omkring en stor, delvist brolagt gårdsplads. Vest for gårdspladsen ligger et par nyere udbygninger, og syd herfor flere nyere avlsbygninger.

Hovedbygningen er en rektangulær, grundmuret bygning i to et halvt stokværk over en høj kælder. Det øvre, hele stokværk er let fremkraget over en fladbuefrise og derover er i langsiderne et kraftigt udkraget halvstokværk med en fladbuefrise båret af granitkonsoller. Hovedbygningen bærer et rødt, teglhængt tag med høj rejsning og har svungne helgavle udsmykket med sandstensbånd. I rygningen ses tre murede skorstenspiber med bånd og krave, hvoraf de yderste er placeret i flugt med gavlene.

På nordsiden er to firkantede, tre etager høje hjørnetårne, som springer lidt frem for gavlene, samt et lidt mindre, treetages, firkantet tårn midtfor. Tårnene har let fremkragede stokværk med fladbuefriser og svungne gavle med sandstensudsmykninger samt bærer røde, teglhængte heltage. I rygningen på hvert hjørnetårn er to høje, murede skorstenspiber med bånd og krave, hvoraf de forreste er placeret i flugt med gavlene. På gårdsiden mod syd er et asymmetrisk placeret, ottekantet tårn, hvoraf de tre sider springer frem for facaden. Tårnet afsluttes af et kobberklædt, svunget tag med en kobberklædt lanterne med vindfløj øverst. I tårnets sydside er en kurvehanksbuet døråbning, hvori der sidder en revledør fra 1994 med pålagte lister i nygotisk formsprog samt ældre beslagværk. Over døren er en stor indmuret sandstenstavle udsmykket med renæssanceornamenter samt våbenskjolde og inskription. Tårnets vinduer sidder i kurvehanksbuede åbninger og består af etrammede vinduer opdelt i ni ruder, hvoraf de øverste tre afsluttes i en kløverspids. Øverst er et urværk. Hovedfløjens øvrige vinduer er hovedsageligt udformet som smårudede korspostvinduer, hvoraf de to øverste rammer er spidsbuede med et udskåret felt imellem.

I soklen ses ældre støbejernsvinduer opdelt i fire ruder. I firkanttårnenes øvre stokværk er etrammede vinduer som i det ottekantede tårn. Vinduerne er ældre eller nyere og traditionelt udførte. Nogle steder er karmene ældre, mens rammerne er nyere. I halvstokværket er små kurvehanksbuede skydeskår, og øverst i samtlige gavle ses flammerede revleluger, der også er placeret i kurvehanksbuede åbninger. I vestgavlen er en nyere, tofløjet havedør med fyldinger og små ruder samt et overvindue udformet lig vinduernes øverste rammer. Foran havedøren er en hævet terrasse af granitsten, der afgrænses af et smedejernsgelænder, og en bred granittrappe fører ned til terræn. I østgavlen fører en nyere revledør i en fladbuet døråbning fra kælderen ud til terræn. Samtlige døre og vinduer er brune. Hovedbygningen er forsynet med tagrender og nedløbsrør af kobber.

Hovedbygningen, der anvendes til beboelse, har bevaret en oprindelig ruminddeling i kælder og første stokværk, og trappetårnets vindeltrappe, nederst udført i sandsten øverst af træ, forbinder samtlige etager. Under vindeltrappen ligger herregårdens fangehul et lille lavloftet rum uden vinduer. I kælderen er der adgang til hjørnetårnene, der har krydshvælv. Den tøndehvælvede kælder og det krydshvælvede første stokværk er begge inddelt med to større rum mod hver gavl samt i midten et rum mod nord og en gang mod trappetårnet i syd. Andet stokværk er indrettet med en tværgående gang ud for trappetårnet, tre rum mod øst og fire lidt større rum mod vest. I første og andet stokværk er der adgang til tårnrummene, hvoraf hjørnetårnene har stjernehvælv og midtertårnet tøndehvælv. Det halve stokværk rummer skytteloftet, der er ét stort rum med bevarede vægtergange hele vejen rundt, der afgrænses af en oprindelig, svær tømmerkonstruktion. I vægtergangen er der tilmurede skoldehuller i gulvhøjde samt herover små revleluger foran skydeskårene. Fra skytteloftet er der adgang til et rum i midtertårnets tredje stokværk samt en vagtstue i hvert af hjørnetårnenes tredje stokværk, hvor der er bevaret en murstenskamin. Over skytteloftet er et øvre dæk, der ligesom skytteloftet er uudnyttet.

Hovedbygningen har generelt en ældre og traditionel materialeholdning, kun enkelte rum som køkken og badeværelser har nyere overflader. Andet stokværk har flere lette skillevægge samt nedhængte lofter fra midten af 1800-tallet. Kælderen har teglstensgulve af munkesten samt kvadratiske teglklinker. For enden af vindeltrappen i tårnet, i niveau med hoveddøren, ligger der ølandsfliser. Den nederste del af trappen i tårnet udgøres af en ældre ligeløbstrappe, som fører ned til kælderen. Kælderens vægge og hvælv er hvidkalkede, og der er ældre rundbuede revledøre i dobbeltfalsede åbninger. Første og andet stokværk har planke- og parketgulve samt gulve af ølandsfliser, pudsede vægge med enkelte rester af kalkmalerier samt pudsede lofter med stuk og krydshvælvede lofter med bemalinger. Ligeledes er der bevaret ældre bygningsdele som høje fodpaneler, brystningspaneler, tapetdøre, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, ældre låsekasser og enkelte bukkehornsbeslag, profilerede gerichter samt kaminer og en 1600-tals ovn. Skytteloftet, også kaldet nedre kornloft, har nyere bræddegulv, mens vægtergangene har ældre plankegulve og vagstuerne teglstensgulve. Væggene er hvidkalkede og i loftet er bjælkelaget og loftbrædderne synlige. Det øvre kornloft har ældre bræddegulv i 2/3 dele af gulvfladen, mens der mod vest i 1/3 del af gulvfladen ligger et nyere bræddegulv, og det ses at tagstenene er understrøgne. De fritstående skorstene er hvidkalkede. I tagetagen er bevaret et par ældre revledøre.

Sidefløjen, der er sammenbygget med hovedfløjen, er en grundmuret bygning i to etager med rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle. Sidefløjen hviler mestendels på en sokkel af granitkvadre, mod øst af marksten, og facaderne står i rød, blank mur i krydsforbandt, der øverst afsluttes af en omløbende, muret tandsnitsgesims, som i gavlene afsluttes af en række røde teglsten. I rygningen ses to skorstenspiber i rød, blank mur med sokkel og gesims, og den østvendte tagflade brydes af tre udluftningshætter. I gårdsiden er to indgangsdøre, hver med en granittrappe foran. Den nordre dør er en traditionelt udført, kurvehanksbuet, flammeret dør med en kantstillet rude øverst, hvilken der er en magen til i østsiden. Den søndre dør er også traditionelt udført og flammeret, men er øverst forsynet med et smalt, tredelt overvindue, og trappen har endvidere et spinkelt smedejernsgelænder. Vinduerne er fra en renovering sidst i 1970'erne og er udformet som nyere korspostvinduer med små ruder i stueetagen samt nyere torammede vinduer med små ruder i øverste etage, mens der i gavlen er torammede og tredelte vinduer. Samtlige døre og vinduer er brunmalede. I facaderne ses spor efter kurvehanksbuede vinduesåbninger samt simple murankre og murankre udformet som årstallet 1635 på den søndre gavl. Sidefløjen er forsynet med tagrender og nedløbsrør af kobber.

Sidefløjen anvendes dels til beboelse, dels til godskontor. Sidefløjen er inddelt i mange mindre rum, herunder soveværelser og badeværelser. En nyere trappe forbinder etagerne. Tagetagen er uudnyttet, og taget har undertag af banevarer. Det indre har en blanding af traditionelle og nyere materialer. De nyere overflader som linoleumsgulve, væg-til-væg tæpper, finérbeklædte vægge og nedsænkede lofter stammer fra en istandsættelse i 1970'erne, hvor de hovedsageligt er opsat uden på de ældre bygningsdele som bræddegulve og pudsede vægge og lofter. Der er bevaret ældre bygningsdele, heriblandt enfyldingsdøre med bukkehornsbeslag.

Den fredede del af avlsgården består af en nord-syd orienteret staldbygning, der mod syd er sammenbygget med en øst-vest orienteret portbygning, der ligger i forlængelse af en stor agerumslade, hvis vestgavl er sammenbygget med en kort nord-syd orienteret vestlænge.

Samtlige avlsbygninger er én etage høje, og da laden er bredere end de øvrige længer, er den også højere end disse. Bygningerne hviler alle på en sokkel af granitkvadre, og i staldbygningens østside ses endvidere store marksten. Facaderne står i rød, blank mur i krydsforbandt, der øverst afsluttes af en hvidkalket tandsnitsgesims, og bygningerne bærer alle røde, teglhængte heltage. Staldbygningen har en helvalmet nordgavl, og både laden og vestlængen har kamtakkede gavle afsluttet af røde teglsten. Kun vestlængen har en skorstenspibe i rygningen, der står i rød, blank mur med sokkel og gesims samt en teglhængt tømmerkvist mod vest. De øvrige tagflader er ubrudte, undtagen portbygningens sydvendte tagflade, hvori der er tre ældre tagvinduer. I murene ses simple murankre og i ladens sydside er en indmuret sandstenstavle med våbenskjolde.

I staldbygningens østside ses ruderformede glugger, flere højtsiddende og mindre kurvehanksbuede åbninger med staldvinduer med seks ruder samt lidt laveresiddende, kurvehanksbuede åbninger lukket af traditionelle revleluger. I gavlen er en kurvehanksbuet dør- og vinduesåbning med en traditionel revledør og -luge. I gårdsiden er tre nyere, kurvehanksbuede portåbninger lukket af traditionelt udførte, tredelte revleporte, to kurvehanksbuede døråbninger med nyere revledøre samt adskillige kurvehanksbuede vinduesåbninger af varierende størrelse lukket af traditionelle revleluger.

I portbygningens sydside er små ruderformede glugger samt to rundbuede portåbninger, der begge lukkes af en tofløjet, flammeret port. Den ene halvdel er ældre, den anden fra 1970'erne. Den vestre portåbning flankeres af afvisersten af granit og i den ene portfløj er en gående dør med et ældre greb. Portrummet har pigstensbelægning, hvidkalkede vægge og synlige bjælker og loftbrædder. Gårdsidens rundbuede portåbning flankeres på indersiden af afvisersten af granit. Portåbningen flankeres af en kurvehanksbuet døråbning med en nyere revledør samt en kurvehanksbuet portåbning med en nyere, tofløjet revleport. På hver side af den kurvehanksbuede port er et ruderformet glug.

Ladens sydside er uden åbninger. I den østlige gavl, ind mod gårdspladsen, er en kurvehanksbuet portåbning med en ældre, tofløjet revleport med ældre beslag og øverst er to kurvehanksbuede åbninger, hver lukket af en traditionel revleluge samt murankre udformet som initialerne "AMRW" (Anna Margarete Wulff Rosenwinge) samt årstallet 1732. I ladens gårdside er fem rundbuede åbninger med traditionelle revleluger, en kurvehanksbuet døråbning med en ældre, todelt revledør samt en rundbuet portåbning med en ældre revleport, der kan skydes til side. Portåbningen flankeres af afvisersten af granit.

I vestlængens nordgavl er en tresidet, støbt trappe og en nyere hoveddør samt et nyere, torammet og smårudet vindue i gavltrekanten. I vestsiden er tre traditionelt udførte korspostvinduer med små ruder samt en nyere havedør med en støbt trappe foran. I sydgavlen er nederst to ældre korspostvinduer med små ruder samt i gavltrekanten to nyere, torammede vinduer med små ruder. Imellem vinduerne ses murankre udformet som initialerne "JF" (Jesper Friis) og "EUF" (Elsebeth Ulfeldt Friis) samt årstallet 1631. I avlsbygningerne er vinduernes, dørenes og portåbningernes lysninger kalket hvide undtagen i vestlængen. Alle porte, døre og staldvinduer er sorte, mens vinduer og døre i vestlængen er brune. Alene sydgavlen er omfattet af fredningen.

Den nordlige del af staldbygningen er indrettet med tre vognporte, mens den midterste del står med et stort åbent rum, hvori der er bevaret et par hestebokse og et seletøjsrum. Staldbygningen har en traditionel materialeholdning. I vognporten er der støbte gulve, mens der i den midterste del er pigstensgulve. Væggene er hvidkalkede ligesom skillevæggene af bindingsværk, midt i rummene står træstolper, der understøtter det synlige bjælkelag med loftbrædder. Den sydlige del af staldbygningen består af et stort rum. Portbygningens indre er ligesom staldbygningens.

Laden består i det indre af ét stort rum og er kendetegnet ved en traditionel materialeholdning. I laden er der grus på gulvet, væggene er hvidkalkede og en ældre og righoldig tømmerkonstruktion opdeler ladens gulv i et køregulv ud for porten i gavlen, et forgulv i midten og et baggulv. I den nederste del af den ældre tømmerkonstruktion er opmurede tavl. Tagstenene er nyere, og indefra kan man se at de er bundet til lægterne. Vestlængen er indrettet til beboelse, og da det alene er sydgavlen, der er fredet, beskrives vestlængens indre ikke.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Ørbæklunde knytter sig til herregårdens beliggenhed på et højdedrag mellem to landeveje, der gør, at Ørbæklunde på trods af en lidt tilbagetrukket placering i et karakteristisk herregårdslandskab med marker, enge, stendiger, skovarealer og alléer, træder knejsende frem.

Det samlede herregårdsanlæg med hovedbygning, avlsbygninger og arbejderboliger omkring en stor, delvist brolagt gårdsplads er velbevaret og vidner om en herregård med en lang udviklingshistorie samt om et velbevaret kulturmiljø, som den store park med klippede lindealléer samt køkkenhave også er en vigtig del af.

Fortællingen om, at Ørbæklundes hovedbygning oprindeligt var omgivet af voldgrave, er stadig aflæselig i parkens græsklædte lavninger samt i de bevarede damme nord og nordøst for hovedfløjen. Placeringen af østfløjen og de ældre avlsbygninger gør det muligt at aflæse, at Ørbæklunde tidligere bestod af et symmetrisk, lukket og firkantet ladegårdsanlæg med adgang gennem en portgennemkørsel fra syd, hvilket var renæssancens ideal for et herregårdskompleks. Den store, lukkede gårdsplads bestod af en herskabelig gårdsplads foran hovedbygningen, som var lidt mindre end den store gårdsplads, kaldet ridebanen, mellem avlsbygningerne. Den bevarede del af gårdspladsens brolægning er med til at understøtte det autentiske miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Ørbæklunde knytter sig til hovedfløjen som en velbevaret og markant renæssancebygning fra 1500-tallets anden halvdel. Ørbæklunde repræsenterer overgangstiden mellem middelalderens ridderborg og renæssancens mere festlige herremandsbolig, hvor vægten lå på den ydre pragt. Hovedbygningens storslåede og overdådige fremtræden samt fine interiører vidner om Friis' slægtens position, magt og velstand samt om Ørbæklunde som en mægtig og toneangivende herregård. I dag står Ørbæklunde som en fortræffelig repræsentant for renæssancens tårnrige enkelthustype.

Hovedbygningens udseende afspejler, at den blev opført efter grevens fejde, Danmarks sidste borgerkrig (1534-36), og derfor blev indrettet med forsvar for øje, heriblandt hjørnetårnene, de udkragende vægtergange, skoldehullerne og skydeskårene samt oprindeligt placeringen på en voldgravomkranset holm, hvoraf sporene heraf stadig kan ses i havens terræn. Men hvad der oprindeligt blev tænkt som en sengotisk forsvarsborg, ændrede karakter i kraft af, at der i løbet af 1500-tallet kom fred og opgangstider, og bygherrernes store ambitioner og internationale udsyn kom til at karakterisere periodens slots- og herregårdsbyggeri. Niels Friis valgte at udtrykke dette i form af hovedbygningens svungne gavle og tårnoverbygninger samt i det ottekantede trappetårn mod gårdspladsen, så renæssancens elegante og autoritative herremandsbolig blev et symbol på rigets genrejsning, og selvfølgelig en fysisk manifestation af ejerens status og økonomiske formåen.

I det indre ses også, at Ørbæklunde var opført som en værdig bolig for en af rigets magtfulde mænd og samtidig var en borg, der med tanke på den nyligt overståede grevefejde var udformet med det bedst mulige forsvar for øje. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til kælderens højtsiddende, små vinduer med skrå sider, som vidner om, at disse også kunne tjene til skydeskår samt til skytteloftets vægtergange med bevarede skoldehuller og skydeskår. Hertil kommer vagtstuerne øverst i hjørnetårnene, der kunne tjene til forsvar af gavlene, der ikke var forsynet med udkragede vægtergange. Kaminerne i vagstuerne kunne dels tjene til skytternes velbefindende på det ellers kolde loft, men også til opvarmning af vand til at hælde ud over fjenden gennem skoldehullerne.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til kælderens, første stokværks og skytteloftets oprindelige grundplan, der stammer fra renæssancen. Hertil kommer andet stokværks ældre grundplan, som vidner om en ombygning af denne i midten af 1800-tallet. De ældre bygningsdele og detaljer i de to hovedstokværks herskabelige interiører har stor kulturhistorisk værdi, idet de dels beretter om bygningens alder, dels vidner om hovedbygningens ombygninger med skiftende stilidealer. Hvor teglstens-, ølandsflise- og plankegulve sammen med revledøre med låsekasser og bukkehornsbeslag samt pudsede vægge og hvælv med bemalinger og kalkmalerier er vidnesbyrd om renæssancens idealer, vidner parketgulve, pudsede vægge med høje fodpaneler, brystningspaneler, tapet- og fyldingsdøre med indstukne hængsler, profilerede gerichter og lofter med stuk om 1700- og 1800-tallets stilidealer.

Den kulturhistoriske værdi for avlsbygningerne knytter sig i det ydre til bygningerne som en del af det samlede herregårdsanlæg, hvor de udgjorde en essentiel del af herregårdens drift og indtægtskilde. Den rige landbrugsjord blev opdyrket og man havde et stort dyrehold, og avlsbygningernes anseelige størrelse giver således udtryk for gårdens betydelige landbrug. I avlsbygningerne er dette aflæseligt i den store ladebygning, hvor afgrøderne blev opbevaret, i vognportbygningen som rummede forskellige køretøjer og i staldbygningen mod øst, der rummede et omfattende dyrehold, heriblandt heste. Bygningernes oprindelige funktioner er således aflæselige i placeringen af og udformningen af porte, luger og staldvinduer.

I avlsbygningernes indre knytter den kulturhistorisk værdi sig dermed til de store rum og deres enkle materialeholdning i form af støbte gulve, pigstensgulve, hvidkalkede ydervægge, bindingsværksvægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi ved ladens indre, idet den er en agerumslade med en sjælden højremskonstruktion, som er en bygningstype, der hører herregårdene med de store høstudbytter til. Den jyske-fynske agerumslade er en treskibet konstruktion med to indvendige rækker af høje tagbærende stolper og ydervægge af bindingsværk eller grundmur. Ladens midtskib, kaldet midtergulvet, er bredest. De to smallere sideskibe kaldes henholdsvis agerummet og baggulvet. Agerummet, der som oftest er bredere end baggulvet, ligger altid mod gårdspladsen og har porte i begge gavle, således at vogne kan køre igennem bygningen og læsse korn og hø af til opbevaring i midter- og baggulvet. I Ørbæklundes agerumslade er der en afvigelse herfra, idet der er port i østgavlen samt i den nordvendte gårdside. De tagbærende højstolper er forneden tappet i fodremmen og foroven i højremmen. Stolperne er i længderetningen forbundet af vandrette løsholter til en åben vægkonstruktion kaldet højremsvægge. På tværs hen over midtergulvet er stolperne forbundet af to bjælkelag, mens kortere stikbjælker forbinder stolperne med ydervæggene over henholdsvis agerum og baggulv. I sammenhæng med hovedbygningen er avlsbygningerne således en fornem repræsentant for en herregård med et stort tilhørende landbrug, og hvor avlsgårdens størrelse har signaleret ejerens store jord- og kreaturbesiddelser og deraf hans høje status i datidens samfund.

Arkitektonisk værdi

Ørbæklundes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede bygningsanlæg omkring den vidtstrakte gårdsplads, hvor hovedbygningens og avlsbygningernes ensartede materialeholdning giver det store herregårdsanlæg stor sammenhængskraft.

Den arkitektoniske værdi ved Ørbæklundes ydre knytter sig til den enfløjede hovedbygning med firkanttårne og ottekantet trappetårn, hvor bygningens proportionering, stort set symmetriske opbygning og homogene materialeholdning giver den et elegant og herskabeligt udtryk, der understreges af de svungne gavle og trappetårnets spir. Hovedbygningen fremstår tillukket og uindtagelig på grund af det fæstningsagtige præg med vægtergang, skoldehuller og skydeskår. Hertil kommer den høje granitsokkel, murfladernes relativt få vinduesåbninger, samt at hovedindgangen er nederst i det høje trappetårn mod gårdspladsen, og det hele er indarbejdet i en arkitektonisk og dekorativ, fin helhedsløsning. Hovedbygningens sluttede form understreges af de stejle, røde heltage med ubrudte tagflader samt af det gedigne murværk i rød, blank mur, hvori de smårudede vinduer fremstår spinkle og filigranagtige samt i en virkningsfuld kontrast på grund af deres mørke farve.

Bygningen er virkningsfuldt afstemt mellem en vertikal og horisontal orientering. Det vertikale kommer til udtryk i den forholdsvist smalle grundplan, i de markante hjørnetårne og det høje trappetårn med svunget tag og spir samt i de svungne helgavle, men det vertikale modsvares dog på elegant vis af en horisontal lagdeling, der kommer til udtryk i soklen af granitkvadre, rundbuefrisen mellem nedre og øvre stokværk, den let fremkragede, konsolbårne buefrise under vægtergangene samt gavlenes øvrige horisontale bånd. Facaderne har en stor detaljerigdom, hvilket giver hovedbygningen karakter og bidrager til dens fornemme og elegante udtryk.

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den tøndehvælvede kælder, hvor de små og højtsiddende vinduer giver en særlig stemning i de lidt lavloftede rum. Hertil kommer første stokværk med krydshvælv, hvor især salen mod gårdspladsen træder frem, idet krydshvælvenes overdådige bemalinger, der gentages på væggenes øvre dele gør rummet ganske særligt. Også tårnenes lofter udformet som tønde- og stjernehvælv giver disse rum en elegant, enkel fremtoning. De to hovedstokværk fremtræder i øvrigt højloftede, lysrige og repræsentative med fine, helstøbte interiører. Trappetårnet med spindeltrappen af sandsten fremstår yderst homogent, nøgternt og solidt og udgør en passende modvægt til de repræsentative stuer. Hertil kommer skytteloftets vægtergange og vagtstuer samt tagrummets synlige tagværk, hvis rige tømmer danner et imponerede tagrum. Hovedbygningens indre modsvarer således udemærket det imponerende ydre.

Sidefløjens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til længebygningens enkle og homogene fremtoning med rødt teglhængt, let opskalket heltag med halvvalmede gavle og forholdsvis tillukkede murflader i rød, blank mur hvilende på svære granitsten. De ubrudte tagflader understreger sidefløjens markante blokform, og skorstenspiberne i rygningen afslutter på elegant vis bygningen opefter. Facadernes regelmæssige vinduestakt giver sidefløjen en nedtonet, men alligevel elegant fremtoning på grund af vinduernes småsprossede ruder, hvilket også understreges af dørenes flammering og den murede tandsnitsgesims. Hertil kommer facadernes mange spor efter tidligere åbninger, som giver dem en levende og righoldig fremtoning.

Avlsbygningerne arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede bygningsanlægs homogene materialeholdning, der giver det store avlsgårdsanlæg stor sammenhængskraft og samtidigt et forholdsvist nøgternt udtryk. Hertil kommer de lange og stort set tillukkede murflader samt de store ubrudte tagflader, der får bygningskroppene til at fremstå som markante blokforme, hvorved deres imponerende længder fremhæves. Der knytter sig endvidere arkitektonisk værdi til de hvidtede gesimser, der tydeligt markerer mødet mellem murfladerne og de store ubrudte tagflader som er uden tagrender, hvilket styrker fløjenes autentiske og gennemførte traditionelle udtryk. Ligeledes er der arkitektonisk værdi ved udformningen af vindues-, dør- og portåbninger, der med deres varierede udformning på elegant og funktionel vis opbryder de store murflader.

Agerumsladen skiller sig ud fra de øvrige avlsbygninger med sit store bygningsvolumen og sine kamtakkede gavle samt den lange tillukkede facade mod syd, der giver den et imponerende og særdeles kraftfuldt udtryk. Også vestlængen har et andet udtryk med kamtakkede gavle, kvist, skorstenspibe og en tæt vinduestakt med fladbuede stik, hvorved den fremtræder med et næsten pynteligt udtryk i forhold til avlslængernes mere lukkede facader og ubrudte tagflader. Samlet set fremtræder avlsbygningerne med et storladent og særdeles karakterfuldt udtryk.

I avlsbygningernes indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til ladens store, langstrakte rum, hvor tømmerkonstruktionen og højremsvæggene taktfast markerer og definerer det imponerende og storladne rum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links