Østervej 8, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev derefter afløst af murstensbyggeri med brændte tegl og kalkmørtel. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer efter disse. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en skæv tagprofil. Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, som har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, som kun ligger med en afstand på cirka 10 km. Men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt, ligesom gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme var oftest hængslet på lodposten. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk, enkel, spids profil, mens sprosserne i Nordby havde et profil med en kvartstaf og lille platte, der gav et mere detaljeret og afrundet profil. Anvendelsen af de forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Vinduerne sad i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalede. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, og diagonaltstillet rude øverst eller et lille firerudet vindue placeret ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene gjort bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj fik tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde fik dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle og pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme. Den præcise opførelse af hele bygningen på Østervej kendes ikke præcist, men bygningen blev med sikkerhed beskrevet tilbage i 1799. Tidligere lå der på grunden, og de tilstødende nabogrunde, to huse, der sandsynligvis var opført i bindingsværk. Det vestlige hus var ni fag langt, mens det østlige var ti fag. Dette blev beskrevet som værende opdelt i beboelse i de syv østlige fag, mens der var stald i de tre vestlige fag. Det vestlige hus blev sandsynligvis nedrevet i 1820erne, og ved en vurdering i 1830 blev kun det østlige hus beskrevet, som nu var grundmuret og udvidet mod øst med tre fag og mod vest med seks fag. På dette tidspunkt var der indrettet en bolig i de tre østlige fag, og en bolig i de følgende syv fag, mens de ni vestlige fag var indrettet til stald. I en vurdering fra 1859 blev der beskrevet forskellige ombygninger, blandt andet at en del af de østlige fag havde fået forøget husdybden. Endvidere var frontgavlen tilføjet. I 1876 skete en opdeling af den langstrakte bygning i tre matrikler, og senere en opdeling i fire matrikler, der alle var indrettet med boliger; fra øst en bolig på tre fag, herefter en på otte fag, en på fire fag og længst mod vest en bolig på seks fag.

Østervej 8 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Ejendommen er én lang bygning, der består af fire boliger, som dækker over Østervej 6, 8, 10 og 12. Østervej 8 udgør otte af de midterste fag. Hele bygningen er i alt 21 fag

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger over en sorttjæret sokkel. Øverst ses en hvidmalet hovedgesims. Over to af facadens fag er en let fremtrukket, høj og bred frontgavl, der ligeledes har hvidmalet hovedgesims samt en kordongesims midtpå. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv, i rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og krave, og i tagfladen mod nord er en rundbuet stråtagskvist med vifteformet rude. De vestligste fag er, ligesom den øvrige facade, trukket let tilbage og heri ses hoveddøren, der udgøres af en ældre, tofløjet, grønmalet fyldingsdør med ruder i den øverste del. I det tilsvarende fag i havesiden er en nyere, todelt revledør. I frontgavlen findes øverst en nyere, tofløjet, hvidmalet dør med ruder i den øverste del og herover et lille diagonaltstillet vindue. Bygningen har ældre, et- og torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder.

I det indre er bevaret en delvist ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel. Herfra er mod vest adgang til et lille fadebur og et toilet, mens der mod øst er adgang til to stuer, der ligger mod syd samt et køkken med tilhørende spiseplads og et værelse mod nord. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med gerichter, hel- og brystningspaneler, indbyggede skabe samt bemalede, ældre fliser på ydervæggene og bag de to brændeovne. Den ene stue er endvidere udsmykket med bemalinger på loftbrædderne. Foran vinduerne er nyere forsatsrammer. Midt i bygningen findes en nyere trappe til tagetagen, som er indrettet med værelser. Den ældre tagkonstruktion er delvist bevaret, men ellers er her nye bræddegulve og nye gipsplader på de skrå vægge, der går helt op til kip.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø, orienteret solret med gavlene vendt mod øst og vest og indgår dermed naturligt i byens mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til den samlede bygnings fremtræden, som enlængegård, hvor de i dag opdelte boliger, vidner om den oprindelige længe, der indeholdt både stuehus, lo, stalde og en mindre aftægtsbolig. Hertil kommer, at bygningen fremstår med, de for Fanø, typiske bygningsdetaljer. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvidt, optrukne fuger, hvide gesimser, bræddebeklædt gavltrekant og arkengaff med luge til loftet. Endvidere kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber, der har sokkel og krave. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har den for øen så klassiske farveholdning i hvid og mørkegrøn.Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om den stilmæssige udvikling i 1800-tallet, herunder den høje frontgavl og den tofløjede hoveddør med diamantfyldinger og ruder i den øverste del, som er typisk for perioden.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en gennemgående frangel, stuer beliggende mod syd, hvor der er lys og varme i forhold til ophold, og endelig køkken og fadebur beliggende køligt mod nord. Bygningens imponerende og velbevarede interiør med de mange ældre og de for Nordby egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder indbyggede skabe, hel- og brystningspaneler, fyldingsdøre samt de ældre vindueslodposter med afrundede profiler. Hertil kommer de hollandske fliser på væggene, der har en helt særlig kulturhistorisk værdi, idet disse fliser er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige, primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser. Under vinduerne, i flugt med vinduespladen, er tillige bevaret den oprindelige udskårede fordybning i listen, idet den fungerede til opsamling af kondensvandet fra fliserne ovenover.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med bløde kurver former sig omkring de mange fremspring og kvist. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Det arkitektoniske udtryk styrkes særligt af den enkle, men markante farveholdning med hvidt og grønt træværk, som står i skarp kontrast til de røde mure, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver murene en levende stoflighed.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter, er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Dette forstærkes i den sydøstlige stue, hvor lofterne har en unik, dekorativ bemaling med slyngede mønstre. Denne afbalancerede stil i det ydre som i det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Digevej 4, Sønderho
• Landevejen 28, Sønderho
• Østervej 10, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen