Admiralgade 19, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Alle bygninger på grunden blev opført 1796-97 for lysestøber Jens Almind. I 1840'erne fik huset påbygget fabrikskvisten, og samtidig forsvandt en oprindelig kvaderfugning i første etage. Oliemaling af forhusets facade blev første gang 1897 omtalt i 1897. Dybensgade 22 er også opført af samme bygherre, Jens Almind. Omkring midten af 1800-tallet bliver denne ejendom forsynet med de usædvanligt mange glaslofter, der er ophængt på smalle, forsølvede lister. Listerne bliver lakeret og gulner efterhånden, og derfor ser de gyldne ud i dag. Glaslofterne kendes særligt fra butikker, men i denne ejendom er de særligt fint bemalet. Der findes i Slots- og Kulturstyrelsens arkiv en række optagelser af meget fornemme og virtuost udførte vægbemalinger fra lejligheden på første etage i forhuset. Der er tale om oprindelige dekorationsbemalinger fra 1797.

I det følgende er ikke taget stilling til lovligheden i tidligere udførte bygningsarbejder på ejendommen. Hele ejendommen er besigtiget, med undtagelse af lejligheden på første etage og halvdelen af sidehuset på anden etage samt kælderen. Der er butik i kælderen, mens den øvrige del af ejendommen anvendes til beboelse. Ejendommen ligger som en del af husrækken i Admiralgade i Øster Kvarters bebyggelse, der hovedsageligt er resultat af genopbygningen efter branden i 1795. Både forhus, sidehus og baghus er grundmurede med kælder under, tre etager høje og med udnyttet tagetage. Facaden mod Admiralgade er seks fag bred, pudset og gråmalet med en kordongesims over stueetagen og en fremkraget sålbænk under første sals vinduer. Op mod taget afsluttes facaden med en sparrenkopgesims. Taget er et teglhængt heltag med en blokformet skorstenspibe i tagfladen mod gården. Der er mod gaden en stor taskekvistopbygning fra 1840 med to fag vinduer, flankeret af to traditionelle tømmerkviste. Yderfagene er markeret med konsolbårne fordakninger, hvor konsollerne har triglyfmotiv og guttæ under et klassisk citat. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med fem bosserede fyldinger, og der er dobbelte slaglister. Det enkle overvindue er tredelt. Døren må stilistisk dateres til 1830-1840. Der er en nyere granittrappe på fire stigninger foran hoveddøren. Kældernedgangen er lukket med en ældre butiksdør. Vinduerne mod gaden er i stuen og på første etage grønmalede, firerammede med to ruder i hver ramme, adskilt ad en drypnæse og forneden forsynet med en lille zinksålbænk. Anden etage har korspostvinduer med to ruder i nederste ramme. Stueetagens vinduer har et usædvanligt træpanelfelt nederst. Gårdsiden står over en glatpudset, gråmalet kælderetage op til stueetagens vinduer, herover med pudsede, jernvitriolkalkede mure op til en udkraget gesims. Sidehusets tag har ensidig taghældning, og der er tre store, traditionelle trefagskviste i tagfladen. Køkkenskorstenspiben med sokkel er ført op mod bagmuren Baghuset slutter sig med et smigfag til sidehuset og har samme overfladebehandling. Tagfladen er også her ensidig, og her er en skorstenspibe med sokkel på mod bagmuren. Vinduerne på gårdsiden er oprindelige, firerammede med seks ruder i hver ramme, dog er forhusets og baghusets vinduer med to ruder i hver ramme. I kælderen er vinduerne nyere og med en stor rude. Køkkentrappen i sidehusets næstsidste fag, der dog også er baghusets fortrappe, har en ældre, men ikke oprindelig dør, dog er overvinduet oprindeligt. Der er fem stigninger op til døren, som sidder inde i murlivet. Bygningen er opført til beboelse og erhverv i kælder og måske stueetagen. I forhuset er der en lejlighed på hver etage, og i baghuset er der en lejlighed på hver etage. Plandispositionen er stort set uforandret fra opførelsen. Ad en gennemgående forstuegang kommer man fra gaden ind i huset. Den et fag smalle forstuegang har et udsædvanligt listeophængt, bemalet glasloft. Der er også opsat to gipsrelieffer: et med et hellenistisk ryttermotiv, et andet med et bibelmotiv. I bunden af gangen ligger en fornem, oprindelig trappe med rektangulær durchsicht, hvorom de kyndigt opdelte løb på syv og fire stigninger og mellemreposer fører ubesværet op. Trappen har indstemte trin, pudset under løbene, riflinger på vanger og hovedstykker samt på mægleren, asymmetrisk håndliste og slanke balustre med en lille riflet manchet. Fra forstuegangen er der ud- og nedgang til gården. Trapperummet står med fremdraget bindingsværk. Plandispositionen er den traditionelle for perioden. Bag hoveddøren er der en fordelingsgang, hvorfra der dels er adgang til de repræsentative stuer mod gaden og til smigfagsstuen i overgangen mellem forhus og sidehus. Endelig er der også adgang til et lille kammer mod gården. Stuerne mod gaden er på henholdsvis tre og to fag og er forbundne med dobbeltdøre. I smigfaget lå oprindeligt spisestuen, efterfulgt af et kammer på to fag vinduer. Først herefter kom køkkenet på to fag og sidst et kammer på ét fag op mod køkkentrappen. Her er i dag som oftest indrettet badeværelse. Lejlighederne i baghuset kommer man til fra køkkentrappen, går direkte gennem køkkenet på ét fag ind i smigfagsstuen og herfra til et kammer på to fag og slutter med et etfagskammer. Her er i dag indrettet badeværelse. Forhusets lejligheder er både i for- og smigfag forsynet med helpanellering på ydervæggene med tilhørende lysningspaneler, som i stueetagen er indfældede skodder. Lysningspanelerne er riflede, og dekoreret med rhomber eller cirkler. Der er vægpaneler på de øvrige vægge i stuerne og der er nogle steder bevaret de karakteristiske pilasterindfatninger op mod ovnpladserne. Vinduerne er enkle med glat forside og lille kvartstaf på hjørnet, mens tværposten er mere svunget. Dørene ud mod trappen er tofløjede og fra opførelsen; det samme gælder dørene inde lejlighederne. De har karnisprofil på ramtræet samt tre fyldinger med spejle. Indfatningen er den for perioden så kendte Harsdorff-profil med en omløbende platte. Lofterne er pudsede og har alle klassisk udformede gesimser. Lejligheden under taget er allerede kommet til i 1840 og har derfor flere detaljer fra den periode, blandt andet de store rammer af træ på skråvæggene og enkelte femfyldingsdøre fra den periode. Gulvene er nyere. Baghusets lejligheder er mindre og mere enkelt apteret. Her er ingen vægpaneler, men gamle gulve, pudsede lofter med en lille gesims, ligesom de enkeltfløjede døre er oprindelige. Det samme gælder vinduerne, som har små ruder, der også går tilbage til 1797. Tagværket er ældre, men kan godt være det oprindelige; der er blødt undertag.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen Admiralgade 19 knytter sig først og fremmest til beliggenheden som et karakterfuldt og markant etagehus i det yderst velbevarede historiske kvarter med de mange helstøbte gadeforløb med klassicistiske københavnerejendomme bygget i tiden umiddelbart efter branden i 1795. Huset repræsenterer med sin harmoniske facadedisposition, delikate og afdæmpede linjer og diskrete bygningsdetaljer et værdifuldt samlet led i husrækkerne, og slutter sig på harmonisk vis til naboejendommene, hvor gesimshøjder, vinduestakt og udsmykning er identisk.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre først og fremmest til det velbevarede, grundmurede forhus helstøbte og harmoniske facade, der afspejler bestemmelserne for de genrejste kvarterer København efter branden 1795 og de klassicistiske idealer, som her for alvor kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Der knytter sig her kulturhistoriske værdier til facadens harmoniske proportioner, den faste vinduestakt, betoningen af yderfagene samt til alle forhusets for perioden karakteristiske bygningsdele og -detaljer, såsom de konsolbårne fordakninger og det vandrette felt med den løbende hund og den lille, men markante sparrenkopgesims. Vinduerne i stueetagen og på første etage er usædvanlige, fordi over- og underrammer har samme størrelse. Et træk, der var almindeligt i barokken, men som allerede i midten af 1700-tallet blev erstattet af korspostvinduer, hvor de øverste rammer er mindst. Ejendommens fremtræden udgør et typisk arbejde for genopbygningstidens klassicistiske bygmestre, hvis stil og udtryk især var influeret af Harsdorffs undervisning, hvor typiske træk er facadens adskillelse ved en lille kordongesims samt fint kalibrerede bygningsdetaljer og en behersket ornamentik. Yderfagene er fremhævet med de typiske konsolbårne fordakninger, tilpasset til bygningens beliggenhed og status. Gårdsidens enkle udformning og vinduernes små ruder er ligeledes et typisk træk for perioden, for små ruder var billigere og kunne derfor roligt anvendes på gårdsiden, bare gadesiden tog sig rig og fornem ud. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de på hovedetagerne delvist bevarede planløsninger, der grundlæggende afspejler det borgerlige etagebyggeri fra slutningen af 1700-tallet: Det gælder dels orienteringen af de herskabelige stuer mod gaderne og praktiske rum som køkken og kamre placeret mod gården. Hertil kommer de bevarede trapper, særligt hovedtrappen, men også trappen i sidehuset, de bevarede skorstene og de øvrige bevarede eller traditionelt udførte paneler, døre og indfatninger samt stukkatur. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning i de fleste rum. Til denne ejendom knytter der sig yderligere den kulturhistorisk interessante detalje, at det var her de to brødre Spenner, som i midten af 1800-tallet producerede dekorative glaslofter med mange forskellige mønstre. Teknikken beskrives i en patentansøgning af Nicolai Spenner i 1856. Ansøgning om patent af Nicolai Spenner, 5. juli 1856.J 763 10/7 FORKLARING: Over Methoden ved forfærdigelsen og Anvendelsen af malede Glastavler til Loft- og Væggedecorationer, saaledes som Undertegnede har fundet, at saadant Arbeide kunde udføres. Glastavlerne af forskjellig Størrelse, decoreres med en Maling, bestaaende af Farve og smeltede Copal-Bernsteen og Damara Lakker og fasthæfter paa Væggene med en Masse, sammensat af Blyhvidt, Mønie, Bruunsteen og anførte Lakker, efter at Væggene først ere overstrøgne med en Fernis eller Blanding af disse Lakker. Kjøbenhavn den 5. Juli 1956. Nicolai Spenner. Brødrene boede i ejendommen og havde værksted og showroom i baghuset, hvor der i loftet er bevaret prøver på deres forskellige mønstre. I forstuen, lige inden for hoveddøren, er loftet også meget fornemt udsmykket med individuelt malede figurer, formentlig skal det forestille de græske muser. Glaslofterne findes også i stueetagen og på første etage i forhuset.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til ejendommen som velbevaret værdifuld repræsentant for arkitekturen i de genrejste kvarterer i København efter branden 1795 og de klassicistiske idealer, som kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Hertil hører husets helstøbte og rolige facade og til alle forhusets for tiden karakteristiske bygningsdele og -detaljer, så som kordongesimsen, de konsolbårne indfatninger i yderfagene samt sparrenkopgesimsen. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de stort set bevarede planløsninger, og til alle bevarede eller traditionelt udførte paneler, døre, indfatninger og stukkatur i de finere rum mod gaderne og i det nyere køkken i det centrale rum mod gården. Endelig kommer de bevarede trapper, særligt hovedtrappens elegante udformning, der fungerer som optakt til lejlighedernes herskabelige stuer. I baghuset er interiørerne betydeligt enklere, men stadig med intakte snedkerdetaljer fra perioden.

Læs videre om

• Den Kgl. Skydebane, København
• Nyhavn 45, København
• Petri Skole (tidl.), København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen