Amaliegade 37, København

Ejendommen ligger i Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord, Frederiksstaden blev anlagt på foranledning af flere storkøbmænds ønske, samt efter Frederiks V's beslutning i 1749 om at dels markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Ejendommen er opført i 1782 af C. F. Harsdorff sammen med husnumrene 39 og 41. Men da projektet kom i økonomiske vanskeligheder måtte han afhænde den nyopførte bygning. Oprindeligt skulle bygningerne Amaliegade 37-49 have fremstået i palæform som et samlet bygningskompleks der udefra fremtræder helstøbt, men som indvendigt var ment som værende uafhængige borgerhuse. Men bygningsdirektionen var ikke begejstrede for Harsdorffs forslag og bad ham om at levere et nyt og mindre projekt, som lagde sig tættere op ad Eightveds retningslinjer for Frederiksstadens borgerhuse. Nr. 39 er senere revet ned og en ny bygning blev opført i 1870. Porthuset til venstre i facaden er opført i 1921. Kaptajnløjtnant Christian Wulff (1810-1856), boede i en årrække I ejendommen. Hans gode ven H. C. Andersen boede hos Wulff fra juni til august 1848. Politikeren og godsejeren J. B. S. Estrup (1825-1913) boede i 1907-1910 på første etage. Estrup var både indenrigsminister og finansminister inden han blev udnævnt til konseilspræsident i 1875-1894, og er til dato danmarkshistoriens længst sidende regeringsleder.

Ejendommen ligger i husrækken på Amaliegade og består af forhus og et smalt sidehus. Bygningen bliver i dag anvendt til erhverv. Forhuset er en grundmuret bygning på oprindelig fire fag, nu fem fag inkl. den nyere portbygning. Sidehuset er i fem fag og et smigfag. Hele ejendommen består af tre etager over en høj kælder og med mansardetage. Taget består af røde falstagsten og på sidehusets øvre mansardtag er der lagt tagpap. I taget mod gaden er isat to kvistvinduer, mod gården et enkelt kvistvindue i smigfaget og i sidehusets tag to kvistvinduer samt et enkelt ældre tagvindue. Alle kviste er med ældre vinduer med smalle zinktag og zinkflunker. I forhusets øvre mansardtag er der isat totalt fire nyere veluxvinduer, tre mod gaden og et mod gården. Facaden mod gaden er malet grå op til første etage hvorefter den er hvidmalet op til mansardetagen. Der er over stueetagen en profileret kordongesims og over anden etage en profileret hovedgesims. Vinduerne i ejendommen er fra stueetagen op til anden etage ældre hvidmalede korspostvinduer med en enkelt tværgående sprosse i nederste vinduesramme, bortset fra anden etages vinduer mod gaden, der ingen sprosse har. De fleste af disse vinduer er monterede med cylinderglas. Mansardtagets vinduer er ældre Frederiksbergvinduer, men isat i nyere tid. Vinduernes midterste vinduesfag har en tværsprosse der er lettere buet og vinduet er opdelt ovenfor med en lodret sprosse. Generelt gælder for vinduerne i ejendommen, at de er med til vinduet hørende originale lodposter, stormkroge og anverfere. I facadens venstre side er der i muren et indlagt nedløbsrør som er ført fra taget og ned til gadeplan. Det yderste fag til venstre er i hele husets længde en nyere portbygning i ældre stil. Det er tilbagetrukket fra resten af facaden mens kordongesims og hovedgesims følges med resten af facaden i både højde og profilering. I mansardetagen er der i portbygningen etableret tagterrasse både mod gaden og mod gården. Portens højde går op til første etage og består af en nyere grønmalet dobbeltport i sildebensmønster. Over porten er der et nyere ovenvindue i vifteform. Der er fra gaden nedgang til erhverv i kælderen via en ældre grønmalet dobbelt fyldningsdør. Portrummets sider er dekoreret med hvidmalede paneler med kassetteformede fyldninger. Over panelerne er væggene gråpudsede, hvorover der er dekoreret med dråbefrise og ovenover denne en perlefrise. Portrummets gulv er lagt med brosten og gennemgående bordursten. Fra porten er der indgang til trappehuset, hvorfra der er adgang til et lejemål pr etage. Hovedtrappen er en ældre hvidmalet treløbstrappe med firkantede balustre og en enkel sortmalet profileret håndliste. Forvangen er udsmykket med fyldningspaneler. Trappens mæglersøjle følger gelænderets udtryk og afslutter håndlisten med en svungen snirkel. Trapperummet har kvadratisk durchsicht der går gennem alle etager. Bagtrappen er en hvidmalet toløbstrappe af ældre dato, med runde balustre og en enkel profileret sortmalet håndliste. Der er i bagtrappen smalt aflangt durchsicht. Den ældre planløsning i bygningen er bibeholdt, og der er fra forhuset gennemgang til sidehuset på alle etager. Der er ligeledes gennemgang til endnu et sidehus der ligger i forlængelse af det første sidehus, men da dette ikke er fredet, er det ikke med i beskrivelsen. Generelt er der en nyere materialeholdning i bygningens indre, hvor størstedelen af dørene er af nyere dato og parketgulvet ligeledes, Der er i forhuset opsat nyere paneler i ældre stil. Dog er de ældre paneler i sidehuset og nogle steder i forhuset bevaret. I ejendommen er stukken generelt ældre, men i nogle rum er nyere stuk i tilsvarende stil sat op i forbindelse med etablering af skillevæg af større rum.

Den miljømæssige værdi for ejendommen Amaliegade 37 knytter sig til dens placering i den nordlige ende af Frederiksstaden hvor den er placeret i husrækken 37-41, som alle oprindeligt var bygget af Harsdorff. Harsdorffs strenge klassicisme synes i både nr. 37 og nr. 41 som stadig står. Dertil kommer den miljømæssige værdi af grundens traditionelle bygningsstruktur med forhus og sidehus og de ikke fredede baghuse omkring gårdrummet. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og Amaliegade 37 er således med til at opretholde et velbevaret gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for ejendommen Amaliegade 37 relaterer sig generelt til den enkle klassicisme med fravær af overdådige dekorative elementer. Harsdorff har i denne ejendoms facade holdt sig stramt til Eigtveds retningslinjer for borgerhusene i Frederiksstaden og fraværet af selv traditionelle klassicistiske dekorative elementer vidner om dette. Der findes ydermere en kulturhistorisk værdi i at porthuset, på trods af at det er bygget 140 år senere, holder sig til det stramme facadeskema som oprindeligt er udlagt af Harsdorff. Vurderingen af bygningens rene klassicistiske udtryk som helhed har været prioriteret selv før bygningens fredning i 1951. I det indre knytter der sig en kulturhistorisk værdi til den bevarede planløsning, hvor den traditionelle hierarkiske fordeling af repræsentationsstuer der ligger mod gaden og de funktionsbaserede værelser der ligger i sidehuset. Der ligger ligeledes en kulturhistorisk værdi i hovedtrappens imponerende rum som på trods af størrelsen bevare den enkelthed som er kendetegnende for klassicismen. Dette opnås ved de enkle balustre og diskrete brug af fyldninger på forvangen.

Der knytter sig en betydelig arkitektonisk værdi til bygningen generelt som eksempel på Harsdorffs enkle men elegante borgerhuse i Frederiksstaden. Ejendommen er et unikt eksempel på, hvorledes Harsdorff har tilpasset de klassicistiske borgerhuse til Eigtveds retningslinjer for borgerhuse beliggende i Frederiksstaden. I ejendommens ydre knytter der sig en arkitektonisk værdi til det stramme facadeskema med en enkel vinduestakt og profilerede kordongesims. Fraværet af dekorative elementer som ikke har konstruktionsmæssig betydning for bygningen er ligeledes en arkitektonisk værdi som viser, hvorledes borgerhuset hierarkisk rangerer under de større klassicistiske palæer i Frederiksstaden, der er dekoreret med traditionelle klassicistiske elementer. Der knytter sig ligeledes en arkitektonisk værdi til de bevarede vinduer som med deres cylinderglas bidrager til at facaden fremstår helstøbt i sin klassicistiske form. I det indre knytter der sig en arkitektonisk værdi til den bevarede planløsning som er et tidstypisk eksempel på hvorledes københavnske borgerhuse blev indrettet. Ydermere knytter der sig en arkitektonisk værdi til den elegante klassiske hovedtrappe. Der ligger ligeledes en arkitektonisk værdi i de bevarede paneler og ældre stukdekorationer, som på diskret vis udsmykker de enkle rum.

Læs videre om

• Hornbækhus, København
• Sankt Gertruds Stræde 4, København
• Vestindisk Pakhus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen