Hornbækhus, København

Hornbækhus blev tegnet af arkitekten Kay Fisker. G. N. Brandt tegnede haveanlægget. Bebyggelsen blev projekteret i 1920, og den blev opført mellem 1922 og 1923. Opgangene var oprindeligt farvesat med hvide døre med sorte indfatninger, sort rækværk, sorte vanger og grå gadedøre. Vinduerne blev udskiftet i midten af 1980'erne, mens taget blev udskiftet i midten af 1990'erne. De ældre tagvinduer blev genbrugt og isat det nye tag.

Hornbækhus består af en karrébebyggelse med knap 290 lejligheder med et stort åbent gårdrum i midten. Bebyggelsen ligger på Ydre Nørrebro i Købehavn, hvor den følger Borups Allé, Hornbækgade, Skotterupgade og Ågade. Gårdrummet er anlagt med brostensbelagt kørebane tættest på bygningerne, herefter kommer et brugsareal med tørre-, banke- og legepladser samt affaldssortering som bliver omkranset af hække og grus. Det store midterareal er udlagt som græsplæne med mindre bede. Den grundmurede bebyggelse er opført i fem etager over en kælder. Facaden er i rød, blank mur af håndstrøgne sten, og gårdsiden er i gulflammerede mursten. Gårdsiden har en gråpudset sokkel. Bebyggelsen bærer et heltag af røde tagteglsten. I rygningen sidder adskillige skorstenspiber, og i tagfladerne ses ældre, runde tagvinduer. Alle fire hjørner har svagt fremspringende kvaderfugning, og omkring vinduer og døre ses en gråpudset indfatning. Facade og gårdside afsluttes af en hovedgesims med sparrenkopper. Både facader og gårdsider er opbygget efter samme mønster med pille-vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille med nedløbsrør-vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille-dør eller vindue. I begge hjørner ved Borups Allé ses høje butiksvinduer. I de korte ender på Hornbækgade og Skotterupgade sidder en portåbning over to fag. I begge portåbninger sidder en ældre firfløjet fyldingsport, hvor rammen er sortmalet, og fyldingerne er grønmalede. Portgennemgangen er brostensbelagt, og på murene op til overrammen af dørene ses hvidmalede fliser. I portgennemgangen mod Skotterupgade er der i hver side en hoveddør til opgangen, mens der i portgennemgangen mod Hornbækgade kun er en. Tættest på gårdrummet ses to nyere gitterporte. Alle vinduer er traditionelt udførte firerammede med to ruder i de nederste rammer. Vinduerne har hvidmalede rammer og brunmalede karme. De ældre døre er grønmalede med glasfylding, herover ses et overvindue med gitter foran. På gårdsiden er køkkentrappedørene nyere og brunmalede med et ældre torammet overvindue. Foran ses en nyere flisebeklædt forhøjning eller trappetrin af varierende størrelse afhængig af placering. I nogle af smigfagene er der direkte adgang til rum i kælderetagen. Herudover der nyere nedgange til kælderen. I det indre er bebyggelsens etageplaner bevaret med en hovedtrappe mod gaden og en køkkentrappe mod gården. Der ligger to lejligheder på hver etage, hvor de ældre fyldingsdøre til lejlighederne er hvidmalede og har et blændet halvrundt overvindue som også er hvidmalet. Gerichter rundt om både døre og overvinduer er blåmalede. De ældre trapper er ligeledes bevaret med spinkle balustre, vanger og håndliste. Lejlighedernes traditionelle planløsninger er i overvejende grad bevaret med opholdstue og værelse afhængig af lejlighedens størrelse mod gaden og værelser, køkken samt badeværelser som vender mod gården. Herimellem en gang. De oprindelige badeværelser var meget små med undtagelse af hjørnelejlighedernes og i flere tilfælde er en del af køkkenet inddraget til badeværelset. Derudover er enkelte vægge mellem opholdsstue og kammer mod gaden delvist fjernet. Badeværelser og køkkener er i overvejende grad moderniseret. Lejlighedernes størrelser varierer fra et til fire værelser med kammer. Bygningsdele og -detaljer er i overvejende grad bevaret, herunder fyldingsdøre med greb, hængsler og gerichter, brystnings- og lysningspaneler under og omkring vinduerne og stukkatur samt skorstenskerner. Overfladerne er overvejende ældre eller traditionelle med få nyere materialer, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter, terrazzo, linoleum, klinker, fliser og parketgulve. I tageetagen er der opbevaringsrum til beoerne og herover åbent til kip. Der er fast undertag. I kælderen er der ligeledes opbevaringsrum til beboerne, derudover er der flere vaskerier og cykelparkering. Gulvene i kælderen er støbte.

Den miljømæssige værdi ved Hornbækhus er knyttet til beliggenheden på Nørrebro, hvor bygningskroppen og facaden understøtter samhørigheden med de andre karréer i kvarteret med de stort set ens bygningshøjder, taghældninger, indfatninger omkring vinduer og døre samt de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får både kvarteret og husrækkerne til at fremstå som en harmonisk helhed, selvom de enkelte bygninger både er glatpudsede og står i blank mur. Herudover kommer, at de ensartede og enkle facader fungerer som gadens faste vægge og danner dennes rum som fremstår roligt og harmonisk. Der er ligeledes miljømæssig værdi knyttet til det aflange, brede og funktionelle gårdanlæg, som foruden at lede gående og kørende færdsel gennem gården, også danner fine grønne afskærmede nicher til ophold og leg.

Den kulturhistoriske værdi ved Hornbækhus er overordnet knyttet til bebyggelsen som et velbevaret og fremragende eksempel på en storkarré fra begyndelsen af 1920'erne. I begyndelsen af 1900-tallet var karréen den dominerende bebyggelsesform i de københavnske brokvarterer. Karakteristisk for karrébebyggelsen er, at bygningerne følger gadernes struktur og ligger i gadelinjerne uden, at der er taget hensyn til lysforholdene i hverken gårdrum eller lejlighederne. Karréernes gårdrum var fyldt op med bag- og sidehuse samt tørrestativer, bankepladser og ikke mindst skure, der kunne huse lagre med brændsel til at opvarme boligerne. Hovedindgangen vendte mod gaden, mens køkken- og bagtrappen lå i en udbygning på bygningskroppen som vendte mod gårdrummet. I midten af 1910'erne begyndte arkitekterne så småt at bryde med den traditionelle karrébebyggelse med opfyldte gårdrum, og man begyndte i stedet at opføre bebyggelser med åbne gårdrum uden bag- og sidehuse samt udeliggende trappetårne. Det betød, at der blev mere plads i gårdene, men dog uden rummet ændrede funktion. I begyndelsen af 1920'erne kom ændringen til fuld udfoldelse i den såkaldte storkarré, hvor gårdrummet blev udlagt til et stort sammenhængende rum stort set uden skure med f.eks. lagre med brændsel, som i stedet blev placeret i kælderene. Gårdrummet ændrede således karakter fra at være primært et opbevarings- og funktionsrum til at blive et solfyldt rum med mulighed for rekreation for bebyggelsens beboere. Disse nye træk ved karrébebyggelserne kan ses i Hornbækhus, som har et stort, sammenhængende grønt gårdområde med legepladser til børnene og bænke til de voksne. Græsplænen er omkranset af bede og træer, så der er mulighed for at søge mindre private opholdsrum og skygge. Herudover er bagtrappen lagt inde i bygningskroppen som fremstår uden fremspring på gårdsiden. Udviklingen af storkarréen hang tæt sammen med fremkomsten af nyklassicismen som den førende arkitektoniske strømning, hvilket betød, at karréernes facader blev komponeret langt strammere og mere regelmæssigt end tidligere. Arkitekterne tog udgangspunkt i klassiske proportioneringsstudier og forenklede og rationaliserede formsproget. Derved levede de op til kravet om rationelle og fornuftige boliger som den begyndende modernismes internationale arkitekter var fortalere for. Det betød ligeledes, at nyklassicismen blev opfattet som en langt mere økonomisk stil at bygge i end de foregående perioders historicistiske stilarter. Storkarréen er karakteristeret ved gentagelse af fag og moduler, ensartethed, stor skala og knap arkitektur med mange gentagelser. De nyklassicistiske træk i Hornbækhus kommer til udtryk i den ensartede og taktfaste inddeling af facaden med en nærmest endeløs gentagelse af vinduer, døre og murpiller. Vinduerne er blevet placeret efter hensynet til det ensartede udtryk og ikke de bagvedliggende rums funktioner og lyskrav. Vinduerne er tillige lige store og placeret i samme højde, igen uden hensyn til det bagvedliggende rums funktion. Der er endvidere kulturhistorisk værdi relateret til anvendelsen af røde, blødstrøgne mursten på facaden og gulflammerede mursten på gårdsiden som i begyndelsen af 1920'erne var meget almindeligt. Den røde mursten blev anset for at være finere end den gule, og den blev derfor kun anvendt mod gaden. Herudover er der kulturhistorisk værdi til den blanke mur, som gør, at bebyggelsen skiller sig markant ud fra de omkringliggende bebyggelser med pudsede mure som blev opført på samme tid. Årsagen hertil var, at andelsboligforeningen som hyrede Kay Fisker til at opføre bebyggelsen specifikt bad om en blank mur med røde, blødstrøgne sten. I årene forinden havde Fisker opført en lignende bebyggelse med indfatninger omkring vinduer og gentagelse af fag som Hornbækhus minder utrolig meget om, men de to bebyggelser adskiller sig ved, at den tidligere bebyggelse netop har pudsede facader. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de bevarede etage- og lejlighedsplaner. Den ensartede og taktfaste inddeling af facaden gav gode betingelser for en rationel planlægning af lejlighedernes grundplaner. Det havde den konsekvens, at grundplanerne i lejlighederne blev meget lidt varierede primært på grund af de strenge krav til bygningens ydre. Derudover vidste arkitekterne, at der var visse typer grundplaner, der var nemmere at få godkendte hos myndighederne, og derfor undlod en del arkitekter at eksperimentere. Grundplanerne havde i hovedtræk en del ligheder med de ældre københavnske huse og den foregående periodes bygninger i kambebyggelserne, hvilket betød, at opholdstuen vender mod gaden og køkkener, køkkentrappe og soveværelser ligger mod gården.

Den arkitektoniske værdi ved Hornbækhus er i det ydre knyttet til den regelmæssige og velproportionerede bygningskrop med et stort, åbent gårdrum i midten. Gentagelsen facadernes enkle formsprog giver sammen med den anselige størrelse Hornbækhus et monumentalt udtryk som understøttes af de svagt fremspringende kvaderpudsninger ved hjørnerne og indfatningerne omkring vinduer og døre. Hertil kommer, at indfatningerne omkring vinduer og døre gør, at man oplever dem som selvstændige enheder, der er en del af en større helhed. Der er endvidere arkitektonisk værdi relateret til facadernes disponering med gentagelsen af motivet: pille-vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille med nedløbsrør-vindue-pille-vindue-pille-vindue-pille-dør eller vindue som skaber en særlig takt og rytme. Endelig er der i det ydre arkitektonisk værdi relateret til kontrasten mellem de ru, blødstrøgne mursten og de glatpudsede indfatninger som giver bebyggelsen en høj grad af stoflighed og som desuden er med til at mildne den stramme form. I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til de relativt store og funktionelle rum i lejlighederne, som især på hjørnet ved syd- og vestsiden har et meget smukt lysindfald.

Læs videre om

• Haveanlægget, Grønnemose Allé, København
• Kongens Have, København
• Rådhusstræde 1, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen