Arbejdernes Forsamlingsbygning, København

Arbejdernes Forsamlingsbygning blev bygget i 1879 på initiativ af arbejderbevægelsens pionerer med Louis Pio i spidsen og finansieret ved salg af 10-kroners aktier og frivillige bidrag. I baghuset indrettede man festsal og mødelokaler, hvor arbejderne kunne mødes uden myndighedernes indblanding. I forhuset og mellembygningen blev der indrettet beværtning og lejligheder til privat beboelse. Efterhånden forsvandt dele af den private udlejning til fordel for fagforenings- og forbundskontorer, der her indrettede sig med diverse mødefaciliteter. Arbejdermuseet åbnedes i 1983 af fagbevægelsen, lokale forskere og græsrodsbevægelser. Arbejdermuseets hovedformål er at fortælle arbejderbevægelsens historie og vise dagliglivet for de københavnske arbejdere de sidste 150 år samt at danne ramme om et bibliotek og arkiv for interesserede studerende og forskere i arbejderhistorien. Finansieringen af museet sker blandt andet af et statsligt bidrag, driftsstøtte fra Københavns Kommune og gennem støtte fra adskillige fonde. I forbindelse med etableringen af Arbejdermuseet blev bygningerne istandsat, og senest er både forhus, mellembygning og baghus ud- og indvendigt blevet gennemgribende restaureret af Lundgaard & Tranberg Arkitekter i forbindelse med museets store udvidelse.

Ejendommen er beliggende i Rømersgade i København og omfatter et forhus, der udgør et integreret led i gadens husrække, og mod gården en hermed sammenbygget forbindelsesbygning og et baghus. Ejendommen, kaldet Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning, huser i dag Arbejdermuseet og anvendes til museums- og forsamlingsformål, fagbibliotek og -arkiv med dertilhørende faciliteter samt til restauration og boliger. Udover de ovennævnte bygninger omfatter museet også naboejendommen Rømersgade 24 samt en nyere museumsudvidelse, der primært ligger under jorden. Disse dele er ikke omfattet af fredningen og er derfor ikke beskrevet nærmere. Forhuset mod Rømersgade er grundmuret i ti fag og fem etager højt med kælder og har en udnyttet tagetage. Forhuset bærer et københavner-tag med skifer på de nedre tagflader og tagpap på den øvre. I tagfladen mod gaden ses seks heltagskviste med flunker i zink – to brede kviste yderst og fire almindelige kviste mellem disse. Forhuset hviler på en lav pudset sokkel og er forsynet med rige pudsdetaljer og udsmykninger. Facaden er refendfuget, malet lysegrå i stueetagen og har yderst to rundbuede dobbeltfag, hvoraf det ene rummer portgennemkørsel til gården – og hertil kommer en kældernedgang og en hoveddør. Fra stueetagen og opefter er facaden hvidmalet. Mellem stueetagen og første sal et bredt profileret kordonbånd, første sal er kvaderfuget med slutsten over vinduerne. Anden og tredje sal er fagvist inddelt af dobbelthøje pilastre, der bærer et rigt udsmykket bånd med en tandsnitsgesims, og vinduerne på disse etager ligger i rundbuede nicher, hvoraf anden sals vinduesbrystninger har balustrader og tredje sal blændingsfelter. Fjerde sal er fagvist opdelt af udsmykkede pilastre, der bærer en hovedgesims med konsoller, og denne etages vinduer ligger tillige i rundbuede nicher. Stueetagens portfag er gråmalet og rummer en ældre tofløjet fyldingsport med faste yderpartier og et todelt overparti med fyldinger. Det modstående, dobbelte og rundbuede yderfag rummer et tredelt vinduesparti over kælder- og stueetagen med udstillingsmontrer placeret i brystningen. Hoveddøren til forhusets opgang er placeret i en dyb niche og er en ældre, tofløjet og gråmalet dør med fyldinger nederst og glas øverst samt et todelt overvindue. Kældernedgangen omfatter en kælderhals med værn udformet som griffer og et ældre todelt dørparti samt et indre vindfang med opsprossede vinduer og en tofløjet butiksdør til kælderen. Kældervinduerne er placeret i lyskasser og er butiksvinduer, der er et-rudede med et todelt udluftningsparti øverst. Facadens øvrige vinduer er ældre og traditionelt udførte, og alle er gråmalede og for en stor dels vedkommende forsynet med traditionelt udførte forsatsvinduer. I stueetagen og på første sal er dannebrogsvinduer, mens der på anden til fjerde sal er trerammede, rundbuede vinduer. I kvistene mod gaden er der to- og trerammede vinduer. Mod gården er fire kviste med torammede vinduer, og i den øvre tagflade er fire skorstenspiber. Portrummet i forhuset har bræddebelægning, brede fodpaneler og høje bræddepaneler, pudsede vægge og lofter, der er forsynet med stukkatur i form af kantlister. Midtfor mod gården er forhuset via to skrå smigfag samt et tilbagetrukket forbindelsesfag sammenbygget med en grundmuret mellembygning i fire fag, heraf tre fag i fem etager med kælder samt et fag i tre etager mod baghuset. Baghuset, der omfatter en forsamlingsbygningen, er i otte fag med et påbygget sidebygning parallelt hermed over de sydligste syv fag, er grundmuret og sammenbygget vinkelret med mellembygningen i gården. Baghuset er i tre etager med en loftsetage over forsamlingsbygningen. Mellembygningen danner to gårde, en mod nord og en mod syd. Den nordlige gård udgør selve ankomstgården til museet og forsamlingsbygningen, og gårdsiderne her står vandskurede med et enkelt overpudset parti. Både forhus, mellembygning og forsamlingsbygning er øverst forsynet med hovedgesimser med sparrehoveder. De af bygningernes mur, der vender mod den sydlige gård står i blank mur af gule sten, men rummer tillige en pudset karnap med zinktag på mellembygningen samt et nyere, eksternt trappeanlæg på forsamlingsbygningen. Den sydlige gårdsides bygningssider har øverst en muret og aftrappet hovedgesims. Mellembygningens synlige gavlparti står ligeledes i blank mur og tagene har inddækninger i zink. Mellembygningen og forsamlingsbygningen samt overgangen mellem disse bærer heltage hængt med skifer, mens sidebygningen til forsamlingsbygningen samt overgangen fra forhuset til mellembygningen bærer tage med lav hældning, der er beklædt med tagpap og rummer derudover et zinkinddækket elevatortårn. Mellembygningen bærer en enkelt høj skorstenspibe, mens forsamlingsbygningen i rygningen er forsynet med tre udluftningskanaler. Dertil kommer et antal mindre tagvinduer i gårdsidens tagflader. Den nordlige gård rummer to sekundære adgange til forhus og mellembygning samt en portgennemgang i mellembygningen med porte i begge sider. Disse er ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre og tofløjede fyldingsporte samt overvinduer. Forsamlingsbygning har derudover et indgangsparti med pilastre og en fordakning med tandsnit, der indrammer hovedindgangen til museet og festsalen, ligger i en niche. Døren er en ældre, kraftig og tofløjet fyldingsdør med et krydsopsprosset overvindue. Dør og overvindue er begge malet mørkegrønne, og over disse er et felt med en inskription: Fest-Salen. Endvidere er der på bagsiden af forsamlingsbygningen en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsdøre med todelte glaspartier samt et todelt overvindue. Gårdsidernes vinduer på alle bygningerne er ældre og traditionelt udførte dannebrogsvinduer samt torammede vinduer, der er malet mørkegrønne og for størstedelen forsynet med traditionelle forsatsvinduer. I det indre har de fredede bygningerne i store træk velbevarede planløsninger, der endnu afspejler ejendommens oprindelse som forsamlings-, fagforenings-, kontor- og beboelsesbygning. De nyere og moderne museumsfaciliteter er indrettet inden for rammerne af det ældre anlæg uden nævneværdige ændringer af de ældre trappers placering og udformninger. Hertil kommer bevarede midt- og hovedskillevægge i bygningerne. I forhuset er en toløbet hovedtrappe i opgangen med adgang fra gaden, der betjener lejlighederne på tredje til femte sal. Derudover er der to bagtrapper i forhuset, en toløbet trappe og en kvartsvingstrappe, ud mod gårdrummene. I mellembygningen er en toløbet trappe, og i forsamlingsbygningen er en stor, treløbet hovedtrappe til festsalen og til dennes balkonetage samt yderligere toløbstrapper til overetagerne. Mellem forhuset og mellembygningen er desuden en nyere elevator placeret i overgangen mellem de to bygninger, og dertil kommer en række mindre trapper, der udligner små højdeforskelle på etagerne. I forhusets kælderetage er en ældre restaurationsindretning med et stort åbent lokale mod gaden og toiletter og køkken placeret ud mod gården. Under mellembygningen er yderligere et antal funktionsrum. Forhuset og mellembygningen er på størstedelen af de overliggende etager indrettet til samlings- og udstillingsformål. Dertil kommer en række biblioteks- og arkivlokaler med tilhørende studierum samt kontorer til museets administration. I den nordlige del af forhuset samt i mellembygningen er udstilling og studiesale med videre indrettet i en række større og mindre rum, der tidligere har været indrettet til møde- og fagforeningslokaler. Der er i den sydlige del af forhuset på anden, tredje, fjerde og femte sal lejligheder, der i overvejende grad har bevaret deres planløsninger, med entré og en fordelingsgang, en stue og et værelse vendt mod gaden og et værelse, badeværelse og køkken med adgang til bagtrappen vendt mod gården. I anden sals lejlighed er en ældre skillevæg blevet rykket. I stueetagen er et indgangsområde med en vestibule, der giver adgang til en museumsreception og -butik samt til sidebygningen, der rummer en større toiletdel og adgang til den bagerste gård. Første og anden sal i forsamlingsbygningen rummer forsamlingsbygningens store festsal, heraf anden sal i form af ophængte bag- og sidebalkoner. Baglokalet i sidebygningen rummer på første og anden sal møde- og selskabslokaler med adgang fra festsalens to dæk. Tredje sal over forsamlingsbygningen udgøres af et stort åbent og velbevaret loftsrum, der bruges til formidling af ejendommens og arbejderbevægelsens historie. I det indre rummer bygningerne i overvejende grad en ældre og traditionel materialeholdning samt en stor andel af bygningsdele og detaljer, der er oprindelige eller tilføjet i bygningernes tidlige periode. Det er vigtigt at fastslå, at denne fredningsbeskrivelse alene har til formål at registrere og værdisætte de nagelfaste elementer, der ikke indgår som en del af arbejdermuseets samlinger og udstillinger. Der er ældre og traditionelt udførte brædde- og parketgulve, terrazzo, flisegulve samt linoleum, pudsede vægge og lofter samt vægge med fliser og bræddebeklædning. Der er fodlister, brystningspaneler og lysningspaneler samt stukarbejder, herunder gesimser, kantlister og rosetter, i lofterne. Der er mange ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre med greb og gerichter samt nyere pladedøre og glasdøre. De ældre trapper anlægget er udformet med indstemte trin, gelændere med drejede og enkle balustre, afrundede håndlister samt enkelte paneleringer. Den store hovedtrappe i forsamlingsbygningen til festsalen har brede trin, udskåret mægler med topprydelse, et gelænder med enkle balustre og en afrundet håndliste samt brystningspaneler på væggene langs trappeløbene. I de ydre vinduesrammer ses mange steder ældre stormkroge og anverfere. Forsamlingsbygningens store festsal i baghuset er særdeles rigt udsmykket. Der er pudsede vægge udstyret med træskærerarbejder, konsoller, relieffer, pilastre med marmorering, panelering under balkonerne og talrige forgyldte stafferinger og partier i rummet samt et forhøjet parti i den ene ende med en scene, hvorover der er en malet vægudsmykning. Balkonerne i festsalen har en original hængespær-konstruktion, søjler til loftet og gelændere med drejede balustre og en profileret håndliste. Loftet i festsalen er tillige rigt udformet, herunder med stukkanter, glasbeklædning, mønstre af forgyldte lister samt diverse dekorative indslag. Fra loftet er endvidere tre dekorativt udformede ophæng med store lysekroner med PH-lamper. Dørene i salen er nyere, tofløjede pladedøre. Flere andre steder i bygningerne ses også ældre glaslofter med forgyldt listebesætning, herunder i forhusets restaurationslokale, der tillige har udsmykkede søjler, samt i forsamlingsbygningens reception og butik. Loftet over festsalen står som et åbent, velbevaret rum med mange synlige tagkonstruktioner, synligt skiferlag. Dertil kommer hængespærenes jerndragere fra tagkonstruktionerne samt hejseværkerne til lysekronerne samt udluftningskanaler, der har bræddeforskalling. Endelig er der flere steder i ejendommen lavet farvetrapper på væggene, der synliggør rummenes skiftede farveholdninger gennem tider.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed i Rømersgade, hvor det udgør et integreret og helstøbt element i gadens husrække, der består af bygninger af tilsvarende højde og materialeholdning. I kraft af sin høje og meget bredde facade med en mangfoldighed af dekorative detaljer præsenterer forhuset sig i gadebilledet som et imposant og vigtigt stemningsskabende indslag. Dertil kommer at forhuset er med til at fastholde den oprindelige bebyggelseslinje fra etableringen af kvarteret i anden halvdel af 1800-tallet efter voldenes fald og hovedstadens udvidelse. Til ejendommens gårdside knytter den miljømæssige værdi sig til kombinationen af forhus, mellembygning og baghus, der som et samlet anlæg med to gårdrum udgør en historisk prægnant og stemningsmættet helhed med udgangspunkt i en traditionel bebyggelsesstruktur i København. Dertil kommer, som en særlig kvalitet, at gårdbebyggelsen rummer ejendommens betydeligste indslag, nemlig Forsamlingsbygningen i baghuset, hvorved passagen fra gaden gennem porten og ind til baghuset rummer en særlig væsentlig miljømæssig værdi for den brede offentlighed.

Den kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig overordnet til det grundmurede anlæg bestående af forhus, mellembygning og baghus, der tilsammen udgør en sammenhængende og yderst repræsentativ historicistisk etagebebyggelse fra slutningen af 1870'erne. Dertil kommer bygningernes særlige oprindelse og blandede anvendelse, der ud over ambitionerne om at skabe et officielt og selvstændigt samlingssted for den voksende arbejderbevægelse, tillige kom til at indeholde kælderbeværtning og lejeboliger i forhuset (funktioner, der endnu indeholdes i anlægget). Kombination af et forhus og en mellembygning med en historisk forsamlingsbygning i gården gør ydermere anlægget til et sjældent og værdifuldt element i den københavnske bygningskultur, hvor det er det vigtigste af sin art. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi til forhusets facade mod Rømersgade, der udgør et yderst repræsentativt og tidstypisk eksempel på historicismens udpræget eklektiske facadeudformning og æstetiske præferencer. Dette kommer til udtryk i den pudsede facade med dens mange og alsidige bygningsdele og -detaljer, der tilsammen danner en overordnet og særdeles indholdsrig fortælling. Det er ikke utænkeligt, byggesagen og den krævende finansiering taget i betragtning, at bygningen er opført som et praktisk orienteret modulbyggeri i samarbejde mellem anlæggets bygherrer, arkitekt og entreprenør. Forhusets facade er derpå blevet beklædt med forskellige færdige, seriefremstillede elementer, der samlet set udgør et væsentligt vidnesbyrd om periodens katalogagtige tilgang til udtryksformer og dekorative detaljer hentet forskellige steder i arkitekturhistorien. Facaden er opdelt i flere sektioner af markant profilerede og udsmykkede gesimser. I stueetagen og på første ses kontrasterende refend- og kvaderfugning, der navnlig kendes fra rokokoen og klassicismen, de overliggende etager rummer elementer af ny-renæssancestil med de udsmykkede og faginddelende pilastre, balustraderne og blændingsfelterne i vinduesbrystningerne, slutsten, gesimser og bånd med de mange klassisk forankrede bygningsornamenter samt de rundbuede vinduesnicher. Dertil kommer de øvrige velbevarede senklassicistiske og historicistiske elementer fra husets opførelse, herunder den ældre port med indfatninger og hoveddøren med overvindue samt både dannebrogsvinduerne og særegne rundbuede trerammevinduer. Dertil kommer kvistene, der afspejler datidens typiske, fuldt udnyttede tagetage, hvilket også ses ved forhusets typiske, såkaldte københavnertag med en stejl skiferklædt mansard og en næsten flad overdel beklædt med tagpap. Samlet set ligger den kulturhistoriske værdi i Mathiesens facade ikke i dens fragmentariske karakter, men netop dens gode eksempel på historicismens forkærlighed for bevidst at udnytte et stort og sammensat arkitektonisk vokabular. Facadens fortælling er i ligeså høj grad et stykke opvisningskunst fra arbejderbevægelsens side, der ikke mindst har ønsket at matche datidens højborgerlige etagebyggeri i festlig herskabelighed og betone de forskellige håndværkstraditioner, hvilket går igen i den samlede bebyggelse. Endelig kommer den identitetsbærende inskription under kordongesimsen på forhuset: ARBEJDERNES FORENINGS- OG FORSAMLINGSBYGNING. Til gårdsiden knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bebyggelsesstrukturen af flere sammenbyggede huse. Dertil kommer gårdsidernes enkle og nøgterne udtryk, de funktionsbetingede bygningskroppe og diverse indhak, murfladerne med blankmur, vandskurring og overpudsning, de enkle hovedgesimser mod gården og få dekorative indslag såsom portalen med indgangen på baghuset, der giver adgang til forsamlingsbygningen i det nordlige gårdrum samt den lille karnap på mellembygningen ud mod det sydlige gårdrum. Derudover kommer forhusets øvrige kviste mod gården, mellembygningen og baghusets heltage med skifer samt øvrige tagpapbeklædte flader og traditionelle zinkinddækninger samt skorstenene. Endvidere kommer alle øvrige ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, der fuldender fortællingen om bygningernes oprindelse i slutningen af 1800-tallet, herunder med en- og tofløjede fyldingsdøre og -porte, overvinduer og indfatninger samt alle gårdsidens dannebrogsvinduer og torammede vinduer samt vinduesblændinger. Dertil kommer inskriptionen over indgangen til forsamlingsbygningen: Fest-Salen. Endelig kommer baghusets udluftningskanaler med underliggende hejseværk i tagrygningen, der udgør et oprindelig og meget værdifuldt element, der knytter sig til baghusets særlige konstruktion som forsamlingsbygning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig overordnet til alle ældre planløsninger og elementer af disse, der afspejler anlæggets oprindelse som ramme om forsamlings- og fagforeningsaktiviteter samt bolig- og restaurationsfunktioner. Bygningernes nuværende anvendelse som ramme om Arbejdermuseet er på vellykket vis integreret i anlæggets ældre rammer og lægger sig på den måde i en naturlig forlængelse af den tidlige arbejderkultur på stedet som dens vigtigste udstillings- og studiecentrum i Danmark. Dertil hører alle de ældre og velbevarede opgange og trapper i bygningerne, der i deres forskellige udformning og placering tydeligt forankrer fortællingen i forhold til de oprindelige funktioner i anlægget. I forhuset kommer dette til udtryk i kælderetagens indretning som frokostrestaurant og ølhalle med lokale mod gaden og dertilhørende funktionsrum mod gården, forhusets og mellembygningens ældre mødelokaler samt den sydlige del af forhuset fra anden til femte sal med velbevarede klassiske lejligheder. Disse rummer på helt traditionel vis en central gang med entré, stuer og værelser mod gaden samt værelse, køkken og i senere tid badeværelse mod gården samt gårdadgang via køkkentrappen. Oprindeligt rummede bygningerne en større andel af beboelse, hvorved de tilbageværende lejemål i forhuset har særlig stor værdi for helhedsfortællingen om arbejderhistorien på stedet og anlæggets tilblivelse og drift. Der knytter sig en meget betydelig kulturhistorisk værdi til baghusets kombination af reception, trapperum med adgang til forsamlings- og mødefaciliteter, og dette udgør et sjældent og velbevaret eksempel på en ældre forsamlingsbygning og er tillige en kilde til arbejderbevægelsens bygningskultur og identitetsopbygning. Dette gælder ikke mindst anlæggets vigtigste rum, den store festsal, der endnu udgør et centralt omdrejningspunkt i anlægget og har bevaret sin oprindelige funktion som fest- og forsamlingslokale. Endvidere knytter der sig en særlig værdi til loftet over festsalen, der er bevaret som et åbent rum med vægt på de oprindelige konstruktive elementer i forsamlingsbygningen. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele- og detaljer i det indre, der er med til at fastholde og give interiørerne deres karakter. Hvor disse er bevarede (dette gælder også elementer, der i dag er indkapslede bag museets nyere udstillingsforløb) vidner de om bygningernes oprindelse og praktiske funktioner samt datidens skiftende æstetiske præferencer og udsmykningsidealer med udgangspunkt i historicismen i 1870'ernes København. Dette ses i bygningernes bræddegulve, parketgulve, støbte gulve, linoleum og terrazzo, pudsede vægge og lofter, paneleringer med fyldinger brædder, diverse indfatninger på vægge samt stukarbejder i lofterne. Dertil kommer ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre, greb og gerichter samt ældre pladedøre, herunder især de tidstypiske firefyldingsdøre med profilerede gerichter. Endvidere knytter der sig meget stor kulturhistorisk værdi til festsalen med dens hængespær-konstruktioner af anden sals balkoner. Derudover kommer alle dekorative indslag på vægge og i lofter, herunder marmorerede pilastre, malede konsoller, trærelieffer for forskellige faggrupper, balkonernes søjler og gelændere med alle detaljer, scenen med malerisk dekoration samt loftet af glas med forgyldte listemønstre og dekorative indslag samt lysekroner med PH-lamper og ophænget af kronerne. Festsalens udsmykningsgrad er resultat af flere årtiers udvikling fra en mere ydmyg begyndelse til det nuværende meget rige udtryk. Til denne fortælling hører også loftetagens originale etagebærende jerndragere samt hejseværk udluftningskanaler integreret i søjlekasser med bræddeforskalling samt synligt tagværk, der afspejler datidens konstruktionsprincipper og bygningens oprindelse. Endelig kommer alle øvrige ældre dekorative bygningsdele og -detaljer, der ses i receptionen, festsalens trapperum, enkelte sekundære møderum samt i forhusets kælderbeværtning, herunder søjler, paneler og ældre glaslofter med forgyldte lister. Trapperne er alle tidstypiske og afspejler deres funktioner: de toløbede og tidstypiske trapper til beboelse og møderum, de enkle og funktionsorienterede bagtrapper samt festsalens hovedtrappe, der er en passende optakt til festsalens interiør og afspejler forsamlingsbygningens oprindelige funktion som en let højtidelig, imødekommende, fællesskabsorienteret og ganske festligt iscenesat bygning.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre primært til forhusets facade mod Rømersgade, der i kraft af sine mange pudsdetaljer udgør en effektfuld, relieforienteret collage af arkitektoniske virkemidler. Den helt regelmæssige vinduestakt med to hovedtyper af vinduer og den ensartede etagehøjde er tilføjet en særdeles stemningsmættet og varieret iklædning. Det gælder facadens overordnede horisontale inddeling ved hjælp af gesimser og bånd, der danner i alt fire afsnit i højden: Underfacaden er i to afsnit grundet kordongesimsen mellem stueetagen og første sal, og den har en monumental refend- og kvaderfugning samt to bredde yderfag i stueetagen, der danner udprægede tyngdepunkter i kompositionen. De overliggende to etager af facaden hører sammen i kraft af det dobbelthøje, udsmykkede og fagindelende pilastermotiv samt vinduernes rundbuer, brystninger, slutsten og bånddekorationer, og fjerde sal udgør et ekko af de to underliggende etager med pilastre, rundbuer og slutsten. Øverst mod tagfoden giver en hovedgesims med konsoller yderligere facaden et livligt præg og en solid indramning. Mod gården knytter den arkitektoniske værdi sig primært til de funktionsorienterede bygningskroppe, de nøgterne og enkle murflader, den ensartede vinduessætning og de få dekorative virkemidler stiller sig på helstøbt vis i kontrast til facadens detaljerigdom. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til forsamlingsbygningens festsal, der både konstruktivt og dekorativt udgør et yderst helstøbt forsamlingsrum. Det gælder den i datiden avancerede hængespær-konstruktion til balkonerne og samspillet mellem de forskellige, rigt repræsenterede, håndværk, der herved understøtter fortællingen om forsamlingsbygningens formål og giver en rig helhedsvirkning i kraft af væggenes, balkonernes og loftets stemningsmættede overflader, geometriske former og de mange kontrasterende teksturer i rummet. I sammenhæng med forsamlingsbygningens forhal, hovedtrappe og underetage samt loftet opleves i høj grad en bygning med arkitektonisk integritet.

Læs videre om

• Kattesundet 18, København
• Snaregade 8, København
• Store Strandstræde 6, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen