Badstuestræde 20, København

Snarens Kvarter, der ligesom Snaregade har navn efter købmand og rådmand Erland Jonssøn Snare i 1500-tallet, tælles som det 5. i rækken af hovedstadens gamle, såkaldte rodernål. Bydelen afgrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Nybrogade. Branden i 1795 ødelagde store dele af kvarteret. Badstuestræde har formentlig sit navn fra Strandbadstuen, der lå tæt ved Kompagnistræde nær havnen. Strandbadstuen var en offentlig tilgængelig badstue, hvor andet end badning. På grund af et syfilisudbrud lukkede denne badstue i 1509. I 1488 ses gaden nævnt som Strandstuestræde og i 1496 som Strandbadstuestræde, men sit nuværende navn har den bevaret siden midten af 1640'erne. Gadens krumning vidner om det middelalderlige Københavns gadenet, der trods diverse brande alligevel har bevaret sin struktur. Forhuset Badstuestræde 20 blev opført i 1796-97 for brændevinsbrænder Niels Pedersen Block. Den oprindelige forstueindgang erstattedes mellem 1809 og 1836 af en portgennemkørsel, og samtidig forsvandt kannelureudsmykningen i fordybningen. En kvist over ét fag blev fjernet i 1856. Endelig sløjfedes en kældernedgang i 1900-tallet, inden fredningen af forhuset.

Ejendommen anvendes i sin helhed til erhverv. Ejendommen er beliggende i Badstuestræde i København, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens vestlige husrække. Forhuset er grundmuret i fem fag og opført i tre etager med kælder. Der er en udnyttet tagetage. Facaden er glatpudset og blåmalet, og over stueetagen er en profileret kordongesims. Over de tre midterste fag mellem første og anden sal er en fordybning, og øverst er en profileret hovedgesims med sparrehoveder. Gesimserne og fordybningen er hvidmalede. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er tre heltagskviste. I det sydligste fag er en rundbuet portåbningen. I portnichen er en ældre, tofløjet fyldingsport med pyramidebosser. Over porten er en profileret overligger, herover to fyldninger og øverst et halvrundt overvindue med udskårne sprosser. Porten og overdelene er malet mørkegrønne. I midterfaget er en kældernedgang, hvori der er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn butiksdør. I facaden er en ældre og traditionel vinduessætning: I kælderen er torammede, opsprossede vinduer, mens der på hovedetagerne er firerammede korspostvinduer med todelte underammer. Kælderens og stueetagens vinduer er mørkegrønne, mens de på første og anden sal er hvidmalede. I kvistene er trerammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. Portrummet er pudset og hvidmalet, og på væggene er ældre, bræddebeklædte og lysegrå brystningspaneler. Loftet, der af hvidmalede brædder, bæres af gråmalede bjælker. I portrummet er et dørløst indgangsparti med profilerede indfatninger til opgangen. En ældre kvartsvingstrappe leder op til indgangen til stueetagens indgangsdør og til trappen. Ejendommens gårdside står pudset og hvidmalet, og øverst er der en profileret hovedgesims. I tagfladen mod gården er to heltagskviste samt en skorsten placeret nærmest rygningen. Der er i gården en kældernedgang med nyere, støbte trin og i nichen er en nyere, lysegrå dør med et glasparti. Gårdsiden har en ensartet, ældre og traditionelt udført vinduessætning med firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Alle vinduer er malet lysegrå. I kvistene er der trerammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. I det indre omfatter ejendommen en ældre etageløsning, mens planløsningens grundstruktur er bevaret med visse ændringer. Kælderen er indrettet til erhverv med et forlokale mod gaden, og bagbutik samt teknikrum er mod gården. Ejendommen har en bevaret ældre hovedtrappe, der er toløbet, med fyldninger i vangerne, enkle balustre og en profileret håndliste. Over porten er der et pulterrum. Hovedetagernes planløsning har udgangspunktet to gadevendte stuer og en gårdvendt stue. I stueetagen er en delvis nyere planløsning, og der er en nyere skillevæg mellem de gadevendte stuer. Centralt på etagen er indrettet garderobe og toilet. Første og anden sal har lignende planløsning men er uden stueetagens nyere ændringer. I det indre er i overvejende grad en traditionel materialeholdning. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer de fleste steder, og der er i de ydre vinduesrammer bevaret en del ældre hasper og stormkroge. Der er nyere fyldningsdøre og gerichter på hovedetagerne. Dertil kommer nyere franske døre, derudover nyere pladedøre ved entréen i tagetagen samt en nyere dør med glasfyldninger, sidstnævnte i opgangen mellem stueetagen og første sal. I kælderen er der nyere flisegulve. På hovedetagerne er der nyere plankegulve. I de gadevendte stuer i stueetagen, på første og anden sal er der bevaret fuldpanelerede ydervægge, og en del af lysningspanelerne er kannelerede. I lofterne er en stukkatur af profilerede kantlister, der i del rum er nyere. I det indre bærer ejendommen præg af en nyere istandsættelse, hvorfor der på hovedetagerne er en relativt ensartet materialeholdning.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Badstuestræde, hvor ejendommen indgår som et helstøbt og værdifuldt element i husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode med forskelligt udtryk. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår ejendommen som en harmonisk del af det historisk fortættede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset er med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi for Badstuestræde 20 knytter sig til ejendommen som et repræsentativt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Badstuestræde 20 er opført i 1796-97, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle og nøgterne facade med glatpudset, bemalet facade, vinduernes regelmæssige takt og den enkle, profilerede kordongesims mellem stueetagen og første sal, fordybningen over tre fag i overfacaden samt den profilerede hovedgesims med sparrehoveder. Dertil kommer det teglhængte heltag med skorstenspiben. Ligeledes er alle hovedetagernes firerammede korspostvinduer med todelte underrammer meget kendetegnende for periodens bygninger. Dertil kommer de torammede kældervinduer og trerammede kvistvinduer, alle opsprossede, hvorved den harmoniske og konsekvente vinduessætning i ejendommen understreges. Der knytter sig stor kulturhistorisk værdi til portåbningen med den ældre, tofløjede port med bosserede fyldninger samt overliggeren rige profilering og til overvinduet med alle detaljer. I portrummet må fremhæves det ældre, dørløse indgangsparti til opgangen fra portrummet, hvilket ses ret få steder i dag i ejendomme af denne type. Ombygningen mellem 1809 og 1836 afspejler først og fremmest behovet for vognpassage til gården, etableringen af portåbningen fulgte i stil en etableret praksis og udgjorde en vigtig repræsentativ tilføjelse til ejendommen. Til gårdsiden knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets nøgterne fremtræden og den ensartede vinduessætning, der på velbevaret vis understreger bygningskulturen ved genrejsningen umiddelbart efter branden i 1795. I det indre knytter sig kulturhistorisk værdi til elementerne af den ældre etage- og planløsning på hovedetagerne, der afspejler datidens levevis og boligstruktur. Dette kommer primært til udtryk i de gadevendte stuer, der afspejler placeringen af de repræsentative rum. Der knytter sig særligt kulturhistorisk værdi til alle ældre fuldpanelerede ydervægge og lysningspaneler, der afspejler klassicismens diskrete elegance og nøgterne udtryk. Dertil kommer alle bevarede stormkrog og hasper. Derudover understøtter den i overvejende grad traditionelle materialeholdning i de nyere gulve, døre, gerichter og stukkatur det samlede billede af ejendommens indre som værende i grundlæggende tråd med bygningens ældre karakter. Der knytter sig endvidere en vigtig værdi til ejendommens bevarede toløbede trappe med alle detaljer, der leder fra det åbne indgangsparti i portrummet. Man bemærker trappens noget kompakte form, der afspejler, at der er tale om en mindre beboelsesejendom, men trappen er udført med den gedigne materialeholdning og gode kvalitet, der typisk kendetegner klassicismens håndværksmæssige løsninger.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhuset, der repræsenterer et velbevaret og helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balance mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. Dette kommer til udtryk i bygningens harmoniske facade, der med sin kordongesims har en klar opdeling i under- og overfacade. Dertil kommer den taktfaste vinduessætning og det teglhængte heltag over hovedgesimsen, der tilsammen giver et samlet, velafbalanceret udtryk.

Læs videre om

• Amaliegade 38, København
• Overgaden neden Vandet 31, København
• Store Kannikestræde 13, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen