Store Kannikestræde 13, København

Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bevarede bygninger. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse og 5 kirker brændte. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede den over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne. Det var viste sig svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grunde. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt i grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Store Kannikestræde husede før reformationen de otte kanniker i kapitlet ved Vor Frue Kirke. Efter 1536 kom gaden til at huse professorresidenser for universitetet, men beholdt det ældre gadenavn. Professorgården blev opført for Københavns Universitet efter tegning af arkitekt og professor i matematik Joachim Frederik Ramus i 1752-53. Bygningen er opført samtidig med naboejendommen i Store Kannikestræde 11, begge efter J. F. Ramus typeforslag til professorresidenser. De blev derfor begge opført i grundmur med røde teglsten uden yderligere udsmykning end store gavlkviste mod gade og gård. I 1868 ombyggede man bygningen i Store Kannikestræde 13, som her fik fjernet gavlkvisten til fordel for tre fulde etager samt et beboeligt loft. Dette er senere blevet istandsat.

Store Kannikestræde 13 indgår i gadens husrække. Bag bygningen ligger et gårdrum, som er åbent til nabobygningens gårdrum mod nordøst og har både hegn mod sydvest og mod ejendommen overfor, som ligger ud til Skindergade. Forhuset er en rød, grundmuret bygning i blankmur. Den er i ni fag med et heltag hængt med røde tegl. Bygningen har tre etager over en lav kælder, og facaden har en lav kvaderstenssokkel. De to sydøstlige fag domineres af en portåbning med rundbuet stik. Åbningen er markeret med vederlags- og slutsten, sidstnævnte med husnummer på, mens portens bund markeres af afvisere. Porten er en traditionelt udført tofløjet, mørkegrøn, kassetteret fyldingsport med et viftevindue over. Fra nordøst sidder i kælderetagens fem første fag småtopsprossede nyere vinduer med tremmer for, mens der i fag seks og syv sidder nyere korspostvinduer med tremmer for, som går under gadeplan. I stueetagen, første og anden sal er alle nyere, hvidmalede korspostvinduer med smalle sprosser midt i nederste ramme. Over anden sals vinduer er en rødmalet profileret hovedgesims, og i tagfladen er i tagets sydvestlige del en heltagskvist mod gaden og en mod gården. Her ud over brydes begge tagflader af adskillige ovenlysvinduer. I kip sidder tre separate skorstenspiber. Gårdsiden står som facaden med undtagelse af, at der er muret helt til grund, at portåbning har murede markeringer af vederlagssten, over hvilke en træoverligger bryder det tilmurede buestik og at der i sjette og niende fag fra sydvest, hvor der i førstnævnte er nedgang til kælderen, og i det sidste sidder en nyere, grønmalet dobbeltdør ind til bagtrappen. Kælderetagen har nyere, lave, hvidmalede vinduer, mens der i stueetagen over porten er hvidmalede, torammede vinduer med sprosse i midten. Resten af vinduerne i stueetagen samt på første og anden sal er nyere, hvidmalede dannebrogsvinduer med smalle sprosser midt i nederste ramme. Over anden sals vinduer sidder en profileret hovedgesims i blankmur. Gården har flere cykelskure. Store Kannikestræde 13 ejes af Fonden Danish Institute for Study Abroad, og forhuset bruges til at huse studerende. Kælderen har, med undtagelse af de fritliggende loftbjælker, nyere indretning. Hovedindgangen, som ligger i portrummet, har en nyere tofløjet fyldningsdør. Trappen indenfor leder op til en repos i stueetagen, hvorfra der er indgang til stuelejligheden, mens der til venstre for trappen er gulv. Hovedtrappen er en ligeløbstrappe med to parallelle løb med repos imellem. Brystning og mægler er fra anden halvdel af 1800-tallet. Plandispositionen følger samme mønster på alle etagerne, hvor der fra hovedtrappen er en dør til venstre til en lille entre med toilet. Herfra er der mod gaden adgang til helholdsvis et værelse på tre fag og herefter et på to. Fra entréen er der ligeledes mod gård adgang til en stue og herfra på den ene side til to værelser i portfagene og gade eller mod nordøst til spisestue og efterfølgende køkken og bagtrappe. Køkkenerne har alle delvist bevarede ildstedskapper. I stueetagen ligger første værelse mod gården bag en lille indskudt gang. Den store stue mod gaden har oprindelig stuk i loftet. På første sal har stuerne mod gården ældre tandsnitgesims i stuk, mens der i denne etages værelse mellem gade og bagtrappe er ovnpilastre i hjørnet mod bygningens kerne. På anden sal er ældre stuk i lofterne mod gaden, og igen ligger første værelse mod gården bag en lille indskudt gang. Loftet er indrettet til bolig med værelser mod gavlene og køkken alrum i åbent plan i midten, sidstnævnte er ny istandsat. Der er panelering under taghældningen på hovedtrappen og i det sydvestlige værelse mod gården. Her ud over har bygningen gennemgående ældre lysningspaneler samt fod-, brystnings- og fuldpanelerede vægge. Dørene er for enkeltes vedkommende oprindelige med bevarede låsekasser, men er generelt ældre med dertil hørende detaljer. Nogle steder er oprindelige gerichter, mens de resterende er ældre. Vinduerne samt detaljer omkring dem som anverfere, stormkroge og rumpestabler er ældre. På reposen mellem stueetagen og første sal er en lav dør ind til de to værelser over porten med indbyggede sparrenicher. Disse har også fra værelset mod gården trappe ned til værelserne i stueetagen.

Den miljømæssige værdi for forhuset Store Kannikestræde 13 knytter sig til beliggenheden i gadens husrække, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens højder, facadeproportionering, geometri, materialitet og bygningsdetaljer skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som en velbevaret helhed i en af de ældste dele i indre København. Særligt er der stor lighed med ejendommen i Store Kannikestræde 2, kollegiet Regensen, og naboejendommen i Store Kannikestræde 11, sidstnævnte tegnet af samme arkitekt. Hertil kommer den miljømæssige værdi af bygningens særlige bygningstype, grundens størrelse og den store hovedbygning i husrækken ud til den centrale gade. Herved ses sammenhængen til det prestigefyldte professorhverv under enevælden, og Store Kannikestræde 13 er således både med til at opretholde det særlige miljø omkring det gamle universitetskvarter.

Den kulturhistoriske værdi for Store Kannikestræde 13 knytter sig både til bygningen som eksempel på det senbarokke, borgerlige byhus, der blev opført efter Københavns brand i 1728 og til forhuset som eksponent for typen af professorresidenser, der siden reformationen har ligget i kvarteret. På den måde indskriver Store Kannikestræde 13 sig i kulturhistorien som et særligt eksempel på de barokke huse udført som prestigebyggeri for Københavns universitets professorer. Ombygningen i 1800-tallet udviskede bygningens mest karakteristiske barokke træk, nemlig gavlkvisten. Alligevel kommer barokkens formsprog i Store Kannikestræde 13 til udtryk i den enkle og sparsomt dekorerede bygning med lav kælder, sokkel i kvadersten, facadernes taktfaste vinduessætning og den profilerede hovedgesims. I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med hovedtrappens særlige placering mod gaden og køkkener med bevaret ildstedskerne mod gården. Grundet ombygningen i 1800-tallet, hvor enkelte vægge er flyttet, og noget ny loftsstuk er opsat, kan forhuset ikke siges at have nogen definitiv planmæssig orientering. Da Store Kannikestræde 13 er anden generation af J. F. Ramus type-residens til professorerne, bærer den præg af tilrettelser til en tidligere type. Det ses i placeringen af hovedtrappen, som i de tidligere bygninger lå midt for gårdsiden med de repræsentative lokaler mod gaden. I Store Kannikestræde 13 har Ramus vendt forholdet, så trappen ligger mod gaden, hvilket kunne tyde på, at de repræsentative lokaler, ligesom i Store Kannikestræde 11, har været vendt mod gården. Alligevel har han beholdt køkkenet mod gårdsiden, hvilket fint viser residensens tilvirkningshistorie, hvor Ramus tegninger fra et tidligere type-projekt er blevet passet ind i den senere byggefase netop ud fra hensynet til konformiteten med de allerede opbyggede residenser. De tilbageværende dele af det oprindelige og ældre interiør har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet interiøret vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er de få oprindelige fyldingsdøre med indstukne hængsler, låsekasser og tilhørende gerichter. Loftstukken i stueetagens stue mod gaden har ligeledes kulturhistorisk værdi.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med port, lange vinduesrækker og hovedgesims, der sammen giver facaden et tungt og kraftfuldt udtryk. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de glatte murflader, enkle horisontale linjer, den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer samt hovedgesimsen. De arkitektoniske dele skaber således et roligt – om end uden gavlkvistene er lidt tungt – hele, der både er en eksponent for tidens stil og for det særlige prestigebyggeri knyttet til Københavns Universitet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedtrappens form og udtryk samt de oprindelige dele af etagernes planløsninger. Ligeledes af arkitektonisk værdi er bygningens tilbageværende oprindelige døre med indstukne hængsler, gerichter og låsekasser. Der er også værdi ved de bevarede ildstedkapper og stukdekorationen i stueetagen.

Læs videre om

• Hornbækhus, København
• Overgaden neden Vandet 31, København
• Sorte Hest, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen