Behagens Gård, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. I Christianshavn udstak man store grunde, som gratis blev overladt til enhver, der ville lade "gode købstadsbygninger" opføre. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. På trods af dette gik der mange årtier, før området for alvor blev udbygget. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende sanerings-programmer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele af området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Strandgade strækker sig fra Christians Kirke over Torvegade og videre over Wilders Bro til Wilders Plads. Strandgades anlæg stammer fra Christian IV's oprindelige plan og var fra begyndelsen udnævnt til at være en af de vigtigste gader på Christianshavn, idet den havde den herlighedsværdi at have direkte adgang til havnen. Christian IV og hans byplanlægger, ingeniøren Johan Semps tanke med Strandgade var, at den som kajgade skulle optages af en række store købmandsgårde, der strakte sig igennem hele karreens dybde med frakørsel fra baggaden Kongensgade (nu Wildersgade). De stolte planer blev kun til en vis grad gennemført. De rigeligt afstukne grunde blev snart opdelt i mindre stykker, og den travle handelsvirksomhed med losning og lastning af skibe, som Christian IV havde drømt om, blev aldrig karakteristisk for Strandgade, der ved opfyldninger i tidens løb mistede sine kajpladser og blev en almindelig gade med to husrækker. Strandgades østlige side har den fineste række renæssancegårde i byen. På den vestlige side er bebyggelsen opført over mange hundrede år og udviser skiftende tiders smag. Strandgade 26 hører til blandt Christianshavns ældste huse. Storgrunden nr. 7, der omfattede nuværende Strandgade 26-28 og Wildersgade 39-41, blev allerede bebygget ud mod Strandgade i 1620'erne af Sivert Grube. Her opførte han tre ens gavlhuse, hver på fem fag, mens den del af grunden, der vendte ud til Kongensgade, nuværende Wildersgade, endnu i 1635 kun var opfyldt og indhegnet. På en sandstensplade, der nu sidder over porten mod gården i nr. 26, står årstallet 1626, hvilket fint stemmer overens med opførelsen af gavlhusene. Nr. 28 har endnu bevaret sin gamle hovedform og giver med sin sandstensudsmykkede gavl og kurvehanksbuer over vinduerne et indtryk af, hvordan bygningerne så ud. I 1650'erne blev grunden delt, da Strandgade 28 og Wildersgade 41 blev solgt fra. I 1769 ejes begge de to søndre gavlhuse af direktøren for Asiatisk Kompagni og købmand, Gysbert Behagen. Han forhøjer og samler de to huse til én stor bygning med mansardtag med sortglaserede tegl mod gaden og røde tegl mod gården. Her var en hejsekvist over et fag og fire små spidse tagkviste. Facadens fire midterste fag var svagt fremspringende og havde stukudsmykninger under vinduerne i de to nederste etager og øverst en hovedgesims og en trekantfronton med årstallet 1769 og et kartoucheskjold med Behagens forbogstav omgivet af blomsterranker og sukkerrør. Den oprindeligt sandstensindfattede port sad i det fremhævede midterparti i fjerde og femte fag fra syd, men blev i 1874-75 flyttet til sin nuværende placering i de to nordre fag. Det var også på dette tidspunkt, at mansardlejligheden blev indrettet. I 1847 stod facaden pudset og oliemalet. I 1870erne og videre op i starten af 1900-tallet imiterede malingen murstensskifter og sandstensstik. Mellem 1917 og 1927 blev pudsen fjernet og murværket malet. I 1989 blev facaden filtset og behandlet med farvet kalkvand. Det nuværende grundmurede sidehus er opført af Behagen i 1769 samtidigt med ombygningen og forhøjelsen af forhuset. Der var fra starten en hejsekvist mod gården, og gavlen mod øst stod i bindingsværk. Gavlen blev grundmuret i forbindelse med ombygningen i 1874-75, og samtidigt fik køkkentrappen sin nuværende placering. Muren mod nr. 28 er sandsynligvis opført af Behagen, og de to murpiller stammer fra en mur fra første halvdel af 1800-tallet. I baghusene mod Wildersgade havde Behagen fra 1764 et sukkerraffinaderi.

Strandgade 26 består af et grundmuret, tre etager højt forhus over en pudset sokkel og med kælder og tegldækket mansardtag hængt med sorte glaserede tegl mod gaden og med røde tegl mod gården samt et grundmuret sidehus, ligeledes i tre etager med kælder og halvtag hængt med røde tegl. I de to nordre fag af forhuset er et portrum, som fører igennem til gårdrummet. Gården er brolagt og anlagt med rosenbede i mønster omgivet af klippede, lave takshække. Mod nr. 28 mod nord er en teglhængt, pudset og gulkalket mur med rundbuede blændinger og pilastre med gesimser. To murede piller med gesims og en kugle foroven står dels ved muren og dels ved sidehusets gavl. Som afslutning af gårdrummet mod øst er en teglhængt, pudset og gulkalket mur. Langs muren står tre lindetræer. Mod gaden står forhuset filtset og behandlet med farvet kalkvand med terra di sienna og afsluttes foroven af en hvidmalet profileret hovedgesims og en trekantfronton med rocaille med bygherrens forbogstav, stukarbejde og årstallet 1769. Den rundbuede portåbning har en trefløjet port med diamantfyldinger og rundbuet opsprosset overvindue og er ligeledes omgivet af en hvidmalet profileret indfatning. Vinduerne er gamle hvidmalede korspostvinduer, der til dels er ombyggede barokke krydspostvinduer med rundposte, alle med todelte ældre underrammer, bevarede 1700-tals håndsmedede anverfere og stormjern samt sålbænke af sandsten fra Behagens ombygning. Over de to nederste etagers vinduer anes renæssance-kurvehanksbuer fra de to gavlhuses oprindelige vinduesåbninger (se bygningshistorien). I mansarden sidder fire nyere trefagskviste med brunmalede vinduer, i tagfladen sidder enkelte tagvinduer, og i tagryggen er to skorstenspiber med sokkel og gesims. Gårdsiden af for- og sidehus står pudset og gulkalket og afsluttes foroven af en hvidmalet profileret gesims. I sidehusets tagflade sidder fire små pultkviste, og i tagfladen er den store køkkenskorsten og en mindre skorsten med sokkel og gesims. Forhuset har to- og trefags heltagskviste. Gårdsiderne har overvejende barokke, hvidmalede vinduer med krydspost og opsprossede ældre rammer. Også her har forhusets nederste etager vinduer med kraftige 1700-tals rundposte, mens sidehuset har en lidt mere spinkel og ikke så almindelig post med dobbelt svungen front, der stammer fra 1769. Sidehusets vinduer har vandnæser på over- og underrammer samt på tværposten. Til kælderen sidder nyere nirudede vinduer mod gaden og gamle torammede, trerudede vinduer mod gården. Her er tre kældernedgange med granittrin og derover grønmalede skure og lemme. Forhusets portrum har bræddegulv og vægge med bræddepaneler og brystningslister samt pudset loft. Der er fra porten opgang ad seks trætrin til trapperummet, hvor den store senbarokke trappe fører helt til mansardetagen. Trappen har vanger med fyldingsfelter og vangesnirkel forneden, hulbalustre og tilsvarende balustermotiv i relief på væggene, udkehlet mørklakeret håndliste og mørkbejdsede, lakerede trætrin. Væggene står med hvidmalede rammestykker, limfarvede teglrøde vægfelter, og i indgangspartiet er der hvidmalet stukdekoration i form af ophængte medailloner med relief. Indgangen til lejlighederne er alle med ældre, til dels dobbelte, fyldingsdøre. Lejlighedernes planløsning fra ombygningen i 1769 er i store træk velbevaret i de nederste tre etager med de fine stuer og værelser mod gaden, og de mere private værelser, køkken, spisekammer, bagtrappe og pigeværelser mod gården. Lejlighederne i hovedetagerne er rigt udstyret med brystnings-, pille- og lysningspaneler, profilerede kakkelovnsindfatninger, pudsede lofter med stukarbejde og gesimser, overvejende trefyldingsdøre med indstukne hængsler og gerichter fra Behagens ombygning, men der er også ældre barokke døre, nogle overfalsede, med to fyldinger, indstukne hængsler, gerichter og spor af kasselåse. Ældre bræddegulve er bevaret flere steder. Første sal er specielt fint udstyret mod gaden med lærreder indfattet i guldlister, malede dørstykker, og i trefagsstuen mod syd er alle vægge beklædt med lærreder bemalet med landskabsmalerier. Over vinduerne mod gaden findes friser med egeløv i gips, og øverst på nogle af vinduespillerne er forgyldte relieffer i stuk og herunder frise med løbende hund. Brystningspanelerne har fyldinger med spejle med afrundede hjørner, herover sidder en profileret liste og øverst en profileret brystningsliste. Lofterne er pudsede med hulkehl og gesimser, og i trefagsstuen i midten er bevaret et rigt dekoreret rokokoloft. Ældre bræddegulve er bevaret i trefagsstuen mod syd. I sidehuset er køkkenerne bevaret i stueetagen, på første og på anden sal med åbent køkkenildsted og ældre jernkomfurer. Foran komfuret i stueetagen er bevaret gamle fliser. Køkkentrappen er en traditionel trappe med vanger, indstemte trin, listebalustre og udkehlet håndliste. I kælderen er der mod gaden indrettet butik med gulve af store stenfliser, og i sidehuset mod gården er der overvejende opbevaringsfunktioner med betongulve.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Behagens Gårds beliggenhed i rækken af Strandgades ældste huse, som blev opført som de første i forbindelse med Christianshavns grundlæggelse. Da bydelen her er blevet skånet for de store bybrande, er Strandgade det eneste sted i København, hvor man på trods af senere tiders ombygninger stadig kan fornemme en sammenhængende række af adlens og de rige borgeres gedigne renæssancebygninger. Den miljømæssige værdi knytter sig også til gårdrummet, der med sin traditionelle belægning og bygningernes og murenes gulkalkede overflader danner et harmonisk og historisk gårdmiljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til Behagens Gårds store volumen med det værdige udtryk og bygningens detaljer, der signalerer den rigdom, som bygherren i den florissante handelsperiode besad. Trekantfrontonen med sin dekoration af sukkerrør fortæller, hvor pengene kom fra. Den kulturhistoriske fortælling ligger også i, at den brede murpille i midten af facaden antyder, at det er to mindre bygninger, der er slået sammen til én. Kurvehanksbuerne med slutsten af sandsten i de nederste etager viser, at der er tale om renæssancehuse fra Christianshavns barndom. Mod gården viser den lille sandstenstavle over porten årstallet 1626, der uden tvivl henviser til det oprindelige byggeår. Det store fag med trefagsvinduerne op mod sidehuset viser stedet, hvor porten sad mellem 1769 og 1874.Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forskellen mellem den præsentable facades vinduer, der på et tidspunkt er blevet moderniseret til de klassiske korspostvinduer med todelte underrammer med store, dyre glas, mens gårdsiden stadig har tværposten i midten af vinduet og rammerne opdelt i seks små ruder. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til portrummet med ældre paneler og trægulv og til det imponerende trapperum med den senbarokke trappe med alle dens detaljer udført med stor håndværksmæssig kunnen. I lejlighederne knytter de kulturhistoriske værdier sig til planløsningen samt til følgende: De bevarede interiører med de gamle gulve med århundreders slid, de gamle 1700-tals vinduer med ældre rammer og beslåning, fyldingsdørene fra forskellige tider og deres tilhørende gerichter og beslåning, de bemalede lærreder og rummenes panelering, de pudsede lofter med stuk, de indbyggede skabe og generelt til alt snedkerarbejde med de dekorative og funktionelle detaljer, som fortæller historien om den velhavende købmands høje kvalitetsniveau. Nogle af dørene er genanvendte og stammer fra før Behagens tid, og på loftet kan man endnu se nogle renæssancebemalede brædder, som er genanvendt til opbygning af pulterrum. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til ovnpladserne med forskellige indfatninger og belægninger, jernovne og kakkelovne og til de tre bevarede køkkenildsteder med de gamle jernkomfurer samt ældre gulvbelægninger i forbindelse med disse. Desuden er der kulturhistorisk værdi i den traditionelle køkkentrappe og til beliggenheden af pigeværelserne bag køkkenerne samt portner-lejligheden med adgang fra hovedtrappen.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets hovedform med det for tiden så karakteristiske mansardtag, facadens tyngde og den symmetrisk anbragte trekantfronton, hovedgesimsen, facadens faste fagdeling med korspostvinduer med sandstenssålbænke og til porten med indfatning. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk med enkel hovedgesims, vinduernes regelmæssighed, navnligt på det helstøbte sidehus, der er opført under ét, samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor det fint forarbejdede snedkerinventar, stukdekorationer og vægmalerier giver rummene en sikker stilmæssig værdighed.

Læs videre om

• Amaliegade 47, København
• Behagens Gård, København
• Læderstræde 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen