Bjerrevej 10 ligger på Bjerrevej 10 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der – som hollandsk, frisisk påvirkning – i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af tofløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

I 1833 havde bygningen 11 fag af bindingsværk ifølge en brandtaksation. De syv østre fag rummede bolig med forstue, engelske vinduer og rammedøre. De fire vestfag rummede stald og foderrum. Ved næste brandtaksation i 1855 var bygningen blevet pillemuret og der var nu halv trægavl mod øst og hel trægavl mod vest. Rumfordeingen var uændret. Murankrene A.J.J. må referere til ejeren Jens Jessen Anthonisen, som lod bygningen pillemure, idet de formentlig er opsat forkert efter en ommuring. På dette sted kan i jordebogen og skøde- og panteprotokollerne følges et hus, som i 1808 og 1791 havde 11 fag, men i 1764 og 1751 kun havde ni fag. Det er sandsynligt, at der er tale om det samme hus som det nuværende, og opførelsestidspunktet kan måske tilskrives 1751.

Beskrivelse

Bygningen ligger på østsiden af Bjerrevej i den sydlige del af Sønderho. Bygningen ligger vinkelret på gaden med en stor græsklædt have mod syd og en mindre have mod nord.

Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en sortmalet, lav sokkel står murværket rødskuret med rester af hvidt optrukne fuger. Under taget afsluttes murværket af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet på gavlene og op langs tagfladerne. På nordsiden omslutter gesimsen en rundbuet arkengaf med muret front. De øverste dele af gavlene har lodret, grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Bygningen har et højt, stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er to skorstenspiber med hvidmalet sokkel og gesims samt et rødskuret skaft, på den vestre skorstenspibe er malingen delvist væk. Vinduerne er ældre og overvejende torammede og tredelte. I sydsiden ses to små, kvadratiske, firedelte vinduer, i nordsiden et etrammet vindue og i østgavlen et trerammet vindue, begge med tredelte rammer. Vinduerne har grønne karme og hvidmalede rammer ligesom murfalsen, og de påmalede stik og sålbænke er hvidmalede. Under arkengaffen er hoveddøren, som er en traditionelt udført, revlehalvdør med en opdelt, skråtstillet rude i den øverste del, og herover er en, ligeledes traditionelt udført, tofløjet revleluge med ruderformede glas i hver luge samt et opdelt overvindue med buet overkant. I nordsiden er desuden en traditionelt udført, enfløjet fyldingsdør med en krydsopsprosset rude i den øverste fylding. I sydsiden er ligeledes en traditionelt udført, revlehalvdør med en oval rude i den øverste del. De to revlehalvdøre har hvidmalede murfalse, og alle døre er malet grønne med hvid staffering, dog har revledøren med den ovale rude ingen staffering. I vestgavlen ses murankre udformet som initialer A.J.J.

I det indre er bevaret store træk af en ældre grundplan med en lille forstue bag hoveddøren, nor frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod øst fra stalden mod vest. Fra forstuen, som på et tidspunkt er blevet udvidet med en kort korridorgang for enden, er der adgang til et køkken mod nord, hvorfra der er adgang til den store vinkelformede og gennemlyste stue med to kamre i østenden. Fra forstuen er der også adgang til et spisekammer, ligeledes mod nord, og mod syd til et værelse og et badeværelse. For enden af korridorgangen er der endvidere adgang til en tidligere aftægtsbolig mod vest, der rummer en forstue og en stue mod nord samt to tætsengskamre mod syd. Tagetagen er på traditionel vis uudnyttet. Materialeholdningen er mestendels ældre med bræddegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Dog er der i spisekammeret et støbt, lidt lavereliggende gulv og i badeværelset ligger der teglklinker på gulvet. I den tidligere aftægtsbolig er der støbte gulve med vinylbelægning ovenpå, et plademateriale på ydervæggene og indpakkede bjælker.

Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder en- og tofyldingsdøre med bemalinger, beslag, klinkefald, greb og forskelligt udformede glasruder samt gerichter, indbyggede skabe og tætsengsdøre. I væggen mellem stuen og køkkenet er tillige et indbygget standur. I spisekammeret er bevaret indbyggede hylder og tallerkenrækker. På stuens ydervæg mod nord er der ældre Fanø-fliser på den øverste del af væggen, mens den nederste del har en lodret bræddebeklædning afsluttet af en profilliste. I den sydvendte del af stuen er der en simpel listebeklædning, som feltinddeler væggene. I køkkenet er der et ældre snedkerkøkken.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen ligger vinkelret på Bjerrevej og er som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest. Mod gaden indgår den græsklædte have, der er uden indhegning, i Sønderlands karakteristiske og mere åbne bebyggelsesstruktur end den nordlige del af Sønderho, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed mellem de tætliggende bygninger.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens lange bygningskrop, som vidner om en enlængegård, hvor man havde stuehus, lo og stald samt en mindre aftægtsbolig i én bygning. Hertil kommer bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her i rødskurede sten med rester af hvidt, optrukne fuger, grøn murrem, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf med luge til loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben står rødskuret som facaderne. Tillige er det en kulturhistorisk værdi, at vinduerne har de traditionelle hvidmalede stik og påmalede hvide sålbænke. De to mindre vinduer i sydsiden og halvdøren under arkengaffen mod nord vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold i tilknyttet boligen. Stalden var i den del af bygningen, som lå nærmest vejen. Vestendens ekstra dør i nordsiden samt de i alt fire torammede og tredelte vinduer vidner om, at bygningen på et tidspunkt er blevet udvidet med en aftægtsbolig mod vest. Murankrene med initialerne i vestgavlen er ligeledes en typisk detalje, der ofte bevidner den ejer som enten opførte bygningen eller lod udføre en større ombygning – her Jens Jessen Anthonisen, der lod bygningen pillemure.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af en ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Stalddelen kan stadig aflæses på grund af de mere groft bearbejde vægge og bjælkelag. Ligesom aftægtsboligen stadig kan aflæses på grund af den ekstra forstue samt stuens og tætsengskamrene i den vestlige ende af huset. Selvom stuen i den oprindelige boligdel i dag er én stor vinkelstue, kan man stadig fornemme, at der førhen lå en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval, og en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret. Den tidligere vinterstues ydervæg er på traditionsbestemt vis beklædt med ældre, blå, hollandske fliser over den nyere, men karakteristiske, simple panelbeklædning under vinduerne bestående af lodretstående brædder afsluttet af en gennemgående profilliste med en hulkehlsfordybning, som efter sigende skulle opsamle det kondensvand, der kunne opstå på fliserne. Fliserne fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel. Hertil kommer, at tagetagen på traditionsbunden vis er uudnyttet, hvilket har stor værdi for opfattelsen af en oprindelig og traditionel indretning af en ældre Fanø-bygning.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder en- og tofyldingsdøre med beslag, klinkefald, greb og forskelligt udformede glasruder samt gerichter. Dørene er antageligt fra 1790´erne eller omkring 1800. På egnskarakteristisk vis har køkkendøren bemaling omkring klinkefaldet, hvilket både havde en praktisk og en dekorativ effekt, idet den mørke farve skulle forhindre, at eventuel smuds på dørpladen var synlig og ligeledes blev feltet bemalet med svungne sider, så det illuderede et låseblik. Hertil kommer stuens indbyggede skabe, herunder de to hugskabe med glasdør, klap og underdør samt tætsengsdøren som de flankerer. Ligeledes er det karakteristisk, at der i den tidligere sønder donsk er indbygget et standur, der kan stilles fra bagsiden, idet denne er tilgængelig fra køkkenet. Endelig kommer spisekammerets indbyggede hylder og tallerkenrækker samt det bevarede indbyggede hjørneskab og de bevarede tætsengsdøre i aftægtsboligen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede, forholdsvist lange volumen med lave mure og det dominerende, store tag med ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen mod nord. Placeringen af vinduernes stik helt op mod remmen og gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det tunge tag.

Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer og fremhævede, bemalede dekorationer omkring vinduer og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og vinduesstik samt de traditionsbestemte tofarvede vinduer med grønne karme og hvide rammer giver mod de rødskurede mure en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer dørenes og revlelugens staffering samt skorstenspibernes hvide sokler og kraver. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Resterne af de hvidt optrukne fuger på de rødskurede mure giver på nært hold bygningen et levende udtryk med stor stoflighed. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, tætsengsdøre, fyldingsdøre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske fremtræden og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. De mange bræddeskillevægges høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger i røde og blå nuancer. De bevarede ældre fliser er udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links