Sønder Land 20, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved retten til at drive handel og søfart. Dette betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af flåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil.

Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Sønder Land 20 blev opført i 1837 i bindingsværk med stråtag, og var oprindeligt ti fag lang, hvor de syv var til beboelse og de tre rummede stald, lo og foderrum. I 1873 blev bygningen grundmuret og reduceret med to fag, så det herefter fremstod med de nuværende otte fag.

Bygningen ligger i den sydelige del af landsbyen Sønderho på Fanø. Den ligger ud til et kryds mellem øvrige lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit og bukketornsbevoksning.

Bygningen er et grundmuret længehus på otte fag opført i én etage. Bygningen har stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen en skorstenspibe. Murene fremstår i rød, blank mur med optrukne hvide fuger og en hvidmalet, muret gesims. Gesimsen omslutter arkengaffen over døren mod syd, og er endvidere ført om hjørnet på gavlene. De gråmalet gavle er murede til bjælkelagshøjde, hvorefter gavltrekanten afsluttes af en lodret, grønmalet bræddebeklædning, der igen afsluttes af vindskeder. Hoveddøren er en nyere, traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med en rude i den øverste fylding. Over døren ses en ældre revleluge. Døren er grønmalet med hvid staffering, og indfatningen er pudset og hvidmalet. På nordsiden findes en grønmalet halvdør under et hvidt buestik. Mellem buestikket og gesimsen er der endnu et påmalet grønt stik, hvor der med hvidt er skrevet Bedstes minde. I arkengaffen er en grønmalet tofløjet luge med opsprosset overvindue. Bygningens langsider har ældre, overvejende torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt påmalet stik i de traditionelle farver: grøn, hvid og sort samt påmalet hvid sålbænk. I vestgavlen findes endnu et torammet vindue. Enkelte vinduer er hængslede på lodposten. På begge gavle ses flere murankre, hvoraf østgavlens er udført med initialerne ANA samt årstallet 1818.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der opdeler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. Frangelen er adskilt af en alkove, lokalt kaldet en tætseng, hvilket afsløres allerede ved indgangen til boligen, idet et mindre vindue over for indgangsdøren afslører et kig ind til tætsengen. Fra frangelen er der adgang til venstre til boligens vinterstuen, sønder donsk. I forlængelse heraf ligger en mindre stue – stow, hvor der er indrettet soveværelse. Mod nord findes sommerstuen, nordre donsk, hvor der er adgang til et mindre værelse i den ene ende og til køkkenet i den anden. Fra køkkenet er der adgang til den anden ende af franglen, hvor der er udgang til haven via revledøren. Fra franglen er der endvidere adgang til et spisekammer samt et rum, hvor trappen til loftet findes. Loftet er uudnyttet med synlig trækonstruktion og skorsten. Mod vestgavlen er opsat en skillevæg med rude. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe samt bemalede ældre fliser på ydervæggene. Hertil kommer, at der i køkkenet er bevaret et ældre ildsted. Vinduesvæggene er i både søndre og nordre donsk er beklædt med de karakteristiske blå og brune Fanø-fliser. I de mindre rum samt i stowen er væggene beklædt med malede brædder.

Den miljømæssige værdi ved Sønder Land 20 knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, det vil sige at gavlene vender mod øst og vest, og dermed indgår naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et karakteristisk indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter samt tangdiger beplantet med bukketornshegn, der adskiller grundene, og som har stor miljømæssig værdi. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der ud over at fungere som afvanding, bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har de traditionelle, bemalede Sønderho-stik og alle åbninger har påmalede hvide sålbænke.

Bygningen har tillige træk, der vidner om den stilmæssige udvikling i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder og vinduernes udførelse med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til halvdøren og de mindre vinduer, der sammen med lugen vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. Den bevarede tagrem, der er bibeholdt fra den oprindelige bindingsværksfacade, som vidner sammen med gavlens murankre med initialer og årstal om ombygningen fra bindingsværk til grundmur.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den, ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Staldelen aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad. Stuerne ligger ligeledes traditionelt med en stue mod syd sønder donsk, hvor de kunne få lys og varme, og med en sommerstue nordre donsk, samt køkken og fadebur køligt beliggende mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengen, de indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bagved de ældre bilæggerovne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der har ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de flerfarvede stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver en levende stoflighed, der understreges af de optrukne fuger.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Hovedgaden 55, Nordby
• Kropladsen 2, Sønderho
• Sønder Land 32, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen