Sønder Land 32, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier.

I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene, som var stængemurede huse, omsat i grundmur.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med maling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. De tidligste yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Lugen i arkengaffen var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer udviklede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1870 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver, hvilket også er tilfældet for Sønder Land 32.

Denne bygning blev opført i 1779, det er endog muligt at bygningen stammer tilbage fra 1750erne. Den blev opført i fattigt bindingsværk med stråtag. Bygningen blev udvidet med to fag mod øst før 1856, hvor bygningen ligeledes blev grundmuret. Bygningen blev indrettet til et tofamilieshus i 1930 med en mindre lejlighed mod øst på tre fag. På samme tid blev den østlige skorsten opført i adskillelsen mellem de to lejligheder. Bygningen har gennemgået en omfattende restaurering inden for de seneste år, hvor blandt andet det tidligere spisekammer blev indrettet til badeværelse og den lille underliggende kælder blev inddraget til brusekabine. I nordsiden blev en revledør desuden erstattet af et vindue. Ejer oplyser, at ølandsfliserne i franglen formentlig er fra fortovet ved stampemøllen i Ribe.

Sønder Land 32 ligger i den sydlige ende af landsbyen Sønderho på Fanø ud til et mindre kryds, hvor nordsiden ligger ud mod Sønder Land. Grunden afgrænses af et lavt stakit på en lille strækning mod Bjerrevej samt diger med græs- og bukketorn.

Bygningen på 11 fag er et grundmuret længehus opført i én etage, Vestgavlen og hele sydfacaden er pudset og malet lys gråblå i modsætning til bygningens øvrige sider, der fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger over en lav sokkel samt en hvidmalet gesims over en grønmalet rem. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber med sokkel, gesims og krone. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. Over hoveddøren, i nordsiden, ses en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaf. Hoveddøren er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med diagonalsprosseopdelt rude over tre fyldinger i hver fløj. Døren er grønmalet med hvid staffering og indfatningen er pudset og hvidtet. Over døren ses en ældre revleluge, som ligeledes er mørkegrøn med hvidmalede detaljer samt et overvindue. På bygningens sydside findes en ældre, grønmalet halvdør med ældre klinkefald. Bygningen har både ældre og nyere, torammede vinduer udført i traditionelle materialer, der alle har småsprossede ruder og en påmalet, hvid sålbænk samt mod nord påmalede stik i farverne sort, hvid og grøn. Vinduer er på nær et enkelt hængslet på lodposten. I vestgavlen ses to små, ældre firerudede vinduer. På begge gavle ses murankre.

I det indre er delvist bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel. Selve franglen er opdelt af et ældre sæt tætsengslåger. I bygningens vestlige del er grundplanen bevaret med køkkenet mod nord, der giver adgang til sommerstuen – nordre donsk. Herfra er der adgang til vinterstuen, søndre donsk, der som navnet antyder ligger mod syd. I forlængelse af den søndre donsk findes en mindre stue – æ stow. I skillevæggen mellem søndre donsk og æ stow er der indbygget et skab og et ur. Ydervæggene er beklædt med karakteristiske hvide fliser med brunmalede (manganfarvede) motiver. Ligeledes er køkkenets vægge samt væggen bag jernovnen i søndre donsk dekoreret med de traditionelle frisiske fliser. Fra den sydlige ende af franglen er der udgang til haven. I husets østlige del er et længere gangareal belagt med ældre ølandsfliser, som ejer oplyser stammer fra Grenå kirke, der ligeledes er gennemgående i husets køkken og bad samt toiletter. Fra gangen er der adgang til flere værelser samt et bryggers. Flere af ydervæggene er beklædt med de karakteristiske frisiske fliser og der er flere ældre fyldingsdøre og indbyggede skabe. Stalden anes stadig i form af de mere rustikke loftsbjælker og mindre vinduer i nordfacaden.

Gennemgående for huset er, at overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Ældre interiør er tillige bevaret, herunder bemalede fyldingsdøre med gerichter og ældre låsetøj, brystningspaneler samt indbyggede skabe. Hertil kommer, at der i køkkenet er bevaret en ældre muret bageovn og i den ene stue en ældre vindovn. I det tidligere spisekammer er indrettet badeværelse, hvor kælderen er inddraget til brusekabine.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der udover at lede vandet væk fra bygningen, bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Sønderho-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typisk ældre todelte farveholdning, stribede Sønderho-stik og at alle åbninger har påmalede, hvide sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til dørene og de mindre vinduer, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. Tillige den bevarede tagrem, som er bibeholdt fra den oprindelige bindingsværksfacade og vidner om ombygningen fra bindingsværk til grundmur.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med en bolig i den ene ende og stald og lo i den anden. Stalden aflæses stadig ved dennes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Den ene stue, vinterstuen, ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor der var lys og varme, mens sommerstuen samt køkken og fadebur ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder indbyggede skabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske fliser med flå eller brune (mangane) motiver på ydervæggene og bagved den ældre vindovn. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige, primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser. Under vinduerne er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som blev sat op for at samle kondensvandet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejle ubrudte tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under remmen underbygger oplevelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved anvendelsen af de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og flerfarvede stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabs- og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil, i det ydre som det indre, udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Bjerrevej 10, Sønderho
• Toftestien 6, Sønderho
• Øster Land 12, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen