Toftestien 6, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af dørfløjen. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Toftestien 6 blev opført omkring 1787 i bindingsværk med stråtag. Bygningen var oprindeligt på elleve fag, hvoraf de seks vestlige fag var til beboelse og de resterende fem fag var lo og stald. I 1801 blev den vestlige del af bygningen grundmuret og resten stod fortsat i bindingsværk. Mellem 1822 og 1855 blev huset afkortet med to fag og hele huset blev grundmuret. Efterfølgende blev huset reduceret med endnu et fag og opnåede herved sin nuværende længde på otte fag. Til huset hørte et mindre tre-fags udhus, som formentligt var opført som en lille aftægtsbolig. Mange kvinder blev enker som følge af deres mænds hårde arbejde til søs og derfor var det ikke uset at større bygninger blev opdelt i mindre huslejligheder eller man opførte mindre huse, hvor enker kunne bo på aftægt. Huset har egen matrikel (206b) og adresse (Toftestien 4), men hører fortsat til Toftestien 6.

Bygningen ligger midt i landsbyen Sønderho på Fanø mellem lignende bygninger. Bygningen ligger tilbagetrukket fra vejen bag Toftestien 4 og grunden afgrænses af et lavt stakit og lave, bukketornsbeplantede diger.

Bygningen er et otte fag langt, grundmuret længehus opført i én etage. De fem vestligste fag har større husdybde, hvilket kan ses på nordfacaden. Murene fremstår i rød, blank mur med optrukne, hvide fuger over en lav og pudset sokkel. Over en grønmalet rem afslutter en hvidmalet gesims facaden. Gesimsen omkranser en sydvendt arkengaf og fortsætter rundt om hjørnerne på gavlene. Vestgavlen er grundmuret til hanebåndshøjde, hvorefter gavltrekanten er beklædt med grønmalede, lodretstillede brædder, der er afsluttet med grønmalede vindskeder. Østgavlen er derimod fuldmuret. Bygningen afsluttes af et stråtækt heltag med mønning af tørv, og i rygningen ses en muret skorstenspibe med sokkel, skaft og krave i rød, blank mur. Hoveddøren er en nyere tofløjet fyldingsdør, der er traditionelt udført med diagonalsprosseopdelt rude over fire fyldinger i hver fløj. Over døren, i arkengaffen, ses en ældre revleluge med overvindue. På bygningens nordside findes en rødbrun halvdør med en opsprosset, rombeformet rude. På sydsiden findes endnu en revleluge og på vestgavlen findes der to luger. Hoveddør såvel som luger er grønmalede. Bygningen har ældre, et- og torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt påmalet stik og sålbænk. Endvidere er flere af vinduerne hængslet på lodposten. I gavlene ses flere murankre.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der opdeler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. I den tidligere staldende er bevaret den ældre synlige trækonstruktion. Franglen adskilles af en alkove – lokalt benævnt en tætseng. Ud mod franglen er et et-rammet og firerudet vindue, der giver et kig ind til tætsengen. Tætsengslågerne vender ud mod vinterstuen – søndre donsk. I den søndre donsk er der en ældre etagevindovn. Ydervæggen og væggen bag vindovnen er beklædt med de karakteristiske Fanøfliser med brunmalede motiver, der er opsat i et symmetrisk mønster. Fra vinterstuen er der adgang til en mindre stue, æ stow, Fanøfliserne pryder også her ydervæggen, mens de øvrige vægge er beklædt med brædder, der er malet i en støvet grøn nuance. Fra vinterstuen er der adgang til sommerstuen, nordre donsk. I nordre donsk er der også fliser på ydervæggen, men er også med blå motiver. Der er endvidere et indbygget hjørneskab samt en ældre etagevindovn. Fra sommerstuen er der adgang til køkkenet. Fanøfliserne dominerer også køkkenets vægge, men er her kun i de brune nuancer. Et indmuret brændekomfur er bevaret samt den gamle bageovn. I både køkkenet og franglen ligger der nyere ølandsfliser. Fra køkkenet er der adgang til fadeburet og til franglen. I den nordlige ende af franglen er der adgang til et nyere badeværelse samt en nyere trappe, hvorved der opnås adgang til den udnyttede tagetage med en stue, hvori der er åbent til hanebåndene, samt et værelse i hver gavlende. Fra den sydlige del af franglen er der endvidere via en ældre fyldningsdør med støbejernsbeslag adgang til den tidligere staldende, hvor der er et værelse.

Gennemgående for Toftestien 6 er, at bygningsdelene er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge, bræddelofter og synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter og brystningspaneler.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra facaden og tillige bidrager til opfattelsen af et traditionelt miljø.Endvidere er sammenhængen med det mindre anneks, Toftestien 4, af miljømæssig værdi, da de to bygninger sammen skaber et mindre, lukket gårdrum med en brønd i midten, og dermed skiller Toftestien 6 sig ud fra de andre ejendomme i Sønderho.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvidt, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædt gavltrekant og en arkengaf over hoveddøren samt det stråtækkede heltag med mønning af tørv og en skorstenspibe, der fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at alle åbninger har påmalede, hvide stik og sålbænke. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til stalddøren og de mindre vinduer, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø var almindeligt at have et mindre dyrehold tilknyttet boligen. Den bevarede tagrem, der er bevaret fra den oprindelige bindingsværksfacade vidner om ændringen fra bindingsværk til grundmur.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling mellem boligen i den ene ende og stald og lo i den anden. Stalden aflæses stadig ved rummenes langt mere afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Der er ligeledes bevaret sønder donsk, og i forlængelse heraf æ stow samt nordre donsk. Ligeledes ligger køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengen, de indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, fyldingsdøre samt de meget karakteristiske, hollandske fliser med blå eller brune motiver på ydervæggene og ligesom ovnpladserne bag brændeovnene og -komfuret er markeret af hollandske fliser. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejle tagflader, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få, men integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne giver en markant, men enkel kontrastvirkning, som træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og de efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil, i det ydre som det indre, udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Digevej 4, Sønderho
• Sønder Land 37, Sønderho
• Øster Land 29, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen