Den 9. august 1157 var der inviteret til forsoningsfest i kongsgården i Roskilde. Værten var kong Knud, der gennem det forgangne tiår havde kæmpet med sine fætre Svend og Valdemar om kongemagten i Danmark. To dage forinden var parterne endelig kommet til et forlig, hvorefter hver af de tre tronkrævere skulle regere én tredjedel af riget: Svend fik Skånelandene, Knud Øerne og Valdemar Jylland. Ifølge Saxo ankom Svend imidlertid med skumle planer, og efter at freden på behørig vis var blevet fejret, trak Svend sig tilbage for at gå tidligt til ro. Snart efter fór Svends bevæbnede mænd ind i festsalen og lod den uforberedte Knud dræbe, mens det lykkedes en såret Valdemar at vælte lyset og slippe ud i ly af mørket. Med et par af sine mænd tog Valdemar flugten ned over Sjælland, angivelig efter at have fået heste på brydegården i Ramsømagle, og med hjælp fra sine fostbrødre Absalon og Esbern Snare lykkedes det Valdemar at undslippe Svends forfølgende styrker via Fyn til Jylland. I Jylland giftede Valdemar sig med Knuds søster, Sophie, hvorved han sikrede sig opbakning fra sin afdøde svogers støtter. Senere samme år, d. 23. oktober 1157, kom det til det endelige slag i den årelange tronkrig, hvor Valdemars hær besejrede Svend på Grathe Hede syd for Viborg. Svend selv blev dræbt, og Valdemar den Store var herefter enekonge af Danmark.
