Brandts Klædefabrik, Odense

Siden 1744 er der blevet drevet farverivirksomhed i ejendommen beliggende Vestergade 73 – lige inden for Odenses vestlige byport. I 1700-tallet var forhuset en toetages bindingsværksbygning, men i 1855-57 lod farver Morten Kisbye Brandt forhuset forbedre, og det blev ombygget til dets nuværende skikkelse.

Morten Kisbye Brandt ønskede at udvide sin farverivirksomhed med klædefabrikation og lod derfor sin søn Søren Christian Brandt uddanne på en klædefabrik i København og i Tyskland. I 1869 blev indretningen af en klædefabrik på matriklen iværksat, og den 26. november 1869 blev fabrikken sat i drift med en arbejdsstyrke på 10 mand. I 1885 startede man eget udsalg i Odense, Odense Klædefabriksudsalg, der dog senere blev en selvstændig forretning.

Virksomheden var i vækst, og i løbet af 1870´erne blev der opført nye bygninger. Også i 1880´erne blev fabrikken udbygget, specielt i 1887-88 da et fem-etages hus Mellembygningen blev opført. Antallet af væve var tidoblet – fra 6 til 60 – og antallet af medarbejdere steget til 200. Landbefolkningen var ophørt med at væve sine stoffer selv, man ønskede at købe de eftertragtede, fabriksfremstillede varer. Fabrikken fortsatte dog med at farve for private indtil omkring 1880, herefter blev farveriet udelukkende en del af fabrikken.

I 1903 blev to tilstødende ejendomme opkøbt og en ny udvidelse af fabrikken fandt sted. I 1919-20 blev der udvidet igen med en ny stor fabriksbygning Pantheonsfløjen opført på en nyerhvervet grund. I 1929 blev klædefabrikkens karteri og spinderi moderniseret, og opførelsen af en farveribygning påbegyndt. I 1930 brændte Svendehjemmet, som derefter blev genopført. I 1933 blev der opført en ny stor lagerbygning Magasinbygningen, der som de øvrige nye bygninger blev opført i jernbeton. Samme år blev den ældste del af fabrikken Skæreriet og Nopperiet ombygget. Igen i 1963 blev der opført en ny fabriksbygning på en tilkøbt nabogrund. Fabrikken var meget vandforbrugende og man havde siden 1869 pumpet vand op fra Odense Å gennem to store ledningsrør, som løb under Vestergade og Filosofgangen.

I 1960´erne var Brandts Klædefabrik truet af konkurrencen fra de oversøiske lande, der havde lavere fremstillingsomkostninger. Men den egentlige trussel skyldtes klædefabrikkens eget idégrundlag; nemlig at alle processer skulle foregå i eget regi. Løsningen var specialisering, rationalisering og stordrift, men dette krævede et stort kapitalgrundlag og samtidig ændredes folks modevaner. Vanskelighederne efter den første oliekrise gjorde produktionen urentabel, og i 1977 besluttede man at lukke fabrikken. Man afviklede lagrene, solgte maskinerne og søgte nye formål for bygningerne.

Bygningerne blev solgt til en investor og herefter istandsat med henblik på at blive et udstillings- og kulturcenter i Odense. Ombygningen af Brandts Klædefabrik blev påbegyndt i 1982 og afsluttet i 1986. I forhuset blev der i stueetagen og på første sal indrettet erhvervslejemål og i tagetagen, som oprindeligt var uudnyttet, blev der indrettet en lejlighed. I 1992 blev stueetagen indrettet til café, og i den forbindelse blev der etableret en ny indgang til caféen direkte fra Vestergade, hvor det østligste vinduesparti blev omdannet til et dørparti. Ligeledes blev der lagt et nyt gulv i stueetagen af mahogni. Lejligheden har sidenhen fået ny funktion som fest- og mødelokaler i tilknytning til caféen i stueetagen.

Forhuset til Brandts Klædefabrik indgår i gadens husrække, hvor det er sammenbygget med nabobygningerne. På bagsiden er forhuset mod øst sammenbygget med et sidehus, og bag forhuset er en stor og langstrakt grund med adskillige baggårde og fabriksbygninger, der ligesom sidehuset ikke er omfattet af fredningen og derfor ikke er nærmere beskrevet.

Forhuset er en grundmuret og pudset, toetages bygning med et rødt, teglhængt heltag. I rygningen er fire skorstenspiber med sokkel og gesims, der står i gule mursten. Mod gaden er fem nyere, zinkklædte kviste samt enkelte, små tagvinduer, og mod gården er en nyere kvist samt en ældre hejsekvist med muret front og rødt, teglhængt heltag. Facaden udgøres nederst af en række granitkvadre, hvorover der er en gråmalet sokkel, stueetagen er udført med lysegrå kvaderpudsning og adskilles fra den lysegrå første etage af en hvid, profileret kordongesims og afsluttes øverst af en hvid hovedgesims. Både sokkel og kvadermuring er udført som rustika, hvor soklen fremstår med den groveste struktur. Facaden har desuden let fremtrukne siderisalitter, der mod vest favner en buet portåbning. Gårdsiden fremstår helt enkel, der er granitkvadre som sokkel, murværket er malet gult og øverst er en hvid, profileret hovedgesims. Vinduerne er ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer og traditionelle beslag, i siderisalitterne er vinduerne udført med tre fag. Mod gaden er vinduerne malet hvide og forsynet med en støbt sålbænk, mens vinduerne mod gården er malet mørkegrønne. I soklen ses endvidere ældre, gråmalede etrammede kældervinduer. I den vestre siderisalit fører en nyere granittrappe op til en nyere, men traditionelt udført fyldingsdør med ruder samt et vifteopsprosset overvindue. Portrummet lukkes både mod gaden og gården af en ældre, tofløjet revleport med pålagte dekorationer og ældre hængsling. Mod gården er ud over en buet portåbning en rundbuet, dobbeltfalset døråbning, hvori der er en ældre, enfløjet fyldingsdør med ruder øverst. I hejsekvisten er der en nyere, tofløjet dør med sprosseopdelte ruder og en forsatsdør samt et nyere jernværn foran, og herover er en ældre hejsebom. Både døre og portfløje er malet mørkegrønne.

Portrummet er i midten belagt med hasleklinker lagt i sildebensmønster, og til hver side ligger der granitkantsten samt sorte klinker. Væggene er pudsede og nederst forsynet med sorte og brunnistrede klinker. Loftet er ligeledes pudset og her ses to langsgående dragere. I portrummet fører en ældre granittrappe op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med små ruder samt en profileret indfatning. Både dør og indfatning er malet hvide.

I det indre er en ældre planløsning i store træk bevaret med en stort set gennemgående hovedskillevæg, der opdeler de store rum mod gaden fra de mindre rum mod gården. Fra portrummet er der adgang til trapperummet, hvori en ældre treløbstrappe forbinder stueetagen med første sal og herfra fører en nyere, men traditionelt udført treløbstrappe op til tagetagen. I stueetagen er der i to af tværskillevæggene store, rektangulære åbninger og der er enkelte andre mindre åbninger, eksempelvis ud til cafékøkkenet, men de oprindelige store buede åbninger i hovedskillevæggen er bevaret. I den ene åbning er bevaret et stort dørparti med faste sidepartier og buet overvindue udført med fyldinger og små, facetslebne ruder. Stueetagen har nyere mahognigulve, vægge og lofter er pudsede og de er forsynet med nyere stukkanter. Der er bevaret enkelte ældre døre og gerichter. Første sal fremtræder med bræddegulve, parketgulve og væg-til-væg tæpper samt pudsede vægge og lofter, der enkelte steder er forsynet med nedhængte akustikflader. Der er bevaret en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter samt høje fodpaneler. Flere af fløjdørene er tillige forsynet med en ekstra dør, som påtænkes fjernet igen. De nye ekstradøre er udført som tofløjede fyldingsdøre med et fast overparti og dørkarm isat den ældre dørkarm, således at der opstår en dobbeltdør. Nogle vinduer er forsynet med ældre forsatsvinduer andre med nyere alurammer monteret direkte på de ældre vinduesrammer. Tagetagen er indrettet i nyere tid og bærer præg af dette i forhold til materialeholdningen. Her er marmorfliser på gulvet og bræddegulve lagt med flyverstød, væggene er pudsede, skorstenene er synlige, loftet er pudset med indpakkede bjælker og delvist synlig stolpe-dragerkonstruktion. I den vestre stue er hanebåndene fritliggende, og i hejsekvisten ses noget af et hejseværk. En nyere spindeltrappe i træ fører op til spidsloftet. Dørene er traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter. Der er kælder under forhuset, som er opdelt i to, hvortil der er adgang fra en bagtrappe fra gårdsiden samt via en udvendig, overdækket kældertrappe, placeret i hjørnet mellem forhuset og sidehuset. Kælderen har gule teglstensgulve, ølandsflisegulve og støbte gulve samt kalkede vægge og lofter med synligt bjælkelag. Ligeledes ses en synlig stolpe-dragerkonstruktion samt enkelte ældre fyldingsdøre og ældre profilerede gerichter.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken og dermed er med til at opretholde gadestrukturen i Odenses ældre bymidte.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved grundens traditionelle og velbevarede bebyggelsesmønster med forhus, sidehuse, tværhuse, baghuse og småbygninger, som er den tætte bys karakteristika fra perioden før den sprængte sine rammer i midten af 1800-tallet. Hertil kommer, at bebyggelsesmønsteret er et udtryk for den tætte sammenhæng mellem boliger og arbejdspladser, hvor virksomhederne startede i side- og bagbygninger for derefter at sætte sit præg på hele karréen – således også Brandts Klædefabrik.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til forhusets oprindelige funktion som kontor og vareudsalg samt bolig for klædefabrikkens direktør, hvilket kan aflæses i bygningens herskabelige og klassicistiske ydre, der kommer til udtryk i den symmetriske facade med fremhævede siderisalitter, refendfuget stueetage, profileret kordon- og hovedgesims, taktfast vinduessætning samt buet portåbning med tofløjede revleporte med pålagte fyldinger, som alle er kendetegnende for arkitekturstrømningerne i midten af 1800-tallet. Hertil kommer den herskabelige hovedindgang i portrummet med granittrappe og tofløjet fyldingsdør med små ruder, svungne, profilerede bryn samt profileret indfatning. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til den enkle gårdside, der kun udsmykkes af den profilerede hovedgesims, og hermed står i kontrast til den herskabelige facade, der skulle manifestere ejerens velstand udadtil. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til den bevarede hejsekvist i gårdsiden, som vidner om, at tagetagen over forhuset oprindeligt blev brugt som opmagasineringsplads.

Indvendigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til den i store træk, ældre planløsning med de repræsentative stuer placeret mod gaden, de sekundære rum placeret mod gården og hovedtrappen med direkte adgang til portrummet. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder den treløbede hovedtrappe med samtlige detaljer, kældertrappen, de store buede døråbninger i stueetagen med det tredelte dørparti, de høje fodpaneler samt de en- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler og svungne gerichter. Hertil kommer tagetagens hejseværk samt kælderens teglstens- og ølandsflisegulve. Bygningsdetaljerne er alle med til at bevidne bygningens alder og understreger det fornemme ydre samt forhusets oprindelse som kontor og bolig for klædefabrikkens direktør.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets traditionelle form som et toetages længehus med heltag. Hertil kommer kontrasten mellem den enkle, pudsede gårdside og den repræsentative, symmetriske facade, der er opbygget over et fast kompositorisk greb med let fremspringende siderisalitter og en taktfast vinduessætning. Facaden udviser et velafbalanceret forhold mellem den horisontale lagdeling, der ligger i soklen, den refendfugede stueetage og kordon- og hovedgesimsen og de høje vinduers vertikale orientering. Facadens smagfulde detaljer, herunder de små spring imellem murfladerne, den fortløbende sålbænk under førstesalens vinduer samt soklens og stueetagens rustika udformning giver sammen med den imponerende port med pålagte fyldinger bygningen en herskabelig fremtræden. Bygningens overordnede udtryk er således roligt og velproportioneret med en enkel farvesætning, hvilket gør forhuset til en fornem repræsentant for det grundmurede byggeri i Odense.

Læs videre om

• Nedergade 7, Odense
• Nørregade 45 A-D, Odense
• Sankt Clara Klostrets kælder, Odense

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen