Faktaboks

Claus Egemose
Født
29. juni 1956, Longelse
Titel
Maler
Virkested
Danmark

Biografi

Claus Egemose indtog, som medstifter af Galleri Kongo i København 1983, en vigtig position i det alternative undergrundsmiljø i begyndelsen af 1980erne. E. arbejdede i udkanten af Det vilde maleri med en ligestilling mellem ord, tekster, opridsede figurer, ornamenter og fotografier, der kunne have en labyrintisk karakter. Fra ca. midten af 1980erne koncentrerede han sig om maleriet, hvor det motiviske langsomt blev opløst til fordel for farvestrukturer, ofte i dristige farvekombinationer. Siden 1988 har E. reduceret sin palet til blåt, sort og gult, og malerierne fremstår monokrome. En fordybelse i maleriets flade og en følsomhed for farvens potentiale og penselens strukturering af farven førte til en balancegang mellem fladens stringens og en uendelig dybde og udstrækning af billedrummet.

Genealogi

Egemose Hansen, Claus, *1956, maler. *29.6.1956 i Longelse på Langeland. Forældre: Mejerist Oscar Egemose H. og sygeplejerske Karla Else Hansen. Samliv fra 1987 med stud.mag., senere kunsthistoriker Anette Østerby, *21.8.1959 i Kbh., datter af assurandør Poul Ø. og dekoratør Hanne Jørgensen.

Uddannelse

Autodidakt.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links