Dalby Præstegård

Den nuværende præstegård har haft minimum to forgængere. Den første præstegård brændte i begyndelsen af 1600-tallet, mens den næste fik en levetid på et par hundrede år. Den blev omtalt af den kendte arkæolog og forfatter Georg Zoega i forbindelse med et besøg i 1779. Et halvt hundrede år senere var præstegården i en sørgelig forfatning, og da en ny præst skulle tiltræde i 1843 måtte stuehuset nedrives. Det nye stuehus blev placeret, hvor den nordlige lade tidligere havde stået, og opførelsesåret for den nye præstegård, 1843, fremgår af et årstal udformet i jern på stuehusets gavl. Noget af inventaret fra den gamle præstegård blev genbrugt, heriblandt flere af dørene. Præstegården blev fortsat drevet som en almindelig bondegård, og en østfløj rummede folkestue, køkken, pigeværelse, spisekammer og mælkestue. I begyndelsen af 1900-tallet blev størstedelen af præstegårdens jorder solgt fra, og resten blev bortforpagtet. Som en naturlig følge heraf blev de store ladegårdsbygninger i vest og syd revet ned, og i stedet blev en køkkenhave anlagt. Omkring 1950 blev der lagt nyt tag på stuehuset, og ved den lejlighed blev taget over lejligheden på første sal hævet, så det fik sin egen rygning. Tidligere var rygningen gennemgående og tagfladerne over den midterste del havde en svag hældning. Der blev ligeledes installeret centralvarme, der blev etableret badeværelse og alle skorstene samt vinduer blev udskiftet. I 2013 blev stuehuset renoveret på grund af skimmelsvamp, køkkenet blev fornyet, ligesom en ny, enfløjet havedør blev isat i spisestuen.

Dalby Præstegård er beliggende i den nordlige del af landsbyen Dalby, lidt afsides kirken og kirkegården. Dalby Præstegård ligger tilbagetrukket fra hovedgaden, og en lang allé fører op til stuehuset, der afgrænser en stor gårdsplads med perlesten mod nord. Øst for alléen er en tilbagetrukket udhusbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Stuehuset er omgivet af en stor have. Stuehuset er en fjorten fag lang, grundmuret, enetages bygning, hvis midterste seks fag rejser sig i to etager. Stuehuset bærer et tredelt, opskalket heltag, der er hængt med røde tegl og forsynet med halvvalmede gavle. I hver af de tre rygninger ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave, undtagen den østlige pibe, som er retkantet og forsynet med en røghætte. I tagfladerne ses ældre tagvinduer i støbejern. Midterdelens to gavle er beklædt med sekskantede skiferplader. Stuehuset hviler på en høj sokkel, der optager terrænets stigning mod nord, og nederst udgøres af granitkvadre og derover en gråmalet og pudset sokkel. Facaderne er kalket gule, og både stenene og de brændte fuger anes igennem kalklagene. Mod gårdspladsen er facaden mere pyntelig, idet den er forsynet med en hvidkalket sålbænksgesims, hvorunder der er gulkalket refendfugning. Alle facader afsluttes af en hvidkalket, profileret hovedgesims. Mod gårdspladsen er to separate indgangsdøre, der hver har en granittrappe med let svungne, støbte vanger med smedejernsgelændere. Hoveddørene er nyere, men traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre udsmykket med støbejernsrosetter samt overvinduer med detaljerige, udskårne sprosser. Indgangene markeres yderligere af træindfatninger med konsolbårne vandrette fordakninger. I østgavlen er en nyere, traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør, og foran døren ligger tre granittrin. I havesiden er to havedøre udformet som fyldingsdøre med ruder i den øverste halvdel og derover torammede vinduer. Foran begge døre ligger et granittrin. Den østre dør er nyere og enfløjet, mens den vestre dør er ældre og tofløjet. Bag den tofløjede dør er en nyere, tofløjet forsatsdør med ruder øverst og nederst. Samtlige døre er gråmalede med hvid staffering. Vinduerne er fra midten af 1900-tallet og består i stueetagen af korspostvinduer med opdelte nedre rammer samt i gavle og på første sal af torammede vinduer med tre eller seks ruder i hver ramme. Mod gårdspladsen er et enkelt torammet kældervindue. Samtlige vinduer er malet hvide og forsynet med skifersålbænke. I vestgavlen ses årstallet 1843 udført i smedet jern. I stuehusets indre er dele af en ældre planløsning bevaret. Planløsningen i stueetagen er kendetegnet ved en langsgående hovedskillevæg, der forskyder sig igennem huset. Mod vest ligger konfirmandstue med tilhørende forstue, toilet og tekøkken, i midten er der stuer mod gårdspladsen og to spisestuer mod haven samt mod vest forstue og kontor samt en smal gang, gæstetoilet, køkken, spisekammer og bryggers. Den østligste spisestue er adskilt fra køkkenet af en skabsvæg fra gulv til loft. I den østre forstue er en ældre kvartsvingstrappe, der fører op til første sal, som er indrettet med en midterkorridor og tre værelser til hver side samt mod gårdspladsen et badeværelse. I hver ende af korridoren er der adgang til de uudnyttede loftsrum, der på grund af deres højdeforskel er forbundet af ældre, stejle ligeløbstrapper. Tagrummene har bræddegulve, de fritstående skorstene er synlige, ligesom den ældre tagkonstruktion, gavlvæggene er hvidkalkede, mens væggene ind mod førstesalen er beklædt med gipsplader. Taget er understrøget. Trappen til første sal er udført med indstemte trin, drejede mæglere og balustre samt svungne håndlister. Under trappen, med adgang fra den smalle gang, giver en nyere ligeløbstrappe adgang til kælderen, der består af tre mindre rum med støbte gulve, kalkede vægge med synlige kampesten og pudsede lofter, hvoraf to lofter er beklædt med gipsplader. Præstegårdens indre har overvejende en traditionel materialeholdning med brædde- eller klinkegulve samt pudsede vægge og lofter. I enkelte rum er der nyere, plane døre samt linoleums- eller vinylbeklædte gulve og systempladelofter, og for enden af førstesalens korridor er der mod vest opsat en nyere, tofløjet dør med fyldinger nederst og termoruder øverst. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer som halvpaneler, høje fodpaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med varierende alder og som følge deraf forskellig udformning også af hængsler, låsekasser og gerichter samt revledøre. I den vestre forstue er der synlige bjælker, hvorpå samtlige navne på Dalby Præstegårds præster og deres hustruer samt deres aktive år i præstegården er opstreget. På væggene er påmalet vers på dansk og latin.

Den miljømæssige værdi knytter sig til præstegårdens beliggenhed i nærheden af Dalby Kirke. Hertil kommer den store grund og den anseelige gårdsplads, der vidner om, at præstegården tidligere også bestod af adskillige avlslænger. Ligeledes er det et karakteristisk træk for en præstegård at have en stor have. Endvidere er der miljømæssig værdi ved stuehusets placering på den sydvendte skråning af den store bakke nord for præstegården. Ved at udnytte terrænets beskaffenhed har man sikret det nuværende stuehus fra bakkens regnvand, der sandsynligvis har været medvirkende til at ødelægge den tidligere præstegård, som lå for foden af bakken.

Den kulturhistoriske værdi ved Dalby Præstegård knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen. Hertil kommer, at stuehusets imponerende størrelse fortæller om præsteembedets sociale og økonomiske status i lokalsamfundet samt giver en indikation af præstegårdens oprindelige størrelse med diverse avlslænger, idet præstestanden historisk set havde en bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehuset som en tidstypisk repræsentant for præstegårdsbyggeriet på Fyn i midten af 1800-tallet. I flere fynske landsbyer ses samme type stuehus, omend uden den midterste del i to etager. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehusets klassicistiske stilideal, der lader sig aflæse i bygningens let opskalkede og halvvalmede tegltag samt i de symmetriske facader, hvor især gårdsiden har en taktfast dør- og vinduessætning. Hertil kommer bygningens dekorationer som hovedsagelig forefindes på gårdsiden. Dette gælder de to dekorative indgangsdøre med fyldinger, støbejernsrosetter, overvinduer med udskårne sprosser og de tilhørende dørindfatninger med vandrette fordakninger, der hviler på volutsvungne konsoller samt den profilerede sålbænksgesims og refendfugningen under vinduerne. Endvidere kommer den profilerede hovedgesims, der afslutter samtlige facader og gavle. Præstegårdens korspostvinduer med opdelte nedre rammer er ligeledes kendetegnende for klassicismen. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved præstegårdens tidstypiske farveholdning med rødt tegltag, gråmalet sokkel og gulkalkede facader med hvide pudsdetaljer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehusets bevarede dele af den ældre planløsning, der tydeligst lader sig aflæse i stuehusets midterste del, hvor den langsgående hovedskillevæg står omtrent midt i bygningen og adskiller de en suite beliggende stuer mod gårdspladsen fra spisestuerne mod haven. Hertil kommer, at der stadig er bevaret to separate forstuer, hvoraf den vestre har en mere offentlig karakter, idet den giver adgang til konfirmandstuen. Førstesalens indretning med en langsgående midterkorridor, der giver adgang til værelserne til hver side, er ligeledes et velkendt træk og ligeså, at de tre tagrum er uudnyttede og fremtræder med understrøgne tagsten. Derimod vidner øst-endens planløsning med den smalle gang, gæstetoilettet, køkkenet, spisekammeret og bryggerset om, at disse er indrettet i midten af 1900-tallet. Tillige er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder i særdeleshed de mange døre fra 1700-tallet, som er rigest repræsenteret på første sal. Dørene har forskellig udformning: Der er både en- og tofyldingsdøre, og de er forsynet med forskellige typer hængsler og beslag, herunder indstukne hængsler og bukkehornsbeslag, samt låsekasser og gerichter, hvoraf gerichterne med den kraftigste profilering og de tilhørende fodklodser er ældst. Døren med én stor fylding og bukkehornsbeslag, som fører ud til det østvendte tagrum, stammer fra starten af 1700-tallet. Døre, beslag og gerichter er ældre end stuehuset og står dermed som et bevaret vidnesbyrd om den tidligere præstegård på stedet. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi ved spisestuens halvpaneler, forsynet med en lille hylde øverst, samt de profilerede topstykker over dørenes gerichter. Hertil kommer den store stues høje fodpaneler og dobbelte fløjdøre, hvis udformning med fem fyldinger, skiftevis forsynet med diamantbosser, samt tilhørende gerichter med indstukne hængsler er tidstypisk for midten af 1800-tallet, hvor Dalby Præstegård blev opført. Den vestre forstues påmalede vers på dansk og latin samt bjælkernes fortegnelse over Dalbys præster har ligeledes kulturhistorisk værdi.

Dalby Præstegårds arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den rektangulære bygningskrop med forhøjet midterdel, der tildeler bygningen en ganske særegen fremtræden som et tredelt hus med tre separate tage. Tagene er på traditionel vis elegant opskalkede, har næsten ubrudte tagflader og er udstyret med skorstenspiber i rygningerne samt halvvalmede gavle, hvorved et genkendeligt klassisk udseende fremkommer, som stemmer overens med de traditionelle facader. Gårdsiden har som den eneste side et overvejende horisontalt udtryk, hvilket skyldes pudsdetaljerne som sålbænks- og hovedgesims samt brystningens refendfugning. Stuehusets symmetriske gårdside, den taktfaste vinduessætning og pudsdetaljerne giver hovedbygningen et harmonisk og herskabeligt udtryk, som understreges af de to pompøse indgangspartier med svungne trapper. Dalby Præstegårds enkle og traditionelle farveholdning med granitkvadre, gråmalet sokkel, gulkalket murværk, hvide pudsdetaljer, vinduer og skorstenspiber samt røde tegltage og grå døre har ligeledes stor betydning for den arkitektoniske værdi, ligesom detaljen med de brændte fuger på nært hold giver en delikat tekstur til de kalkede facader. Dalby Præstegårds arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den overvejende traditionelle materialeholdning med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter, der er tidstypiske for bygningens alder og klassicistiske stil. Stueetagens en suite beliggende stuer i den midterste del er med til at underbygge præstegårdens herskabelige fremtræden.

Læs videre om

• Andresens Gård, Kerteminde
• Bøgebjerg, Viby
• Hverringe, Viby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen